2025 – mellem strå og signal

Andreo Michaelo Mielczarek (Seismograf):

Når I lytter tilbage – hvordan lød 2025 for jer?

Bastian Zimmermann (Positionen):

I år skete der et afgørende skift. Af indlysende grunde skiftede jeg endelig fra Spotify til Tidal – hvilket betød, at jeg efterlod mig årevis af gemte albums og playlister og måtte begynde fra nul. Det bragte et minde tilbage fra dengang, jeg var sytten eller atten, hvor et harddisk-crash slettede hele mit arkiv af rippede cd’er fra jazzklubben, hvor jeg plejede at spille. Et tab, der føltes både ødelæggende og mærkeligt befriende.

Der er noget forfriskende i at begynde forfra, men også noget smertefuldt. Måske er det derfor, jeg begyndte at købe vinyl igen

Der er noget forfriskende i at begynde forfra, men også noget smertefuldt. Måske er det derfor, jeg begyndte at købe vinyl igen – selektivt og bevidst – og genanskaffede albums, som har fulgt mig i årevis, ja endda årtier.

Årets første halvdel var præget af min egen festival. Jeg rejste næsten ikke, men fordybede mig i kunstnernes lydverdener på Musik Installationen Nürnberg.

Anden halvdel udfoldede sig i bevægelse: min mest intense festivalturné hidtil. I september og oktober deltog jeg i fem festivaler i Europa fem weekender i træk.

Én skilte sig særligt ud: den nyetablerede Scent Art Festival i Riga, som udforskede relationen mellem forskellige performative kunstarter som musik, dans og lugt. Sidste år dedikerede Positionen et temanummer til dette felt, kurateret af Sandris Murins, som – sammen med komponisten Bruno Mesz – førte det videre ind i festivalformatet.

Så måske har spørgsmålet om, hvordan 2025 lød, også et svar i, hvordan det lugtede.

Ét værk har især hængt ved – et stykke bygget op omkring reelle, organiske nedbrydningsprocesser. Overvældende, urovækkende og uventet dybt.

Ed Cooper (Tempo):

Det er værd at sige, hvor fremragende din egen festival også er, Bastian! Jeg er virkelig glad for at se, hvor succesfuld den var i 2025. Du griber kuratering an som ingen anden.

Małgorzata Heinrich (Glissando):

Jeg bor i Warszawa, men jeg har også været en del rundt i år – især i anden halvdel. Jeg tog til Sounds of Now Vienna, en relativt ny festival dedikeret til den yngste generation af komponister, netop i begyndelsen af deres kreative vej. Som altid besøgte jeg også Ostrava Days. I Warszawa kom jeg ofte i Hashtag Lab – deres programmer bugner af fantastiske ting. Deres AżTak Festival bød på så mange interessante værker – Morton Feldmans Rothko Chapel blev sat op side om side med Teoniki Rożyneks Tomba Emmanuelle om et andet sekulært kapel, og også Emanuel Vigelands mausoleum. Man kunne få lydmassage i Sonora Sound Tube … Der var endda et værk inspireret af svampe og mykorrhiza!

Warsawa Efterår er et oplagt valg for samtidsmusikelskere i byen. Jeg oplever, at der hvert år kommer flere og flere sideløbende koncertrækker, som ofte ender med at være de mest interessante for mig. Selvom dette års filharmoniske koncert med Blecharz Field. 9 Evanescence også stjal billedet.

Under den 20. Ad Libitum kom improvisationens store legender på besøg. De percussive sæt gjorde mig fuldstændig mundlam. Lê Quan Ninh, Günter Sommer og Paul Lytton leverede opvisninger i næsten overmenneskelige færdigheder, præcision og kunstnerisk overskud – hver i deres eget idiom og stil. King Übü Örchestrü satte et klimaks for gruppeimprovisation. Men der var også værker, der trak på field recordings og soundscape-traditionen.

På Samsø sad jeg i et hus bygget af halm og lyttede til et værk af Henning Christiansen

Andreo:

Lydvandringer! Har I også vandret gennem forstæder eller skove og lyttet intenst? Enhver festival, der er sit navn værd, inviterer publikum på soundwalks for at lære byen og dens soniske teksturer at kende. Vi er lydturister – på godt og ondt. Denne sommer tog jeg færgen Lilleøre til øen Samsø.

Ed:

What! Hedder færgen virkelig »lille øre«?

Andreo:

Præcis! Og på Samsø sad jeg i et hus bygget af halm og lyttede til et værk af Henning Christiansen. Det var en rekonstruktion af komponistens berømte halmballe-slotte, oprindeligt tænkt som koncertsteder for hans musik.

Den nye festival Grøn Musik gik all in på lytning som en fælles praksis – hvor mennesker, dyr og landskaber sammen medskaber verden. Hvor lyd ikke er et objekt, der skal konsumeres, men en relation, der kræver tid, nærvær og hele kroppen. Og hvor naturen ikke er en tavs baggrund, men en aktiv stemme, hvis vi lærer at lytte med grønne ører. Henning Christiansen malede bogstaveligt talt sine ører grønne.

Małgorzata:

Da jeg også er aktiv akademisk, tog jeg i maj til Finland til konferencen Music, Research and Activism. Det var mit andet besøg dér – en fantastisk begivenhed med enorme mængder viden om feminisme, dekolonisering, økologi og meget mere. Inden for musik og økologi, som er mit felt, lærte jeg værker af David Dunn og Robert Coleman at kende – en irsk ophavsmand bag mange deltagende, økologisk-musikalske projekter, som jeg virkelig ville elske at deltage i en dag. Derefter rejste jeg gennem nationalparker i Lapland – ofte øde, med sne, vand og dyr som de eneste lyde. At lytte til det var en af de bedste former for musik.

En anden komponist-aktivist, vi kunne lytte til i år, var Maja Ratkje, som optrådte i Kraków under Sacrum Profanum-festivalen. En fascinerende kunstner, der formåede at skabe et overbevisende økologisk installationsværk, Desibel (2009), med op til 130 dB via et mobilt system af rørhøjttalere. Jeg husker også William »Bilwa« Costas optræden på Ostrava Days i Tjekkiet – hans lydsauna. I det trange rum mellem højttalerne ophørte vibration med at være noget, man hørte, og blev i stedet noget, man beboede – til det punkt, hvor kroppen føltes tæt på at gå i opløsning.

Andreo:

På Ostrava Days oplevede jeg også et massivt, vibrerende lydfelt skabt af tre symfoniorkestre – og tre dirigenter – der spillede sammen. Også dér blev jeg ramt af, hvor forbløffende nutidig Kurt Schwitters’ dadaistiske Ursonate (1923–32) lød i vores forrykte TikTok-tidsalder. Det var, som om sprogets opløsning talte direkte ind i nutiden.

Małgorzata:

Ja! Ursonate fremført af Christopher Butterfield var helt klart et af højdepunkterne! Jeg blev også overrasket over, hvor stærkt hans version af Saties Socrate bevægede mig; midt i alle de store og samtidige koncerter føltes den som en længe glemt, fredfyldt ø fra fortiden.

Jeg husker også den nye Futurofonia Festival i Opera Bałtycka i Gdańsk. To dage med fantastisk musik, samlet omkring stemmen som begreb – forstået meget bredt, ikke på en måde dikteret af stedet. Menneskelig eller ikke-menneskelig, abstrakt, semantisk, live, indspillet og bearbejdet, elektronisk og akustisk. Indlejret i multimedier, sange, hørespil, field recordings, koreografiske performances og installationer. En meget koncentreret festival, men bestemt med alle de bedste former for oplevelser.

Jeg forstod ikke sproget, men energien var uimodståelig

Bastian:

Denne sommer var første gang, jeg besøgte Sanatorium of Sound Festival i Polen – i de landlige, gammeldags omgivelser i Sokołowsko i det historiske Schlesien. Over de sidste tyve år har et lokalt kunstnerfællesskab forvandlet en tidligere kurby til et bemærkelsesværdigt kunstcenter. Selve landsbyen er rejsen værd, og det, denne kreative familie har bygget op, føles helt unikt.

For mig var festivalens fineste liveøjeblik lørdag aften, hvor tre efterfølgende acts blev mit kuratoriske højdepunkt i 2025. Det begyndte indendørs, i en lang, smal sal, med Ellen Fullmans Long String Instrument – hun spillede i over en time og fremkaldte med hænderne en sart, vedvarende drone fra de enorme strenge.

Derefter trådte jeg udenfor til skovscenen under åben himmel, hvor den polske trap-duo Xenon x PLK slap hårde, meget direkte mixede beats og rap løs. Jeg forstod ikke sproget, men energien var uimodståelig.

Bagefter optrådte  Erwan Keravec, accordeonisten jeg første gang så på MaerzMusik og var dybt imponeret af. Han har den sjældne evne – selv inden for komponeret repertoire – at skabe kontakt med publikum, virkelig at være til stede sammen med os i øjeblikket. Hans optræden var ikke bare at spille musik – det var reel kommunikation.

Andreo:

Når vi nu taler om kommunikation, vil jeg huske Unsound og de kropslige vibrationer på Hotel Forum – et betonhjerte i Kraków, hvor støj og stilhed stadig pulserer side om side. Det var her, footwork-legenden RP Boo og den polske trommeslager Piotr Gwadera fandt et nyt fælles sprog mellem Chicago-bas-musik og polske folkemusikalske idiomer.

Skrøbelige stemmer er vendt tilbage

Björk var til stede ved næsten hver koncert under Dark Music Days – en Reykjavík-festival, der ikke frygter mørke og eksperimenter. Stille opmærksom i en hvid anorak gled hun ind i publikum som en påmindelse om hendes dybe forbindelse til Islands nye musikscene. Spor Festival i Aarhus fejrede sit 20-års jubilæum ved at udforske lyd som en fælles, materiel erfaring – inklusive overdimensionerede fløjter.

I år mistede vi flere tårnhøje skikkelser: Per Nørgård, Peter Ablinger og Marilyn Mazur.

Det var også året, hvor Færøerne fik sin blot anden opera. Damon Albarns Mozart-fortolkning på Le Lido i Paris manglede måske originalitet, men peger mod et øjeblik, hvor opera igen tiltrækker komponister uden for sin egen tradition. På Copenhagen Opera Festival var der ingen døende divaer i parisiske saloner, men intime værker om queer-identitet, vold i hjemmet, klimakrise og psykisk sygdom. Skrøbelige stemmer er vendt tilbage.

Hvem er det egentlig, der finansierer eller lytter til denne dyre musik?

Ed:

I år gik det op for mig, hvor lidt jeg forstår af de mere institutionaliserede ny-musik-pladeselskaber. Det er enorme produktioner: tusindvis af kroner brugt på topperformere, såkaldt banebrydende studier og minutiøs mastering. Og det er før man medregner administration, markedsføring – eller at selskabet beder komponister eller musikere om selv at betale for tryk og design af cd’er. Jeg hører rygter om, at nogle selskaber sælger færre end tyve eksemplarer af visse udgivelser om året, hvilket efterlader komponister med kasser af usolgte skiver, der fungerer som eksklusive visitkort eller glamourøse forskningsarkiver. Der synes at være en kløft mellem de investerede midler og lyttertallet. Hvem er det egentlig, der finansierer eller lytter til denne dyre musik?

Der findes dog andre modeller. Små, stramt kuraterede labels fungerer ofte som passionerede projekter, der løber rundt, fordi lytterne faktisk køber og engagerer sig i musikken. Det mest kendte er måske det britiske label Another Timbre, drevet af Simon Reynell. Deres udgivelser findes ikke på streamingtjenester, og der er ingen store markedsføringskampagner – Another Timbre har end ikke en tilstedeværelse på sociale medier.

Reynells label var et slags indgangspunkt for mig. Siden jeg blev interesseret i ny og samtidsmusik, har Another Timbres udgivelser konsekvent været blandt mine favoritter hvert år – og jeg har en fornemmelse af, at mange andre har det på samme måde. Afgørende er det, at labelen synes at have et publikum, der rækker ud over komponister og udøvere af netop denne type musik. Det ville overraske mig, hvis det samme kunne siges om de mere institutionaliserede labels.

Andreo:

Nogle højdepunkter?

Ed:

De fem albums, som Another Timbre udgav i november 2025, indkapsler alt det bedste ved labelen. Jürg Frey, en fast skikkelse på labelen, byder på Je laisse à la nuit son poids d’ombre, en karakteristisk 52 minutter lang, spøgelsesagtig, men subtilt bidende oplevelse. Marja Ahtis Visiting Cloud præsenterer et diptykon af transskriptioner af dronende, klangligt nuancerede akusmatiske værker. Santiago Diez Fischers SONGS skiller sig ud ved sin særlige brug af elektronik sammen med enkelt, klagende instrumentalmateriale, hvilket giver en stærkt følelsesladet oplevelse. dead-wall reveries rummer Eldritch Priests glatte, tidligere uudgivne noterede kammermusik, fremført af Priest selv sammen med Another Timbre-støtten Apartment House og Arraymusic.

Min favorit i denne samling er Jakob Ullmanns Solo I / Solo IV. Denne første udgivelse af den undervurderede komponist på Another Timbre præsenterer samtidige realisationer af soloværker for kvarttone-basfløjter og kontrabas, fremført af henholdsvis Rebecca Lane og Jon Heilbron. Som altid i Ullmanns musik er det kultiveringen af uro gennem stilhed, der lokker mig ind. Hvert af de fem albums har sine egne særegenheder, og tilsammen præsenterer de en vision om underspillet fornyelse og mangfoldighed i ny og eksperimenterende musik.

I andre musikalske verdener vender mange lyttere sig væk fra streamingtjenester. 2025 bød på en stigning i folk, der køber MP3-afspillere, istandsætter gamle iPods og omdirigerer penge, der tidligere gik til abonnementer, til køb af musik – ofte brugte cd’er – og dermed udviser større omhu i kurateringen af deres lytning. Another Timbre føles beslægtet med dette, men også ligeglad: Reynells label mistede aldrig blikket for, hvor god musik kan være, når penge og omsorg investeres dér, hvor det tæller.

Måske lød 2025 sådan: fragmenteret og vibrerende, ujævnt – men med en insisteren på at lytte. Mellem strå og signal, grønne ører og hårde lyde

Bastian:

Når det gælder indspillet musik, var et af årets mest afgørende øjeblikke for mig et Positionen-temanummer – augustnummeret, dedikeret til såkaldte EDO-stemninger (equal divisions of the octave).

Sammen med gæsteredaktør Genoël von Lilienstern dykkede jeg dybt ned i det, man kunne kalde en ung, overvejende digital EDO-scene. Meget af den udfolder sig på Discord, på tværs af genrer og kontinenter, hvor musikere eksperimenterer med alternative stemmesystemer – hvad enten det er 17 toner pr. oktav, 35, 81 eller mange andre.

For mig var det en helt ny verden at opdage. Ud af denne udforskning opstod en Top-22 EDO-liste, publiceret i Positionen #144, som samler nogle af de mest overbevisende albums på tværs af et bredt genrefelt. Ud af udvalget skilte tre projekter sig særligt ud som gode indgange: ét forankret i elektronisk musik, ét i progrock og ét i singer-songwriter-traditionen.

FASTFAST – Xen On
The Mercury Tree – Spidermilk
Maddie Ashman & Tolgahan Cogulu – Nuclear Fusion

Og hvis jeg må tilføje: weekenden 22.–23. maj 2026 vil vi kunne samle mange af disse interessante EDO-kunstnere til en helt særlig EDO-musikkonvention i München. Vi har netop fået finansiering, der er endnu ingen hjemmeside – men følg med!

Małgorzata:

Måske lød 2025 sådan: fragmenteret og vibrerende, ujævnt – men med en insisteren på at lytte. Mellem strå og signal, grønne ører og hårde lyde.

Andreo:

Fordi vi alle elsker lister, kommer her én med 10 favoritter fra 2025:

Aya: hexed! (Hyperdub)
Oneohtrix Point Never: Tranquilizer (Warp)
James Holden / Wacław Zimpel: The Universe Will Take Care of You (Border Community)
Steve Reich: Collected Works (Nonesuch)
Kristine Tjøgersen: Night Lives (Aurora Records) 
The Necks: Disquiet (Northern Spy)
Ida Duelund: Sibo (Initiated Records)
Novo Quartet (Nielsen. Shostakovich. Vestergård): Track 1 (Aparté)
Ying-Hsueh Chen: Mirage: An Architectural Sonic Experience (ILK)
Los Thuthanaka: Los Thuthanaka (selvudgivet)

Bastian Zimmermann, chefredaktør, Positionen (Tyskland)
Małgorzata Heinrich, medchefredaktør, Glissando (Polen)
Ed Cooper, medredaktør, Tempo (Storbritannien)
Andreo Michaelo Mielczarek, ansv. redaktør, Seismograf (Danmark)

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek

Essayet er skabt i et samarbejde mellem Tempo, Positionen, Glissando og Seismograf