Vitaminkur til popkritikken

Måske havde nogle forestillet sig, at alt nu ville ændre sig. At en undtagelsestilstand som covid-19-pandemien ville få gamle magtstrukturer til at splintre og andre, bedre systemer til at tage over. Af chokket skulle en ny verden fødes, endelig skulle indsigter fra de fortrængte kulturvidenskaber forme et mere retfærdigt, deltagende og nysgerrigt samfund.

Tanken er sympatisk. Opildnende. Og frygteligt naiv, ville den britiske kulturteoretiker Mark Fisher, ophavsmand til begrebet kapitalistisk realisme, nok have indvendt. Det kapitalistiske system – som i Fishers optik er en evig kilde til problemer – er mere modstandsdygtigt end som så. Samme argument møder man hos den canadiske aktivist Naomi Klein, forfatter til bestselleren The Shock Doctrine fra 2007, hvor beskeden er klar: Snarere end at blive udfordret af katastrofer og undtagelsestilstande, så næres kapitalismen af dem.

Det har en række konsekvenser. Én af dem er, at musikkritikken risikerer at blive reduceret til forbrugervejledning

I en dansk kontekst kender vi det afledte begreb nødvendighedens politik, ikke mindst fra S-R(-SF)-regeringen 2011-15. Genstanden for Fishers, Kleins og daværende finansminister Bjarne Corydons opmærksomhed er en samfundsmodel, der virker som en så naturlig del af alle hverdagslivets aspekter, at ethvert alternativ lyder urealistisk, måske endda grinagtigt.

Forfølger man dette blik på vores nære verden, har det i sagens natur også konsekvenser for musikkens område. Det var netop, hvad de tyske sociologer og filosoffer omkring den såkaldte Frankfurterskole gjorde opmærksom på for snart hundrede år siden: Pas på, for når musikken bliver opslugt af det kapitalistiske system, bliver vi let til passive forbrugere i stedet for aktivt tænkende lyttere.

Kritikeren som sælger

Det har en række konsekvenser. Én af dem er, at musikkritikken risikerer at blive reduceret til forbrugervejledning. En anden er, at vi kan ende med at bruge musikken til at flygte fra de – alt efter øjet, der ser – utilfredsstillende livsvilkår i det kapitalistiske samfund, i stedet for at musikken som kunstform gør os opmærksomme på systemets fejl eller mangler og får os til at kræve alternativer.

Her spiller popmusikken med sin allestedsnærværelse en hovedrolle – som risiko og som potentiale – men lyden af den og synet på den har helt indlysende ændret sig, siden Frankfurterskolen og dens såkaldte kritiske teori havde sine kronede dage i tiden før og efter Anden Verdenskrig.

Father John Misty leverer ifølge Holt en subtil kritik af musikkens varegørelse med en blanding af oprigtighed og satire, inklusive falsk applaus, hos David Letterman i 2014. © CBS

Gode, forrygende, gamle, syrlige Theodor W. Adorno er stadig i dag berygtet for sin kritik af 1920’ernes og 30’ernes jazz og dansemusik; han bliver oftest også mere uvenligt læst, end hvad godt er. Omvendt har Gilles Deleuze og Félix Guattari med deres nærmest impressionistiske tænkning affødt en strøm af venligtsindet akademisk interesse for hitlistemusik siden 1980’erne.

En af de nyere tendenser inden for studiet af pop er en kombination af Frankfurterskolens politiske engagement og den franske åbning af den musik, som Adorno med flere var kritisk indstillede over for. Eller som britiske Macon Holt, forfatter til Pop Music and Hip Ennui – A Sonic Fiction of Capitalist Realism (2019), siger det i den ph.d.-afhandling (2017), som bogen bygger på: For at forstå »poppens frigørende potentiale« må vi »bevæge os hinsides den kritiske teoris strenge pessimisme og Deleuzes sommetider apolitiske optimisme«.

Musikkens særstilling

»Hent boltsaksene,« synger amerikanske Fiona Apple på sit nye, roste album Fetch the Bolt Cutters. Og inden jeg fortsætter ind i Macon Holts labyrinter af svævende begreber og ildfuld kapitalismekritik, er det værd at gøre sig nogle betragtninger om dansk popkritik anno 2020. For når jeg læser Holt, slår det mig, hvor stor afstanden er mellem kritikere og forskere inden for netop musikkens område. Her er ikke brug for boltsakse – båndet mellem journalistik og videnskab er for længst kappet over.

Imens bibliotekerne har holdt lukket under covid-19, har der været fri adgang hjemmefra til mediedatabasen Infomedia. Så jeg har brugt en dag på at nærlæse aktuel popkritik fra Politiken, Weekendavisen og Dagbladet Information. Det første, der undrer mig, er, at ingen af de otte kritikere, jeg læser – Simon Lund, Pernille Jensen, Kim Skotte og Lucia Odoom fra Politiken; Sophia Handler, Ralf Christensen og Louise Rosengreen fra Information; og Klaus Lynggaard fra Weekendavisen – har studeret musikvidenskab.

Det første, der undrer mig, er, at ingen af de otte kritikere, jeg læser, har studeret musikvidenskab

Det står i skarp kontrast til litteraturens verden. Her er det mere reglen end undtagelsen, at kritikere ved de store aviser har en kandidatgrad i litteraturvidenskab eller nordiske sprog, og flere af dem – blandt andre Erik Skyum-Nielsen, Lilian Munk Rösing og Tue Andersen Nexø – har en sideløbende karriere som undervisere ved universitetet.

Fænomenet ses også inden for andre musikgenrer. Bortset fra Politikens og Informations klassiske anmeldere – Thomas Michelsen, Henrik Friis og Valdemar Lønsted – er det meget vanskeligt at opdrive en musikvidenskabeligt uddannet kritiker i dansk dagspresse; på Politiken har man endog nu sat en af sine madanmeldere til at skrive jazzkritik. Det siger selvfølgelig både noget om de musikvidenskabelige uddannelser og avisernes kulturredaktioner.

Lyden af planter, der danser

I stedet bedrives popkritikken af selvlærte journalister, sprog- og litteraturuddannede. Det er selvfølgelig helt fair; jeg er ikke fortaler for, at man som kritiker skal have en specifik baggrund. Men det ér bemærkelsesværdigt, at musikvidenskaben slet ikke er repræsenteret i popkritikken, og det forklarer måske, hvorfor denne har en udbredt tendens til at fokusere på lyrik uden nødvendigvis at knytte lyrikken til det musikalske udtryk. Jeg støder på store mængder af tekstuddrag på min dagsudflugt til Infomedia og næsten ingen musikfaglige begreber.

Jeg konstaterer også en meget iøjnefaldende ophobning af metaforer. Amerikanske Keiyaa har »en stemme, der blafrer let rundt som en brise gennem flere lag af silkeslør«, britiske Hodge »forener diskokuglens solstråler med planternes vækstdans«, amerikanske Lucinda Williams’ trommeslager og bassist »rører rytmisk rundt i en gryde med sejt, sort beg«, mens hendes guitarist i én anmeldelse »skærer flammende flænger i musikkens mørke bagtæppe«, i en anden »lyder som en mundharpe i et motocrossuheld«.

Jessie J’s optræden ved OL i London i 2012: et eksempel på pop med politisk potentiale, som forstummer i de kapitalistiske rammer. © Olympic Channel

Billedsproget kan let blive overspændt og udmattende, men på den anden side kan det også have en rammende effekt, når kritikeren er personlig i sit ordvalg. Jeg bemærker dog, at beskrivelsen – hvad eller hvem musikken lyder som – og genrebestemmelsen fylder en meget stor del af anmeldelserne. Dermed kommer teksten til at fremstå som en varedeklaration, i større eller mindre grad påhæftet smagsdomme som »indbydende«, »interessant«, »raffineret«, »overbevisende« eller »kedelig«.

Kun i en enkelt af de knap tyve anmeldelser, jeg læser, aner man et bånd til kulturvidenskaberne, da Lucia Odoom indleder en anmeldelse af canadiske Drake med en refleksion over den tyske sociolog Hartmut Rosas begreb om acceleration. Ellers foregår kritikken mestendels i en abstrakt billedverden og uden større perspektiveringer til musikmiljø, kulturdebat eller samfundets udvikling.

Hipt selskab

I den forstand falder Macon Holts første bogudgivelse på et tørt sted. Pop Music and Hip Ennui – A Sonic Fiction of Capitalist Realism kommer ganske vist ikke direkte ind på musikjournalistik eller -kritik, men er i højere grad en diskussion af akademisk litteratur og en slags eksperimenterende forsøg på at vise, hvordan poppens politiske dimensioner kan foldes ud. Alligevel ligger der mellem linjerne en opfordring til kritikerstanden: Der er meget mere at sige om musikken, end den forbrugervejledende kritik formår.

Macon Holt, der har boet i København de seneste år og er medredaktør af musiktekst-kollektivet Passive/Aggressive, læste sin ph.d. i kulturstudier ved Goldsmiths-universitetet i London, og det har sat et stort aftryk på hans arbejde. De to teoretikere, der henvises til i undertitlen – Kodwo Eshun med begrebet sonic fiction, Mark Fisher med den kapitalistiske realisme – har begge nære bånd til institutionen, og sidstnævnte var indtil sin død i begyndelsen af 2017 vejleder for Holt. Bogen er altså i høj grad knyttet til et specifikt akademisk miljø, men ét, der har haft en stor international betydning for flere grene af musik- og kulturvidenskaberne siden årtusindskiftet.

Alternativer eksisterer ikke i nødvendighedens system, hvor pop er det allestedsnærværende soundscape

Inden for de seneste år er der inden for litteraturkritikken sket et mindre skifte. Man er i stor stil begyndt at læse science fiction-romaner og tage genren seriøst – ikke blot for dens populærkulturelle appels skyld, men fordi den bærer på et underbelyst politisk potentiale. I science fiction gælder ingen nødvendighedens politik; forfatterne skaber vidtrækkende alternativer til vores dagligdag, og som læser risikerer man at opdyrke en tro på, at robuste systemer kan ændres.

Det er ud fra samme tankegang, at man er begyndt at se flere og flere akademikere omtale en musikalsk ækvivalent i form af begrebet sonic fiction. Det var den britisk-ghanesiske kulturteoretiker Kodwo Eshun, der introducerede begrebet for tyve år siden, men lignende tanker findes også inden for den såkaldte afrofuturisme, hvor man udlægger musik af kunstnere som Janelle Monae og Sun Ra som lydlig science fiction om en alternativ virkelighed for sorte minoritetsgrupper.

Sonic fiction er i den forstand en prisme, man kan se musikalske udtryk igennem, og som sådan kan begrebet bruges om alle former for lyd og musik. Hos Macon Holt fungerer det som indgangsvinkel til at reflektere over forskellige angelsaksiske popeksemplers mulighed for, med varierende held, at yde den kapitalistiske realisme modstand – fra Jessie J, Black Eyed Peas og Father John Misty til Childish Gambino, Miley Cyrus, FKA Twigs og Beyoncé.

Vær realist, kræv det umulige

De teoretiske diskussioner i Pop Music and Hip Ennui er efterhånden velkendte. Poppens utopiske potentiale undertrykkes af den måde, vi forholder os til musik på i det kapitalistiske system. Glæden, vi kan udleve gennem glitrende musik, rummer kimen til at gøre op med samfundets snærende bånd, men kapitalismen har en uovertruffen evne til at forvandle den potentielle overskridelse til en forbrugsvare – hvis den da ikke blot får karakter af et midlertidigt bedøvelsesmiddel, som skal få os til at acceptere vores fremmedgjorte hverdag. Det er tankerækker, som man kender siden og før Frankfurterskolens tid.

Gadesang i Londons undergrund er blevet et kommercielt foretagende med tildelte pladser foran reklamesøjler, skriver Holt. © Business Insider

Holt fokuserer på begreber som opmærksomhed, katarsis og medskyld i sin udlægning af den rolle, pop spiller i vores liv. Næsten Naomi Klein’sk lyder det, når han peger på kommercialiseringen af gademusik i Londons undergrundsbaner, hvor musikanterne optræder på særligt tildelte steder med reklamer for Coca-Cola og andre virksomheder som bagtæppe – gadesangerne fungerer her som lydligt blikfang for annoncørerne, påpeger han.

Hvorfor medskyld? Fordi det er »en uundgåelig del af at være en del af poppens fællesskab, uanset om man er lytter eller udøver«, som Holt formulerer det. At vælge dette altomfattende fællesskab fra er det samme som at vælge en »social død« – alternativer eksisterer ikke i nødvendighedens system, hvor pop er det allestedsnærværende soundscape. Og derfor er vi også medskyldige, når vores egen lyst ved popmusik har rødder i andres ulykke: for eksempel når vi lytter til musik på en telefon, der er blevet til under dårlige arbejdsforhold. Nydelsen har et frigørende potentiale, skriver Holt, men det kompromitteres, hvis nydelsen i virkeligheden dækker over kapitalistisk betinget grusomhed.

Spøgelset fra Frankfurt

Jo mere man læser af Pop Music and Hip Ennui, desto vanskeligere bliver det at forstå, hvorfor Holt har så travlt med at lægge afstand til Adorno og Frankfurterskolen; har der simpelthen været narrativt behov for et fjendebillede at ‘spille op mod’? Distanceringen forstærkes også af forfatterens til tider meget kække sprog og patosfyldte beskrivelser af kapitalismens onder. Selvom Adornos store fejl var, at hans popkritik manglede konkrete udgangspunkter og i stedet holdt sig til abstrakte spekulationer, er der mange nyttige observationer og argumenter at hente i hans tekster.

I tekster som »Om musikkens fetichkarakter og lytningens regression« fra 1938 og »Om populærmusik« fra 1941 er der udbytterige overvejelser om: at den blotte genkendelse af et stykke musik er blevet et succeskriterium i sig selv, hvilket forstærker musikkens forvandling til vare; at en standardiseret musik mangler det vekselspil mellem dybde og overflade, som aktiverer selvstændig lytning; at poppen har frigørende potentiale, men at det knuses, fordi de korte glimt af alternativer kun findes på detaljeplan og udvandes af den altid fastlåste forms tilbagevenden til status quo.

Det er her, man for alvor ser et potentiale for at udvikle den journalistiske popkritik

Det er overvejelser, hvis relevans ikke er blevet mindre i en tid med TikTok-uddrag, indkøbsmusik og musikstyring. Refleksionerne krydres selvfølgelig også med mindre tidløse konklusioner om, at det kun er de musikalsk udannede, der kan sætte pris på mainstreampop. Men læser man udsagn som disse lidt venligt, husker man at medtænke 1930’ernes musikalske og politiske kontekst; og noget af det mest inciterende ved Adornos forfatterskab er vel netop, at han ikke holdt igen med radikaliteten af sine konklusioner – nærmest som en tvingende opfordring til læseren om at sige ham imod og tænke selv.

Adornos nuancer går desværre oftest tabt i Holts noget forsinkede, og til tider skingre, faderopgør. Det hjælper heller ikke, at de afsnit fra ph.d.-afhandlingen, der introducerer Adorno og Deleuze/Guattari, er redigeret bort i bogudgaven; det gør udlægningen af deres tænkning fragmenteret, indforstået og, for den tyske kultfigurs vedkommende, en kende illoyal. Mellemregningerne mangler, og forhastede formuleringer som »dybest set mener han« eller »han er ikke helt galt på den, men« gør læseoplevelsen ujævn.

Hinsides status quo

Mere interessant bliver det, når Macon Holt dykker ned i de musikalske eksempler og sænker tempoet i teksten. Det sker oftest i form af små vignetter, der bryder den akademiske form med personlige oplevelser og konkrete analyser. Det er her, man for alvor ser et potentiale for at udvikle den journalistiske popkritik – og musikkritikken generelt – i dag.

Holts analyse sker på forskellige niveauer. I én vignet er fokus rettet mod den britiske sangerinde Jessie J, der optrådte under afslutningsceremonien ved de Olympiske Lege i London i 2012. Her befinder Holt sig i helikopterperspektiv: Optrædenen havde intet at gøre med en koncert, men var et led i fortielsen af de antikapitalistiske optøjer, som i kølvandet på finanskrisen havde plaget London året forinden.

»It’s not about the money, money, money, we don’t need your money, money, money. We just want to make the world dance, forget about the price tag,« synger Jessie J i det, der kunne ligne indbegrebet af ironi, efter Legene havde overskredet alle budgetter, mens den fattigste del af befolkningen led under årtiers besparelse på velfærd og den nylige økonomiske krise.

I modsætning til Miley Cyrus formår FKA Twigs både at præsentere en overskridelse og et alternativ, mener Holt. © FKA Twigs

Men fordi TV-seerne – som i modsætning til publikum på stadion faktisk kan høre lyrikken – bliver holdt i hånden af en rolig, alfaderlig kommentator, som sætter rammen for musikken, afvæbnes den potentielle systemkritik fuldstændig. Vi lytter ikke rigtig efter, og se bare, hvor festglade publikum på stadion er – og det er dén omstændighed, snarere end lyrikken, som er værd at hæfte sig ved, skriver Holt.

Alligevel spiller lyrik, ligesom skønlitterære eksempler såsom David Foster Wallaces Infinite Jest (hvori begrebet hip ennui betegner den mentale tilstand i teknokapitalens samfund) og Bret Easton Ellis’ American Psycho, en ganske fremtrædende rolle i Holts analyser. Han fremhæver den amerikanske gruppe Black Eyed Peas’ »I Gotta Feeling« (2009) som et eksempel på, at poplyrik kan pege mod andre mulige virkeligheder: »I feel stressed out, I wanna let it go ... Let’s paint the town, we’ll shut it down, let’s burn the roof, and then we’ll do it again.«

Det samme gælder i øvrigt den amerikanske sangerinde Taylor Swifts »Shake It Off« (2014). Men som Holt understreger: Den form for sonic fiction bliver let til et systembevarende forbrugsgode i form af ukritisk festmusik; hedonisme og normbrud kan ganske vist være en del af den medfølgende fest, men vi ender formentlig med at vende tilbage til status quo, når festen er forbi.

FKA Twigs imod systemet

Holt peger også på eksempler, hvor musikere nok gør brug af æstetisk overskridelse og dermed altså åbner for alternative virkeligheder, men hvor overskridelsen viser sig at være tom. Det er igen en velkendt æstetisk analyse, som man kender den fra avantgardemusikken, men her anvendt om eksempelvis den amerikanske sangerinde og tidligere barneskuespiller Miley Cyrus i forbindelse med en seksuelt eksplicit optræden sammen med kollegaen Robin Thicke ved MTV’s Video Music Award-show i 2013 og hendes senere samarbejde med rockgruppen The Flaming Lips.

De normer, Cyrus søger at overskride, ender hun i virkeligheden blot med at bekræfte med sin fremtræden, skriver Holt og kalder det »en babusjkadukke af hvid, neoliberal, patriarkalsk normativitet«. For der gemmer sig ifølge ham ikke en egen sonic fiction, et eget alternativ, bag overskridelsen, der dermed reduceres til vare; Cyrus søger forargelsen over alternativet i stedet for at søge alternativet i sig selv.

De præsenterer på hver deres måde et alternativ til status quo – semantisk såvel som sanseligt – som ikke fremstår som overskridelse for overskridelsens skyld

Omvendt forholder det sig – måske lidt for lidt overraskende – med musikere som FKA Twigs, Childish Gambino og Beyoncé, mener Holt. De præsenterer på hver deres måde et alternativ til status quo – semantisk såvel som sanseligt – som ikke fremstår som overskridelse for overskridelsens skyld.

Med visheden om, at en rent eksplicit modstand ikke er vejen frem, hvis man ønsker reel forandring, spiller de tre med på en præmis om varegørelse, samtidig med at de formidler deres soniske fiktioner – den engelske sangerinde FKA Twigs om en ny slags eros, amerikanerne Childish Gambino og Beyoncé om en social virkelighed for den sorte befolkningsgruppe. Her begynder den kapitalistiske realisme ifølge Holt at skælve.

Nødvendighedens kritik

Hvorfor Macon Holt har valgt netop de eksempler, som han gør i Pop Music and Hip Ennui, kan måske virke en smule uigennemskueligt. Et egentligt system bag udvælgelsen findes ikke, så musikken fremstår visse steder som empiri, der skal illustrere teoretiske pointer.

Det havde formentlig set anderledes ud, hvis bogen ikke var blevet til på baggrund af en ph.d.-afhandling, men i stedet stod som en essaysamling i egen ret. Det ville der i øvrigt være et stort potentiale i – se blot hans nylige essay om canadiske Grimes, hvis seneste udgivelse, Miss Anthropocene (2020), Holt læser som en sonisk fiktion om Silicon Valley-fascisme; her kritiserer han også netop den måde, udgivelsen er blevet anmeldt på.

Og en mindre ekskluderende formidlingsstil end den til tider stærkt komprimerede, som anvendes i bogen, ville også gøre det mere sandsynligt, at Holts vitaminrige overvejelser faktisk nåede ud til de professionelle popkritikere. Det fortjener hans politiske læsning af tidens musik, for den er fuld af diskussionskraft og kan for så vidt udvides til alle musikalske genrer.

Spørgsmålet er, om det stålsatte, næsten militante, ideologiske udgangspunkt for analyserne er langtidsholdbart. Selvom Holt på mange måder giver nye indgange til en popkritik, som for tiden virker fastlåst i sin rolle som forbrugervejledning, risikerer man selvfølgelig også, at åbningen hurtigt bliver til en lukning af kritikken, hvis man ikke i tilsvarende grad sætter det ideologiske udgangspunkt fri.

Hvis man samtidig kunne sætte de musikalske parametre endnu mere i spil i analysen, end Holt gør i bogen, ville pop- og musikkritikken måske gå helt andre og lysere tider i møde, end vi er vant til at forestille os. Også for musikkritikken findes der alternativer til nødvendighedens logik.

Macon Holts »Pop Music and Hip Ennui – A Sonic Fiction of Capitalist Realism«, 224 sider, udkom 12. december 2019 på Bloomsbury.