interview

PULSAR – vækstbed og værksted

PULSAR festivalen er den årligt tilbagevendende festival på DKDM i København. Ny musik er overskriften, når konservatoriet arrangerer koncerter med de studerende og deres egne kompositioner, i skøn forening med professionelle ensembler og kendte komponister. Når foråret kribler frem, starter PULSAR og nu er den her igen! Seismograf har talt med Niels Rosing-Schow, kunstnerisk leder af PULSAR festivalen.
Af
14. Marts 2012

Hvad er det særlige ved PULSAR i år?

Årets PULSAR festival EnCAGEd har en helt skarp profil: Musik af unge komponister1, sat over for ét internationalt hovednavn: John Cage. Derudover opføres værker af andre amerikanske pionerer, der ligeledes havde stor betydning for den udvikling, John Cage stod i spidsen for. Ved orkesterkoncerten kan man desuden møde komponister, der repræsenterer det traditionelle spor i amerikansk musik og står som modpol til bevægelsen omkring Cage.

Hvad er festivalens højdepunkter?

Forhåbentlig er det en festival af højdepunkter! Det er svært at fremhæve noget frem for andet og hver koncert forsøger jeg altid at give en unik profil. Opførelser af værker skrevet udelukkende af unge komponister, har altid en særlig atmosfære og friskhed (den 17. kl. 15 og den 21. kl. 17). Der er koncerter med 'reliefvirkning', hvor de unge møder Cage-værker (den 18. kl. 19.30 og den 19. kl. 19.30). Desuden bliver fredag aften den 16. kl. 21.30 en sand fest af elektroniske udtryksformer, inklusiv retro-tendenser med selvspillende klaver og spolebånd. Og så sker der også altid noget særligt, når vores faste franske PULSAR-dirigent, Jean Thorel, torsdag og søndag aften stiller sig i spidsen for større ensembler af studerende ved DKDM og opfører musik af både deres medstuderende komponister og John Cage.

Hvorfor er John Cage stadig interessant?

Cage er – jeg vil ikke sige stadig, men altid – interessant. Både som en fremragende komponist og som radikal musiktænker. Vi har altid brug for at blive mindet om, hvorfor vi som komponister bruger vores tid på at sætte lyde sammen. 

Cage stiller om nogen spørgsmål ved, hvor den musikalske oplevelse egentlig opstår. Mellem tilhørerens ører, javel, men hvilken kontrol kan vi tillade os at udøve over tonerne, inden de lander i ørerne? Og med hvilken hensigt? Hvad er tonerne transportbånd for? Og omvendt: Hvad er det vores kunstnersubjekt står i vejen for, når vi vælger at manipulere lydene efter vores personlige projekter - som komponister, men også som udøvere? 

Cage er – jeg vil ikke sige stadig, men altid – interessant. Både som en fremragende komponist og som radikal musiktænker. Vi har altid brug for at blive mindet om, hvorfor vi som komponister bruger vores tid på at sætte lyde sammen. 

Cage minder os om lydenes egen rigdom, og om hvor svært det er at lade lydene være i fred. Mange af hans såkaldte tilfældighedsværker viser, hvor megen omtanke det kræver at skabe omstændighederne for at tilfældet i en musikalsk sammenhæng kan få lov at udfolde sig.

Hvad betyder Cage for de unge komponister? 

Det bør de jo selv svare på, men ved festivalen får de i hvert fald lejlighed til at opleve musikken live, så de kan tage stilling. Der synes at være en vifte af interesser blandt de unge komponister, lige fra traditionalisme i forskellige doseringer til neo-fluxus. Men uanset ståsted, er refleksionen nødvendig. I den henseende er Cage stimulerende og altid provokerende. Man kan ikke undgå at tage stilling, når man møder hans musik. 

Hvilken del af Cages produktion har I fokuseret på? 

Indenfor Cages omfattende produktion er valgt en stribe værker fra perioden 1939 - 1958 med en enkelt afstikker til et senere værk2. Med fokus på netop denne periode af Cages udvikling er det måske muligt at få øje på den vej Cage har fulgt, fra det i rytmisk henseende totalt gennemstrukturerede forløb i First Construction (1939), via arbejdet med relationen mellem lyd og stilhed - sat på spidsen i ”4'33'', frem til en musik, der baserer sig på forskellige grader af åben notation, frihed og ja, tilfældighed. 

Hvordan forsøger du at styrke den kunstneriske profil på PULSAR festivalen fra år til år?

Hidtil har profilen på PULSAR nærmest været 'tema med variationer'. Hovedtemaet og festivalens raison d'être er de kompositionsstuderendes musik, som så sættes i relief på forskellig vis. Inden for denne ramme spekulerer jeg egentlig ikke så meget på om profilen styrkes fra år til år, men mere på, hvordan der fra år til år, kan skabes en spændende og aktuel festival. 

Her spiller alle mulige hensyn ind, f.eks. overordnede strategier på DKDM. Dette gav sig bl.a. udslag i samarbejdet med Rytmisk Musikkonservatorium for et par år tilbage, og har også spillet en rolle for årets blik mod USA, udmøntet i hovedfokus på Cage. Til næste års festival vil 'sidetemaet' være gæsteensembler med en fransk-tysk vinkling, og i 2014 tænkes PULSAR at rumme en komponistdebut-minifestival og forhåbentlig også mere orkestermusik.

Herudover er PULSAR vokset. Siden sidste år varer den en dag længere i år, fordi vi via samarbejde med Det Jyske Musikkonservatorium og Sjællands Symfoniorkester har fået mulighed for at fylde hele ugen. 

Hvad kan PULSAR, som andre festivaler for ny kompositionsmusik ikke kan?

Der er mange festivaler, der har antennerne ude. Ude i det internationale ny-musikliv, hvor højprofilerede eksperimenter finder sted. Uden festivaler som Spor, Athelas New Music Festival, Wundergrund osv. ville den ny musik gå det danske publikum forbi. PULSAR vender antennerne indad: hvad sker der hos de unge komponister, hvis kunstneriske modning foregår lige nu og her for ørene af os! Det betyder bestemt ikke, at signaler udefra er fraværende. De unge komponister har i høj grad antennerne UDE, men deres radar indstilles anderledes. De indkommende signaler modtages anderledes af en ny generation af komponister.

PULSAR er vækstbed og værksted. I en sådan grad at måske ikke alle resultater er fuldt bæredygtige. Men festivalens virkelig stærke side er, at den viser den næste generations gryende æstetiske bevidsthed i al sin mangfoldighed.

PULSAR har et beskedent budget. Til gengæld har festivalen mange andre resurser. Det gælder koncertsale, infrastruktur og ikke mindst specialiseret teknisk og administrativt personale. Og så har festivalen mulighed for at involvere rigtig mange musikere i skikkelse af DKDMs instrumentalstuderende. Det giver en særlig mulighed for at profilere programmerne – ikke, som man ofte ser det, ud fra et ensembles besætningsramme, men ud fra, hvordan værkerne bedst belyser hinanden. 

PULSAR er vækstbed og værksted. I en sådan grad at måske ikke alle resultater er fuldt bæredygtige. Men festivalens virkelig stærke side er, at den viser den næste generations gryende æstetiske bevidsthed i al sin mangfoldighed.

Set i forhold til festivalens ramme og udspring, som jo er en kunstnerisk uddannelsesinstitution, hviler PULSAR på en tredobbelt strategi: De unge komponisters udvikling, der stimuleres gennem opførelserne af deres musik og dens møde med publikum inden for en professionel ramme. De unge musikere, der lærer den ny musik at kende gennem arbejdet med deres komponerende medstuderendes værker. Og sidst men ikke mindst: Der fødes dialog og samarbejde mellem komponister og musikere, som skaber en langtrækkende bærebølge for den ny kunstmusik i Danmark. 

  • 1. Oprindelig komponiststuderende fra både DKDM og DJM, men af praktiske årsager er Det Jyske Musikkonservatorium desværre blev nødsaget til at springe fra, og deltager ikke i koncerterne, som annonceret.
  • 2. Souvenir for orgel (1983), der opføres i Trinitatis Kirke den 16. marts kl. 16.30 (værket er ikke nævnt i programavisen)