Metalkritik skal åbne døre og brænde byer ned
Annonce
Annonce
Annonce
Brutalt.
Det var det nøgleord, vi skimmede metalmagasinet Metalizeds pladeanmeldelser for: Hvis anmelderen Jakob Schultz skrev, at en plade var brutal, og gav den 9 eller 10/10, bestilte vi den hjem i den lokale pladeforretning.
Det var musikkritikkens funktion for os ved indgangen til 90’erne: Fortæl os, hvad der er fedt at høre, så køber vi det. Det var ren forbrugeroplysning, Robert Christgaus klumme i The Village Voice med ultrakorte rockanmeldelser hed endda »Consumer Guide«.
Internettet ændrede den præmis: Hvorfor skulle man læse en eller anden gatekeepers dom over en plade, når man selv kunne høre den med det samme og danne sin egen mening om den? Hvem er anmelderen, der tror, at han eller hun ved bedre end andre musikfans? Som Casey Jarman siger i bogen How to Write About Music (2015): »The tastemakers don’t have access to a whole lot of music you don’t have access to. You can become an expert on Krautrock in like a week.«
Dét skift var brutalt.
Et nyt sprog
Før havde anmelderne autoritet: Det var en blåstempling af vores subkultur, da Lars Villemoes i 1990 anmeldte metalbandet Voivods Nothingface i Information. Vores musik blev taget seriøst og anmeldt side om side med Eric Clapton og Svend Asmussen (sic!), og der blev gået mere i dybden med den, end der gjorde i Metalizeds 11-linjers summariske anmeldelse af pladen (»Lyden er rigtig fed, og musikstilen er, som den altid har været.«1 ). Men der blev også gået fejl af den: »Voivods version af speed metal kan sammenlignes med en geigertæller, som måler bevidsthedsspasmerne hos en bestrålet menneskelig forsøgskanin,«2 skrev anmelderen umiskendeligt villemoesk i et forsøg på at finde et sprog, der kunne beskrive oplevelsen af pladen for udenforstående.
Voivod spillede ikke speed metal. Det kan virke som pedanteri at påpege det, men det er en misforståelse af genren og selve udgangspunktet for musikken, som man ikke ville have accepteret, havde det drejet sig om klassisk musik, skønlitteratur, kunstfilm eller en anden kunstform, der blev taget mere seriøst på kulturredaktionerne end, herregud, heavy metal. Fordi metal anses for lidt underlødig på samme måde, som genrelitteraturen – krimi, sci-fi, horror – har været det.
Det betyder, at metal bedst behandles af enten vovelystne kulturskribenter, der er parate til til at sætte den ind i en større kulturel kontekst – som podcasten Switched on Pops episode om kvindelige popmusikeres appropriering af den toksisk maskuline nu metal – eller af specialister, der på musikkens egne præmisser kan forklare, hvordan et værk skal forstås i sin egen snævre kontekst.
Hvad betyder det her for metal?
Det er vores rolle som musikkritikere i dag: at åbne værket for lytterne.
For ja, alle kan høre al musik. Men anmelderen kan lytte grundigt til det enkelte værk, finde referencerne i det, holde det op mod andre værker i samme genre, lave sin egen udlægning af, hvad der foregår, hvorfor det foregår, og hvad det betyder for metal som sådan, at det gør det.
Vi går således i metalkritikken fra skolegården til klasseværelset, fra »det, der er fedt, fordi det er brutalt«, til »hvad siger trangen til brutalitet om den verden, vi lever i, og hvad kan vi få ud af det?« Det er en akademisering af metalkritikken, der risikerer at fremmedgøre den over for sit publikum og stiller store krav til formidlingsevnen.
Det er en akademisering af metalkritikken, der risikerer at fremmedgøre den over for sit publikum og stiller store krav til formidlingsevnen
Med internettet er det, som flere i How to Write About Music bemærker, blevet markant lettere at komme til orde som kritiker, men sværere at tjene penge på sine ord. De fleste, der i Danmark skriver om musik, er frivillige eller løsarbejdere, og selvom en del af os er stædige nok til at hænge i, betyder voksenjobs, børn og andre forpligtelser uundgåeligt, at der er en kontinuerlig udskiftning i kritikerstanden.
Kritikken lider under, at der er for få, der kan formidle musikken på en begavet og engagerende måde med historisk ballast og vedholdenhed. Jeg kan komme på måske et par håndfulde i Danmark, de fleste af dem del af min egen redaktion på Devilution, resten spredt drypvist ud over andre magasiner, blogs og dagblade, hvor de tager musikken seriøst, stiller krav til den og anviser, hvordan den kan forstås.
For det er også det, metalkritik handler om i dag: at tage metal seriøst som kunstform. Og dermed også at kræve af musikken og dem, der skaber den, at det ikke bare er pjank.
Brænd det hele ned
Som musikkritikere har vi ikke længere den samme autoritet, som dengang jeg læste Metalized og Information. Så hvorfor gør vi det så? Hvis kritikken fortsat skal have en berettigelse, bør kritikeren stille sig selv disse spørgsmål:
Hvorfor skriver du om musik? Fordi du ikke kan lade være, eller fordi alle andre gør det for dårligt? Hvad nytte skal det gøre: at pladeselskaber og bands får et citat og en karakter til deres reklamer for en ny udgivelse? Eller for at udbrede din tolkning af et værk?
Hvem skriver du til? Gør dig klart, hvem dit publikum er: Er det dem, der læser den publikation, du skriver for? Eller skriver du til andre nørder? Er det de samme?
Hvad er dit samlede mål med at skrive om musik? Har du en underliggende agenda? Ønsker du at være med til at fremelske en god og frugtbar scene, eller vil du brænde det hele ned i håb om, at noget nyt opstår af asken? Har du selv idéer til, hvad det nye skulle være?
Hvordan bidrager denne anmeldelse til det? Er den en del af en generel diskurs eller dit eget korstog, bidrager den til at tvinge samtalen et sted hen, hvor mange kan tale om det, du synes er vigtigt?
Og vigtigst af alt: Hvor brutalt er det på en skala fra 0-10?
Jon Albjerg Ravnholt er redaktør på Devilution.
Artiklen her er et svar på Seismografs enquete om dansk musikkritik. Øvrige svar udgives over den kommende uge og kan findes i samlingen »Status på dansk musikkritik«.