Kritikken kan være et frigørelsesprojekt

Spørgsmålet om musikkritikkens status kan besvares på mange niveauer. To af de vigtigste forekommer mig at være dels et fagpolitisk niveau og dels et kultur- og idéhistorisk om kritikbegrebets levedygtighed.

Hvad det fagpolitiske angår, så tror jeg ikke, at vi kan vende tilbage til en industritidsorganisering, som historisk har været rockkritikkens guldalder. Musikkritikken kunne indgå en alliance med borgerlige dannelsesidealer og et forbund, som magtede at forsvare journalisters arbejderrettigheder. Jeg tror, det er omsonst at appellere til, at den alliance genopstår. Arbejdet er prekariseret, medievirkeligheden er søndersprængt, og en borgerlig kulturoffentlighed er tæt på ikkeeksisterende. Så er det mere realistisk og tidssvarende at arbejde realpolitisk for at omdirigere pengestrømme, så det bliver muligt at modtage større portioner af statslig og privat støtte til at bedrive og udgive kvalificeret kritik mere decentralt. Det arbejde er Forenede Kritikere i gang med, og det bakker jeg op om.

Kritikken er altså økonomisk presset, men også selve kritikbegrebet er under pres. Musikkritikken skal forsvares som et særskilt refleksionsrum. I sidste ende er der nødt til at være en forbindelse mellem kulturkritik og social kritik. Tit bliver musikkritikken ubemærket koloniseret af omkringliggende stofområder, som intet har med kritik at gøre. For det første erhvervsstoffet. Alt for mange anmeldelser er til fals for den kommercielle musikbranches nyliberale narrativer om succes trods modgang og påtager sig at vurdere præstationer og karrieremuligheder for en given »artist« – som musikeren kaldes i den brancheterminologi, der meget sigende er smittet af på musikkritikken. Det er en misforståelse af kritikkens funktion.

Tit bliver musikkritikken ubemærket koloniseret af omkringliggende stofområder, som intet har med kritik at gøre

For det andet er der rigtig mange anmeldelser, der mere fungerer som en slags forbrugerguides uden rigtig at forholde sig analyserende og perspektiverende til musikkens rolle i samfundet. Den indvending er en gammel traver og kan godt komme til at lyde lidt elitær og enøjet, så lad mig forklare, hvad jeg mener med det. Valget står ikke mellem undergrundsfundamentalistisk og akademisk informeret smagsaristokrati eller bevidstløs, kommerciel poptimisme; kritik skal kunne begå sig på kryds og tværs af de felter, både i udvælgelse og tilgang. Populærmusik har altid været udspændt mellem værk og produkt, mellem kunstform og vareform, og at lade sig kaste rundt af den spænding mellem tilstræbt autonomi og social sammensmeltning har for mig altid været noget af det mest interessante ved at skrive musikkritik.

Hvis man skal opdatere den velkendte kritik af forbrugsstoffets kolonisering af musikkritikken, så vil jeg pege på, at kritikeren må være opmærksom på sin rolle i den digitale opmærksomhedsøkonomi, som musik er blevet indrulleret i. Menneskers æstetiske kapacitet til at lade sig berøre af lydbølger indfanges af adfærdsregulerende moods og forprogrammerede lyttesituationer, der eliminerer enhver uforudsigelighed. Når musikforbrug bliver en slags arbejde, hvorfra der kan udvindes værdi, må musikkritikken stritte imod. Jeg har tiltro til livemusikken. Den forudsætter en folkeforsamling, den har en høj grad af uforudsigelighed, og den kan ikke i samme grad som indspillet musik gøres til genstand for instrumentaliseret dataudvinding. I en ideel post-covid-verden kunne kritikken eksperimentere med at give forrang til livemusik.

Streamingplatformenes logikker har intensiveret behovet for en analyserende, perspektiverende og smidig musikkritik. Men kritikeren må også udøve selvkritik, ikke mindst mediehistorisk. Giver det eksempelvis mening at fastholde et værkbegreb og et aktualitetskriterie fra en analog fortid? Hvilke formater og hvilke udsigelsespositioner er tidssvarende?

Overordnet er der en mangel på kritik, der så vidt muligt vrister sig fri af markedet. Hvad vil det sige at skrive musikkritik, der vrister sig fri af markedet? Ud over at lægge bevidst afstand til de førnævnte forbrugerorienterede tendenser synes jeg, det indebærer, at man drastisk forhøjer indsatsen for ens lytning. Der er vildt meget på højkant i musik. Derfor er det vigtigt, at der findes kritikere, der er i stand til at forstå musikkultur som kamppladser for mulige indretninger af verden. Som gør sig modtagelige over for musik som sprækker til andre fremtider. Musik finder sted midt i moradset, men åbner også hele tiden små stier ud. Her kan musikkritikken være en vejviser. Musikkritikken må gøre sig klart, om den stiller sig tilfreds med at være et halvligegyldigt moment i flows af penge og data, eller om den vil udgøre en form for modpraksis, et frigørelsesprojekt.

Artiklen her er et svar på Seismografs enquete om dansk musikkritik. Øvrige svar udgives over den kommende uge og kan findes i samlingen »Status på dansk musikkritik«.