© Nicolai Perjesi

Hvad kom først – rytmen eller toget?

Lokomotiver, billetautomater og skrigende gummisåler mod glatte fliser – banegårdene er fyldt med lyde. Banegårde kan være en sand fest for øret. Det ved både komponister og togglade turister.

Af
12. august 2023
  • Annonce

    Man skal høre meget

Banegården: Selve ordet synes at vække de sidste 200 års historie til live. Bygget af materialer som støbejern, stål og glas og med skinnerne som langstrakte, menneskepåførte ar på landskabet findes der nærmest ikke et tydeligere og mere universelt symbol på den industrielle revolution end banegården. Der hviler en særlig aura over banegården; en aura af noget eksotisk; af eventyrlighed. I mange byer er det kun domkirken, der kan måle sig med den i pragt, og selv den mindste banegård har noget i sig, der vækker mindelser om Orientekspressen og Den transsibiriske jernbane. Om Jules Vernes Jorden rundt på 80 dage, om Arthur Rimbauds lyserøde togvogn med blå puder i Rêvé pour l'hiver, om regnvejret og ventesalen med chokoladeautomat i Johannes V. Jensens Paa Memphis Station, om Tom Kristensens rejseskildringer i En kavaler i Spanien, om »skøn som en sønderskudt Banegaard«, om Patricia Highsmiths tragiske Strangers on a Train, om Ang Lees dybt melankolske The Ice Storm, om Richard Linklaters ultraromantiske Before Sunrise eller om Harry Potter-bøgernes perron 9¾.  

Hver generation har sine banegårde, sine togture, sine endeløse rejser og sine endestationer. Jeg selv holdt som teenager meget af at gå tur på Københavns Hovedbanegård og forestille mig, at jeg hvert øjeblik, det skulle være, kunne hoppe på et tog og begive mig på en eventyrlig rejse langt, langt væk. 

© René Strandbygaard
København H, Trafikhallen. © René Strandbygaard

Ingen kan vide sig sikker

Men banegården er ikke kun en sfære for ophobede kulturelle tegn og kollektive erindringer. Hver eneste banegårdsbygning er en uendelig kilde til helt umiddelbare sanseindtryk, der har evnen til at overvælde og henføre. Det gælder ikke mindst på det lydlige plan, hvor banegården kan være en sand fest for øret. Forestil dig en hvilken som helst banegård: Bygningens enorme klangrum og lyden af rullekufferterne og stilletterne på fliser, der forstærkes i det; en lille melodisk jingle – måske D/E♭/B♭ eller C/G/A♭/E♭ – samt en meddelelse leveret over højttalerne med en stemme et sted mellem menneske og maskine; det faretruende brag, når toget ankommer til perronen, og bremserne giver slip på den komprimerede luft; togførerens skrigende fløjten, når toget forlader perronen igen; den rytmiske lyd af toget på skinnerne. 

»I have always loved locomotives passionately. For me they are living creatures«

Nu kan man på selv den mindste, danske provinsbanegård naturligvis aldrig vide sig helt i sikkerhed for en enkelt harmonikaspiller eller violinist, der med hjælp fra Albinonis Adagio, Nino Rotas tema fra Romeo og Julie, Juliette Grécos Sous le ciel de Paris eller en enkelt arie fra La Traviata kunne finde på at forsøge at male banegården i et romantisk, sydlandsk skær, men det er alligevel interessant, at der stort set aldrig spilles musik over højttalerne på en banegård. Måske skyldes det, at støjniveauet fra togene i sig selv er ret så brutalt, eller også skyldes det, at banegården i højere grad end eksempelvis supermarkedet, indkøbscentret, lufthavnen eller kaffebaren, hvor baggrundsmusik er en lige så fast og naturlig del af rummet som aircondition og kunstige bregner, føles som en forlængelse af et »udendørs«, offentligt rum, og derfor på sin vis modsætter sig den kuratering af stemning, som det private rum fordrer.

Fraværet af det faste holdepunkt, som musik udgør, gør det at lytte intensivt til banegården til en vanskelig, desorienterende, men ikke desto mindre givende opgave. Det er ikke svært at forstå de utallige komponister og musikere, der i tidens løb har fundet inspiration i banegårdshallen, på perronerne og i togkupeen. For et tidligt eksempel behøver man ikke lede længere væk end hos Danmarks primære eksponent for wienermusikken, Hans Christian Lumbye, og hans hyldest til indvielsen af jernbanestrækningen København-Roskilde, Københavns Jernbanedamp Galop (1847): En lille, nærmest fjollet humørbombe, som næppe er overgået sidenhen i sin jublende begejstring for jernbanen. 

End ikke hos schweiziske Arthur Honegger, der er komponisten bag det sandsynligvis mest berømt tog-relaterede stykke musik, Pacific 231 (1923), og som angiveligt skulle have udtalt: »I have always loved locomotives passionately. For me they are living creatures and I love them as others love women or horses«. Man kunne godt spekulere over de moralske implikationer i at sammenligne kvinder med heste og lokomotiver, men lad os i denne omgang blot hæfte os ved Honeggers passionerede kærlighed til lokomotivet. En kærlighed, der absolut skinner igennem i Pacific 231, om end der også, i modsætning til hos Lumbye, er noget andet til stede: En bevidsthed om togets brutalitet; en følelse af noget farligt. I Pacific 231 agerer strygerne skrigende bremser og hornene ildevarslende dampfløjter, mens en ekstremt dyb, staccateret kontrabassun udnyttes som den perfekte musikalske iscenesættelse af lokomotivets tunge, monstrøse fysikalitet og særlige rytme. 

Kun rytmen fra den konstante kontakt mellem skinner og tog lader dig vide, at du er i bevægelse

Rytmens mange fortællinger

Denne rytme – maskinel, men organisk; rigid, men beroligende – er fuldstændigt utvetydigt genkendelig som togets rytme, og den er med til at drapere alle togture i et lydtæppe, der kun kan beskrives som tog-agtigt. I modsætning til bilen, som lyder radikalt anderledes alt efter hvilket underlag, den befinder sig på – brosten, grus, jord, asfalt; helt ny og ensartet eller gammel og fyldt med sprækker – eller flyvemaskinen, der ændrer karakter alt efter graden af turbulens, er der noget konstant over toget, der skærer gennem landskabet uden at afspejle dets forskellighed på nogen hørbar måde. Kun rytmen fra den konstante kontakt mellem skinner og tog lader dig vide, at du er i bevægelse. 

Denne rytme, denne repeterende, uendelige rytme, har gennem musikhistorien antaget et ocean af forskellige betydninger. I den franske, musique concrète-pioner Pierre Schaeffers Étude aux chemins de fer (1948), der udelukkende består af manipulerede båndoptagelser lavet på Gare des Batignolles, i dag Gare de Pont Cardinet, i Paris, er rytmen fra togene nærmest konstant genkendelig i det forvrængede lydbillede, og her synes den at signalere en tro på maskinernes uendelige potentialer, deres iboende skønhed og implicitte godhed. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig, at den dybt troende, men utraditionelle katolik, som Pierre Schaeffer var, har set det guddommelige både i lokomotivernes massive stålkroppe og i de hvide dampskyer, der steg til himmels over dem. 

Sigmund Freud beskrev togets rytme som seksuel i en sådan grad, at en togtur for nogle ville være nok til at vække fortrængte seksuelle traumer

I den japanske multimediekunstner Yoko Onos sytten minutter lange og mildest talt vanvittige bluesrockeksperiment Mind Train (1971) er togrytmens dominerende undertekst utvetydig: nydelse. I Mind Train synes den tunge rytme, der er togets, at være en nærmest uendelig kilde til jouissance. Rytmen er en stimulans, der både giver sindet adgang til en kosmisk, spirituel bevidsthed og fylder hver en fiber af kroppen med en helt uhæmmet nydelse, der nærmest er seksuel i sin karakter; sluserne til hjernens dopaminreceptorer åbnes på vid gab. Yoko Ono er ikke den første til at sammenkoble togets rytme med det seksuelle: »The two primary motions are rotation and sexual movement, whose combination is expressed by the locomotive's wheels and pistons,« skrev den franske filosof George Bataille i 1927, mens psykoanalytikeren Sigmund Freud beskrev togets rytme som seksuel i en sådan grad, at en togtur for nogle ville være nok til at vække fortrængte seksuelle traumer. 

I David Bowies »Station to Station« (1976) og Kraftwerks »Trans-Europa Express« (1977) er toget et udtryk for en kuldslået, vesteuropæisk dekadence – togets rytme er også rytmen af den musik, der danses til på mørke diskoteker i koldkrigstidens europæiske storbyer. Og i amerikanske Steve Reichs minimalistiske og repeterende Different Trains (1988) er en strygekvartets efterligning af et tog nok til at male Anden Verdenskrigs rædsler helt tydeligt og knusende frem for lytteren: Det er på én og samme tid lyden af de tog, der fragtede soldater til fronten; de tog, der transporterede fanger til koncentrationslejrene; de tog, der efter krigen strejfede gennem krigshærgede, ubeboelige byer og golde, udbrændte landskaber. 

Også i dag finder yngre komponister inspiration på banegården. Det gælder eksempelvis amerikanske Steve Danyew og hans ekstremt energiske værk for blæserorkester Magnolia Star (2012), opkaldt efter et tog, der i midten af det forrige århundrede kørte mellem New Orleans og Chicago, og britiske Joanna Bailie, der står bag flere togrelaterede værker. Herunder celloværket Trains (2014), vis ultramelankolske stemning bedst kan sammenlignes med en tom banegård klokken fire om natten, og multimedieværket He just missed the train (2019), der blandt andet indeholder denne ret humoristiske monolog: 

If we accept the idea that boogie-woogie was influenced by the rhythms of the 1870s Texas railroad, one could argue that the third variation of the second movement of Beethoven’s Piano Sonata No. 32, due to its uncanny similarity to boogie-woogie, also resembles a train. While I like the idea that the sound of the world, be it pastoral or industrial, seeps its way into music of every kind, the truth of the matter is that Beethoven just missed the train. The first steam passenger railway in the German Confederation opened in 1835, 8 years after his death.

På perronen afventes toget i tavshed

Et kort genbesøg hos Beethoven viser, at hans Piano Sonata No. 32 (1821-22) i momenter, ganske rigtigt, rent rytmisk ikke er helt ulig et tog. Det kunne tyde på, at det ikke kun er togets rytmer, der trænger ind i musikken, eller musikken, der genskaber togets rytmik, men måske også os, der i mødet med toget bliver mindet om en rytmik, der også før toget – altid måske – har været her; en slags ur-rytme. Man kunne spørge: Hvad kom først – rytmen eller toget? 

En morgen på Hovedbanegården

Men en ting er naturligvis, hvordan verdens banegårde lyder, når de først har været igennem komponistens æstetiserende filter. En anden er, hvordan de lyder, hvis blot man stiller sig midt i menneskemylderet, i hallen, ved billetautomaterne eller på perronerne og lytter. Det er klart, at enkelte muligvis vil se skævt til dig, hvis du står på perronen i timevis og lytter til folks samtaler uden – tilsyneladende – at stå på et tog, men du kan altid undskylde dig med, at du bare er kommet i usædvanligt god tid til dit tog. Freud døjede eksempelvis med en sygelig angst for at misse sit tog – en angst, han selv tolkede som frygten for døden, som sublimeres til det metaforiske billede af toget, der forsvinder fra perronen – og ankom derfor altid flere timer i forvejen. Gør som Freud. 

Eksempelvis kan du stille dig på Københavns Hovedbanegård en helt almindelig hverdagsmorgen klokken seks, hvor der allerede er ganske mange mennesker. Iklædt jakkesæt og lædersko med såler af en særlig hårdhed, der nærmest smælder mod gulvet, når de med lynets hast bevæger sig mod rulletrapperne til perronerne, signalerer hver og en af disse mennesker travlhed. Mange, vil den vakse banegårdslytter erfare, knuger i den ene hånd en papirspose indeholdende et stykke bagværk, hvorfor en konstant knitrende lyd af papir, der bliver krøllet, kan høres overalt på banegården, mens den anden hånd ofte holder om en kop kaffe i en to go-kop. 

Denne kop er på Københavns Hovedbanegård klokken seks om morgenen et uundværligt kulturelt tegn, der signalerer to ting: 1) Jeg er et meget travlt menneske og har derfor ikke tid til at drikke kaffe hjemmefra. Og 2) Jeg er et meget travlt menneske og har derfor ikke tid til at sove, hvorfor jeg har et umådeligt behov for koffein. Det er ikke et særsyn, at selvsamme hænder, der bærer papirspose og kaffekop, også bærer andre ting: punge, ringende mobiltelefoner, raslende nøgler. Løse, blafrende papirer. Den faretruende situation, der hurtigt opstår, når diverse løse genstande bæres i samme hånd som en dampende varm, helt fyldt kop lavet af et amorft, papagtigt materiale, gør, at den plaskende lyd af en kaffekop, der tabes, samt den skrigende lyd, der følger når kogende vand møder hud, hænger i luften som en konstant risiko, som dog heldigvis ikke bliver til virkelighed denne morgen. Små, irritable suk høres fordi enkelte vælger at stå stille på rulletrappen frem for at skynde sig ned af den. På perronen afventes toget i tavshed.

Det er, som om togene forsøger at dæmpe sig, når de ankommer på stationen

Turen går til…

Fra Københavns Hovedbanegård er der stort set ingen grænser for, hvor turen kan gå hen. Eksempelvis kan du stå af på Humlebæk Station. Her har folk tid til at drikke deres kaffe hjemmefra, og ejendele bæres ikke i hænderne, men opbevares i pæne lædertasker med sølvspænder, som siger små klik-lyde, når de åbnes og lukkes. Der er en særlig ro på Humlebæk Station. Det er, som om togene forsøger at dæmpe sig, når de ankommer på stationen; som om de forsøger at snige sig ind på den; som om de prøver ikke at forstyrre de syngende fugle og den ældre herre, der sidder på en bænk og læser i en Klaus Rifbjerg-digtsamling, mens han venter på sit tog. 

Eller du kan tage toget til Fredericia, hvor den smukke, funktionalistiske stationsbygning er hjemsted for en helt unik lydoplevelse. Det forholder sig nemlig sådan, at Fredericia Station er et vigtigt trafikknudepunkt for DSB, hvilket vil sige, at tog fra København splittes op i mindre dele, der kører til andre jyske byer, mens forskellige tog fra Jylland til København samles til ét tog, når de ankommer til Fredericia. Lyden af togene, der splittes og samles, er noget ganske særligt: Processen, som involverer nogle store gummipuder, der langsomt oppustes, inden togene med et lille brag enten griber eller slipper hinanden, vækker mindelser om gamle westernfilm, hvor helten og skurken langsomt bevæger sig i cirkler om hinanden, mens de forbereder sig på den snarlige udveksling af skud. Det er et sådant lille drama om tålmodig afventning og pludselig angriben, der udspiller sig på Fredericia Station, når togene skal skilles og samles. 

Du kan også tage toget til Odense Banegård, hvor du dog kan risikere ikke at høre så meget andet end silende regn, der trommer mod perronerne samt den skrigende lyd af våde gummisåler mod glatte fliser i Banegårdscenteret. Eller til Horsens, hvor de automatiske døre åbner med en usædvanligt tilfredsstillende lyd – lidt som et helt friskt og sprødt stykke træ, der knækkes – og hvor du kan være så heldig at høre, eller overhøre, to amerikanere hvis samtale lyder mistænkeligt meget som to rumvæsener eller robotter, der foregiver at være rigtige mennesker: 

– I don't really see the use in getting a Danish bank account.
– I mean, you certainly don’t need it but if you did get one, I don't think it would affect your pension. 
– Yeah. 

Du kan også tage til udlandet. For eksempel til Hamburg Hauptbahnhof, hvor ekkoet i den enorme banegårdshal er så massivt, at lyden nærmest annihilerer sig selv og kulminerer i en trykken for ørerne som befandt du dig under vand. Og herfra måske til Paris’ Gare du Nord, hvor du bare i køen til billetautomaten kan nå at overhøre seks forskellige sprog. Måske kan du til sidst ende op i Portos berømte og overdådigt ornamenterede São Bento Banegård klokken et om natten, hvor den – for uden en sikkerhedsvagt med et raslende nøglebundt i sit bælte og lille en gruppe unge, der har gemt sig alleryderst på banelegemet med en pakke cigaretter og reggaeton spillende fra en skrattende mobiltelefon – er helt mennesketom. Her kan du lytte til de sagte, men konstante knirkelyde fra de stillestående tog, den dybe brummen fra billetautomaterne og togledningernes sitrende lyd af elektricitet. 

© Peter K Burian - Own work, CC BY 4.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=82559565
© Peter K Burian – Own work, CC BY 4.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=82559565

Og så, pludseligt, kan du finde dig selv tilbage på Københavns Hovedbanegård – måske en lørdag aften omkring klokken 23:30, hvor de skrigende unge fra provinsen, der har drukket sig fulde i billig hvidvin i toget på vej til byen, samt fyrværkeriet fra Tivoli, får hele banegården til at lyde som en krigszone. 

Og så, næste dag, kan du stå på endnu et tog. Eller blot gå en tur på Københavns Hovedbanegård og forestille dig, at du, hvert øjeblik det skulle være, kunne hoppe på et tog og begive dig på en eventyrlig rejse langt, langt væk.