Vær bevidst om din forurenede lytning

Dansk musikkritik, ja, kritik i det hele taget, lider under en marginalisering i mainstreammedierne, hvor den marginaliseres til fordel for journalistik og petitstof. En del seriøs kritik henvises til nichemedierne. Det betyder, at der både skal kæmpes for en stærkere plads i mainstreammedierne, men også at der skal arbejdes for langt bedre økonomiske vilkår i nichemedierne. Det er en politisk kamp, som de forskellige faganmelderforeninger kæmper i Forenede Kritikere, hvor jeg – full disclosure – sidder i bestyrelsen.

I det følgende vil jeg dog se nærmere på selve musikkritikfaget og dets helt specifikke udfordringer.

Dansk – ja, vel egentlig også international – musikkritik står splittet. I den ene ende af spektret er der forsvarerne for en anderledes tænkende undergrund og den solidt faglige kritik, der lytter dybt i værkerne. Det er en stadig mere marginaliseret kritik. I den anden ende står tidens herskende, poptimistiske og biografisk orienterede kritik. Her er en del af anmeldelserne i høj grad farvet af kunstnernes SoMe-adfærd, musikvideoer, streamingtal og populærkulturelle signifikans. Det er en forurenet lytning.

Poptimismen står som et opgør med fortidens rockismedominerede kritik, der tager sin begyndelse med babyboomergenerationen i sen-60’erne, hippiekulturen og musikmagasinet Rolling Stone som Biblen. Her er den hvide, heteroseksuelle mand bevæbnet med guitar, og selvskrevne sange udgivet i albumform det ypperligste udtryk.

Ingenlunde så i poptimismens verden. Her er singlen, popsangen sunget af en kvinde eller en queerkunstner (eller en mand) i et bredt spektrum af seksualiteter og hudfarver og komponeret ofte af en hær af sangskrivere, 100 % validt. Og hvilken befrielse. Som om inderlighed kun kan komme fra en selvskreven tekst, og som om inderlighed er den eneste gangbare valuta i musik.

Men balancen er tippet i for høj grad til fordel for popstjernerne og stjernerapperne – og for den journalistiske formidling af dette frem for analyse af og stillingtagen til musikken.

Den rockistiske lytning var så også forurenet. Der var en maskulint kønnet slagside, en dyrkelse af sex, drugs & rock’n’roll-mytologi og en misforstået højtideligholdelse af autenticitet. Som om der er et én-til-én-forhold mellem personen og dennes værk. Som om Neil Young er mere inderlig end Beyoncé, bare fordi han skriver sine sange alene og hun skriver dem sammen med andre. Det eneste autentiske, der findes i musik, er lytterens oplevelse.

Vor tids store udfordring er så også distraktion og utålmodighed. Der er ikke på samme måde som tidligere plads til den svære, dybe lytning i dag. Det skyldes ikke kun fokusset på popstjernerne og deres image og status, men også at lytternes opmærksomhed er skrumpet, og at musik er blevet postevand, som man tænder for på Spotify. Hyppigere end tidligere er musik noget funktionelt, et soundtrack til gøremål.

Balancen er tippet i for høj grad til fordel for popstjernerne og stjernerapperne – og for den journalistiske formidling af dette frem for analyse af og stillingtagen til musikken

Vejen frem er tredelt:

1) At krydsbefrugte rockismens værkfokus og dybdeperspektiv med poptimismens nydelsesprincip og omskiftelige sang- og playlistedyrkelse. Altså at anerkende de store, sejlivede kunstnere og deres værk, men samtidig forstå og dyrke en popkultur sammensat af mange kortlivede karrierers singleudbrud. Også døgnfluer har værdi, de lyser kort, men stærkt. Og en dans til et hit er lige så meget værd som en lænestolslytning til et kanoniseret hovedværk.

2) At ignorere læsertal og i højere grad overlade journalistikken til journalisterne – og dermed fokusere mere på lytningen. Det er imperativt, at vi bliver ved at insistere på lytteoplevelsen, at åbne værkerne for læseren. Så de animeres til at lytte dybere i stedet for bare at jogge derudad til musikken.

3) At blive bevidst om ens egen forurenede lytning og hele tiden ligge i diskussion med den. Hvis ikke vi som anmeldere er bevidste om vores eget komplicerede jeg i lytteprocessen, så er vi blinde for alt det, vi er døve over for. Og dermed bliver vi fanget i vores egne vaner og fordomme – vores eget ekkokammer, om man vil.

Der er mange dimensioner af den forurenede lytning, hver enkelt person har sit helt særlige mix.

Der er den biografiske forurening, hvor kunstnerens offentlige persona – formidlet gennem biografier, interviews og SoMe – farver formidlingen. Den forurener både rockistiske og poptimistiske anmeldere. Tænk blot på dyrkelsen af stadig mere hensygnende rockikoner fra ruder konges tid eller forgabelsen i stærke SoMe-figurer.

Der er den kommercielle forurening: playlisting, musikvideoer, reklamer og igen SoMe.

Den sociale forurening: din omgangskreds, venner, familie, det, som du er rundet af og naturligvis farver din musiksmag.

Den kulturelle forurening: I gamle dage var det rockismen, der satte dagsordenen i vores musikkultur, i dag poptimismen. Vi skal til enhver tid kunne sætte os ud over herskende trends og normer.

Den nostalgiske forurening: Når du har hørt et stykke musik, bliver det en del af din historie. Derfor vil den musik, du har dyrket gennem dit liv, forme en nostalgi – som kan aktiveres, når du hører lignende musik. En harmoni, en stemme, en rytme. Det fanger dig i nogle bestemte lyttemønstre.

Den idiosynkratiske forurening: dine aversioner, din underbevidsthed, der reagerer negativt på noget uden nogen egentlig forklaring. Få dine idiosynkrasier i øjenhøjde, og spørg dig selv, hvorfor du har dem. Og om de kan overvindes.

Man slipper aldrig af med sin forurenede lytning, men en forhandling vil bane vejen for nye erkendelser, nydelser og kulturelle åbninger – og for en dybere forståelse for andetheden uden for éns egen lydboble. En vej ud af skyttegraven.

Ralf Christensen er musikredaktør på Dagbladet Information.

Artiklen her er et svar på Seismografs enquete om dansk musikkritik. Øvrige svar udgives over den kommende uge og kan findes i samlingen »Status på dansk musikkritik«.