Hvordan lyder håb i minus 30 grader?

Når et par tusinde mennesker klapper med deres tykke vanter i minus 30 grader, lyder det som den blødeste techno. Den arktiske kulde i Kirkenes, 400 km nord for Polarcirklen og et stenkast fra grænsen til Rusland og Finland, stjæler alle lyde. Vi står ved en indsø i udkanten af den lille nordnorske by og kigger ned på en interimistisk scene ude på isen, hvor performere i hvide dragter er ved at bygge en drage. Lokale hornmusikere spiller, og skuespillere fra Rusland, Ukraine og Ungarn slår stænger ned i gulvet og kommer med ritualistiske udråb.

Er dette et præludium til noget? Hvem kalder de på? Advarer de nogen? Under åbningen af kulturfestivalen Barents Spektakel (15.-18. februar 2024) – den 20. udgave – er ørerne udspilede som de dynejakker, alle her i Kirkenes bærer som et værn mod den hårde natur. 

Når et par tusinde mennesker klapper med deres tykke vanter i minus 30 grader, lyder det som den blødeste techno

De skrattende lydbilleder – skabt af komponisten og lydkunstneren Mattia Bassi, italiensk, men bosat i Finland – sendes ud på isen. Det lyder som et mashup af mange verdener på én gang. Musikere har til alle tider og i alle egne af verden sendt signaler ud, så nogle kunne gribe dem. Landet på den anden side af den frosne sø er igen blevet et fjendtligt land. Men en lille gut i en massiv termojakke smiler, da en snescooter kører ud på isen med en hvid drage i en lang snor bag sig, og dragen stiger mod himlen. 

Hvor er håbet?

Kort efter, i et kunstcenter på hovedgaden i Kirkenes, holder politikeren Amy Brox Webber åbningstale for årets Barents Spektakel-udstilling, som bærer den meget lidt æstetiske titel Guarantee of freedom, security and intergenerational traumas, som er kurateret af eksilrusseren Oleg Khadartsev. Webber taler om oprustningsspiral, våbenproduktion, samfundstillid og om dybe traumer i den lokale historie. Denne festival udfordrer krigens logik og brutalitet, og det er vigtigt at støtte russiske eksiljournalister og kunstnere, som aktivt går imod Putins autokrati:

»Vi, som er på denne festival, er nok næppe enige om alt – men gennem vores deltagelse i kunsten bliver vi til noget mere end bare passive tilskuere.«

»Jeg kender ikke nogen anden festival, der kunne invitere en russisk kurator til at tale om de følsomme emner«

Barents Spektakel arrangeres af Pikene på Broen, en forening fra 1990'erne, der fungerer som et »arktisk laboratorium« med artist-in-residency-programmer for kulturarbejdere, arkitekter, kunstnere og forskere. Årets tema er Soft Shields.

Sør-Varanger kommune har i årevis været et skjold mellem øst og vest. Kirkenes var det første sted i Norge, som blev befriet ved Anden Verdenskrigs afslutning. De lokale her tager ikke engang solen for givet. Naboerne har de lokale fået et forhold til, og den kulturelle pluralisme ses overalt. Skiltene er skrevet på forskellige sprog, så samere, finner, russere, som bor her eller besøger Kirkenes, kan orientere sig.

Kirkenes minder om en frossen westernby med blot 3500 indbyggere. Lydene er næsten fraværende, og kulden er i sig selv en border-experience

Det er ikke lydene, man orienterer sig efter. Kirkenes minder om en frossen westernby med blot 3500 indbyggere. Lydene er næsten fraværende, og kulden er i sig selv en border-experience. Turister fra Kina, Taiwan og Europa besøger byen med fly og krydstogtskibe. Midt i Kirkenes står en Lavvu, et de samiske rensdyrnomaders oprindelige boform. Overfor rådhuset ligger Det russiske generalkonsulat. Russerne har altid været her. 

Foran konsulatet kan man se fotoudstillingen Faces of the Russian Resistance. Og i Kirkenes hovedgade lyser den norske kunstner Siri Hermansens værk, bogstaver, som projiceres op på en væg:

I WILL LISTEN FOR DANGEROUS WORDS

I WILL BE REFLECTIVE IF I MUST BE ARMED

I WILL BE AS COURAGEOUS AS I CAN

I WILL BELIEVE IN TRUTH

I WILL BE CALM WHEN THE UNTHINKABLE ARRIVES

I WILL DEFEND INSTITUTIONS

I WILL BE WARY OF PARAMILITARIES

I WILL (2021) er et kunstnerisk manifest bestående af 20 statements, som reflekterer over, hvordan man skal reagere i en tid med uretfærdighed og tyranni. Værket er inspireret af historikeren Timothy Snyders bog On Tyranny, Twenty Lessons to Learn from the 20th Century (2017). 

I kunstcenteret, som ligger overfor, ligger også en norsk udgave af Anne Applebaums bog Demokratiets svanesang – Politikk som svikter og vennskap som tar slutt. Og her vises Bianca Hisses filminstallation The New Theater of Operations med to performere, som udforsker et øde landskab. De kommunikerer med præcise, militærlignende håndbevægelser og med lygter. Filmens lydside emmer af nød – elektronisk tristesse, spacede dronelyde og fodtrin i sneen. Under en artist talk fortæller Hisse, at værket, optaget i Kirkenes, er inspireret af Theatre of the Oppressed, hvor performance bliver virkelighed, og kroppe kommunikerer gennem signaler i et grænseområde.

Hvor alvorligt er det? diskuterer et panel. For den russiske sikkerhedsservice FSB er lige på den anden siden

Usynlige venner

På den centrale John Savios plass høres klavertoner fra et selvspillende klaver placeret i en vejrbestandig montre. En ukrainsk pige og hendes mor har aktiveret klaveret og lytter til Ryuichi Sakamotos meditative musik tilsat knirkelyde fra klaveret. Værket hedder Music on Display og er skabt af Tromsø-komponisten og pianisten Benjamin Mørk med inspiration fra en japansk munkesekt, der spillede på gaden for almisser. 

Barents Spektakel byder på isbadning, fermenteringsworkshop, og animationsudstilling med små skiløbere skabt af den russiske kunstnergruppe Invisible Friends og lokale børn. Kirkenes Bibliotek er det fredeligste sted på jorden, når historiefortælleren Kouama Sereba underholder med djembe-tromme. 

Barents Festival inviterer også til en serie debatter. Arrangement »896 sider norsk sikkerhet« tager udgangspunkt i en dyster rapport, som nævner Rusland 388 gange på næsten 900 sider. Hvor alvorligt er det? diskuterer et panel. For den russiske sikkerhedsservice FSB er lige på den anden siden. En musiker spørger, hvad ondskabens akse betyder? For det handler jo om mennesker. Det er mennesker, som bor her. Og der har altid været amerikanske baser og ubåde. Kan vi tale om nedrustning?

Aftenen slutter med russiske OLIGARKH: Hæsblæsende visuals og elektronik søger »forbindelser og empati i et iturevet samfund«.

Soft power

Næste dag foregår en af koncerterne i virksomheden Kimeks enorme industrihal, som tårner op midt i Kirkenes. Kimek har tidligere, før sanktionerne, repareret russiske skibe, og mange er nysgerrige på at se hallen indefra. Over 80 sangere fra fem lokale kor står ved et stillads og synger med stærk norsk accent Giuseppe Verdis hit fra Nabucco, »Va, pensiero, sull’ali dorate«. Bagefter er der endnu en debat på Transborder Café. Hvordan lever man så tæt på grænsen og med de naboer, Kirkenes har? »100 km herfra er der atomvåben,« siger Ellen Katrine Hætta, chef for Finnmark politidistrikt. 

Bagefter spiller Fredsdepartementet. Orkestrets guitarist er filosof, og forfatter og slam-poet Ingvild Augustgulen synger »Hvis vi vil have fred, må vi hellere investere i fred«. Kunstnere har altid kunnet bidrage med soft power. Blandt publikum sidder der også folk i militærtøj.

Den samiske sangerinde joiker og former med sin stemme et hyl, som hyler gennem historien og rummer generationers smerte

Mari Boine, det største navn på Barents Spektakel, får sit band til at ånde som en hval. Den samiske sangerinde joiker og former med sin stemme et hyl, som hyler gennem historien og rummer generationers smerte hos mennesker i det høje nord. Men Boine dedikerer også en sang til kvinderne og børnene i Gaza. Alle hendes sange lyder som salmer til livet, naturen og mennesker, der lever på grænser. 

Finske Jaakko Eino Kalevi synger »I forget all my dreams« over skarpe synths. Men i Samfundshuset drømmes også nye drømme, når det samiske kunstnerkollektiv Article 3 og dj’s Alice Jektevik og Petra Laiti spiller under parolen »Urfolk har ret til selvbestemmelse på dansegulvet.«

Udenfor bløder sneen de langsomme techno-beats op. Oleg Khadartsev, der før arrangerede lydkunstfestivaler og nu er kurator på Barents Spektakels kunstudstilling – er født i Murmansk. Så den tunge sne er ikke noget særligt.

»Oslo har en infoboble, København har sin egen boble, og vi her i Kirkenes har endnu en infoboble. Hvad angår mig, som indbygger i Kirkenes og kunstkurator i tvungen migration, føler jeg mig godt tilpas her i denne boble lige nu. Jeg kender ikke nogen festivaler, der kunne invitere en russisk kurator til at tale om de følsomme emner, som også er ubehagelige i norsk kontekst. Det handler ikke om provokation. Jeg er ikke pessimistisk. Jeg er realist. De inviterede kunstnere samler en kvintessens af smertefulde og muterede virkelighedsrefleksioner. Sådanne diskussioner ville være umulige selv i Oslo.«

»Dette er nogle af USA's og Natos vigtigste ører og øjne mod militær aktivitet på den tungt bevæbnede Kolahalvø«

De vigtigste ører

I flyet fra Kirkenes til Oslo sidder Jan Gunnar Furuly, graverjournalist på norske Aftenposten, som også har deltaget i Barents Spektakel. Radio jamming er normalt i dette arktiske luftrum, fortæller Furuly og kigger ud af flyets lille vindue. I krigens første måneder oplevede beboerne i Sør-Varanger, at en Wagner-soldat flygtede over landegrænsen. Under os er Trifon-tunnelen, navngivet efter den russiske munk Trifon (1495-1583), som var missionær i Norden. Da Furuly besøgte Vardø, Norges østligste by, hvor det Pentagon-finansierede radarsystem Globus overvåger Barentshavet og nabolandet Rusland, som ligger 28 kilometer mod øst, skrev han: »Dette er nogle af USA's og Natos vigtigste ører og øjne mod militær aktivitet på den tungt bevæbnede Kolahalvø.« 

Kirkenes forsvinder under os – en lille by, nogle kalder en westernby. Men den har et Samfundshus, en lysende bivuak, kirker og en kulturfestival. Her tales mange sprog, og folk er beredte, hvis det værste sker.

Barents Spektakel, 15.-18. februar 2024, Kirkenes, Norge