Jexper Holmen

Dét, der er smukt har dén kvalitet. Om det tilsyneladende "grimme" er der straks delte meninger. Hvor det smukke taber sin værdi i konsensus, bærer forfaldets æstetik et memento mori, som vi kommer at forholde os til. Men tro ikke at Jexper Holmen dyrker denne æstetik. Som døden er livets forudsætning, ser han overfladens råhed som et resultat af den store glæde ved at afdække materialets egne iboende kræfter. Hans musik er derfor - i modsætning til Helmuth Lachenmans tragiske kulturkritik (og vel også Morton Feldmans kondenserede left-over) - en fascinationens opdagelsesrejse ind i materien og lydens mikrounivers.

"Jeg vil ikke være uafhængig af historien, jeg vil bare have at min musik skal være uafhængig af den", siger Jexper Holmen i 1998 i Dansk Musiktidsskrift og fortsætter uddybende: "Jeg vil gerne kunne skrive musik på musikalske præmisser i stedet for kulturelle".

For Jexper Holmen er kompositionsprocessen en sidste uomgåelig fase som må udskydes så længe som muligt. Fokus ligger på afgrænsningen af de ‘bøger’, der skal stå i det bibliotek, som er udgangspunktet. Disse ‘bøger’ indgår i en indbyrdes diskurs, dét der senere bliver værkets indre dialektik, den indre insisteren, som først til allersidst sætter præget på overfladen: æstetikken som møder sit publikum, klangens transcendens.

Jexper Holmen har den efterhånden sjældne kvalitet, at han gør publikum perpleks og deler det i to. De, der synes det er elendigt, og de, der fascineres (Jens Hesselager, 2000). 

Jexper Holmen er på jagt efter en ukendt musik. Vi kan følge med og tryllebindes, men vi kan også frastødes. Derved ligger skandalen indenfor rækkevidde: buh råber en ældre kollega til den tilsyneladende forvorpne respektløshed for musikkens virkning på publikum. Men disrespekten er kun tilsyneladende, for den er resultat af denne pirken til materialets indre strukturer. En arrogansens røde klud er den, der undertiden ses vifte - man overser den underliggende sårbarhed og skyhed, der følger i fordybelsens spor. [...]

Åbne former

Det som her kaldes 'Åbne former' svarer til John Cages begreb 'indeterminate music', og handler om, at komponisten lader visse beslutninger være op til de udøvende musikere. Det kan fx være rækkefølgen af delelementer (den mest hyppige); passager af fri eller bunden improvisation; angivelsen af en begyndelses- og en sluttilstand, hvor musikeren selv vælger vejen mellem de to punkter; angivelsen af et antal noder uden at de er placeret i rækkefølge etc. Åbne former i musikken er en del af en generel avantgarde-tendens i alle kunstarter hvor den skabende kunstner slipper en del af kontrollen, men stadig skaber den overordnede sammenhæng.

Terms

Tilfældighedskomposition

Ikke at forveksle med det overordnede tag 'Tilfældighedsmusik'. En tilfældighedskomposition er et partitur, der er fremkommet (helt eller delvist) gennem tilfældighedsprocesser, men hvor tilfældigheden altså ligger på kompositionsniveau og ikke hos de udøvende musikere. Denne teknik kan i egentlig forstand kaldes 'aleatorisk' (et ord, der desværre bruges i flæng), idet den opstår ved terningekast-lignende operationer. Men et sådant partitur kan også opstå ved at overføre data fra et helt andet system direkte til et partitur, såsom pletterne på vinduesruden eller de økonomiske udsving på børsen. Tilfældighedskomposition kan føres tilbage til de europæiske hoffer i slutningen af det 18. århundrede, hvor "Musikalisches Würfelspiel" var en måde at lege med komponistgerningen på. I moderne tid komponerede kunstneren Marcel Duchamp i 1913-15 to tilfældighedspartiturer, og med John Cages ”Music of Changes” (1951) kom denne metode for alvor i søgelyset. Den har også fundet vej til populærmusikken, fx med Lars Hugs ”City Slang”.

Skrevet af