kritik

En lyds fødsel, liv og død

Niels Rosing–Schows kammermusik folder med raffinerede midler lydenes naturlige forløb ud i lange dramatiske stræk. Det franske ensemble TM+ har indspillet fem af komponistens spektralt inspirerede værker på CD’en Peinture du temps.
Af
8. Februar 2013

I 2011 drømmer komponisten Niels Rosing-Schow, at han i en italiensk by forvilder sig ind i en skjult, blomstrende have. Da han fortryllet bevæger sig dybere ind, opdager han en endnu frodigere have. Bagved ligger en endnu mere overdådig én, og her er den bagerste mur forvitret bort, så han kan skue ud over et åbent italiensk landskab. Rosing-Schow sætter drømmen i musik i I giardini dietro la città (Haverne bag byen), hvor syv instrumenter åbner den ene have af lyde efter den anden.

Fortryllelser afløser hinanden
Havernes musik er på en gang frodig og forvitrende. Instrumenterne – fløjte, basklarinet, harpe, slagtøj og tre strygere – veksler mellem at folde sig tindrende ud og at krakelere. Mellem virtuose kaskader af toner laver slagtøjet sagte skrabelyde; strygerne spiller gråt sul ponticello, hvor man stryger så tæt på instrumentets stol, at man ikke hører instrumentets grundtone, men kun en hul skal af overtoner; og basklarinetten splitter sin lyd op i multiphonics, der egentlig er flere toner på én gang, men lyder som en enkelt tone, der er knækket over.

Det er nemt at forbinde dette med drømmen. Det er som indtryk fra en have, man ikke kender: Planter, der er vokset amok og har knust mure; vand der pibler frem, hvor det måske ikke var meningen, nye udsigter der hele tiden åbner sig og fortryllelser, der hæves for blot at give plads til nye: I værkets sidste ”have” bliver de vildtvoksende instrumentale figurer afløst af langsomt faldende glissandi og lange udklange i klokker, som om man vågner fra en drøm.

Aftryk af fransk spektralmusik
Udover at være formand for Dansk Komponist Forening og nyudnævnt kompositionsprofessor på Musikkonservatoriet i København, har Niels Rosing-Schow, der er født i 1954, et omfattende virke som komponist og en stor produktion bag sig. På denne cd spiller det brillante franske ensemble TM+ fem stykker af hans kammermusik.

I bookletten fortæller Eva Ohrt, at komponisten, der har studeret i Frankrig, er inspireret af den franske spektralskoles musik. Spektralskolen, der opstod i 1980’erne, tager udgangspunkt i tonernes og lydenes overtonespektre. I stedet for at bruge funktionsharmonik, skalaer og melodier eller rækker af toner, så bruger spektralkomponisterne de toner, man får, når man opløser en lyd i dens enkelte dele – grundtone, overtoner og støjlyde – som materiale. Når den enkelte lyds opbygning således bliver brugt på samme måde, som man ellers ville bruge akkorder og toner, flyder grænserne mellem klang og struktur ud.

Tidmaleri
Musikken er dramatisk og fyldt med udbrud og skarpe kanter. Instrumenterne folder sig virtuost ud og bevæger sig til kanten, både hvad angår dynamik og registre. Fx kulminerer trioen Spectre du temps (2004) med, at klaveret kraftigt hamrer grelle akkorder ud i sit højeste register.

Titlen kan enten betyde ’tidens spektrum’ eller ’tidens genfærd’, og sammen med Empreintes du temps (tidens aftryk) og Peinture du temps (tidens maleri) fra henholdsvis 2006 og 2004 udgør værket en ’tidstrilogi’ tilegnet spektralmusikkens hovedskikkelse, komponisten Gerard Grisey.

Rosing-Schow giver sine værker tids-titler, fordi han ikke kun er interesseret i lydenes lodrette sammensætning, men også i deres tidsforløb. Han bruger tit en struktur, der består af en hurtig gestus og en udklang. Det er så almindeligt i ny musik, at det normalt er en kliché, men ikke i Rosing-Schows musik, hvor det er selve musikkens hjerte. Han graver sig dybt ned i denne struktur og udfolder den dramatisk.

Lydens liv som drama
Spectre du temps begynder således med, at klaveret spiller en hurtig brudt akkord, hvorefter fløjten og bratschen overtager akkordtonerne og forlænger deres udklang. Efterhånden får de deres eget liv og begynder at pulsere, cirkle i gentagelsesmønstre og skifte registre. Det er, som om lyden af den indledende akkord og dens udklang bliver manipuleret, sådan som man kan gøre med en computer. I stedet for bare at klinge hurtigt ud, får lyden sin fødsel, sit liv og sin død strukket ud og dramatiseret i et 13 minutter langt forløb.

Rosing-Schow arbejder med tre slags tid: Tiden kan opmåles kontant i minutter og sekunder, som han gør, når han lader en tone eller lille figur gentages igen og igen. Den kan sættes i stå, som han gør, når han forlænger den første akkords udklang med instrumentale midler.

Mellem disse yderpoler kan tiden også udfolde sig, som mennesker ofte oplever den: Plastisk og flydende, som når man nogen gange finder et minut langt og en time kort. Sådan er hans musik det meste af tiden, når instrumenter og strukturer lever og ånder og snor sig ind og ud mellem hinanden.

Fra stemme til instrumenter
Vocabulary II er skrevet i 1987, 15-20 år før cd’ens øvrige værker. Værket virker råt sammenlignet med de senere værker, der er raffinerede med subtile spilleteknikker. Men det er dramatisk og medrivende.

Det er for mezzosopran og fire instrumenter, og Rosing-Schow bruger instrumenterne som en slags avanceret effektboks og sangerinden er tilkoblet et elektronisk delay. Teksten består af løsrevne ord: ”Five, meeting …”. Instrumenterne slynger sig omkring ordene uden faste tonehøjder. Det lyder, som om de efterligner en talestemme. Til sidst indfører sangeren, som i en slags resigneret erkendelse, ord som ”identity” og ”fainting”, mens musikken flyder ud og mister sin oprindelige identitet.

En hel verden gemt i hver en lyd
Peinture du temps for saxofon og strygekvartet er det værk, hvor Niels Rosing-Schow mest konsekvent arbejder med at transcendere instrumenternes individuelle identiteter og opløse dem til ren lyd. Alle værkerne lader de enkelte instrumenter krakelere, men i Peinture du temps kan man ofte ikke høre hvilke instrumenter, der bliver spillet på.

Den rå støjlyd, der åbner værket, er således ikke langt fra den lyd, det giver, når man skraber på et klavers strenge. I virkeligheden er det strygerne, der trykker så hårdt med buen, at der kun kommer støj, mens saxofonen langsomt dukker op af lyden med en blød multiphonic som endnu en komponeret udklang.

Sådan fortsætter det. Strygerne bevæger sig trinløst mellem toner og støj ved at variere buetrykket. Saxofonen skiftevis gemmer sig i strygerlyden og stikker næsen frem. De fem instrumenter forenes i opadgående figurer, der minder om skæve overtonespektre. Og et sted får musikken et dansende præg, når tiden endnu engang bliver hugget op i objektive tidsenheder, og en lille stump toner bliver gentaget som i en båndsløjfe.

Det er, som om alt dette er gravet frem af værkets første lyd og sat farvemættet i scene. Og det er dét, værkerne på denne CD kan: Give indtryk af, at der gemmer sig en hel verden, et helt livsforløb inde i hver enkelt lyd.