• © PR
    22/3/2024

    Når ørerne er i alarmberedskab

    Aura Satz: »Preemptive Listening«

    Bortset fra den første onsdag i maj er sirener i Danmark nærmest udelukkende noget, vi hører i forbindelse med udrykninger, men i adskillige andre lande er sirener en integreret del af den lydlige hverdag. Sirener er på mange måder et fascinerende fænomen, der på én gang signalerer både overlevelse og katastrofe, og de er et helt fast sonisk inventar i især krigszoner og steder, der på den eller anden måde er risikoområder.

    Den spanskfødte multikunstner Aura Satz’ 90 minutters dokumentarfilm, Preemptive Listening – der på dansk kan oversættes til noget i retning af Forebyggende lytning – handler netop om sirener verden over, for Satz har gennem hele syv år filmet i områder, hvor sirenen spiller en afgørende rolle – fra Chile og Holland til Palæstina, Israel og atomulykkesområdet i Fukushima i Japan. En længere sekvens foregår sågar på en amerikansk sirenefabrik, hvor sirener findes i alle former og farver og til tider nærmest ligner moderne kunstinstallationer. 

    Frem for blot at have optaget sirenernes reelle lyd har Satz inviteret en række lydkunstnere og musikere til at skabe alternative sirenelyde – prominente personager som Laurie Spiegel, Moor Mother, David Toop, Maja Ratkje, BJ Nilsen samt ikke mindst Kode 9, der under sit jordiske navn Steve Goodman faktisk har skrevet en brillant bog om lyden af krig, Sonic Warfare. »Behøver en alarm være alarmerende?« spørger Satz, og sirenekompositionerne i filmen er generelt både abstrakte, skurrende, poetiske og ildevarslende. Det er alle som én gennemkomponerede lydsymfonier, som vel at mærke alle er skabt før filmens billedside.

    Og man kan virkelig mærke, at øret på den måde har dikteret, hvad øjet ser, for Satz’ film er et audiovisuelt filmdigt, hvor lydcollagerne, udvalgte interview og digtoplæsninger smelter raffineret sammen med de stemningsmættede billeder. Enkelte gange bliver en reallyd fra optagelserne brugt som del af de sfæriske lydflader – eksempelvis når en kirkeklokke i billedet slår i takt med en lydkomposition – og det kunne Satz egentlig godt have leget endnu mere med, for det knytter filmens forskellige oplevelseslag sammen på overrumplende vis.

    Men generelt er filmen et både dragende og skræmmende sansetrip, og i en tid, hvor krig og undtagelsestilstand er del af vores allesammens hverdag, er det en tankevækkende og intens film på talrige niveauer. Man mærker, hvad der sker med én, når ørerne er i alarmberedskab. Når lyden redder liv og varsler død.

     

     

     

     

  • © Rui Camilo
    29/6/2025

    Kristine Tjøgersen creates unreasonably beautiful eco-poetry

    Kristine Tjøgersen: »Night Lives«

    The wildlife of nature is both beautiful and playful – especially in Kristine Tjøgersen’s music. At the center of her new album Night Lives is the wild, unpredictable life of the night beyond the human domain. The album was created as part of the Ernst von Siemens Prize, which Tjøgersen recently received as the first Norwegian composer ever to do so.

    The album is a seven-movement sonic version extracted from a staged work premiered at the Ultima Festival in 2023, and it works perfectly well as a standalone, semi-acoustic version performed by the Cikada Ensemble. The music ranges from playful, experimental, rhythmical soundscapes—full of rattling and crackling instruments – to intense, pulsating passages. Tjøgersen possesses a uniquely sensitive understanding of instrumental timbre, allowing her to morph seamlessly between acoustic and electronic worlds, cultural environments, and eras. From a simple, extended flute solo to a dancing computer universe – without blinking an eye.

    Forty to fifty years ago, it was called postmodernism when old music appeared in new compositions as reused material. Back then, it made sense because many people had a mental library of historical classical music, a reflective space in which all new music was interpreted. Today, audiences’ minds are different. For example, Kristine Tjøgersen can easily use a completely straightforward Baroque movement as the album’s conclusion – serving as a starting point for music that gradually thins out and dissolves into a stunningly beautiful utopian world of acoustic strings and synthesizer. Without making you feel she is negotiating your sense of past and present. Natural sounds, imitations of nature, harmonies, and entire sequences are simply building blocks in her personal experimental lab. And what a lab it is!

    English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

     

  • © Rui Camilo
    29/6/2025

    Kristine Tjøgersen skaber urimeligt smuk økopoesi

    Kristine Tjøgersen: »Night Lives«

    Naturens dyreliv er både smukt og legende – specielt i Kristine Tjøgersens musik. Det er nattens vilde, uforudsigelige liv uden for menneskets domæne, der står i centrum på hendes nye album Night Lives, skabt som en del af Ernst von Siemens-prisen, som Tjøgersen som den første norske komponist modtog for nylig.

    Albummet er en lydversion i syv satser skåret ud af et scenisk værk på Ultima Festivalen i 2023, og det fungerer fuldstændig perfekt alene i en halvakustisk version spillet af Cikada Ensemble. Musikken spænder fra legesyge, eksperimenterende, rytmiserede lydbilleder af instrumenter der rasler og knitrer – til intense pulserende forløb. Tjøgersen har en helt speciel klangfølsom forståelse af instrumenterne, som gør, at hun kan morfe overraskende mellem akustisk og elektronisk, kulturelle miljøer og tider. Fra en enkel, langstrakt fløjtesolo til et dansende computerunivers – uden at blinke.

    For 40-50 år siden kaldte man det postmodernisme, når gammel musik dukkede op i ny musik som det materiale, komponister genbrugte. Det gav mening, fordi mange dengang havde et bibliotek af historisk klassisk musik i hovedet, som et refleksionsrum alt det nye blev fortolket i. Publikums hoveder er anderledes i dag. Kristine Tjøgersen kan for eksempel sagtens bruge en helt straight baroksats som afslutning på albummet – som udgangspunkt for en musik, der tynder ud og går i stå i vanvittig smuk utopisk verden af akustiske strygere og synthesizer. Uden man tænker, at hun forhandler med publikums fornemmelse af fortid og nutid. Naturlyde, efterligninger af naturlyde, harmonier og hele sekvenser er bare byggeklodser i hendes personlige eksperimentarium. Og hvilket et!

     

     

  • © Malthe Ivarsson
    26/6/2025

    When the Experiment Becomes Tragically Beautiful

    Mark Solborg & Tungemål: »Confluencia«

    Normally, I avoid quoting press releases directly, but this description of the intimate and multifaceted Confluencia is hard not to echo. On this album, the Danish guitarist and experimentalist has assembled a small ensemble of musicians from the borderlands between neoclassicism and jazz. The real stars of the record are pianist Simon Toldam and – especially – Susana Santos Silva, whose trumpet bleats, breathes, and scrapes against the ear. She toots in ways rarely heard in postmodern experimentalism.

    Confluencia seeks to reflect modern communication – a kind of communication that ought to transcend boundaries of race, gender, and other dividing forces – through instrumental music. A form that seems to be fading day by day in a haze of misinformation, miscommunication, and mistrust. Toldam’s piano leans toward eerie dissonance, while Solborg’s guitar adds a tender, almost vulnerable tone – especially on »Southern Swag«. The music is at its strongest when the instruments converge in conversation and unison moments, such as in the strange funeral ballad »Planes«, which teeters on the edge of collapse with ghostly piano figures and diabolical chimes.

    Confluencia moves between jazz, folk, ambient, and avant-garde – with a chamber-like intimacy that insists on intensity, melancholy, and reflection. What makes the album truly powerful is precisely what many experimental releases lack: space for contemplation and dialogue with the listener. Tungemål dares to be experimental without overpowering itself – and paints with a broad emotional brush, where tragedy is always lurking on the horizon.

    English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

     

  • 26/6/2025

    Når eksperimentet bliver tragisk smukt

    Mark Solborg & Tungemål: »Confluencia«

    »Virtuost dynamisk og klangligt afbalanceret – en exceptionel kammermusikalsk oplevelse«. Normalt undgår jeg at citere pressemeddelelser direkte, men denne præcisering af det intime og spraglede Confluencia er svær ikke at kopiere. Den danske guitarist og eksperimentalist har på albummet samlet et mindre ensemble af musikere fra grænselandet mellem neoklassik og jazz, hvor pladens egentlige stjerner er Simon Toldam på klaver og – især – Susana Santos Silva, hvis trompet bræger, ånder og skurrer i ørerne. Hun trutter, som der sjældent truttes, i den postmoderne eksperimentalisme.

    Confluencia søger at spejle den moderne kommunikation – en kommunikation, der burde overskride grænser som race, køn og andre influenter – i instrumentalmusik. En form, der synes at svinde bort dag for dag i et virvar af misinformation, miskommunikation og mistro. Toldams klaver trækker i retning af det uhyggeligt dissonante, mens Solborgs guitar tilfører en øm, næsten sårbar nerve – især på »Southern Swag«. Stærkest står musikken, når instrumenterne mødes i samtale og unisone momenter, som i den sære begravelsesballade »Planes«, der balancerer på undergangens rand med klaverfigurer og diabolske klokkeslag.

    Confluencias bevæger sig mellem jazz, folk, ambient og avantgarde – med en kammermusikalsk intimitet, der insisterer på intensitet, melankoli og refleksion. Det, der gør albummet stærkt, er netop det, mange eksperimenterende udgivelser mangler: plads til eftertanke og dialog med lytteren. Tungemål tør være eksperimenterende uden at overdøve sig selv – og maler med en bred, emotionel pensel, hvor tragedien altid lurer i horisonten.

     

     

  • © PR
    22/6/2025

    The Ever-Changing Waters Of the Mind

    Les Halles: »Original Spirit«

    The sea is a powerful metaphor for the nature of identity – from stormy defiance to tranquil stillness, our individual traits drift in an eternally shifting ocean. On Original Spirit, French musician Les Halles drops anchor in the mutable waters of the mind, using pan flutes and dusty echoes as his compass.

    The eight tracks are deeply rooted in the enveloping world of ambient music, and from the opening piece, »Angels of Venice«, the sound washes over the listener like gentle waves. Soft, bending synth textures accompany recurring flute runs, while echoes of the past flicker by like faded Kodak moments – faint glimmers of memory in a foggy inner landscape.

    The word ambient can be traced to the Latin ambire, meaning »to go around«, and the genre is thus defined by music that »surrounds« the listener. Les Halles, also known by his real name Baptiste Martin, fully embraces this quality. The music is gentle, devoid of dominant melodies or rhythms – like a safe little bubble one can freely float in.

    Like much ambient music, Original Spirit is free of lyrical frames of interpretation. However, the accompanying press text frames the album as a letter, written by Baptiste Martin during a disoriented period, including a stay in psychiatric care. As listeners, we’re invited to drift in a turbulent yet mirror-still sea of lost identities and lose ourselves in the warm current of consciousness the music creates. It certainly doesn’t break any ambient conventions – but it’s a pleasure to be swept away nonetheless.