Thomas Michelsen. © Privatfoto

Er tiden inde til offentlig kritikstøtte?

Hvordan går det med dansk musikkritik? Seismograf har spurgt en række kritikere og redaktører om, hvad de ser som kritikkens udfordringer i dag. Første svar leveres af Thomas Michelsen, musikredaktør ved Dagbladet Politiken.
Af
13. april 2021
  • Annonce

    Seismograf søger ansv. redaktør
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Hvor står dansk musikkritik i dag?

Der anmeldes betydeligt færre koncerter og album end tidligere, når talen er om kunstmusik – eller klassisk musik og nutidig kompositionsmusik, om man vil. Til gengæld er de enkelte anmeldelser vokset til at være længere, gennemarbejdede tekster. I Politiken er det lykkedes at få det klassiske stof integreret i en nutidig dækningsform, så der bringes fotos taget ved de anmeldte koncerter, og albummene anmeldes på linje med beatalbum. Det vil sige med bærende PR-fotos og tekster, der er mere end blot notestof. Dækningen er blevet mere selektiv og mindre sekterisk i sin sprogbrug. Vi lægger vægt på at komme bredest muligt rundt i det kunstmusikalske landskab.

Tidligere blev så godt som alle koncerter inden for området, inklusive for eksempel konservatoriernes debutkoncerter, anmeldt. Aviserne havde flere anmeldere, og den næsten altomfattende kritikdækning var knyttet sammen med en nyhedsdækning af kunstmusikken, der var langt fyldigere end i dag. Det kan virke overrumplende at læse danske aviser fra 1950’erne og 1960’erne og se, hvordan selv små begivenheder i musiklivet automatisk gav anledning til omtale og interview, og hvordan ikke bare alle koncerter og danske pladeudgivelser, men også for eksempel trykte nodeudgivelser blev anmeldt i dagbladene.

Især i løbet af de seneste 10-20 år er der blevet betydeligt færre dagbladsanmeldelser i det hele taget, og i dag er det ikke alle aviser, der overhovedet bringer kritikstof i noget videre omfang. For at klare sig i et presset mediemarked har forskellige dagblade satset på at erobre forskellige læsersegmenter. Derfor prioriterer nogle medier – for eksempel Politiken, Kristeligt Dagblad, Information og Weekendavisen – fortsat kunst- og musikkritikken, mens andre nærmest har opgivet den.

Hvad er kritikkens udfordringer?

For at forstå den væsentlige udfordring for kritikken må man tænke på udbredelsen af internettet, der først for alvor slog igennem i 2000’erne, samt den efterfølgende udbredelse af sociale medier. De uredigerede sociale medier er, som så meget andet på nettet, gratis i traditionel forstand. Den udvikling har bevirket en revolution i medieverdenen, der presser de traditionelle redigerede medier økonomisk. I dag kæmper dagbladene for at finde måder at udkomme digitalt på, der kan tiltrække og fastholde betalende abonnenter til erstatning for dem, de mister i forhold til deres traditionelle printudgaver og sociale medier.

Ikke alt stof har i den sammenhæng den samme selvfølgelige plads, som det tidligere havde. Før internettet var en avis en samlet, trykt pakke af artikler – herunder anmeldelser – og ingen bekymrede sig meget om, hvor meget de enkelte artikler blev læst. I dag måler mediehusene omhyggeligt og konstant, hvor mange læsere der klikker på den enkelte digitale avisartikel, og hvor lang tid de bruger på den. I den sammenhæng scorer kritikstof ofte ikke højt, når det ikke lige angår de mest populære kunstnere i mainstreamkulturen.

En ordning, der sikrede offentlig kritikstøtte, ville give lige så god mening som den ordning med offentlig kunststøtte, vi har kendt i Danmark siden 1960’erne

En anden udfordring hænger sammen med forandringer i dannelses- og offentlighedsaspekter i den almene nyhedsdækning. Mens populærmusik lige siden 1960’erne har vundet større opmærksomhed, har kunstmusik i stigende grad måttet se sig behandlet som randkultur. Den udvikling synes at have spillet forstærkende sammen med de økonomiske udfordringer, fremkomsten af internettet og sociale medier har skabt for de traditionelle betalingsmedier.

Samtidig har den traditionelle journalistiske kritik i de redigerede betalingsmedier fået konkurrence fra selvstændige blogkritikere, hvis afhængighedsforhold til kunstproducenterne kan være uklart, og som ikke nødvendigvis kan påberåbe sig den habilitet, den dagbladsansatte kritiker i princippet kan. Ansættelse ved et dagblad har traditionelt givet garanti for armslængde. Den garanti findes ikke i vor tids blogger- og influenceruniverser. Det udfordrer også kritikken.

Hvad kan der gøres for at styrke kvaliteten?

Økonomi er den afgørende faktor. At være kritiker og kontinuerligt beskæftige sig med og vurdere et bestemt kunstnerisk felt kræver faglighed, erfaring og tid, men lønnes ofte dårligt. Norge – et land, vi gerne sammenligner os med – giver legater og stipendier til kritikere for at styrke kritikken i en virkelighed, hvor de traditionelle medier hovedsagelig hyrer anmeldere på freelancebasis.

Bedre honorarer ville hjælpe på at sikre den nødvendige professionalisme og uafhængighed, og statslige arbejdshonorarer har været nævnt. En ordning, der sikrede offentlig kritikstøtte, ville give lige så god mening som den ordning med offentlig kunststøtte, vi har kendt i Danmark siden 1960’erne. Statens Kunstfond har udtalt, at de er opmærksomme på området.

I øjeblikket trækker det faldende antal anmeldelser et legitimitetsproblem med sig for kunsten og kulturlivet, fordi offentligheden omkring kunstmusikken smuldrer, når musikkens synlighed i medierne forringes. Offentlighed omkring kunsten og dens institutioner sikrer synlighed og dermed legitimitet i forhold til de instanser, der understøtter kunsten økonomisk. Hvis man forestillede sig, at man etablerede en målrettet økonomisk støtte til kunstkritikken og dermed musikkritikken – måske indtænkt som en mere klart defineret del af mediestøtten – ville ikke kun kritikken, men også det kulturliv, kritikken etablerer en offentlighed og synlighed omkring, kunne styrkes.

Thomas Michelsen er musikredaktør ved Dagbladet Politiken og tidligere musikanmelder ved Dagbladet Information.

Artiklen her er et svar på Seismografs enquete om dansk musikkritik. Øvrige svar udgives over den kommende uge og kan findes i samlingen »Status på dansk musikkritik«.