Ingen døende diva i Paris – men glitter, hundeliv og kontorhumor

Opera handler om forvandling. Enten forvandler aktørerne sig på scenen, eller også forvandles publikum – pludselig befinder vi os i en duel mellem venner på en slette uden for Skt. Petersborg eller på et kvistværelse i Paris, hvor en ung kvinde er ved at udånde af tuberkulose.

Også årets operafestival i København havde forvandlingen som omdrejningspunkt, men ofte i mere indirekte former. Her blev opera forstået som musikdramatik i intime formater, hvor små forestillinger på en times tid i beskedne lokaler bar programmet.

En myredronning fødes på scenen

På en kælderscene på Nørrebro (H20) tog Shlomi Moto Wagner publikum med ind i sin forestilling Salvation. Blåt glitter mod håbløshed og hjemve, rødt glitter mod depression og melankoli – med en gestus næsten rituel fordelte han farverne til dem, der ønskede det. Som en præst ved alteret markerede han os i panden, men tilsat dragkunstens lystfyldte energi og sanselige glæde. Transformationen var både konkret og symbolsk: en moderne nadver, hvor glitteret bar løftet om forandring.

Technorytmer understøttede hans sang og speak, hvor han proklamerede, at glitter kan forandre og forvandle – »Then we’ll keep on becoming,« var sætningen, der i mol-middelalderlige intervaller og modal harmonik kørte i loop fra hans stærke røst. Her var det en anden slags frelse (salvation).

Glitter kan forvandle, identifikation kan skifte

Moto Wagner var i mange år solist på den Israelske Opera, men brød ud af det konforme univers, forvandlede sig til dragqueen og skabte forestillingen, som var en stærk indledning på den musikdramatiske uge i København. »You’ll learn more from three minutes in a dress than an entire life in a suit,« lød det med stor energi fra scenen. Glitter kan forvandle, identifikation kan skifte. Han sang på et tidspunkt om myrers funktioner, og når en dronning dør, forvandler en simpel arbejdermyre sig til en ny dronning. Langsomt skiftede han udseende, og med armene over hovedet og tyl-omsvungne skørter forvandlede han sig faktisk til en myredronning på scenen. Det var klimaks, men forestillingen fortsatte for længe og kørte i ring til sidst. Musik, performance og budskab var ellers stærke.

Forvandlingen indtraf på Nørrebro – jeg fik rødt glitter på panden, som fulgte mig resten af dagen og helt ind til Schuberts Winterreise i Tivoli om aftenen, hvor jeg sad småforvandlet.

Når gode idéer ikke slår til

Hundeliv fejlede i en lejlighed i indre København, selvom idéen og intentionerne bag var virkede gode. Det var nærmest umuligt at forstå eller følge handlingen om vold i hjemmet og en piges særlige tilknytning til en hund, hvis man ikke grundigt havde læst programnoterne. Sophia Heide Hertzum og akkordeonist Andreas Borregaard – der ikke er bange for at bruge sig selv på en scene – var de eneste optrædende.

Hundeliv fejlede i en lejlighed i indre København, selvom idéen og intentionerne bag var virkede gode

Borregaard spillede både hunden, volden, faren og abstrakte begreber som frygt eller tryghed, mens han enten sang, gøede, trak i akkordeonet eller lå på gulvet med lidt uforståelige fagter sammen med pigen. Abstraktion er godt, men grænsen til indforståethed er kort.

Kirstine Fogh Vindelev var komponisten bag lydtapetet, som ikke bestod af meget musik, men mere stemningsskabende klange og akkordeon-effekter. Synd at Borregaards ellers suveræne evner for instrumentet ikke blev brugt mere – når han nu var eneste musiker og de havde en hel time til rådighed.

Der var dog bevægende øjeblikke – som da Borregaard sang fra et bord midt i stuen, mens pigen tændte mekaniske tøjhunde, der vimsede rundt bjæffende på gulvet: »I dine øjne, lyser alting op. I dine øre bli’ alt jeg si’r til pop / Hver eneste tanke, hver eneste minde – er mættet med dig, mættet med dig,« sang karakteren til hunden, alt imens de ellers simple akkorder blev stadig mere dystre og voldsomme for til sidst at skifte over til direkte vold: »Jeg hader den hund!« og »Der findes ikke noget mere virkeligt end mig!« Vellykket musikdramatik. I ca. 12 minutter.

Gode idéer og intentioner herskede i herskabslejligheden, men man savnede egentlig kunnen eller kompetent fremførelse – for ikke at sige sang. Der blev ikke sunget meget.

»Alle mennesker kan li’ mig, fordi jeg er en hest«

Kontorhumor og absurditeter

Samme kan siges om James Blacks Songs of Old and New på Aveny T. Selvom man ofte sidder tilbage forvandlet til ét stort spørgsmålstegn efter et værk af Black, er det alligevel med en fornemmelse af, at det er skabt af et kringlet og originalt sind. Det provokerer og rammer ofte noget. Man bliver sjældent taget ved hånden undervejs, men halvdelen af Songs of Old and New var denne gang temmelig tilgængelig.

Videosekvenser på storskærm viste et typisk kontormiljø, med small talk ved kaffemaskinen om mountainbikedæk eller weekendens fodboldkamp. 5-7 kontorfolk i et mødelokale med fælles morgensang sluttede: »Alle mennesker kan li’ mig, fordi jeg er en hest,« og alle var enige om, at sekretæren – der altid kommer for sent – er irriterende og dum. Imellem videoklippene optrådte de fem live på scenen i Aveny T. Hvor kontorhumoren var let at forstå, blev det mere surrealistisk og grotesk på scenen.

Fløjte, saxofon og guitar akkompagnerede fx James Blacks digtoplæsning: »In the beginning was the word, how absurd. Was it word? Was it dirt? Fuck that word.« Melodien mindede om brudevalsen, og i programmet stod, at »vi kaster os ud i venskabets kraft, vredens flammer, sangens frihed, løbets rus, kærlighedens dybder og tilgivelsens nåde.« Jeg så slet ikke alle de begreber, men oplevede en humoristisk (måske også lidt nedladende) udstilling af kontormiljøets tomhed.

Et lille højdepunkt kom, da de fem stemmer flettede sig ind i hinanden i skærende dissonanser om kærlighedens væsen: omsorg og frihed, men også drab – og i det absurde register som læge, radiolog, kardiolog, gynækolog, hudlæge. Den maniske gentagelse af »love« og de disharmoniske klange satte kroppen i svingninger. Til slut bar de alle mærkværdige hatte med gule konfettistriber ned over ansigt og øjne – som bar de et stykke dejkunst på hovedet.

Gør James Black grin med kontormiljøet, med opera, med musikdramatik – ja, med publikum? Med det hele, vil jeg tro. Jeg blev hverken forvandlet til fan af Blacks surrealistiske univers men en stor del af tiden lidt holdt for nar eller provokeret. Eller slået af den manglende evne til at gøre sit umage på en scene. Måske var det formålet.

På Takkelloftet blev publikum i BLÅ (musik af Hugi Gudmundsson, tekst af Jesper B. Karlsen) taget alt for meget i hånden. I en klimakatastrofe-setting blev vi ikke ledt, men dirigeret gennem en historie så banal og forudsigelig, at den stod tilbage med samme nuancerigdom som en tandpastareklame. Det virkede mindre som kunst og mere som et partsindlæg.

Det er ikke let at gøre noget så personligt som forholdet til en psykisk syg søster til almen operakunst

Sårbarhed som styrke

Det er ikke let at gøre noget så personligt som forholdet til en psykisk syg søster til almen operakunst. Risikoen for, at det bliver for privat, er overhængende – men det skete ikke i Dronning Annabell, skabt af Faun Vium. Hun havde optaget samtaler med søsteren på en psykiatrisk afdeling og foldet dem ud til en indlevende forestilling, båret af tre performere, som formåede at agere, synge og spille instrumenter samtidigt. Cellist, alt og performer Amanda Drew var endda også komponisten bag den smukke og velskrevne musik.

De skabte et sart og omsorgsfuldt univers omkring søstersamtalerne, hvori hun tror, hun er Dronning Annabell, der har et sprog for kærlighed, »der ikke kan beskrives i det sprog, vi har i dag.« Kroningsgestalter i form af dyregevirer skiftede hænder undervejs – også med publikum – og et hjemmelavet strygeinstrument af gevirer udgjorde nogle af scenens få rekvisitter, sammen med simple lejrskolemadrasser. Madrassernes blødhed understregede universet – enten et sindbillede hos søsteren eller et rum, hvor velmenende folk prøver at redde hende.

Blå tape blev lagt på gulvet, indtil det dannede en firkant – et trygt rum for søsteren, eller måske hendes diagnose? Faun Vium satte også sig selv i spil: »Hvad hvis nu, det bare var mig, som var egoistisk? Du bad om at give slip – jeg var egentlig kommet for at redde dig, men du ville faktisk ikke have min hjælp.« Dette dilemma blev reflekteret i vokalstemmerne i en stærk, velskrevet terzet: »aldrig kan du være alene, jeg er ingen Annabell, jeg kan redde dig« – men også med nuancering: »Nu handler alting om dig igen.«

Jeg gik derfra med en dybere indsigt i ny musik

Af de tre performere skilte Freja Højland Høj sig ud med en inviterende vokal og en stærk skuespillerpræstation, der løftede de empatiske lag i forestillingen. Man blev måske ikke forvandlet eller hensat til et andet geografisk sted den eftermiddag i Aveny T, men der åbnede sig en anden form for rejse: en erkendelse af, hvor meget søskendebånd, hjælpetrang og menneskelig forståelse kan fylde.

Netop denne form for forståelse prægede de små, eksperimenterende operaer på Copenhagen Opera Festival. Salvation gav et blik ind i queermiljøet, de skiftende identifikationer og glitterets transformerende kraft. Hundeliv kredsede om vold i hjemmet og en ung piges søgen efter tryghed i relationen til en hund. BLÅ ville formidle klimakrisens alvor, men gjorde det med for stram styring. Og i Songs Old and New var det måske uklart, hvad forståelsen skulle være – men jeg gik derfra med en dybere indsigt i ny musik og i genren, hvor alt synes muligt. Ikke at blive ført til duel-sletter i Rusland eller kvistværelser i Paris – men draget ind i andre menneskers bevidsthed. Og det er en rejse, det bestemt er værd at tage.

Copenhagen Opera Festival, 15. – 24. august