Skru dog op!

Man kan formentlig henføre fremkomsten af lydbiografen til den såkaldte krig mod opmærksomheden, vi hele tiden hører om. Mens techvirksomheder finjusterer deres midler til at holde os fanget i dopaminafhængighed, fjerner universiteterne lange klassiske tekster fra pensum. Ingen kan længere koncentrere sig om noget som helst, og modbevægelsen bliver disse fællesskaber, hvor man mødes for at sidde i mørket og hengive sig til en plade, berøvet muligheden for at gøre andet end lige præcis det. 

I sin lejlighed i Oslo afholdte han lytteseancer for sine venner, og blev efter sigende voldsomt irriteret, hvis nogen foretog sig noget som helst andet end at lytte i koncentreret tavshed

Allerede i 80’erne og 90’erne, dengang vi stadig var optimistiske på teknologiens vegne, havde den finske producer og lydkunstner Mika Vainio (1963-2017) gang i noget tilsvarende. I sin lejlighed i Oslo afholdte han lytteseancer for sine venner, og blev efter sigende voldsomt irriteret, hvis nogen foretog sig noget som helst andet end at lytte i koncentreret tavshed.

Derfor er det logisk nok en lydbiograf, man har stablet på benene i Kunsthal Charlottenborg, hvor man hylder Vainio gennem seks playlister under den lidt bombastiske titel Museum of Sound. Vil man høre det hele, skal man afsætte omkring 7,5 time, hvilket nok er i overkanten for de fleste. Projektet er snarere lagt an på, at man dumper ind et tilfældigt sted og bliver hængende i mørket så længe, man lader sig indfange.

En biograf, man glider ud af

De seks playlister er kurateret af musikere og lydkunstnere, der på forskellig vis har haft berøring med Mika Vainio. Den første er sammensat af Tommi Grönlund – finsk musiker og ejer af pladeselskabet Säkhö Recording, som har grundlagde sammen med Vainio i 1993 – og Rikke Lundgreen – Vainios partner og kurator af hans arkiv – og den består udelukkende af Vainios egne kompositioner. 

Jeg glider ned i plyssædet og lukker øjnene

Jeg glider ned i plyssædet og lukker øjnene. Vainios lyd er i retningen af minimalistisk techno, industrielt og dronende, med skarpe kontraster mellem det clubbede og det mere introspektive. Flere numre har en hypnotiserende spænding, hvor simple modulationer af enkelte elementer over tid opbygger et massivt lydlandskab. Vainio anvendte ofte hjemmebyggede analoge maskiner a la Einstürzende Neubauten, hvilket giver en varm glød i et ellers køligt elektronisk univers. Det er med andre ord musik, der skal spilles højt.

Her kniber det lidt for Charlottenborgs setup. Volumen er simpelthen ikke høj nok, til at man får den følelse af at være omsluttet af lyd, som jeg ellers tænker er lydbiografens vigtigste kort. Et andet problem er, at lokalet ikke er mørkt nok, og et tredje er formentlig, at oplevelsen ikke er tidsmæssigt afgrænset. Mens jeg sidder i biografen kan jeg iagttage, hvordan folk kommer ind, sætter sig, og går igen indenfor få minutter. De færreste bliver hængende længere end et enkelt nummer, og de fleste finder meget hurtigt telefonen frem.

Fra techno til Neil Young på samme sæde

Jeg bliver siddende til den næste playliste, som er sammensat af britiske Bruce Gilbert fra artpunkgruppen The Wire. Her skifter projektet i nogen grad karakter: Ud af højttalerne kommer nu Kraftwerk, The Modern Lovers, Neil Young og Velvet Underground. Numre, jeg ville sætte på derhjemme, og som umiddelbart ikke kræver den koncentrerede opmærksomhed, som lydbiografen lægger op til. Med danske Thomas Knaks playliste er vi tilbage i den stramme klublyd, der også kendetegner Vainio univers – tænk Berlin i 90’erne – og herfra glider vi over i en playliste med kenyanske Joseph Kamarus egne kompositioner, en langsommelig ambient affære, der får min opmærksomhed til at glide i alle mulige retninger. 

Den – opmærksomheden altså – er allerede tyndslidt af tre timers lytning i den tomme biografsal, og da en gruppe turister slår sig ned og begynder en højlydt samtale, kapitulerer jeg. Således misser jeg de to sidste playlister af henholdsvis den japanske lydkunstner Mieko Suzuki, hvis praksis efter sigende ligger i forlængelse af Vainios mere minimalistiske eksperimenter, og Alex Murray-Leslie fra eletropopbandet Chicks on Speed, som formentlig ikke kræver yderligere præsentation.

Uden kontekst drukner værket

Da Museum of Sound blev installeret første gang på det finske museum Kiasma i 2020, var det i forlængelse af en større udstilling, der også inkluderede Vainios visuelle værker.

På Charlottenborg kunne man, hvis man ser bort fra en lille infoskærm ved indgangen, få den tanke, at rengøringspersonalet havde glemt at slukke musikken, da de gik hjem

I den kontekst vil jeg tro, at projektet har fungeret som et lækkert add on, en mulighed for at dykke længere ned i et univers, man netop var blevet introduceret grundigt til og kendte baggrunden for. På Charlottenborg kunne man, hvis man ser bort fra en lille infoskærm ved indgangen, få den tanke, at rengøringspersonalet havde glemt at slukke musikken, da de gik hjem. De få linjers tekst gør ikke meget for at forventningsafstemme oplevelsen med det publikum, der forventeligt nok kvitterer ligegyldighed. Som sådan ville Museum of Sound nok fungere bedre som en online spilleliste – så kunne man også selv skrue op.

»Museum of Sound, A listening installation dedicated to Mika Vainio«, Kunsthal Charlottenborg. 11. – 30. november 2025