Når lyd bliver krop og kamp

Lyd som politisk-feministisk, historisk, æstetisk og performativt fænomen er i centrum i den indholdsmættede, tankevækkende og forfriskende antologi Bodies of Sound, der udkom i november sidste år på det lille, feministiske London-forlag Silver Press. Den ene af antologiens to redaktører er medejer af forlaget, og det er tydeligt, at der i forhold til dets udgangspunkt er tænkt nøje over tilgangen til emnefeltet i antologien, som ikke blot er feministisk i sit afsæt, men også er skrevet udelukkende af kvinder og non-binære personer (efter navnene at dømme) – det vil sige uden bidrag (formodentlig) fra mandlige forfattere. 

Mennesker, der ikke kender hinanden, mødes og spiller udvalgte, personlige numre for hinanden, hvilket næsten altid ender i tårer

Mere end 50 bidrag fordelt på henimod 400 sider bliver det til i bogen, og det gør den til en helt igennem charmerende og weird rodebunke af interviews, fabler, digte, text scores og citatmosaikker foruden forslag til, hvordan musik kan beskrives, gode råd til at udbrede feminisme ved at tale højt om inspirerende kvinder i offentlige rum, overvejelser om bekymring forstået som sorg samt refleksioner over nymfen Ekko relateret til begrebet ekko som akustisk fænomen. I forhold til det sidste kalder bogens redaktører den da også for »en bog af ekkoer” og anfører i deres introduktion, hvordan der blandt de tilbagevendende metaforer i teksterne indgår »spejle, klokker, tunger, døre, ure, radioer, arkiver, alarmer og ører«. 

Ella Finers tekst om acoustic attention sætter fokus på en lydoptagelse, hun engang hørte af et bankende svanehjerte. Gascia Ouzounians tekst om sonic memories sætter fokus på lyden af det armenske folkemord, hvor tyrkiske soldater dækkede over skrigene fra ofrene med lyden af deres trommer, anvendt som en bevidst militærstrategi. Hannah Catherine Jones’ tekst sætter fokus på de angiveligt healende kvaliteter ved frekvensen 432 Hertz. Og komponisten og DJ’en Ain Bailey sætter fokus på det, hun kalder sonic autobiographies ved i et interview i bogen at fortælle om sine organiserede lyttesessions, hvor mennesker, der ikke kender hinanden, mødes og spiller udvalgte, personlige numre for hinanden, hvilket næsten altid ender i tårer – så stærk er musikkens kraft, hævder Bailey.

Læseren overladt til sig selv – på godt og ondt

Jeg kunne blive ved: Der er tekster om feministiske radioamatørfællesskaber og om sammenhængen mellem slagtøj og det at blive og være transperson, og en af bogens længste tekster af den hviderussiske forfatter og nobelprismodtager Svetlana Alexievich handler om krigens kvinder under Sovjet-regimet og undersøger blandt andet, hvorfor al den lidelse, som regimer og krige påfører mennesker, aldrig bliver konverteret til frihed i sidste ende. Beslægtet hermed er den London-baserede palæstinensiske forfatter og researcher Christina Hazbouns tekst »Sonic Stategies in a Palestinian Struggle«, som reflekterer over lyden af opstanden i maj 2021 i Palæstina. Jeg håber, Hazboun vil skrive nye tekster om, hvad der siden skete dér, ligeledes i et sonisk perspektiv.

Indholdet af Bodies of Sound er så usædvanligt omfattende, mangesidigt og vidtrækkende

Desuden er der mere regulære værkbeskrivelser samt portrætter af komponister som Aura Satz, der bl.a. arbejder med klimakrisen med sirener (i dokumentarfilmen Preemptive Listening, vist på CPH:DOX 2024), og Elaine Michener, der bl.a. arbejder med slavegjortes historie i en britisk kontekst. Alt sammen demonstrativt bragt uden forudgående introduktioner. Læseren er virkelig overladt til sig selv på den måde, og det skærpede i hvert fald min opmærksomhed ikke så lidt, at det er tilfældet. På godt og ondt, vel at mærke. For indholdet af Bodies of Sound er så usædvanligt omfattende, mangesidigt og vidtrækkende, idet dens tekster er utroligt forskellige i deres indhold, udtryk, form, tilgang samt i deres historiske, tidslige og geografiske forankring. 

Netop derfor risikerer redaktørerne at lade læseren i stikken, fordi de har anvendt den strategi at lade bogens mange tekster stå uformidlet mellem hinanden. Det ville have været en hjælp med helt korte præsentationstekster, der kunne hjælpe læseren med at komme fra tue til tue, fra ø til ø. Det er naturligvis lettest at lade være, ligesom forestillingen om altings i virkeligheden dybere sammenhæng, som det så er op til det sansende individ selv at erkende, altid har været stærkt romantiseret i intellektuelle kredse. Jeg ville have værdsat, hvis redaktørerne havde forsøgt at præsentere teksterne og derved gøre det lettere at komme igennem bogen – charme og weirdness eller ej.

Sladder, drømme og vidnesbyrd

Mange af teksterne er skrevet af profilerede komponister inden for eksperimenterende, avantgardistisk og elektronisk musik, hvilket gør Bodies of Sound til en bog ikke mindst for musikinteresserede læsere. Blandt forfatterne befinder sig komponister som amerikanske Pauline Oliveros (ophavsperson til den efterhånden ret udbredte og benyttede lyttestrategi deep listening), den ligeledes amerikanske Tara Rodgers, den amerikansk-newzealandske Annea Lockwood og engelske Daphne Oram, mens bogens scoop er en tekst af den hypede queerteoretiker og meget andet Sara Ahmed, som også har inspireret til bogens undertitel Becoming a Feminist Ear. Som den siger det, handler antologiens tekster dog i generel forstand om at lytte, og som bogens hovedtitel Bodies of sound siger det, fokuserer teksterne på det at lytte, tale og lave lyd som en kropsliggjort erfaring. Som det hedder i redaktørernes introduktion: »Det er kroppen, som kæmper og overlever, lytter og taler; og det er kroppen, hvis værdi og sårbarhed er på spil i vores individuelle liv og i den kollektive bestræbelse.« Derfor er det ikke alle bogens tekster, der relaterer sig til musik, men også til det at oversætte poesi, at høre lyden af sladder, at blive opmærksom på lyde i ens drømme, at betragte ældre Anishanaabe-personer lytte til verden omkring dem, at lytte med »det tredje øre« i samtaler samt at indsamle vidnesbyrd i form af personlige beretninger om krig og katastrofer.

De fleste af teksterne er skrevet inden for de seneste ti år, mens andre er en hel del ældre. Og hvor nogle af teksterne tidligere har været bragt i tidsskrifter som The Wire, er andre skrevet eller sammensat direkte til antologien. Jeg kan komme i tanker om tekster, der ikke er medtaget, men som ville have passet godt ind i sammenhængen. Det gælder fx tekster af Pauline Oliveros: Når hun nu ifølge antologiens introduktion har en særlig betydning for de to redaktører, er det måske lidt ærgerligt, at hun blot er repræsenteret med et kort brev til forfatteren og aktivisten Kate Millett, når et uddrag fra hendes og Fred Maus’ elektrificerende »A Conversation about Feminism and Music« fra 1994 ville have været fuldkommen oplagt at have med, også fordi det ville have hjulpet redaktørerne til at sætte antologiens tema i kontekst. 

I hvert fald tror jeg ikke, at ret mange ville føle sig snydt, hvis de først sad med den mellem hænderne

Bør læses af enhver med interesse for lyd 

Man kan vælge at omfavne bogens rigdom og blot nyde den, som den er. Jeg vil mene, at det er muligt at gøre det og samtidig fremsætte en kritik af antologiens grundpræmis, det vil sige dens feministiske afsæt. Bogens præmis: at teksterne alle bør forstås i en feministisk prisme, bliver undertiden strukket længere, end det kan bære, fordi en række af teksterne slet ikke bringer dette aspekt i spil. Eller er det blot, fordi teksterne er skrevet af kvinder og non-binære personer, at de uden videre antages at være feministisk informerede? Jeg tillader mig at tvivle på den præmis, fx hvad angår Daphne Oram, hvis tekst er fra 1960. Med det kendskab jeg har til hendes virke som bad ass-elektronisk musikpionér i efterkrigstidens England, er jeg ikke sikker på, om det overhovedet kan siges at gælde for hende: Ikke meget tyder på, at hun forstod sit virke ud fra et feministisk afsæt, blandt andet fordi denne tilgang bestemt ikke stod stærkt i 1950’ernes Europa. Og at hun i skrift selv diskuterede og problematiserede den omstændighed, at hun var kvinde i en mandsdomineret, elektronisk musikverden, gør hende ikke nødvendigvis til feminist. 

Hvis jeg nu var specialevejleder i musikvidenskab, ville jeg ikke tøve med at bede alle mine studerende – uanset hvad deres emne end var – om straks at anskaffe sig bogen til inspiration

Så er der spørgsmålet om, hvorfor redaktørerne forlader sig på en både generisk og ahistorisk anvendelse af ordet feminisme, som de ikke finder det nødvendigt at kvalificere endsige definere. Her kunne en afklaring af, på hvilke måder begrebet skal og kan forstås i forhold til de mange tekstbidrag, have styrket bogen. Er det fx et kvalifikationskrav, at skribenterne ikke er mænd? Muligvis, men redaktørerne er tavse om den omstændighed, hvorved de samtidig ignorerer, at adskillige mandlige skribenter, komponister, forfattere og musikere i og uden for Vesten har indarbejdet feministiske praksisser i deres tilgange. 

Ikke desto mindre: Bogen bør læses af enhver med interesse for lyd som andet og mere end blot musik. Hvis jeg nu var specialevejleder i musikvidenskab, ville jeg ikke tøve med at bede alle mine studerende – uanset hvad deres emne end var – om straks at anskaffe sig bogen til inspiration. Jeg vil ikke anbefale nogen at læse den fortløbende fra første til sidste tekst, som jeg gjorde, for det var virkelig overvældende og undertiden også strabadserende. Men heldigvis kan bogen jo læses på mange andre måder: Som en håndbog, som en opslagsbog, som en logbog, som en drejebog. I hvert fald tror jeg ikke, at ret mange ville føle sig snydt, hvis de først sad med den mellem hænderne. 

»Bodies of Sound: Becoming a Feminist Ear«, redigeret af Irene Revell og Sarah Shin. Er udkommet på Silver Press i 2024. Bogen koster £14.99 og kan købes via forlagets hjemmeside.