Charmerende rundgang i musikkens skæve afdeling

Mikkel Thrane Lassen har især gennem den senere tid markeret sig i den skrivende del af musikverdenen, dels (indtil for nylig) som anmelderredaktør for Skriftserien PubliMus, og dels som forfatter til biografien Sjostakovitj – en sovjetkunstner, der er blevet modtaget rigtig godt af både læsere og anmeldere.

Det er en både sjov, spændende og krævende ide, Thrane Lassen har fået i denne pudsigt (men storartet) layoutede bog med titlen Hvad rager det os om I lytter?, som i essayform undersøger en række udvalgte værker fra den musikalske avantgarde over omtrent 100 år, fra 1893 til 1995. Konceptet er fremragende udtænkt: Bogen tager en lystbetonet runde i kunstmusikkens mere spektakulære krinkelkroge, der giver et indtryk af, hvilken enorm rigdom periodens musik besidder. 

Gennem i alt ni essays bliver kendte værker som John Cages 4:33 (1952) og Karlheinz Stockhausens Helikopter-Streichquartett (1995, fra storværket Licht) undersøgt side om side med ufuldendte eller meget sjældent hørte værker som Aleksandr Scrjabins Mysterium (påbegyndt 1903), og det giver bogen et særligt momentum, at forfatteren har valgt at skrive essays om to danske værker af henholdsvis Rued Langgaard og fluxuskunstneren Eric Andersen.

Jeg sad tilbage med en oplivende følelse af at have oplevet en række kalejdoskopiske, men alligevel konsistente glimt af den musikalske avantgarde genopstå lige foran mig

Thrane Lassen peger i bogen igen og igen på de undertiden rablende, besynderlige, absurde og stærkt idiosynkratiske præmisser, som avantgardemusik gennem tiden er blevet tænkt ud fra. Og den bidrager med sine fortællinger om komponister med meget, meget store ører til selv at gøre læserens ører større – og til at bevæge læseren til selv at dykke ned i musikken på ny eller for første gang. Og selvom forfatteren særligt lader til at være fascineret af John Cage, som to af bogens essays er dedikeret til, er især essayet om Erik Saties Vexations (1893) båret af sans for komponistens tænkemåder foruden hans kulturhistoriske position. 

Letforståeligt og medrivende sprog

Undervejs blev jeg opildnet af flere af Thrane Lassens indsigtsfulde pointer, heriblandt den at dodekafonien måske nok demokratiserede musikken ved at gøre alle tolv toner i det gængse tonale system ligeværdige – men at den musik, der kom ud af det, var udemokratisk i den forstand, at den var svært tilgængelig og ofte ikke inviterede lytterne indenfor. Godt tænkt!

Efter endt læsning sad jeg tilbage med en oplivende følelse af at have oplevet en række kalejdoskopiske, men alligevel konsistente glimt af den musikalske avantgarde genopstå lige foran mig. Og jeg fik lyst til mere, for der er som bekendt værker nok at tage af. Eftersom Thrane Lassen formår at skrive i et konstant letforståeligt, men medrivende sprog, egner bogen sig til forskel fra megen anden musiklitteratur måske især til at blive læst af personer, der ellers mest hører musik fra før 1900, eller som har interesse i 1900-tallets kunst, litteratur og teater, men ikke ved så meget om musikken i samme periode.

Undervejs fortaber forfatteren sig i endog meget detaljerede levnedsskildringer

Dertil kommer, at bogen gennemgående er præget af forfatterens klare forståelse af avantgardens hensigter, konsekvenser og forhold til anden musik, også selvom begrebet ændrede sig over tid, og selvom dets relation til modernismen og den eksperimenterende musik er forblevet ikke blot flertydig, men undertiden også svært dechifrerbar. Alt dette er Thrane Lassen da også opmærksom på.

Ikke helt i mål

Hvor end jeg gerne ville nøjes med at erklære min opbakning til bogen, fordi jeg virkelig godt kan lide den, må jeg dog tage forbehold for en række forhold ved den. Mange steder kommer bogens pointer ikke helt i mål, fordi teksten generelt er udfordret af faktuelle misforståelser, af et fravær af præcision samt af manglende afklaringer. 

Lad gå med, at bogen er lidt i splid med sig selv angående dens fokus på spektakulære værker og biografiske omstændigheder vedrørende komponisterne. For undervejs fortaber forfatteren sig i endog meget detaljerede levnedsskildringer, hvilket kan virke lidt ufokuseret, når det nu i overskrifterne til de ni essays faktisk er blevet lovet, at det er værkerne, det skal handle om.

Mere påfaldende er den manglende redegørelse for bogens titel, som indrømmet er både fængende, provokerende og opsummerende for en af dens centrale problemstillinger: at avantgarden gennem tiden har haft et noget anstrengt forhold til lytterne – og omvendt. Titlen stammer fra det berygtede essay »Who Cares if You Listen?«, som den amerikanske serielle komponist og musikteoretiker Milton Babbitt skrev i 1958 i tidsskriftet High Fidelity.

Essayet tematiserede det problem, at højmodernismens musik ofte blev set som lytterfjendtlig. Ifølge Babbitt skyldtes det, at samtidens partiturmusik som følge af dens stærkt specialiserede position i musikverdenen var blevet så avanceret og krævende at lytte til, at den almindelige lytter ikke længere kunne følge med. Men, pointerede han, hvis denne musik ikke fandtes, ville musikken som sådan holde op med at udvikle sig.

I bogen bliver disse perspektiver ikke rigtigt taget i betragtning, og nok så vigtigt bliver det overset, at det ikke var Babbitt selv, men derimod en redaktør på tidsskriftet, der gav artiklen dens kække overskrift, vel at mærke uden at spørge forfatteren på forhånd. Så når Thrane Lassen hævder, at Babbitt i sin artikel »var nærmest militant i sin afvisning af relevansen af et lyttende publikum«, hvilket førte til en »insisteren på, at ingen (dvs. ingen lyttere) må forstå noget« – ja, så kommer man stærkt i tvivl om, hvorvidt det virkelig forholdt sig sådan. 

Bogens udfordringer angår også betragtningerne om John Cages 4:33

Tænker man efter, kan det næsten ikke være anderledes, end at titlen måtte være lavet af en udenforstående. For selvom den måske nok satte ord på, hvordan frustrerede modernister havde det, kunne næppe nogen komponist have fundet på at gøre brug af så aggressiv og nedladende en titel. Allermindst den besindige og nøgterne Babbitt, som derved kommer til at fremstå i et lidt unfair lys i bogen – også fordi han senere i sit liv faktisk udtalte, at han altid havde ønsket sig så stort et publikum til sin musik som muligt, om end han godt vidste, at den næppe ville kunne tiltrække ret mange andre lyttere end specialister og kollegaer.

Bogens udfordringer angår også betragtningerne om John Cages 4:33. Hos Thrane Lassen har dette værk så central en plads, at essayet om det ikke blot bryder bogens kronologi ved at være placeret som det første i rækken, men også bliver omtalt behørigt i mange af de øvrige essays. Undervejs falder det i øjnene, at værket uden forbehold eller forklaringer bliver kaldt for et stykke fluxus, selvom fluxusbevægelsen entydigt er knyttet til 1960’erne og 1970’ernes kunstaktivisme. Nok er værket vel en forløber for bevægelsen, men det er nu altså ikke helt det samme. Og så er der byttet om på tingene, hvad angår værkets tradition for at gøre aktivt brug af klaverlåget (som også i andre værker optog Cage): Låget lukkes i selve satserne og åbnes i pauserne mellem dem, ikke omvendt.

Jeg kunne heller ikke lade være med at ærgre mig over, at Thrane Lassen i sin opremsning af åndelige forgængere til 4:33 ikke nævner den østrigsk-tjekkiske komponist Erwin Schulhoffs klaverværk Fünf Pittoresken (opus 31, 1919). Her inkluderer den delvist dada-influerede komponist en sats af op til et par minutters varighed betitlet »In futurum«. Det består af en kompliceret opsat række af pauser, dvs. »stilhed« ved klaveret med en pianist, der ikke spiller. Kendte Cage mon til denne sats på forhånd, eller blev han siden mindet om dens eksistens? Det kunne have været spændende at høre om.

Og når vi nu taler om Cage, har et andet af hans værker fået anført året 2640 som sit tilblivelsesår! Det sker i overskriften på bogens næstsidste essay om orgelværket ASLAP (1985/1987), der egentlig har titlen Organ2/ASLAP – sidstnævnte del er sammensat af versalerne »As Slow As Possible«. Året 2640 er i nyere tid ganske vist blevet centralt for værket, fordi den igangværende, meget omtalte opførelse af det i den lille tyske by Halberstadt vil foregå så langsomt, at værket først vil være færdigspillet det år. Men selvom de »rigtige« tilblivelsesår nævnes behørigt i essayet, kom jeg derfor alligevel til at føle mig lidt på usikker grund under læsningen.

Endelig savner jeg også en mere udfoldet kontekstualisering af Cage, hvis tilgang til musik nok var dybt original, men samtidig var del af en gældende tidsånd og mentalitet. Så når Thrane Lassen eksempelvis nævner, at komponisten i det I Ching-baserede værk Music of Changes (1951) havde som intention at minimere komponistens »magt« ved at basere værket på tilfældighedsprincipper, bliver værket ironisk nok tildelt for stor betydning eller »magt« i en værkorienteret sammenhæng. For det overses dermed, at Cage også i mange andre af sine værker arbejdede med et intenderet »subjektfravær«, hvilket han langt fra var alene om – også en række andre komponister senere i 1900-tallet skulle gøre det.

Bogens entydige fokus på mandlige komponister kan ikke undgå at blive bemærket

Hvor er kvinderne?

Afslutningsvist er det ligeledes påfaldende, at bogen helt afstår fra at forholde sig til eller være tilstrækkeligt opmærksom på den kønsdebat, der siden i hvert fald tiden omkring 2010 har fyldt inden for kunstmusikkens område. Bogens entydige fokus på mandlige komponister kan ikke undgå at blive bemærket i en tid, hvor der fuldt berettiget tales meget om kvindelige komponisters problematiske vilkår, ligesom der tales om den strukturelle silencing, som så mange har været – og stadig er – underlagt. 

For ikke nok med at samtlige ni essays i bogen angår mandlige komponisters værker – så godt som alle omtalte personer i bogen er mænd, og ingen kvinder nævnes mere end i forbigående. Men var periodens avantgardestrømninger virkelig så mandsdominerede? Ikke meget tyder på det. Så selvom kvinderne er betydeligt mindre kendt pensumstof, ville det ikke have været svært at finde lige så spektakulære værker skrevet af 1900-tallets kvindelige komponister også inden for avantgardens domæne.

Ikke desto mindre: Hvad rager det os om I lytter? er en velkommen bog, som mange vil kunne få glæde af, og som for så vidt gør virkelig god reklame for den musikalske avantgardes medrivende, inciterende, provokerende, chokerende, forhutlede og dybt inspirerende skæve vej op gennem 1900-tallet.
 

Mikkel Thrane Lassen: »Hvad rager det os om I lytter? Nedslag i den musikalske avantgardes kulturhistorie«. Multivers, 2023. 309 sider.