Macon Holt. © Marcela Lucatelli

Sublime genfærd og lunefulde kategorier

Hvis musikkritikken skal indfri sit potentiale, må den bevæge sig hinsides meningsvældet. Macon Holt, forfatter til »Pop Music and Hip Ennui: A Sonic Fiction of Capitalist Realism«, skriver i sit enquetesvar, at kritikeren må tage livtag med musikkens etiske og politiske substans.

Jeg længes ikke i nogen særlig grad efter bedre dansk musikkritik. Det, jeg længes efter, er et økonomisk system, der ikke gør planeten ubeboelig, samtidig med at det formøbler millioner af menneskers potentiale gennem vold og slavearbejde. Dermed ikke sagt, at dansk musikkritik ikke i store træk er kedelig, elitær og inkonsekvent forbrugervejledning eller trivielle lister. For det er den, men det gør ikke dansk musikkritik til noget særligt. Det betyder blot, at dansk musikkritik er, som den meste musik- og kulturkritik er i resten af verden. Men med denne lejlighed til at ønske sig bedre musikkritik vil jeg gerne tale for genrens potentiale.

Jeg køber en del af Adorno og Horkheimers analyse af kulturindustrien. Den del, der hævder, at kulturel produktion følger mange af de samme logikker som industriel produktion. Musikkritik ligger – ligesom musikken, den kritiserer – under for de samme logikker, fordi kritikeres meninger også er produkter. I dag har kritikeres mening langt mindre gennemslagskraft end markedsføringen af forskellige slags musik og livsstil og det normative pres fra det omgivende miljø, når det gælder om at forme musikkulturens diskurs og fremme salget. For nu, en kort stund, at fastholde denne Adorno-tankegang, så er meninger altid allerede tingsliggjort indhold, som kan komme til udtryk gennem musikkritikindustriens tilgængelige former (anmeldelsen, reportagen, interviewet, portrættet). De bidrager til at spærre musikken inde i kasser. Hvilket er nødvendigt for at indhegne musikkens uregerlige potentiale og bruge den som en æstetisk ventil, der skal hjælpe med at sørge for, at ingenting forandrer sig.

Rangeringer og stjerneangivelser og genrer og dovne sammenligninger – og tekster, der næsten aldrig bevæger sig hinsides meninger for at tage livtag med etikken og politikken, som er indlejret i æstetiske formater som koncerter og vinyler og streams og happenings – bidrager alt sammen til at reducere musik til et overskueligt objekt, hvis værdi vi som individuelle subjekter kan vurdere. Dette er det fejlagtige udgangspunkt for rigtig megen kritik, som overser den bedste ting ved musik, nemlig at den kan transformere os og vores relation til verden. Dermed ikke sagt, at musik altid er vidunderligt. Det er derimod for at sige, at godt og dårligt er letkøbte og lunefulde kategorier. I bedste fald er de begyndelsespunkter, hvorfra man udforsker alt det, som musikken kaster op i luften, når den relativiserer kroppe og filosofier og eros og etos gennem nye logikker for sanselighed. Snarere end at være vores objekt kan musik være en lejlighed til at objektivisere vores nydelse eller vores engagement eller mangel på samme. Her bliver kritik til en mulighed for at praktisere det, Kodwo Eshun har kaldt en slags »ekstatisk strenghed«, med håb om at påvirke andre og ændre på tingenes tilstand.

Dette er det fejlagtige udgangspunkt for rigtig megen kritik, som overser den bedste ting ved musik, nemlig at den kan transformere os og vores relation til verden

Musikkritik står i dag over for de samme udfordringer som alle andre sektorer, hvis håndværk består i at skabe idéer og fortolkninger. At den ikke synes objektiv i sin værdiskabelse, har ført til, at den nedvurderes og mister sin økonomiske støtte. I takt med at pengene forsvinder, forsvinder også den tid, man har til at oversætte sanseindtryk – og de tanker, indtrykkene vækker – til det sprog, der gør idéer i stand til at blive udbredt. Statsstøtte giver dansk musikkritik ly for en del af dette, men ikke særlig meget. Det er der to hovedårsager til. For det første er der en grænse for, hvor meget en socialdemokratisk stat kan retfærdiggøre at bruge på musikkritik inden for sit eget politiske paradigme. Det betyder, at antallet og alsidigheden af stemmer og den tid, de kan bruge på at kritisere musik, begrænses af logikken i den politiske balancegang, som opretholder en skrøbelig alliance mellem den globaliserede neoliberale kapitalisme og en postkolonial, nationalistisk velfærdsstat.

For det andet filtreres denne støtte gennem de normer, værdier, uddannelsessystemer og kritiske diskurser, der skal skabe en forestilling om, at denne balancegang er en nødvendig forudsætning for frihed. Støtte gives ofte med en underforstået påstand om, at uafhængighed og objektivitet er muligt og ønskværdigt i den nuværende situation, og at det derfor bør efterstræbes – via kritik – for at opretholde tingenes tilstand. Dermed ender vi altså med en musikkritik, der hjemsøges af de sublime genfærd fra Europas æstetiserede historie. Disse genfærds indflydelse betyder, at en masse erfaringer uforvarende bliver forvrænget af den danske musikkritik for indirekte at bekræfte fortællingen om, at denne lille nation er nået til historiens afslutning i en sådan grad, at man endda ser det i æstetikken.

Men sådan behøver det ikke være. Der findes så mange ressourcer, som kunne gøre det muligt for musikkritikken at arbejde for en udvidelse af vores forestillingsevne og herigennem formidle idéen om, at livet kan leves på andre måder. Musik kan ikke i sig selv ændre verden. Det kan den heller ikke med hjælp af selv nok så sofistikeret og strengt ekstatisk en kritik. Men dette er sfærer, hvor nogle af de mest værdifulde sansninger i livet – som alt for mange alt for ofte affejer som trivielle – kan opleves af og skabe værdi hos mennesker igen. Ved at insistere på dette kommunikative potentiale i musikkritikken kan den, på en eller anden kaotisk måde, hjælpe med at ryste os ud af en apokalyptisk utilpashed. Første skridt er at lade dit skeptiske blik løfte sig fra sit laserfokus på musikken og i stedet bruge det til at se på de omstændigheder, der har givet dig lov og magt til at kritisere den.

Macon Holt er forfatter til »Pop Music and Hip Ennui: A Sonic Fiction of Capitalist Realism«, medredaktør på Passive/Aggressive og postdoc ved CBS.

Oversat fra engelsk af Sune Anderberg.

Artiklen her er et svar på Seismografs enquete om dansk musikkritik. Øvrige svar udgives over den kommende uge og kan findes i samlingen »Status på dansk musikkritik«.