Læserne er blevet dygtigere

»The Intelligence« er en daglig podcast fra The Economist med hele kloden og alle aspekter af menneskelivet som sit emnefelt. 24. marts kunne man på sin løbetur eller under opvasken opleve en tretrinsraket af inflation og rentestigninger i Tyrkiet, manglende regler for sædbanker i USA og feministiske aspekter af en ny operaudgave af Lars von Triers film Breaking the Waves. Denne sidste del var en seks minutter lang samtale om kvinder, repræsentation og opera mellem værten og magasinets kulturredaktør med lydklip fra Missy Mazzolis værk, der nogle dage forinden havde fået streamingpremiere på LA Opera. Det lille indslag når på seks minutter at sætte ord på værket, at lade lytteren opleve musikken, at diskutere værkets idé – og give et kulturkritisk perspektiv på operaen, som gør værket vedkommende og aktuelt. Det er med andre ord en klassisk operaanmeldelse, når den slags er bedst.

Ingen kan være i tvivl om, at der er langt færre musikanmeldelser i dagblade i dag end for 20 år siden. Der er også færre skakspalter, regnskabsnyheder, notitser om trafikulykker og gengivelser af telegrammer fra det store udland. Aviserne ser på alle måder anderledes ud med længere artikler, temaer, klummer, analyser og perspektiverende serier. På musikområdet gjorde Information udviklingen i omfanget af musikanmeldelser op i 2017 med en simpel optælling, der viste et fald på 34 % over en 10-årig periode. Man kunne lave samme øvelse for en mængde stofområder, som tidligere udgjorde en del af nyhedsdækningen.

Jeg er ikke medieforsker, så jeg kan ikke redegøre præcist for årsagen til udviklingen. Jeg har fungeret som musikkritiker i min fritid i cirka 20 år, siden 2008 primært på Politiken. Jeg har på den ene side følt mig som en outsider med et frit ståsted, fordi jeg med et dagjob uden for kulturverdenen ikke har skullet leve af at skrive om musik. Men jeg må nok erkende, at jeg også er en full-blown insider; jeg har været formand for de klassiske kritikere i nogle år efterhånden og blandt andet været med til at stifte Forenede Kritikere i 2018, hvor de seks eksisterende kritikerforeninger er gået sammen for »at fremme og udvikle fagligt funderet formidling og kritik af kunst og kultur«, som vi siger. I denne tid laver Forenede Kritikere lobbyarbejde for at sikre, at kulturstof også fortsat er en forudsætning for, at medier kan modtage mediestøtte, når Folketinget om ikke så forfærdelig længe har lavet et nyt medieforlig.

Der er stor interesse i brede medier for musikstoffet, når det løfter sig ud over en pointe om, at et eller andet orkester spillede godt eller dårligt i torsdags

Det gør vi, fordi kritikere har det særligt hårdt i det ændrede mediebillede. De sidste 20 år har de danske dagblade mistet over 80 % af annonceindtægterne til digital annoncering, hvor Google og Facebook tager godt 60 % af kagen. Det vil sige, at mindst 60 % af annonceindtægterne bliver spist af virksomheder, som ikke selv skriver så meget som en linje, men udelukkende systematiserer, filtrerer og distribuerer. Den virkelighed har krævet en omstilling i mediehusene, og det har presset freelancere på små, specialiserede stofområder i brede danske medier. For selvom klassisk musik eller avantgardistiske eksperimenter er vigtige globalt set, er det nicher i et nationalt perspektiv.

Jeg er nu alligevel optimistisk på musikkritikkens vegne. Selvom det lille eksempel fra The Economist understreger pointen om, at de etablerede, globale medier har kronede dage, så viser det også, at der er stor interesse i brede medier for musikstoffet, når det løfter sig ud over en pointe om, at et eller andet orkester spillede godt eller dårligt i torsdags. Medieforbrugere i dag er i mine øjne dygtigere og mere kritiske end i gamle dage, hvor en stor del af avisen bevidstløst opremsede ‘verdens gang’ set fra Rådhuspladsen. Og hvor korte musikanmeldelser i dagblade måske nok gik tæt på musikken og særligt musikerne, men sjældent evnede at koble oplevelsen til kulturen, samfundet og eksistensen. Tempoet og mængden på sociale medier har givet de gamle kæmper i medielandskabet nogle hug, men de har måske også samtidig uddannet de unge digitale mediebrugere til at stille langt større krav til indholdet. Hver artikel skal være en historie, der bringer en ny erkendelse.

I det lys er det kun godt, at digitale medier som Zetland, Seismograf og Kulturmonitor er dukket op med plads og evner, og at de gamle kulturaviser – som Information, Weekendavisen, Kristeligt Dagblad og, ja, Politiken – nu går mere i dybden med den enkelte anmeldelse, når der er en historie at fortælle. For dem er der nok af.

Artiklen her er sidste svar på Seismografs enquete om dansk musikkritik. Alle svar kan findes i samlingen »Status på dansk musikkritik«.