Klangfarverne i musikken

Hvad har været den største motivation for at starte en ambitiøs festival for ny musik?

I første omgang begejstringen for den musik, der er repræsenteret på festivalen. For mig personligt har det meget drejet sig om oplevelsen af, at der er noget helt særligt på spil i Kaija Saariahos musik, et samspil mellem klangfarverne i musikken, farveklangene i billedkunsten, som det kunne være spændende at fokusere på på forskellige måder. I forhold til Saariahos musik ved bl.a. at inddrage en billedkunstner (Raija Malka) og en multimediekunstner (Jean-Baptist Barrière), der på hver deres måde giver et mod- og medspil til musikken, fortolkninger i en visuel verden.

At give plads til den auditive leg med klangfarver: spillet med / legen med teksturen i tonen

Men også ved at give plads til den auditive leg med klangfarver: spillet med / legen med teksturen i tonen – er tonen ren og klar eller støjende og dunkel – og hvad kommer ud af at lege med disse fænomener på forskellige måder. Det kan man sikkert få mange oplevelser med under alle koncerterne, men skal jeg give et par eksempler kunne det f.eks. være fredag aften, hvor bl.a. Saariahos Notes on Light for solo cello og ensemble er på programmet sammen med et nyt værk af Hans Peter Stubbe Teglbjærg Stringed Spaces II for ensemble spillet af ingen ringere end Avanti! Chamber Orchestra med Jakob Kullberg som solist. Hér skulle der være rig mulighed for at gå på opdagelse i legen med lyset, mørket og farverne – som også er titlen på koncerten.

Et andet eksempel at pege på er dobbeltportrættet / mødet mellem Niels Rosing-Schows og Kaija Saariahos musik lørdag aften. De to komponister – der begge er inspireret af Gerard Grisey – leger på hver deres måde med klangfarverne i musikken, lyset og mørket i tonerne, og det kommer der meget forskellige udtryk ud af. Bl.a. en uropførelse af Niels for cello & akkordeon Respiro ergo sum og Sombre af Kaija for basfløjte, bariton, harpe, percussion og kontrabas.

Hvilke højdepunkter skal publikum især holde øje med?

Åbningen af installationen STILLEBEN. Hér spiller Kaija Saariahos radiofoniske værk Stilleben (1988-89) sammen med Raija Malkas arkitektoniske installation STILLEBEN i en flerlaget oplevelse af klange, musik, farver og former, der kun lever som et fait a compli hos hver enkelt publikummer. Stykket bærer undertitlen Nature morte avec paysage en mouvement. àtravers la fenètre og leger med spejlbilledet i vinduet hos en togpassager, der kører igennem landskabet, mens hun skiftevis lader tankerne løbe ud i landskabet og ind på sit eget spejlbillede.

Herudover opførelsen af det sceniske værk La Passion de Simone også af Kaija Saariaho: I et samarbejde mellem det finske ensemble Avanti! og det franske musikteater La Chambre aux échos er det lykkedes os at programsætte ét af Saariahos hovedværker – lidt af en bedrift, hvis jeg selv skal sige det, for så lille og ny en organisation som vores. Jeg har selv et helt specielt forhold til dette værk. Mens jeg stadig var studerende på musikvidenskab, tog jeg til London i 2006 og hørte opførelsen derovre i Peter Sellars’ iscenesættelse. Det var første gang jeg hørte Saariaho’s musik live, og for første gang nogensinde fik jeg denne oplevelse af at se farver, der opstod med musikken. Det var fuldstændig som at se nordlys, der i store bløde bevægelser bevægede sig igennem orkestret. Da jeg bagefter fandt ud af, at komponisten også havde skrevet et stykke inspireret af nordlyset, blev jeg meget nysgerrig på, hvad det er, hun har gang i.

Det var første gang jeg hørte Saariaho’s musik live, og for første gang nogensinde fik jeg denne oplevelse af at se farver, der opstod med musikken

Det er selvfølgelig lidt naive oplevelser, der har været på spil hér. Oplevelserne med farver, som jeg ikke er ene om, optræder helt forskelligt fra person til person – det er ikke noget, komponisten kan styre. Men det gør det jo ikke mindre interessant!

Den sidste aften bliver et brag af en koncert i Diamanten med de to vokal ensembler Theatre of Voices og Ars Nova Copenhagen. Aftenen er dedikeret til stemmer, elektronik, skabt af Kaija Saariaho, og visuals skabt af multimediekunstneren Jean-Baptiste Barrière. Visuals er en viderefortolkning af det, der foregår i musikken, strukturerne og ideerne samt fortællingerne. Det er blevet til en smuk bueform af værker:

Echos for 8 stemmer og elektronik, Lonh for sopran og elektronik, Nuits, adieux  for 4 stemmer og elektronik, From the Grammar of Dreams for sopran og elektronik samt Tag des Jahrs for 8 stemmer og elektronik – og altså med visuals til alle stykkerne.

De to klang-ekvilibrister Saariaho & Barriére står for klangregi og live visuals assisteret af Hans Peter Stubbe Teglbjærg - det kan jeg virkelig anbefale, at man tager hen og lytter til – de er fuldstændig eminente!

Hvad er Njord Biennalens kunstneriske ambition?

Altså vi har adskillige ”første danske opførelser”, heriblandt værket Sombre også af vores festivalkompobnist Kaija Saariaho for bas fløjte, bariton, harpe, perc, kontrabas. Værket er inspireret af den amerikanske maler Mark Rothkos kapel i Houston i USA med tekstfragmenter fra Ezra Pound’s sidste cantos. Det opføres i et samarbejde mellem islandske Duo Harpverk og deres kollega Richard Korn, dansk-franske Hélène Navasse og schweiziske bariton Robert Koller. Det er et stort og meget krævende værk. Opførelsen er netop udtryk for nogle af de ambitioner, vi har for festivalen – at stå på 3 ben:

På dén måde baseres NJORDs formidling på publikums egne oplevelser

1) Tematikken omkring mødet mellem klangfarverne i musikken og farveklangene i billedkunsten; 2) At skabe samarbejder mellem forskellige nordiske kunstnere og 3) At skabe formidlingsaktiviteter omkring opførelserne. Vi har engageret kunstformidler Ove Frankel, der inden koncerten holder et dialogbaseret foredrag med publikum om Mark Rothkos billeder. Tilgangen i formidlingen er fænomenologisk – det har været afgørende for al formidling, at den blev grebet som en fælles ”gåen-på-opdagelse” i værkerne (billedkunst såvel som musik), og ikke som en ”nu skal I høre, hvad det her handler om”. På dén måde baseres formidlingen på publikums egne oplevelser, det bliver en dialog i stedet for en énvejs kommunikation.

Det samme er intentionen med workshoppen FRYS for børn og teenagere. Hér er der skabt et formidabelt samarbejde mellem billedkunstneren Raija Malka, Kaija Saariaho, lyd konsulent Ingeborg Okkels, lyd designer Patricio Steen Pock Fraile. Med udgangspunkt i installationen STILLEBEN formidles fænomenet Stilleben til skolebørn med denne fænomenologiske tilgang, hvor indholdet hentes ud af børnenes egne oplevelser.