Sumpens spøgelser: en musikalsk rejse gennem Amerikas mørkeste arv

Hvis prærien er det arketypiske ikon på den amerikanske nybyggerdrøm, er sumpen dens dunkle modpol. Præriens skarpe horisont udgør en tydelig grænse, et mål, der kan erobres og kultiveres. Den tågede sump er tilsyneladende et stillestående, ubrugeligt hængedynd, der er håbløst at tæmme. Men sumpens tykke mudder er også et tilblivelsens sted, et hjemsted for det udstødte og det afviste, og århundreders nedsivning af myter gør sumpen til et særligt vækstpunkt, hvorfra vi kan forstå sociale strukturer og undertrykkelse. Voodoo, shamanisme og naturreligioner er forbundet til både sydstaternes vådområder og den transatlantiske slavehandel, og sumpens tvetydige modsætninger er derfor en rammende metafor for Amerikas sammenfiltrede kulturer og traumatiske historie.

Gris-gris er en opvisning i en New Orleans-hybrid af traditioner – en symbolsk myriade, der rummer voodoo, hoodoo, Mardi Gras, zombier, jazz og blues

Den metaforiske sump kan både vildlede og komplicere, men de overførte betydninger kan samtidig belyse det modsætningsfulde og uhåndgribelige. I en kaotisk verden er det nødvendigt at kunne lytte uden nødvendigvis at kunne forstå, og hvis vi mestrer metaforens dualitet mellem det konkrete og det abstrakte, kan vi måske finde ro i kaoset. Det er derfor oplagt, at samtidskunsten benytter sumpen som en æstetisk referenceramme til at tænke langsomme, tvetydige, tilblivelser. Herhjemme ser vi for eksempel den københavnske technoscene omtale dansegulvet som sumpen, et langsomt transformativt safespace. Eller Jakob Kudsk Stensens digitale sump, Berl-Berl (2021), en slags digital arkivering, der forsøger at bevare den efterhånden sjældne europæiske sump.

Sumpen repræsenterer, på samme måde som en kompostbunke, en opløsning og forrådnelse, der danner grobund for nyt. I sumpen kan traditioner opløses, og nye kan opstå. Sumpens dunkle mystik fungerer altså som en frugtbar æstetisk anledning – ikke mindst som en anledning til de enormt indflydelsesrige afroamerikanske musiktraditioner. Sumpens æstetiske kvaliteter er, ligesom alt andet i USA, indhyllet i det uomgængelige spørgsmål om arv og race, og takket være den monstrøst kapitaliserede amerikanske underholdningsindustri hjemsøges vi stadig af sumpens spøgelser.

I 1968, under navnet Dr. John, the night tripper, udgav den forholdsvis ukendte musiker Mac Rebennack et sådant spøgelse. Det konceptuelle debutalbum Gris-gris banede vejen for en lang og broget karriere, hvis højdepunkt var nået, inden den gik i gang. For som det ofte er tilfældet med debutalbums, formåede Mac Rebennack ikke at genfinde den mærkværdige og unikke stemning, som nærmest opstod ved et lykketræf under indspilningerne af Gris-gris.

Sumpen repræsenterer, på samme måde som en kompostbunke, en opløsning og forrådnelse, der danner grobund for nyt

Gris-gris er en opvisning i en New Orleans-hybrid af traditioner – en symbolsk myriade, der rummer voodoo, hoodoo, Mardi Gras, zombier, jazz og blues. Famlende, fejlfyldte takter, tågede og mumlende vokaler, kaotisk perkussion og kraftfuldt kor skaber en fantastisk stemningsfuld lyd og danner rammen for et album, der langtfra lyder som et kommercielt studies mondæne rammer. Hele albummet er indhyllet i en dunkel mystik, og det ritualistiske udtryk er et pragteksempel på de musikalske fordele ved karakteropbygning. Gris-gris kan, ligesom al anden kunst, selvfølgelig opleves som en frakoblet og umiddelbart sanselig oplevelse. Men Gris-gris udfolder sig, ligesom al anden kunst, helt anderledes, når vi forstår det i forlængelse af en arv eller tradition.

En sump af skrøner

David Toop, britisk musiker, kulturteoretiker og professor emeritus, skriver i sin nye bog Two-Headed Doctor – Listening for Ghosts in Dr. John’s Gris-gris følgende: »… I would argue that the record and its making complicate and illuminate narratives of how race, along with attendant issues of music as it is obliged to function within capitalism, continues to distort understandings of how music is created, who owns it, who can speak for it, how it is sold and how it inhabits human feelings, sense of identity, community and conflict.«

Two-Headed Doctor refererer til de komplekse forhold mellem voodoo og hoodoo. Hoodoo og voodoo er ikke nødvendigvis det samme, for hvor voodoo fungerer som en religion, er hoodoo udøvelsen af medicinske og magiske helbredelser eller forbandelser. Hoodoo kan altså dække over en lægelig praksis med inddragelse af magi og naturmedicin, blandt andet det at lave Gris-gris-amuletter, som kan have vidt forskellige virkninger alt efter ønske. Hoodoo-udøvere blev i Syden kaldt two-headed doctors, hvilket hentyder til voodoo-religionens dikotomi mellem at gøre skade og gøre gavn. Titlen Two-Headed Doctor bruger Toop som en metafor til at diskutere Dr. John og Gris-gris, og hvordan albummet indgår i et musikalsk landskab af kulturel magt og identitet. Det er en metafor, der rummer dualistiske kvaliteter, og som henviser til en tvetydig dobbeltmoralskhed, der gør Gris-gris til et særligt album.

Læser man bag på coveret af Gris-gris, skal man ikke forvente at finde normale krediteringer og information om albummets tilblivelse. Man kan til gengæld møde et interessant persongalleri, der blandt andet tæller Marie Laveau, Dr. Poo Pah Doo, Plas Johnson og »KARLA LE JEAN WHO WERE ALL DREGGED UP FROM THE RIGOLETS BY THE ZOMBIE OF THE SECOND LINE.« Med en unik sammenblanding af stavefejl, fiktive og historiske personer samt medvirkende musikere bidrager coveret til Gris-gris til det røgslør, der omgiver albummet og dets tilblivelse. Plas Johnson er for eksempel det borgerlige navn på albummets saxofonist, som de fleste nok har hørt på det kendte Pink Panther-soundtrack. Marie Laveau er derimod ikke direkte med på albummet – i hvert fald ikke i fysisk forstand. For Laveau var en legendarisk hoodoo-udøver og jordemoder, der levede i 1800-tallet, og et levende eksempel på blandingen af katolicisme og voodoo, som er dybt forankret i New Orleans. Laveau var altså en karakter, der blandt mange andre har fungeret som en mytologisk og åndelig inspirationskilde for Mac Rebennack.

»They call me Dr. John, known as the night tripper«

Allerede ved første blik på albumcoveret fornemmer man albummets fokus på introduktionen af karakteren Dr. John. På forsiden ses et billede af Rebennack i skikkelse af Dr. John, the night tripper, og første nummer på albummet åbner med Rebennacks hæse vokal: »They call me Dr. John, known as the night tripper.« Dr. John er en persona. En karakter, en opvisning i referencer, musik, religion og myter, som har bånd til den afrikanske diaspora – spredningen og undertrykkelsen af afrikansk kultur i kraft af den transatlantiske slavehandel. Det er en maske, som Rebennack lånte, og som forblev en fast identitet gennem resten af hans musikalske karriere. Men ligesom katolske helgener ofte er baseret på virkelige personer, fordrejet i et religiøst spejlkabinet, er Rebennacks persona løst baseret på en virkelig person – den frigjorte slave John Montanee.

Montanee levede i midten af 1800-tallet. Han døde i 1885, muligvis 69 år gammel – en uvished, der understreger hans skyggefulde og hovedsageligt udokumenterede liv. Et liv, der er mytologiseret og fordrejet i flere af de kilder, som David Toop inddrager for at belyse de mange tilfælde af eksotisme og appropriation, der omgiver de komplekse, sammenfiltrede religioner påvirket af den transatlantiske slavehandel. En kilde beretter om Montanee som søn af en senegalesisk prins, bortført af spanske slavehandlere. En anden kilde beskriver ham som »... a mind-reader and a dabbler in astrology, and for special magical effects sold shells and pebbles which had been soaked for three days in an evil-smelling oil rendered from snakes, lizards and frogs.« Montanee var indehaver af et coffee house, hvilket ofte blev brugt som et dæknavn for et bordel, hvor han muligvis udførte hoodoo, deraf doktortitlen. En sump af skrøner har fungeret som inspiration for Rebennack, der læste om John Montanee i det farverige essay The Last of the Voudoos af den excentriske forfatter og verdensmand, Lafcadio Hearn. Toop beskriver selv beretningerne som pikareske og som taget ud af en Puccini-opera – sensationelle historier, der yderligere komplicerer narrativerne omkring race og slavehandel.

Fra zombies til Cher

Mac Rebennack og produceren Harold Battiste var begge erfarne musikere fra New Orleans. Battiste var både en effektiv komponist og arrangør, men også en idealist med sans for forretninger og attråværdige initiativer. For eksempel pladeselskabet All For One Records – et kollektiv, der udgav afroamerikansk musik under retfærdige vilkår. Eller de såkaldte Soul Stations – små musikstudier placeret i afroamerikanske bydele, der fungerede som steder, hvor unge talenter kunne præsentere deres materiale i trygge rammer.

Sammen med Sonny Bono, kendt fra pop-duoen Sonny & Cher, deltog Battiste i en række mere eller mindre succesfulde foretagender. Der er måske langt mellem et solbeskinnet univers som Sonny & Chers og Gris-gris’ hekse og zombier; desuagtet er de dunkle toner indspillet i Los Angeles’ prestigefyldte Gold Star Studios – midt om formiddagen. Sonny Bono og Harold Battiste indspillede flittigt i Gold Star Studios, som blandt andre også huserede Phil Spector. Selvom Rebennack var en velbevandret og særdeles aktiv sessionmusiker, var det Battistes forbindelser og kundskaber, der dannede fundamentet for Gris-gris-albummet og startskuddet på Dr. John-projektet. Kontrasten mellem det solrige Los Angeles og det sumpede New Orleans får den dunkle tåge til at lette sig over Gris-gris og viser, hvordan en stor del af albummets kommercielle succes beror på forretningsmæssigt snilde, den kulturelle magt centreret om de store pladeselskaber – og ikke mindst dét at have en hvid frontfigur.

David Toop beskriver, hvordan Dr. John-personaen har en ubehagelig resonans med de racistiske minstrel shows – teateropvisninger med karikerede afroamerikanske stereotyper, spillet af hvide skuespillere i blackface. Minstrel shows og deres nære slægtning, medicine shows, har fungeret som en vigtig del af amerikansk kultur igennem den første del af 1900-tallet. Little Richard optrådte for eksempel i et medicine show som ung – et show, hvis formål var at få publikum til at købe snake oil, en altkurerende eliksir. Senere optrådte Little Richard i gruppen Sugar Foot Sam from Alabam som Princess Lavonne – et dragshow, der havde stor indflydelse på hans senere androgyne udtryk.

Albummet giver et unikt indblik i New Orleans’ særlige kulturarv

Mac Rebennack har ifølge Toop beskrevet hans Dr. John-projekt som et »... medicine show or minstrel show, but ‘more respectful’, as he said, knowing the deeply problematic legacy of those two interlinked popular entertainments.« Arven fra den racistiske amerikanske blackfacing-tradition og den hyperkapitaliserede pladeindustri er, om man vil det eller ej, en vigtig del af Dr. John-projektet og en del af den komplekse arv, som Gris-gris står på skuldrene af.

Splittede identiteter

Rebennacks persona er en maske, der tillader Rebennack at indgå i det, som Toop beskriver som en musikalsk og åndelig fremtidsforskning. En maske, der er sammensat af blandt andre franske, tyske, gambiske, senegalesiske, spanske, caribiske og indfødte amerikanske traditioner og kulturer. En sump af kontraster, hvor den komplekse arv dukker op i alt fra måden at sige godmorgen på til måden at spille musik på. Det mytologiske er et sted, hvorfra vi kan begå den fremtidsforskning, som Toop beskriver. Science fiction kan beskrives som en moderne myte, og det samme kan Gris-gris. Albummet giver et unikt indblik i New Orleans’ særlige kulturarv og 1960’ernes racemæssige udfordringer. Ikke på en faktuel præcis måde, men med en mytes fantasifulde overdrivelser og fordrejninger, hvilket er den eneste måde, hvorpå vi kan nærme os noget så komplekst, og konkretisere de følelser, der omgiver det.

Dr. Johns kommercielle succes står på skuldrene af en lang række glemte og undertrykte musikere. Bortset fra hudfarve har Rebennacks Dr. John-persona meget tilfælles med for eksempel freejazz-pioneren Ornette Coleman eller spacejazz-aktivisten Sun Ra – i dag kultiske skikkelser, men også kunstnere, som har kæmpet en anden kamp end Rebennack. Som Toop viser os i sin grundige udlægning af albummets tilblivelse, kan Rebennacks hybrid af New Orleans'ke traditioner forstås som et approprierende udtryk, der betinger sig på racisme og eksotisme.

Dr. John kan lære os at forstå den kaotiske arv, som vi vokser ud af, og derfor er Gris-gris’ sump stadig relevant i dag – også i Danmark

Men hvis vi afskriver albummet som udelukkende misappropriation, risikerer vi at miste evnen til at tænke forskellen mellem appropriation og misappropriation som mere end en fasttømret dikotomi. Grænsen mellem de to er flydende, en konstant dans, der ikke kan danses efter kun to toner. For som Gris-gris viser os, kan et indspillet album blive ved med at fungere i en tilblivelse mellem oplevelse, kulturel magt og arv. At indspille musik kan derfor beskrives som et gartneri af tilplantning, formklipning, dyrkning – et håb om, at resultatet vokser videre og bliver ved med at gøre indtryk på dets lyttere. Et album er langt fra »færdigt«, når vinylen er trykt, eller en håndfuld digitale bits samles og igen bliver til lydbølger. Dets splittede identiteter sår gang på gang nye frø, der hver gang vokser lidt anderledes.

Rebennacks sumpede udtryk, hans omtågede maskerade, befinder sig i et grænseland mellem appropriation og misappropriation. Hvis vi afskriver det som endnu et racistisk tilfælde af blackfacing og misappropriation af afroamerikansk musik, reducerer vi et album som Gris-gris til at være udelukkende betinget af sin arv og inspiration. Vi reducerer det til at være lig med, og ikke mere værd end, fortolkningen af dets betydning. Hvis vi udelukkende forlader os på fortolkning af et kunstværks betydninger, forsømmer vi den oplevelse, som det er at lade sig fortrylle og forføre af et stykke kunst, og i sidste ende risikerer vi at sløve vores sanser i en sådan grad, at vi slet ikke kan navigere i den sammenfiltring af arv og inspiration, som omgiver alt kunst. Omvendt er man nødt til at være bevidst om sin arv i et land som USA. Enhver tradition er enten betinget af indvandring eller undertrykkelse, og den magt, som har muliggjort landets enorme kulturelle indflydelse, er med til både at belyse og komplicere den uomgængelige arv, som ethvert kunstnerisk udtryk, i større eller mindre grad, er en del af. 

Hvis vi vender om, når vi møder djævlen på vejen, finder vi ham aldrig

Dr. John kan lære os at forstå den kaotiske arv, som vi vokser ud af, og derfor er Gris-gris’ sump stadig relevant i dag – også i Danmark. Gris-gris viser os at den støvede arv fra den transatlantiske slavehandel er allestednærværende. I Danmark kan arven virke indirekte, men for de minoriteter der stadig har svært ved at bryde musikbranchens mange lag, er den yderst direkte. Måske mangler vi en dansk parallel til Gris-gris, et album som danner bånd til vores traumatiske fortid som slavenation. At navigere i verdens kaos er ikke nemt, og for at kunne finde vej er det nødvendigt at kunne være tryg i tvivlen, lade sig forføre og forvilde uden at glemme, at den støvede, glemte arv er en del af den store sump, som vi kalder kultur. I sin jagt på djævelen i den store brasilianske Sertão skrev forfatteren João Guimarães Rosa: »Fortælle i rækkefølge, efter linial, kan man kun, når tingene er uden betydning.« Hvis vi vender om, når vi møder djævlen på vejen, finder vi ham aldrig.

Det er nødvendigt at blive i sumpens besværlige mudder og lære, hvordan de uforståelige, uharmoniske og ubehagelige sammenfiltringer kan blive ved med at tilbyde nye perspektiver og fantasier. Det er nødvendigt at leve sig ind i Gris-gris’ splittede identiteter og blive ved med at diskutere, hvordan vejen til albummets unikke udtryk går gennem en lang og mudret sump. Det er en konstant tilblivende og grænseforstyrrende disciplin, der er med til at danne moderne myter, som kan vriste sig løs af selv den mest sumpede modsætning.

David Toop, »Two-Headed Doctor – Listening for Ghosts in Dr. John’s Gris-gris«. Bogen udkom i november 2024 på MIT Press.