Kritikken har det faktisk ganske godt

Hvor står dansk musikkritik i dag?

Danmark er stadig ualmindelig godt hjulpet på det felt. Ikke mange lande her på kloden har mere musik i spalterne. Politikens myreflittige og meget alsidige Thomas Michelsen publicerer vel en artikel hver tredje dag i snit. Kolleger som Peter Dürrfeld i Kristeligt Dagblad og Valdemar Lønsted i Information skriver store anmeldelser mindst en gang om ugen. Man kan også finde meget interessante artikler om musik her i Seismograf og vældig tankevækkende anmeldelser på diverse hjemmesider og blogs. Jeg selv gik freelance fra Berlingske for et års tid siden grundet travlhed med mit faste job på konservatoriet og mit forfatterskab – så jeg anmelder stort set kun opera og ældre litteratur efterhånden.

Hvad er kritikkens udfordringer?

De relativt lave læsertal kan godt være demoraliserende. Jeg selv har typisk omkring 1.000 læsere til mine musikanmeldelser og måske 10.000 læsere til mine omtaler af andre ting. At lægge timerne og de kreative kræfter andre steder og nå ud til flere mennesker kan derfor være ret så fristende nogle gange.

Mange aktiviteter inden for klassisk musik handler ikke desto mindre om hundreder af års kulturarv og flere hundrede menneskers indsats. Kritikken sikrer alles opmærksomhed på en meget vigtig gren af dansk kultur. Anmeldelser af nyere musik kan om muligt have endnu færre læsere – men spiller en desto større rolle i arbejdet med finansiering af fremtidige aktiviteter for både komponister og ensembler.

Jeg falder sommetider over musikkritik af de store navne for et halvt århundrede siden og finder dem næsten altid overvurderet

En anden udfordring for mig handler om det sakrosankte ved kunst fra gamle dage. Rap fra USA og stort set alt fra Hollywood kan uden videre anmeldes som alle andre produkter. Møder med levende mennesker i flere hundrede år gammel musik er fantastiske allerede ved vores mulighed for dem. Jeg oplever personligt spillestedernes eksistens som en velsignelse i sig selv og kan sådan lidt ubevidst give de første tre stjerner for muligheden alene. Så jeg har egentlig mest set mine anmeldelser som en slags modild til alt det andet – som en anledning til at præsentere læserne for noget fint og opbyggeligt. Alt er bestemt ikke lige godt. Men dets plads på kulturbudgettet er uden undtagelse helt fantastisk. Og jeg ville hundrede gange hellere opleve en knap så engageret udgave af Beethovens symfonier end selv den dyreste popmusik live.

Hvad kan der gøres for at styrke kvaliteten?

Kvaliteten trænger sådan set ikke til styrkelse i mine øjne. De fleste anmeldelser er på højeste niveau rent musikfagligt og samtidig af høj kaliber rent litterært. Jeg falder sommetider over musikkritik af de store navne for et halvt århundrede siden og finder dem næsten altid overvurderet. At danske dagblade stadig har stoffet, skyldes ikke kun det høje niveau hos instrumentalister og sangere – men også mange af anmeldernes eminente skrivekunst og kulturbærende rolle i almindelighed.

Søren Schauser er tidligere musikredaktør på Berlingske, i dag lektor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og forfatter.

Artiklen her er et svar på Seismografs enquete om dansk musikkritik. Øvrige svar udgives over den kommende uge og kan findes i samlingen »Status på dansk musikkritik«.