© Lisbeth Damgaard

Else Marie Pade, Jomfru Maria og de store mysterier

Da Else Marie Pade i 1970'erne trak sig fra offentligheden, flyttede hun ind på et katolsk kollektiv, hvor hun skabte en række værker med dybe religiøse henvisninger. Har vi overset det religiøse aspekt i Pades elektroniske lydkunst? Var det for syret. For naivt?
Af
16. december 2022
  • Annonce

    What sounds do – call
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Else Marie Pade er bedst kendt for at være pioner inden for dansk elektronisk musik. En kvindelig komponist i slutningen af 1950'erne i Danmark, hvor det er så godt som uset at være kvindelig komponist, og endnu mere uset at være det inden for den nye avantgarde musikgenre »elektronisk musik«, som ikke har det bedste ry i dansk musikliv på dette tidspunkt. Mindre kendt er det, at hendes tro er det, som får hende igennem barndommens årelange indlæggelser på hospitalet, og som teenager igennem de timelange forhør og bank i Århus Arrest under Anden verdenskrig, hvor hun var med i modstandsbevægelsen og blev taget, og – 30 år efter – igennem krigstraumerne fra selvsamme krig. 

Fra midten af 1970'erne og til starten af 1980’erne trækker Else Marie Pade sig fra offentligheden. Krigstraumerne indhenter hende, hun bryder sammen og flytter ind i et katolsk kollektiv fra 1977-1982 for at komme sig.

I de gængse biografier om hendes liv fremstår denne periode som et tomrum i hendes produktion, uden yderligere forklaring. Dykker man ned i hendes værkproduktion, er det alligevel slående, hvordan hun i denne periode producerer en del større værker: blandt andet værket Maria – et båndessay fra 1972-1980 for vokal, instrumental og elektronisk musik; desuden det eksperimenterende essay Adventura – fire fortællinger fra 1980 og lige efter, multimedieværket Syv billedsange om Teresa af Avila fra 1981. Alle har de det tilfælles, at de har dybe religiøse henvisninger.

Det religiøse skurrer simpelthen i ørerne i 00'erne

I denne periode eksperimenterer hun desuden med de nye radiodramatiske former som radiomontage og litterær teater, som pågår i DR, og som hun udvider med billede, film og live-performance. Ligesom folkene på DR er Else Marie Pade stærkt inspireret af tanker om en udvidet virkelighed, som løber parallelt med vores egen verden. Oveni eksperimenterer hun med forskellige workshop-formater, hvor hendes værker kan opføres af skolebørn. Her indgår både virkelig grundige grafiske partiturer (smart, børnene behøver ikke at kunne læse noder), og hun opfinder verbummet »at klangfarve«. Dette flor af farverig eksploderende meta-virkelighed passer perfekt til at beskrive den blanding af katolsk mysticisme, surrealistisk eventyr og bearbejdning af dybe krigstraumer, som optager hende i disse år. 

© PR
© PR

Hvorfor er disse religiøse værker af Else Marie Pade blevet overset?

En del af forklaringen kan være, at de stærke religiøse tematikker ikke rigtigt rimer på hendes image som den danske elektroniske musiks »techo-Bedste«. En fortælling, som trækker på hendes elektroniske værker fra slut-50’erne og 60'erne, som genremæssigt er inspireret af avantgardemusikkens serialisme og konkret musik, og som tapper direkte ind i 00'ernes collage- og loop-baserede elektroniske musikstrømninger. Det religiøse skurrer simpelthen i ørerne i 00'erne.

Med corona-pandemien blev mange i deres isolation tvunget til at tænke lidt dybere over tilværelsens store spørgsmål om liv og død. Tiden er nu måske mere moden til at kigge nærmere på Else Marie Pades religiøse værker.

Godhed og ondskab 

Else Marie Pade arbejder i 1960’erne med et lydfænomen kaldet »svævninger« eller »interferens«. Når to næsten ens toner spilles samtidig, opstår en tredje tone – en slags vibrato, hvislen eller snerren, som kaldes interferens eller svævninger. For Else Marie Pade findes der »gode« svævninger og »onde« svævninger. De »gode« svævninger bygger på naturtonerækken, og de »onde« svævninger på et kunstigt sammensat tonesystem. For Else Marie Pade bliver de »gode« og »onde« svævninger et billede på verdens godhed og ondskab – to sider, som hænger uløseligt sammen. 

Værket Faust fra 1962 er et eksempel på »onde« svævninger. Værket Maria fra 1972-1980 er et eksempel på »gode« svævninger. 

Maria – et båndessay om lidelse og ekstatisk åbenbaring består af 11 klangfarve-afsnit, som følger den apostolske trosbekendelse fra 212 e. Kr. Værket er for koloratursopran (Maria), basbaryton (apostlen Peter), talekor (menighed), syv basuner (!) og elektronisk lydside og beskriver Jomfru Marias liv i 11 stadier – fra kærlighed og lidelse (hendes søn Jesu liv og hans korsfæstelse) til åbenbaring og tro (hun forenes med Jesus/Gud og overvinder døden). 

© PR
© PR

Maria adskiller sig fra hendes andre værker, idet Else Marie Pade her arbejder med 3D-spatialisering af koncertrummet. Den elektroniske lydside afspilles på en søjle af syv højttalere oven på hinanden og tre højttalere på hver side; i løbet af de 11 stadier »stiger« Marias vokal langsomt til vejrs som en rumlig imitation af hendes opstigen til Gud. Den elektroniske lydside havde Else Marie Pade lavet nogle år forinden i det svenske eksperimenterende elektronmusikstudie i Stockholm, EMS. Værket hedder Klangfarver fra EMS fra 1972 og består af lydoptagelser fra et præpareret klaver med perler, stålwire m.m., som Else Marie Pade har indspillet og bearbejdet elektronisk efter et minutiøst partitur (illustration). 

Det store mysterie i 3D

Maria bliver uropført i 2007 i Vor Frue Kirke i Aarhus i en reduceret version. Susanne Elmark, som synger koloratursopranstemmen, fortæller, at det er noget af det sværeste, hun nogensinde har sunget. Værket bliver igen opført i 2009 Vejleå Kirke i Ishøj, men først i 2019 – tre år efter Else Marie Pades død – bliver Maria opført i sin fulde version i Grundtvigskirken under komponistfestivalen Pulsar. Her med 3D-spatialisering af den elektroniske lydside, syv tromboner, tre koloratursopraner til at dele opgaven, basbaryton og talekor.

I Else Marie Pades Maria bliver Jomfru Marias liv præsenteret i en dobbeltprisme: Dette er både en helt almenmenneskelig historie om en mors sorg over tabet af sit barn og den store lidelse og smerte, som følger med, og så samtidigt og parallelt hermed, en religiøs historie, hvor dette barn viser sig at være selve Guds søn – hvilket jo må være fuldstændig mindblowing vanvittigt og vidunderligt magisk, hvis man prøver at sætte sig i Marias sted. Det store mysterium åbenbarer sig i et helt almindeligt liv og åbner det, ligesom kunsten gør det.

Desuden er der noget dejligt i, at Marias lidelseshistorie bliver sat i musik af en kvinde og mor, Else Marie Pade, at Maria i værket så at sige har ordet og bærer det musikalske udtryk og selve oplevelsen, og at apostlen Peter blot bringer budskabet videre til menigheden.

»Kærligheden kan man da heller ikke tage at føle på, men ingen har helt undgået at føle den alligevel«

© Lisbeth Damgaard
© Lisbeth Damgaard

Troen og kunsten 

Men hvorfor vælger Else Marie Pade at konvertere til netop den katolske tro, og hvad er det trosbekendelsen kan for hende? 

I et interview i Kristeligt Dagblad i 2006 besvarer hun interviewerens spørgsmål: »Hvad tror du på?«:

»Jeg tror på trosbekendelsen. Jeg konverterede på et tidspunkt til den katolske kirke, for jeg ville gerne have tingene så konkret som muligt, og det syntes jeg, den katolske kirke havde noget af. Først og fremmest i kraft af skriftemålet. Der kan man komme trygt med sin dårlige samvittighed og gå glad væk igen. Der er én i den anden ende af tråden. Jeg tror dybt på det stedfortrædende, for hvad skulle Gud gøre, hvis han ikke havde nogen, der overbragte budskaber på det jordiske sprog?«

Men hvordan hænger hendes tro så sammen med hendes kunstneriske virke som komponist? Også det svarer hun på i interviewet i Kristeligt Dagblad på spørgsmålet: »Hvilke fællesskaber er vigtigst for dig?«:

»Dem med mennesker, som jeg har et åndeligt fællesskab med. Hvor vi færdes på de samme frekvensområder. Det behøver ikke at være med musikere eller kristne for eksempel, men folk, der ikke regner abstrakte ting for fuldstændig absurde og umulige, men tager dem lige så konkret, som dem vi kan tage og føle på. Kærligheden kan man da heller ikke tage at føle på, men ingen har helt undgået at føle den alligevel.«

For Else Marie Pade hænger troen og kunsten uløseligt sammen. Begge trækker de på det »noget«, som er større end den konkrete verden, og som skubber på fantasien og skaberglæden. Dette viser sig tydeligt i værket Syv billedsange om Teresa af Avila fra 1980.

Levende visioner 

Else Marie Pade er troende, fra hun er barn, men konverterer først til katolicismen, da hun er i midten af 40’erne, omkring 1970. I denne periode er hun meget optaget af katolske helgeninder, især af mystikeren Teresa af Avila. Ligesom Else Marie Pade havde Teresa af Avila gennemlevet meget smerte, og elsker også sang og musik. I værket Syv billedsange om Teresa af Avila smelter Else Marie Pade sin barndoms eventyrunivers og hendes voksenlivs religiøse mysticisme sammen med Teresa af Avilas liv. 

Værket er beregnet på at blive opført i kirke med elektronisk musik, oplæsning og dansere med farver projiceret på deres dragter. Rålydmaterialet henter hun fra sine tidligere værker Maria og Faust, som repræsenterer hhv. de »gode« svævninger og »onde« svævninger.

Selve titlen, Syv billedsange…, refererer sandsynligvis til Teresa af Avilas bog Sjælens Slot fra 1577. Her beskriver Teresa de religiøse visioner, hun får gennem meditation og ekstase således:

»Når jeg siger ’billede’, betyder det ikke, at det ligner et maleri, men at det er fuldstændig levende, og somme tider taler det til sjælen og åbenbarer dets dybe hemmeligheder.« 

Altså er Else Marie Pades Syv billedsange en slags levende visioner eller billeder, som finder sit udtryk i live-performance kirkespil med tekstoplæsning, dansere, visuals og elektronisk lydside.

Teresa af Avilas historie minder påfaldende om Else Marie Pades egen historie

Else Marie Pade. © Jens Astrup/Ritzau Scanpix
Else Marie Pade. © Jens Astrup/Ritzau Scanpix

All you need is love

Teresa af Avilas historie minder påfaldende om Else Marie Pades egen historie. Født ind i en velhavende familie vælger Teresa at blive nonne. Nonneordenen var i middelalderen og renæssancen et frirum for åndelig og intellektuel fordybelse for unge kvinder – her kunne man slippe for at blive gift og bruge tid på familie, og i stedet hellige sig åndelig og intellektuel refleksion og arbejde. Teresa var fysisk svækket og havde hyppige stærke migræneanfald, men hendes visioner og åbenbaringer blev stadig stærkere med tiden. Trods sin svage tilstand fik hun grundlagt en ny asketisk katolsk orden, karmeliterordenen, og stablede 17 nonneklostre på benene. Denne ukuelighed og vilje til at gennemføre idéer på trods af al mulig slags modstand – kirkefædrene var ikke synderligt begejstret for hendes iver og gåpåmod – genkendte Else Marie Pade helt sikkert selv fra sit eget liv.

Teresa af Avilas samtid er præget af et Spanien, hvor opdagelsesrejsende udforsker verden og hjembringer alverdens rigdomme fra fjerne egne, og renæssancens humanisme og videnskab så småt åbner for nye verdensopfattelser. Her er kunst i høj kurs, og fyrstedømmer kappes om at overgå hinanden i pragt, videnskab og materiel velstand. Det religiøse, selvreflekterende, ydmyge sind har trange kår, og som et modtræk ser et væld af nye munke- og nonneordener dagens lys. I bedste hippie-stil afsiger de sig penge, magt og ejendom (selv deres sko!) for at finde ind til meningen med livet. I denne tid oversættes dette til »at leve i Gud« og dermed i næstekærlighed: »All you need is love« – i total cølibat, vel og mærke.

En religiøs guide

Kampen mellem det gode og det onde bliver det billede, som Else Marie Pade bygger sin fortælling op omkring i Syv billedsange om Teresa af Avila. Først følger vi Teresa styre slaget i en børneleg med søskende, kusiner og fætre på gårdspladsen i Avila. Senere styrer Teresa slaget i en moralsk kamp mellem rigdom, guld og glitter over for fattigdommens opgivelse af materielle goder for at kunne hellige sig det religiøse arbejde med at hjælpe andre, fuldt og helt.

Bogen minder om nutidens spirituelle selvudviklingsbøger

Selve teksten til Syv billedsange om Teresa af Avila bygger på en nærmest kronologisk gennemgang af forfatteren Réné Fülöp-Millers kapitel om Teresa af Avilas liv fra barndom til sin død (»Helgener beveger verden«, 1940). Dette krydrer Else Marie Pade med Teresa af Avilas bog Sjælens Slot, som er en slags religiøs guide i syv trin til opstigning mod en total forening med Gud. Sjælen beskrives her som et krystalpalads med syv rum, som den religiøse, rum for rum, skal gennemføre, hver med sine særlige fristelser, som man kan falde i og dermed blive »slået hjem«. Gennemfører man, opnår man et sæt erkendelser, som åbner for næste rum. Bogen minder om nutidens spirituelle selvudviklingsbøger, som også ofte er opdelt i trin, der skal forsages for at nå til en dybere (selv)erkendelse. 

Else Marie Pades kampe

Teresa af Avila får mellem linjerne i Sjælens Slot revset datidens katolske kirke for ærgerrighed i form af magtsyge, hovmod i form af patriarkalsk magtmisbrug og oppustet hellighed og dovenskab i form af angst for manuelt arbejde og barmhjertighed for de svage osv., og det i nogle til tider stærkt underholdende vendinger.

Else Marie Pades egen kamp for at få sine værker udsendt i DR, opført i musiklivet eller udgivet i litterær form er i sig selv en kamp, som på mange måder ekkoer Teresas kamp mod autoriteter. 

De tre hovedværker blandt Else Marie Pades religiøse værker, Maria – et båndessay (1972-1980), Syv billedsange om Teresa af Avila (1981) og Adventura – fire fortællinger (1980), er alle gennemsyret af den samme fortælling om én kvindes kamp mod et magtsystem af autoriteter: Marias kamp mod ondskab, uretfærdighed og lidelse, Teresas kamp mod kirkelige autoriteter, Else Marie Pades kamp mod nazistiske/politiske autoriteter. 

Og netop hendes værk Adventura – fire fortællinger handler om det sidste.

Adventura – den udvidede virkelighed

Adventura – fire fortællinger fra 1980 er først og fremmest et traumearbejde på hendes oplevelser under krigen. Her indsætter Else Marie Pade sig selv som hovedperson, der som en slags Jomfru Maria-figur gennemgår krigens pinsler i fire afsnit: Signaler (Adventura I), Broen (Adventura II), Et spil (Adventura III), Verdensballet (Adventura IV). 

Det gennemgående tema er igen kampen mellem det gode og onde. Først som barn, hvor hun, ligesom Teresa af Avila, organiserer en kamp mellem det gode og det onde i form af en sort og hvid hær af kusiner og fætre, hvor hun styrer slaget gang. Senere hvordan hun bliver hentet af Gestapo i sit hjem og hendes venner udenfor på gaden blot ser måbende til, mens hun bliver ført ind i den sorte vogn. Alle er statister og medspillere i dette absurde spil mellem sort og hvid, og alle spiller deres roller. De efterfølgende torturoplevelser i Århus Arrest bliver til et surrealistisk skakspil mellem det gode og de onde: Først afhøring med tortur (sorte hær), hvorefter hun lappes sammen af sygeplejersker og læger (den hvide hær), og så op på hesten igen og forfra med afhøringer:

»Alligevel var der ingen vej udenom, hun måtte gøre det næste træk, og den sorte spiller trådte frem og satte ind med sit stød – sådan fortsatte de skiftevis og efter tur – den hånlige latter fulgte automatisk med hvert træk, dog for hver gang med mindre styrke og med større ekko. Hun nåede lige at høre ordet ‘REMIS’, før hun gled ned af taburetten af træthed – hun ville helst blive liggende.« Trods tæskene afslørede Else Marie Pade ingen af sine venner fra modstandsbevægelsen –  deraf remis: uafgjort i skakspillet.

Gennem denne absurde tortur-seance vækkes en religiøs tilstand, som bærer hende igennem torturen. Tonen G bliver et holdepunkt, som styrker hende og giver hende håbet tilbage:

»En vibrerende G-streng inde i hendes selv bredte sig dog paradoksalt nok ud i forjættelse midt i det hele… På en eller anden måde var det vigtigt at holde sig fast i dette G, der også var begyndelsesbogstavet til et eller andet ubrydeligt ord. Men hvilket?« (Adventura – fire fortællinger, Signaler, Adventura I, s. 3-7). Og ordet er naturligvis Gud.

Både forlagene Gyldendal og Rosinante giver afslag på hendes manuskript, og man fornemmer i svarbrevene, at værket fremstår for naivt og for syret

Kaldet – ingen småborgerlige håndjern

Hun indser i sit fangenskab, hvad hun skal bruge sit liv på: »Kaldet« – det tabte paradis er tværtimod først nu åbenbaret for hende, og hun vil fra nu af forfølge det:

»Hun vidste nu, hvad hun havde at gøre – ingen småborgerlige håndjern skulle mere forhindre hændernes arbejde, og ingen småborgerlige fængsler skulle mere sætte tanken under lås og slå – heller ingen politiske håndjern eller fængsler eller lejre – (…) De to sidste ord fik hende til omgående at gå i gang – der var ingen tid at spilde – disse ord eller de nu lod det ske, som de med passende mellemrum lod forlyde – at de skød hende sådan og sådan og sådan… det var jo bare ikke sket endnu – og det vigtigste var: Den fantastiske virkelighed – nu vidste hun nøjagtigt, hvad hun skulle gøre: Ved hjælp af hofteholderspænde kunne man indridse nodesystemet i cellens kalkede væg – og noderne her stod nu som et befrielsens tema – et helt andet end det, der normalt forbindes med militære aktioner og verdensherredømmet – MUSIKKEN – dele dens skønhed og væsen med alle hun mødte, så de gennem dette symbolsprog bedre kunne bære de skændige vilkår og fatte at disse var begrænset af tid i modsætning til abstraktionens konkretisme der var uden grænser…«. Og således slutter andet afsnit, Adventura II.

Musik er frihedskamp, der dels hjælper hende til at holde ud under de lange forhør, men også skal give andre mod til at gøre det, de selv brænder for. Musik åbner den fantastiske virkelighed, for muligheden for at blive fri. Ikke bare fri af småborgerlige og politiske håndjern, men fri til at tænke og skabe nyt og abstrakt uden at stemple det som absurd eller umuligt. 

Else Marie Pade forsøger at udgive Adventura som essay i 1982, 1984 og i 1985, men det bliver ikke til noget. Både forlagene Gyldendal og Rosinante giver afslag på hendes manuskript, og man fornemmer i svarbrevene, at værket fremstår for naivt og for syret, og måske også for ubehageligt. Men Teresa af Avila-værket bliver indtalt på DR, og der bliver lavet en version, som findes på spolebånd i Else Marie Pade-arkivet på musikforlaget Edition-S. Om det nogensinde er blevet udsendt, har jeg endnu ikke fundet ud af.

Den orange notesbog

Til teksten Adventura findes et håndskrevet dokument, som er en »filmisk drejebog« for fortællingen, med nærbilleder, zoom, close up m.m. Måske Else Marie Pade havde forestillet sig Adventura som en poetisk film?

Derudover finder man i en orange spiralrygsnotesbog i Else Marie Pade-arkivet, på første side, grundige notater til en seriel komposition af måske sidste afsnit af Adventura. Der står godt nok »et spil«, men det minder til stærk forveksling om Adventura-afsnittet IV: Verdensballet. Havde Else Marie Pade planer om at sætte Adventura i musik? Her er også en nøgle til forståelse af dette sidste afsnit: Han og Hun danner tilsammen »mennesket«, som verdens forfængelighed og dårskab hele tiden prøver at omgå. Til sidst forsvinder de væk fra verdensballetten og dermed det kunstige glitterliv – krigens hykleriske efterliv. Afsnittet ekkoer Teresa af Avilas venden sig væk fra samtidens dårskab og mod essensen: det sjælelige liv, helingen af sjælen gennem forening med Gud som et dobbeltvæsen af mand og kvinde.

I dette orange hæfte finder man også noderne til digtet »Fra Angelico« skrevet af Finn Methling – det danske radiohørespils fornyer. Finn Methling skrev mere end 50 hørespil og teaterstykker til radioen. Allerede i 1946 udgav han essayet In extremis: »hvori han, inspireret af den russiske filosof Ouspenskys tanker om en fjerde dimension, gav udtryk for en lykkelig sindsbevægelse over at være kommet til forståelse af, at der bag den grå hverdag skjuler sig et rigt og poetisk univers – en opfattelse, der lader sig spore bag store dele af det senere forfatterskab (…).« 

Finn Methling kommer med et eksempel fra hørespillet Peter og Sylvia fra 1947:

»Det var jo virkelig et eksperiment. Et surrealistisk, ekspressionistisk spil fyldt med tossede ting som elskernes hjerte, der ligger og banker i en vindueskarm på hospitalet, mens lægerne spiller bridge. Det var endnu før båndteknikken. Hvis der gik noget galt, var der ikke noget at gøre.«

I Ouspenskys teori er idéen, at når vi dør, vender vi tilbage til vores liv for at genleve det en gang til med præcis de samme forældre og omstændigheder. Hvis vi ikke ændrer noget, gentager vi blot den samme cyklus igen og igen, og vi er således fanget i en evig gentagelse. Hvis vi derimod forbedrer os spirituelt, kan vi ændre denne evige gentagelse af hændelser og med tiden gå ind i et nyt og bedre liv, hvor vi undgår at gentage vores fejl. 

At gøre hverdagens små grå kedelige hændelser til de rene eventyr må have talt lige ind i Else Marie Pades egen fantastiske virkelighed

Ouspensky var inspireret af Gurdjieff, som var fortaler for »The Fourth Way«, en fjerde vej, hvor målet var at vække almindelige mennesker fra deres zombie-tilstand (»Waking sleep«) til et rigere og mere meningsfuldt liv. Gurdjieff udviklede et helt spirituelt system, som Ouspensky fulgte i 10 år.

Sjovt nok minder det jo fuldkommen om Netflix-serien, Russian Doll, hvor hovedpersonen må gennemleve samme livssekvens igen og igen, og kun ved at forstå, hvordan hun kan blive et bedre menneske, kan hun slippe ud af denne evindelige repetition.

Troen som motor 

Else Marie Pade har helt sikkert været inspireret af Finn Methlings eksperimenter med radiomediet, som hun selv arbejdede med gennem alle årene. Tydeligst i Adventura, hvor Finn Methlings monolog »Rejsen til de grønne skygger« netop er bygget over en kvindes monolog om sit liv fra vugge til død. Desuden må hun have kendt eller mødt Finn Methling gennem sin eks-mand, Henning Pade, som arbejdede på DR sammen med bl.a. Methling på hans litterære montage Mennesket i Tiden fra 1948-49.

Både Ouspenskys teori og Gurdjiefs »Fjerde vej« minder til forveksling om buddhismens reinkarnationstanke. Præmissen er her, at når man har forstået og erkendt det karmiske hjuls evige drejen rundt gennem årsag-virkning-sammenhænge (rotteræset, dårlige relationer og familiemønstre osv.), kan man springe ud af det og leve i uendelig tidsløs »bliss« af lykke og fryd, som alene skabes i bevidstheden om blot at være til. 

At gøre hverdagens små grå kedelige hændelser til de rene eventyr må have talt lige ind i Else Marie Pades egen fantastiske virkelighed – hendes eget kreative musikalske univers. Her blev hverdagens lyde netop omformet til eventyr med dybde – og i hendes religiøse værker, til en skueplads for kampen mellem det gode og det onde, krydret med katolsk mysticisme og dybe krigstraumer. Troen bliver hos Else Marie Pade til en slags motor, der skubber på skaberkraften og samler hende op, når det ser allerværst ud.