© Bureau for Listening

Hvad ville der ske, hvis man fodrede AI med Bach?

Svensk kunstner forvandlede »Goldbergvariationerne« til en performance på 12,5 timer. Undervejs lærte vi noget om menneskelig fejlbarlighed – og hvorfor mennesker laver kunst.
Af
17. Oktober 2023
  • Annonce

    Man skal høre meget

Idéen bag den svenske kunstner og komponist Jesper Nordas The Goldberg Variation (Bach Clock) er i virkeligheden umådeligt simpel: Tonerne i Bachs Goldbergvariationer (1741) spilles efter et fuldstændig fast, ensartet tidsinterval – én tone hvert andet sekund – hvorved det højtelskede værk bogstaveligt talt forvandles til et slags Bach-ur. Idéen er simpel, men resultatet var både øjenåbnende og tankevækkende, da Norda i samarbejde med Bureau for Listening opførte værket i Bådehuset på Refshaleøen. 

Konsekvenserne af Nordas intervention i Goldbergvariationernes tempo var ret så gennemgribende. For det første varede værket pludseligt tolv timer og femogtyve minutter, hvilket er væsentligt mere end de cirka fyrre minutter, det tager Glenn Gould at spille det på den LP, jeg har stående i min reol. For det andet var værket pludseligt frataget et af sine allermest slående karakteristika: de markante skift i tempo fra variation til variation. Selv får jeg altid et lille chok, når Goldbergvariationernes meditative og melankolske, indledende Aria pludseligt møder den første variations sprudlende, hektiske energi, men den slags kontrastfyldte konstellationer var i Nordas værk forsvundet. 

Tilbage var kun tonerne; intet andet end tonerne, som strakte sig ud foran os

Tilbage var kun tonerne; intet andet end tonerne, som strakte sig ud foran os, der var mødt op for at lytte, som et uendeligt, spejlblankt hav, der skulle krydses. Nordas partitur havde samme tykkelse som en telefonbog. 

© Bureau for Listening

En portal til en anden dimension

Efter sigende skrev Bach Goldbergvariationerne til den russiske ambassadør i Sachsen, Grev Hermann Karl von Kaiserling, der var hårdt plaget af søvnløshed og ønskede noget let og livlig musik, som cembalovirtuosen Johann Gottlieb Goldberg, der boede i hans hus, kunne opmuntre ham med i de triste, søvnløse nattetimer. Havde Bach blot skrevet værket som Norda spillede det, er det muligt, at Grev Kaiserling simpelthen var blevet kureret for sin søvnløshed. Der var noget hypnotiserende over Bach Clock, som lod til at hensætte i hvert fald nogle af tilhørerne til en form for dvaletilstand: Da jeg ankom til Bådehuset – et utroligt smukt, om end koldt hus bygget af mørke, rå træbjælker – lå to personer under tykke tæpper og var tilsyneladende i dyb søvn. 

Det var, som om selve det stof, universet er gjort af, udsendte lige akkurat hørbare vibrationer

Selv oplevede jeg en sælsom vekslen mellem det ene øjeblik at forsvinde ind i denne æterlignende dvale og det næste at være nærmest hyperopmærksom på mine omgivelser. Det er én af de ting, der er så fascinerende ved at lytte: Jo mere man forsøger at koncentrere sig om kun at lytte til én ting – jo mere man anstrenger sig for at lade denne ene, særligt udvalgte lyd træde frem fra det samlede billede, mens alle andre lyde langsomt fortoner sig i baggrunden – desto mere synes alle disse andre lyde at træde i karakter. Så mens jeg lyttede til værket, lyttede jeg pludseligt til så meget mere end blot Goldbergvariationernes toner. Sommetider, når Norda fik behov for at rejse sig og strække sine ben, blev han aflastet af en præindspillet udgave af værket. Selvom overgangene var næsten helt sømløse, var der noget ved de teksturelle forskelle på lyden af disse to versioner, der fremstod utroligt markant i denne tilstand af højnet opmærksomhed. Der var nærmest noget sært urovækkende over den præindspillede version, som om den var en slags fremmedelement, der forsøgte at kommunikere med os via en portal til en anden dimension. 

© Bureau for Listening
© Bureau for Listening

Og så var der bilerne, cyklerne, menneskene, vinden, der bevægede sig udenfor huset; vejrtrækningen fra de andre lyttende i rummet; fodtrin; tøj og tæpper af forskellige tekstiltyper, der gned mod hinanden; et skruelåg, der blev skruet af en vandflaske; en slurk vand; en plastikske, der skrabede mod en plastikskål fyldt med bulgursalat; et stykke foccaciabrød, der blev spist; nodeark, der blev vendt; sekundet mellem tonerne, hvor den ene tone ringede ud, og den næste afventede sin ankomst. Det var, som om selve det stof, universet er gjort af, udsendte lige akkurat hørbare vibrationer. 

© Bureau for Listening
© Bureau for Listening
© Bureau for Listening
© Bureau for Listening
© Bureau for Listening
© Bureau for Listening

Lytning som mysterium

Mens jeg lyttede til rummet omkring mig, kom jeg til at tænke på den amerikanske komponist og musikteoretiker Pauline Oliveros og hendes idé om »deep listening« forstået som en radikal opmærksomhed, hvor det at lytte i sig selv gøres til selve det objekt, der lyttes til. Og på den korte, men ufatteligt rige tekst »In Almost Absolute Silence« af den franske filosof Luce Irigaray, hvor en slags etisk ideal for lytning udlægges: 

»I am listening to you as someone and something I do not know yet, on the basis of a freedom and an openness put aside for this moment. I am listening to you: I encourage something unexpected to emerge, some becoming, some growth, some new dawn perhaps. I am listening to you prepares the way for the not-yet-coded, for silence, for a space for existence, initiative, free intentionality, and support for your becoming.« 

© Bureau for Listening

For Irigaray er den mest frugtbare lytning ikke et lukket vakuum mellem et subjekt, der lytter og et objekt, der lyttes til, men derimod en radikal åbenhed – både overfor det ukendte mysterium, som den anden altid vil vise sig at være for den, der virkelig lytter til dem, men også ud mod den omverden, som de to uvægerligt er en del af. En omverden, der også altid potentielt kan være den scene, hvor det mystiske pludselig opstår. 

The Goldberg Variation (Bach Clock) viste sig som en stærk manifestation af denne idé: At forsøge at lytte til det enorme, nærmest statiske værk, var at åbne for muligheden for at lytte til det mysterium, som de omgivende lyde hurtigt kan vise sig at være, hvis blot man giver dem opmærksomhed. 

© Bureau for Listening
© Bureau for Listening

En lavine af støj og tilfældighed

To dag efter opførelsen af The Goldberg Variation (Bach Clock) havde Bureau for Listening arrangeret et seminar med Jesper Norda samt professor i musikvidenskab ved Københavns Universitet, Holger Schulze, og Carolyn F. Strauss, der er stifter af den interdisciplinære forsknings- og kurateringsplatform, Slow Research Lab. Hver af de tre hovedpersoner havde ti minutter til at præsentere nogle tanker, der på en eller anden måde relaterede sig til – eller i hvert fald bevægede sig et sted langt ude i periferien af – Nordas værk, og som derefter dannede grobund for en samtale først indbyrdes mellem de tre, og senere med de få andre fremmødte. Det var to timer i godt selskab, som dog i højere grad bar præg af løsrevne idéer, der blev kastet op i luften, end af en decideret diskussion. Ikke at det gjorde noget: Det var bestemt givende at få nogle tanker foræret, som man kunne tænke videre over på den lange cykeltur hjem fra Refshaleøen. 

Vi kan være hurtige til at dømme og latterliggøre dem, der altid går rundt med hovedtelefoner på 

Interessant var det eksempelvis at få sat The Goldberg Variation (Bach Clock) i relation til resten af Nordas værk, der netop er karakteriseret af en gennemgående udforskning af tidslighed. For eksempel i det fine, fluxus-agtige, todelte værk Stone Clock/Landslide. I værkets første del tælles sekunderne via lyden af tusinde sten, der kastes mod en større sten – altså bogstaveligt talt et stenur. I den anden del høres alle tusinde stenkast i højt tempo som en lavine af støj og tilfældighed. Den første del udmærkede sig især ved den sært genkendelige og usædvanligt sanselige lyd af sten mod sten, mens anden del rejste et spændende spørgsmål: Hvad ville der ske, hvis tonerne i Goldbergvariationerne på samme måde blev blandet tilfældigt sammen?

© Bureau for Listening
© Bureau for Listening

Interessant var også en kort samtale om den kæmpe grad af individualitet og forskellighed, der karakteriserer menneskets måder at lytte på – en samtale, der endte med en fin opfordring til at udvise forståelse for vores medmennesker netop fordi deres måde at lytte på potentielt er helt fremmed for os. Som Holger Schulze sagde: Vi kan være hurtige til at dømme og latterliggøre dem, der altid går rundt med hovedtelefoner på udendørs og fremstår helt afskårne fra deres omverden – det vil sige undertegnede og resten af min generation – men i virkeligheden har vi ingen ide om, hvad de lytter til, eller hvad det betyder for dem.

Menneskets fejlbarlighed

Dog var der især én ting, der gjorde indtryk på mig under seminaret. Jeg havde selv to dage forinden i løbet af Nordas optræden studset over, at Bachs oprindelige komposition det meste af tiden forekom mig fuldstændigt uigenkendelig, men at den så alligevel pludseligt – i enkelte, overraskende momenter – manifesterede sig i Nordas staccaterede klaverspil som en slags åbenbaring. 

Hvad nu, hvis det, vi kalder menneskelig fejlbarlighed, ikke skal tænkes som fejlbarlighed

Det sværeste ved at spille værket, fortalte Norda til seminaret, var at holde den stringente rytme og lade være med at spille værket »musikalsk«. Det var, som om, sagde han, at han helt instinktivt hele tiden forsøgte at nærme sig en mere melodiøs, mindre mekanisk struktur. Det gik op for mig her, at de øjeblikke, hvor Bachs Goldbergvariationer pludselig fremstod genkendelige for mig, må have været de øjeblikke, hvor Norda kom til at give efter for dette instinkt for musikalitet. Og hvad dette afslører, som Carolyn F. Strauss påpegede, er en slags menneskelig fejlbarlighed, der modsætter sig det fuldstændigt mekaniske, man for eksempel ville opnå, hvis man fik en kunstig intelligens til at opføre værket. 

Hvad ville der ske, spurgte hun, hvis man i stedet for at fodre kunstig intelligens med helt utænkeligt store mængder af data, fodrede den med et værk som The Goldberg Variation (Bach Clock) og dermed med det potentiale for menneskelig fejlbarlighed, som er impliceret i værket? Et godt spørgsmål, som rejser endnu et spørgsmål, som har fyldt mig i dagene siden seminaret: Hvad nu, hvis det, vi kalder menneskelig fejlbarlighed, ikke skal tænkes som fejlbarlighed, men som en særligt menneskelig kapacitet for det smukke, det sanselige, det tvetydige, det flydende; en særligt menneskelig kapacitet for skabe de særlige øjeblikke, hvor de faste strukturer transcenderes; en særligt menneskelig kapacitet for kunst? 

 

Jesper Nordas performance »The Goldberg Variation (Bach Clock)« foregik 7. oktober fra klokken 08-20.30. Arrangementet »Listening Seminar« foregik 9. oktober. Begge events var i Bådehuset (Modern Ancestral) i København.