kritik

Looking into the Pulsar Sun

På Pulsar fik man som altid årets store chance for at finde ud af, hvad den unge generation af komponister beskæftiger sig med. Langt det meste af musikken var god og interessant og blev både spillet og præsenteret, så den kom til sin ret.
Af
25. Maj 2011
Pulsar Festival 2011: Signs and Waves. 11.-16. marts

Pulsar er Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums årlige festival for ny musik. Programmet består først og fremmest af musik af konservatoriets kompositionsstuderende spillet af konservatoriets egne musikere og ensembler.

Desuden sætter DKDM musik af ældre og mere etablerede komponister på festivalens program. I år var den 34-årige Simon Steen-Andersen således gæstekomponist på Pulsar. Et godt og indlysende valg. For det første står Steen-Andersen for komponistuddannelsen på Det Jyske Musikkonservatorium og for det andet har han for tiden stor og velfortjent succes på den internationale musikscene. I år var han fx i fokus på den store tyske musikfestival Ultraschall.

Også på musikersiden har Pulsar gæster udefra. Dirigenten Jean Thorell, der efterhånden er en fast gæst ved Pulsar, medvirkede også på dette års festival. Og endelig spillede Sjællands Symfoniorkester en fremragende koncert med musik af konservatoriets studerende. Den vender jeg tilbage til i anden del af denne reportage.

Glimrende præsentation
DKDM havde gjort et flot stykke arbejde for at præsentere musikken på en god måde. Festivalen havde en friskt designet programavis, der præsenterede musikken i et lødigt og uakademisk sprog. Koncerterne havde indbydende, sprogligt musikalske titler som fx Åndenød og klaver-rally,Organ -> organic og Malstrømme og statiske sfærer. Og festivalleder Niels Rosing-Schow interviewede ved koncerterne komponisterne om deres værker.

Jeg var til fem af festivalens i alt ti koncerter og vil i denne og en efterfølgende artikel anmelde dem. Samtidig vil jeg give et stemningbillede af årets festival.

_ _ _

Skrøbelighed og altmodisch touch
Pulsar-koncert: Chamber Music & ‘Chambered Music’, søndag 13. marts 2011 19.30 i DKDM’s koncertsal. Konservatoriets sinfonietta. Dirigent: Jean Thorel

Jeg sprang først på festivalen på den tredje dag, hvor konservatoriets egen sinfonietta opførte tre værker. Opførelserne var professionelle og engagerede fra både dirigentens og musikernes side.

Indespærret musik
Simon Steen-Andersens Chambered Music (2007) for stort ensemble blev spillet hele to gange. På den måde fik man rig lejlighed til at lytte til det væld af subtile detaljer, som værket rummer. Steen-Andersen forklarede fra scenen, at ordet ‘chambered’ hentyder til, at musikken spærres inde.

Denne indespærring udfolder sig på mange planer: Musikerne skal spille så ukonventionelt på deres instrumenter, at de ikke kan udfolde sig, og i stedet får deres skrøbelighed blottet. Klaveret er lukket, så lyden bliver mumlende og fjern. Fastlåste fraser bliver gentaget igen og igen, som vandrede de frem og tilbage i en fængselscelle.

Og en computerstemme mumler et Nelson Mandela-citat så dæmpet og kvalt, at man ikke kan tyde ordene. I øvrigt bliver der sagt “in any prisoners life,” skønt Steen-Andersen kunne betro os, at musikerne var sikre på, at det var noget med “christmas”.

Afmagtens paradoksale potens
Lydbilledet er hele vejen igennem sart, fjernt og hviskende, og værket virker stærkt, fordi de forskellige former for indespærring smelter sammen til et sindbillede på at være afmægtig og ikke kunne orientere sig. Jeg levede mig ind i det og sad på nåle et godt stykke af tiden.

Et af værkets skrøbelige elementer stikker dog ud: En basun er placeret bag scenen. Den er så langt væk, at lyden kun høres som et ubestemmeligt fjernt skrig, selvom den spiller så kraftigt, at basunisten må bære høreværn. De første gange, den dukkede op, kunne jeg slet ikke forstå, hvor lyden kom fra, og om den overhovedet hørte til værket. Ved på den måde at miste orienteringen kom jeg til at erfare værkets tema på min egen krop. Og det er, når man gør det, at kunst giver de største erkendelser.

Desværre ender denne ellers stærke idé med i sidste ende at blive en svaghed ved værket, for basunen bliver ved med at spille så længe, at man til sidst lærer den at kende. På den måde bliver den et trygt, dagklart fokuspunkt midt i al den eksistentielle desorientering. En lidt for nem flugtvej ud af fængslet.

En moderne ung Rilke-læser
Martin Staunings 4 Gedichte (2010) benytter tekster af Rainer Maria Rilke, og Niels Rosing-Schow indledte interviewet på scenen med at spørge komponisten, hvad der fik en ung komponist i dag til at interessere sig for en forfatter fra begyndelsen af det 20. århundrede.

Måden, Stauning præsenterede sit værk på, besvarede næsten Rosing-Schows spørgsmål bedre end selve svaret. Han indledte nemlig med sætningen: “Da jeg for mange år siden for første gang læste Rilke, stod det straks klart for mig, at dette var begyndelsen til et livslangt ven- og fjendskab.”

På skrift lyder dette nok lidt højttravende, og når man dertil lægger, at Stauning var klassisk velklædt i et jakkesæt, kan man måske tro, at det virkede lidt opstyltet eller bedaget. Men det gjorde det slet ikke, for han virkede helt afslappet, naturlig og ikke spor gammeldags.

Senromantisk strejf
På den måde blev det klart, at ligesom man sagtens både kan være moderne og samtidig udtrykke sig højtideligt og gå velklædt, ligesådan kan et moderne menneske naturligvis også have så indlevet et forhold til en 100 år gammel digters værk, at det føles selvfølgeligt at beskrive det som et ven- og fjendskab.

Og 4 Gedichte var på præcis samme måde: Musikken havde et ubesværet strejf af den senromantiske musik fra den tid, hvor Rilke levede, men lød samtidig helt frisk. Værket var i øvrigt smukt instrumenteret og udnyttede det lille ensembles muligheder i et klangmættet og varieret lydbillede.

Drømmende droner
Sophie Corans Sleep Cycles (2006) handler ifølge hende selv om drømme og deres fortolkning. Værket begynder og slutter med en sitrende, raffineret instrumenteret lang drone, der har noget uklart over sig på samme måde som i drømme. Mellem disse to udholdte toner folder musikken sig ud i et diatonisk sprog med små folkloristiske melodier.

Men bortset fra dronerne er værket kedeligt instrumenteret. Efter få minutter er vi fx inde i en ordinær duet mellem bratsch og cello akkompagneret af klaver, alt sammen med helt normal register- og instrumentbehandling. Så man vågner alt for tidligt af drømmen. Sleep Cycles fører ikke sin idé konsekvent igennem.

_ _ _

Stive stolerækker og nul øl
Pulsar-koncert: Electronic Lounge. Søndag 13. marts 21.00 på Studiescenen på DKDM

Pulsar-festivalen gør små tiltag for at give koncerterne en form, der passer til musikken. Således stod der i programmet, at søndagens sene koncert var enelectronic lounge, altså en afslappet koncert med elektronisk musik.

I foyeren foran konservatoriets lille studiescene var der etableret et hyggeligt miljø med en interimistisk bar og en installation af komponisten Anders Monrad. Jeg kom for sent til at tjekke den ud, men kunne forstå, at den var et regulært computerspil, som man kunne dyste mod hinanden i. Der var således al mulig grund til at smide koncertsalsmanererne og anlægge en mere afslappet attitude.

Men da koncerten gik i gang, sluttede festen. Ved indgangen til Studiescenen blev jeg mødt af en sød ung mand, der venligt beklagende sagde, at jeg ikke måtte tage mine drikkevarer med ind i salen. Jeg spurgte ham vrissent, hvorfor de så kaldte det en lounge, bundede mit glas og forsøgte at kyle det demonstrativt i skraldespanden. Desværre var jeg så hidsig, at jeg ramte ved siden af, og da jeg indså, at dette fuldstændig underminerede min rå fremtoning, gav jeg den unge mand en pæn undskyldning. Det var jo ikke hans skyld.

Der var aldeles ikke noget lounge-miljø i Studiescenens publikumsområde. Tværtimod bød det bevidstløst på dén stive opstilling af stole på lige rækker, som er alt for almindelig til koncerter med ny partiturmusik.

Der er sikkert en god grund til, at man ikke må have drikkevarer med ind i den i øvrigt fremragende lille sal. Men når nu man annoncerer en lounge-koncert, er det måske en god idé at holde den et sted, der egner sig til det. Fx i en lounge.

Æstetiseret råhed
Musikken var der ellers intet stift og koncertsalsagtigt over.

Simon Steen-Andersen viste en række underholdende videoinstallationer, hvor man kunne opleve ham selv i rollen som en lidt klovneagtig person, der piskede rundt i et klaustrofobisk industrielt miljø og rumsterede og slog støjende på vægge, rør og gelændere. Både lyd og billede var tungt manipuleret, så underholdningen fik et foruroligende modspil.

Lydene var rungende og fremmedgørende, og havde man lukket øjnene, ville man sikkert ikke kunne høre, at de kom fra fysiske genstande. Bevægelserne var loopede og skruet op i tempo, hvilket havde en fin dobbeltvirkning. For det første gav det videoerne et hektisk og desperat præg, der knyttede an til den indespærrede musik i Chambered Music. For det andet bidrog det med en diskret tegnefilmsagtig humor.

Det sort-hvide billede var grumset, mørkt og dystert, og det hele havde en æstetiseret råhed over sig, der ville have egnet sig fint til et mere udbombet miljø som fx Råhuset i Kødbyen.

Billederne er både en styrke og en svaghed
Så vidt jeg kan se, er Steen-Andersens videoer en naturlig forlængelse af hans musik. Han udvider den blot med billeder. Det fungerer godt, fordi han gør det så charmerende og intelligent, men alligevel har jeg det ambivalent med det.

På den ene side rykker det musikken helt ud af den til tider kvælende koncertmusik-tradition, når den bliver udformet som videokunst. Billederne åbner en dør ind til musikken og gør, at den bliver lettere tilgængelig og måske også vil tale til folk, der ellers ikke ville være interesseret i den.

På den anden side kan en dør som bekendt også bruges som udgang. Og da Steen-Andersens musik som sagt virker stærkt ved at have noget desperat og indespærret over sig, bliver en sådan åbning nemt en lidt for fristende flugtvej. Når man kan kigge på billeder, der passer til lydene, mister de en vigtig del af det dunkle og gådefulde, der kan bringe en ud af balance.

Ivar Frounberg har en gang defineret kunst som noget, der placerer én i frit fald, i modsætning til underholdning, der holder under én. Og det er præcis, hvad billederne gør i dette tilfælde. De holder under én, så man føler sig tryg. Steen-Andersens videoer er ikke eksistentielt udfordrende på samme niveau som fx Chambered Music.

Solpulsende zhengshow
Peter Helms’ Two birds looking into the Pulsar Sun (2011) virkede som en ren lysbombe og blev for mig aftenens højdepunkt. Stykket var så ubestikkeligt uakademisk, at det flænsede sig velgørende gennem denne påståede lounge-koncerts kedelige form.

I programmet var værket uskyldigt præsenteret som en improvisation for kinesisk zheng, slagtøj og elektronik. En zheng eller guzheng, som den også kaldes, er et stort liggende strengeinstrument, som Simon Steen-Andersen i øvrigt også benytter som soloinstrument i sit mesterlige og prisvindende orkesterværk Ouvertures.

Begge værker spiller dristigt på referencer til kinesisk kultur. Ouvertures er et partiturværk i klassisk forstand. Two birds looking into the Pulsar Sun var en happening, som Helms havde linet op specielt til denne koncert.

Pentaton popkultur
Det viste sig, at der var hele to zhenger kørt i stilling til happeningen. Helms spillede selv førstezheng, var klædt i en vulgært prangende snehvid habit og dominerede scenens midte. Slagtøjet blev betjent af Jacob Johansson, der stod diskret og ulasteligt klædt i scenens venstre side. Ved andenzhengen yderst til højre sad der blot en mystisk person, der var overdækket med et hvidt klæde.

I de første minutter virkede Two birds looking into the Pulsar Sun bare som en plat leg med overfladiske efterligninger af østlig musik. Slagtøjet bestod af en kinesisk gong og en vibrafon. Sammen med førstezhengen spillede det de pentatone skalaer, der så ofte bruges som en lidt nem karikatur af kinesisk musik. I øvrigt er de så lette at spille på en vibrafon, at det i sig selv virker lidt barnligt.

Men det viste sig, at platheden var en pointe. Efter kort tid kastede Two birds looking into the Pulsar Sun sig nemlig med dødsforagt ud i et eskalerende styrt ned i de rå platheders bundløse afgrund.

Slagere med blodige følger
Først begyndte Helms at supplere det pentatone lydbillede med velkendte popsange. Der er åbenbart forbløffende mange popsange, der benytter den pentatone skala. Herefter begyndte den tildækkede andenzhengist også at synge med på sangene med en rå og desperat stemme. Tilsyneladende gik han så hårdt til den, at han forblødte, for det hvide klæde blev mere og mere indsmurt i blod, og til sidst måtte han føres ud af scenen.

Efter koncerten fortalte en af musikerne mig, at sangen oven i købet skulle have været kørt igennem en såkaldt autotuner.

Indtil for nylig stod autotuneren blot som enten et ufint middel til at få det til at lyde, som om folk synger rent, selvom de ikke gør det, eller som en sprødt knækkende vokaleffekt, som blandt andre Brødrene Olsen har brugt i Fly on the Wings of Love. Men siden apparatet fik negativ opmærksomhed i forbindelse med tv-programmet X-faktor, har lyden af autotuner stået som et ikon for snyd og smagløshed.

Ren råhed uden æstetik
Selv uden autotuner virkede Two birds looking into the Pulsar Sun som et ukorrupt råt og grimt værk, fordi det bevidst ophobede alle disse vulgære virkemidler.

Det er efterhånden ret almindeligt, at kunstværker benytter råhed og grimhed i æstetiseret form som en raffineret måde at krydre noget, der egentlig er subtilt og smukt. Det var de grumsede billeder i Steen-Andersens videoer et velfungerende eksempel på. Men i Two birds looking into the Pulsar Sunudfoldede det rå og grimme sig på et dybere, mere eksistentielt plan. Helms gjorde intet for at bløde op på alle de tarvelige tricks, som værket benyttede sig af.

Av, den sved!
Intet undskyldte den kulturfascistiske, hurra-kinesiske melodik. Popmelodierne virkede lige så åndssvage, som når Kim Larsen synger pentatont i Gasolin-nummeret Kina Rock. Og den forblødende mystiske person fik lov til at forblive mystisk. Han blev ikke gjort ufarlig ved at blive kastreret af gængse koncertmanerer. Han kom nemlig ikke ind og bukkede på scenen, da nummeret var slut. Og han var heller ikke nævnt i programmet.

På den måde gjorde oplevelsen lige så nas på min æstetiske sans og gode opdragelse, som det ville have gjort på to fugles øjne at blive tvunget til at stirre direkte på en blændende sol.

Fuglene stjal billedet
Det er nok allerede tydeligt, at Two birds looking into the Pulsar Sun kan takke den lidt for pæne sammenhæng, det indgik i, for rigtig mange af de points, værket scorede hos mig. Derfor er min anmeldelse nok ikke helt rimelig over for de andre værker på koncerten, der sagtens kunne tænkes at fungere lige så godt i andre sammenhænge.

Dette gælder for Steen-Andersens videoer, som virkede lidt pæne ved siden af Helms’ happening. Og det gælder især for Christos Farmakis’ spam-x , som jeg slet ikke kunne koncentrere mig om, bjæffet op som jeg var af zheng-smagløsheder. Jeg må simpelthen indrømme, at jeg var så optaget af at fordøje oplevelsen, at jeg slet ikke opdagede, at der var gået et nyt stykke i gang. Og det var bestemt ikke Farmakis’ skyld.

Mens de to solblændede fugle således baskede sydpå med alle aftenens pokaler, fandt jeg ved et tilfælde ud af, hvem der gemte sig inde i den mystiske og blodige figur, da jeg stod og talte med selv samme om noget så obskurt som salt-madder. Men jeg siger ingenting...