Kaija Saariaho© Maarit Kytöharju

»Jeg blev nødt til at beskæftige mig med musik for at overleve«

En af verdens største nulevende komponister, Kaija Saariaho, har netop modtaget Den Gyldne Løve på Venedig Biennalen. Som det eneste danske magasin mødte Seismograf den finske stjerne på Djursland – midt i den natur, hun konstant bringer ind i sin musik.
Af
16. september 2021

Der er som altid noget gådefuldt over den finske komponist Kaija Saariaho, som hun sidder her midt i Dråby Kirke på Mols. Det er sen aften, men udenfor skimtes stadig en svag lysstribe på himlen. Det er de lyse nætters tid. Efter en sommer, der har bragt Kaija Saariaho vidt omkring, fra Japan, hvor hendes noh-teater inspirerede opera Only the Sounds remains blev opført, til Aix-en-Provence Festivalen i Frankrig, hvor et af højdepunkterne blev uropførelsen af operaen Innocence, er hun nu landet på Djursland for i seks dage at være festivalkomponist ved I Djurs og Mols.

Fra sin placering bag en stor mixerpult smiler Kaija Saariaho på samme tid venligt og med et fjernt drømmende blik i øjnene til de forbipasserende. Og selv om Saariaho, som følge af en skade hun har fået undervejs på rejsen til Japan, må sidde i en kørestol det meste af tiden, stråler der en stille autoritet ud fra den finske verdenskomponist, der har boet i Paris i snart 40 år. Og med hendes mand, multimediekunstneren Jean-Baptiste Barrière, og deres to voksne børn, violinisten og dirigenten Aliisa Neige Barrière og lysdesigneren Aleksi Barrière omkring sig, er det som om, Kaija Saariaho er den åndelige leder af et kunstnerkollektiv, hvor alle medvirker i koncerten i Dråby Kirke.

»Og når jeg havde problemer, kunne jeg altid dele det med stenen. Som barn var jeg en ret lukket person. Jeg var på en måde lukket inde i mine sanser«

Med to centrale værker af Saariaho, Cellokoncert nr. 2 Notes on Light med den danske Saariaho-ekspert, cellisten Jakob Kullberg, som solist og Lichtbogen med det polske Ensemble OMN (Orkiestra Muzyki Nowej), musikere fra Ensemble Storstrøm og elektronik ved Hans Peter Stubbe Teglbjærg, er dette en hovedkoncert i dette års I Djurs og Mols.

Ved i alt fire koncerter foruden workshop, masterclass og art-talk i og omkring Ebeltoft er der fokus på især mødet mellem musik og lys. Og netop her ved koncerten i Dråby Kirke udgør de hvidkalkede vægge og kalkmalerierne i samspil med et lærred et enestående visuelt bagtæppe for Saariahos musik. Et kunstnerisk møde, der taler til flere sanser, og hvor Kaija Saariahos klangstærke lysende musik tilføres en sakral dimension i den højt hvælvede kirke, der på grund af sin betydelige størrelse har fået tilnavnet Mols Domkirke.

Lukket inde i sanserne
Størst af alt er dog naturen i Kaija Saariahos musik. Og eftermiddagen efter på Ebeltoft Glasmuseum – inden næste koncert i Ebeltoft Kirke – er der art-talk med Saariaho, Jakob Kullberg samt Jean-Baptiste og Aleksi Barrière. Her fortæller Kaija Saariaho om, hvordan den nordiske natur er en afgørende del af hendes identitet, selv om hun har levet mere end halvdelen af sit liv væk fra hjemlandet.

»Til sidst handlede det om liv og død. Som ung kom jeg frem til, at det at beskæftige sig med musik var min eneste grund til at leve«

Kaija Saariaho. © PR
»Som barn var jeg en ret lukket person. Jeg var på en måde lukket inde i mine sanser.«

»Naturen er en stor del af livet for alle finner, da vi lever så tæt på den. Og for mig er der to væsentlige aspekter. Det første er naturen med alle dens dufte, lyde og omgivelser, der forandres i løbet af året. Det kan være oplevelsen af at gå ud i skoven efter regnvejr og høre den store akustiske ændring i skoven, når fuglene begynder at synge. Der er også en række forskellige lydlige oplevelser knyttet til sne. Når temperaturen er meget lav bliver sneen lysere og lettere, og den kan minde om bomuld. Og det påvirker omgivelserne og lydene, der præges af en særlig ro og stilhed. Alle disse dybe sanselige oplevelser, som jeg er vokset op med, er fortsat i mig efter de mange år, hvor jeg har boet i Paris. Det andet er lyset og de ekstreme ændringer, det undergår i løbet af året. Jeg tror, at den langsomhed hvormed lyset ændrer sig fra ét ekstremt udtryk til et andet, har påvirket mit forhold til musik og min måde at tænke musik på i meget høj grad.«

Kaija Saariaho fortæller i en rolig eftertænksom talestrøm om sin barndom, og det virker som om, at netop naturoplevelserne fra barndommen er mere end blot et kært minde. Saariaho er i sjælden grad et grundfæstet menneske, og måske har det at gøre med en særlig forbundethed til naturen.

»Jeg tilbragte mine sommerferier, der dengang var næsten tre måneder, med min bedstemor i det østlige Finland. Jeg var ude hele dagen frem til om aftenen, og jeg kunne lide at stå tidligt op med min bedstemor, der havde køer, hun skulle tage sig af. Og Helsinki, hvor jeg voksede op, er også midt i naturen. Mit favoritsted var ved en stor sten, som jeg kunne klatre rundt på. Og når jeg havde problemer, kunne jeg altid dele det med stenen. Som barn var jeg en ret lukket person. Jeg var på en måde lukket inde i mine sanser.«

Musikken som besættelse
At Kaija Saariaho overhovedet er blevet komponist er lidt af et mirakel, for én ting er at have et rigt sjæleliv, og som i Saariahos tilfælde tage naturens lys og lyde ind og gøre det til sit eget. Noget andet er at være skabende kunstner og tro på, at dybt personlige oplevelser og visioner kan blive til musik af betydning for andre mennesker. Det var der ingen forståelse for i Kaija Saariahos barndomshjem i 1960’erne, ikke mindst fordi hun var en pige.

»Kaija Saariahos musik er på mange måder et mulighedernes land. Et imaginært rum hvor vi lyttere – og musikerne der spiller – kan finde os selv«

»Finland var, og er det måske stadig delvis, en meget patriarkalsk kultur, så alle steder af betydning i samfundet var det en gammel mand, der bestemte, og der var ikke plads til kvinder. Så det tog ret lang tid, før jeg kunne forestille mig, at jeg skulle kunne blive komponist. Og når jeg stilfærdigt nævnte det for mine forældre, mente de, jeg var gået fra forstanden. Det var ikke en mulighed i deres verden.

Samtidig var jeg meget sky, og var ikke egnet til at være musiker, da jeg hadede at optræde for andre. Så det var en lang proces for mig at komme til den overbevisning, at jeg vitterligt skulle være komponist. Til sidst handlede det om liv og død. Som ung kom jeg frem til, at det at beskæftige sig med musik var min eneste grund til at leve. Så på sin vis var valget enkelt. Jeg blev nødt til at beskæftige mig med musik for at overleve. Det var som om, jeg så et timeglas for mig, hvor sandet efterhånden løber ud, og hvert øjeblik, jeg ikke brugte på musik, var et spildt øjeblik. Musik var som en besættelse for mig.«

Kaija Saariaho og Karlheinz Stockhausen i 1992.© PR
Kaija Saariaho og den tyske komponist Karlheinz Stockhausen i 1992. © PR 

Også på Sibelius Akademiet i Helsinki stødte Kaija Saariaho på modstand på grund af sit køn, da adskillige af lærerne opfattede kvinder som fremmedelementer i det dengang mandsdominerede komponistmiljø. Oplevelsen af anderledeshed fulgte også Saariaho til Freiburg, hvor hun senere studerede hos Brian Ferneyhough i et miljø, der stadig var stærkt påvirket af efterkrigstidens serialisme:

»Når de studerende forklarede deres kompositionsmetoder på en tavle, og vi derefter lyttede til musikken, blev jeg mere og mere frustreret. Hvor er forbindelsen? Hvorfor taler de i en hel eller halv time om noget, jeg ikke kan høre i musikken? ... Jeg ville gerne være komponist, fordi jeg ønskede at komponere den musik, jeg forestillede mig i mit indre. Og det, jeg forestillede mig, var musik og ikke tal, matematik eller formler, og det til trods for, at jeg holder meget af tal. På den baggrund var det en åbenbaring, da jeg ved sommerkurserne i Darmstadt oplevede franskmændenes musik. Der var ikke toner, men det var vidunderligt smukt, fuld af farver, og det mindede mig om Debussy.«

Uendeligheden på Lapland
Mødet med spektralmusik af franskmændene Gerard Grisey og Tristan Murail bragte Kaija Saariaho på sporet af det, der skulle blive hendes musik. På Institut for elektroakustisk musik i Paris – IRCAM – fordybede Saariaho sig nu i studier af klange og overtonestrukturer, for at kunne skabe en forbindelse mellem musikkens matematiske formler og det, vi oplever, når vi hører naturlige klange og lyden fra akustiske instrumenter. Lidt efter lidt udviklede Kaija Saariaho et eget musikalsk sprog med både akustisk og elektronisk musik.

»Jeg ville gerne vide mere om lyd, om lydens forskellige parametre. Og om hvorfor den menneskelige lyd, eller menneskeligt producerede lyd er så interessant, og ofte mere interessant end den elektronisk udviklede lyd… Jeg arbejdede efter ‘forsøg og fejl’-metoden. I hvert værk, jeg komponerede, havde jeg et mål, jeg forfulgte ved enten kun at lave elektronisk musik eller kombinere elektronisk musik med akustisk, og altid spørge mig selv, om elektronik er nødvendigt. Mit råd til andre er: Brug kun elektronisk musik, når du har brug for det, for det er altid kompliceret.«

»Uden for huset, vi boede i, begyndte himlen at bevæge sig. Det var en ekstrem oplevelse, og der begyndte ideerne til musikken«

I 1984 indtraf en skelsættende begivenhed for Kaija Saariaho. Hun havde da på IRCAM mødt Jean-Baptiste Barrière, og sammen rejste de til Lapland for at opleve nordlys i et håb om, at det kunne give inspiration til en hel ny musik. »Vi tilbragte adskillige dage, uden at der skete noget, men efter aftensmaden den sidste dag var det, som blev der vist et show for os. Uden for huset, vi boede i, begyndte himlen at bevæge sig. Det var en ekstrem oplevelse, og der begyndte ideerne til musikken. Først med en musikalsk linje, og så efterhånden flere, der udviklede sig lidt efter lidt.«

Kaija Saariaho og Jean-Baptiste Barrière i 1980'erne. © PR
Kaija Saariaho og Jean-Baptiste Barrière i 1980'erne. © PR 


Resultatet blev Lichtbogen for ensemble og live elektronik. At opleve denne musik er som at lytte til en lysende flod. Med udgangspunkt i en enkelt tone udvikler musikken sig til snart at have karakter af en sitrende klangkrop, hvor små motiver og frit svævende klange skaber en fosforiserende musikalsk forgrund og en baggrund, der rækker ud mod uendeligheden. Ligesom naturfænomenet nordlys kan ændre himlen radikalt, skaber Lichtbogen også en forvandling af det ældgamle kirkerum i Dråby. En glødende musikalsk oplevelse, hvor tid bliver til rum.

Dagen efter, hvor musikken stadig står i frisk erindring, tænker Kaija Saariaho endnu engang tilbage til den magiske aften i sin tid i Lapland: »Den dramatiske oplevelse med nordlyset gav mig en ide til musikalsk form.« Her mange år efter er Saariaho fortsat optaget af at skabe egne musikalske former, og nu i det helt store format, for efter at hun i år 2000 med L’Amour de loin (Den fjerne kærlighed) – der er blevet spillet med succes både ved Salzburg Festspillene og på Metropolitan Operaen i New York – har det at skrive operaer spillet en hovedrolle i Kaija Saariahos musikalske liv.

Også her kan musikken i sommernatten i Dråby Kirke hjælpe os på vej. For som Aleksi Barrière, der har beskæftiget sig indgående med sin mors musik, bemærker: »Med koncerterne, hvoraf cellokoncerten Notes on Light er den tredje, fik Kaija mulighed for at komponere operaer, for med koncerterne kom der en dialog ind i hendes musik, og det til trods for, at koncerter snarere er som et levende landskab end som et drama.«

Noter om lys
Ved koncerten på Mols sad Jakob Kullberg på en fremskudt placering, som en musikalsk forpost badet i Aleksi Barrières håndholdte lyssætning foran det polske orkester og badet i vekslende lys. Efter at Jakob Kullberg tidligere har indspillet Cellokoncert nr. 1 Amers (havet), har han nu også indspillet Notes on Light på et nyligt udkommet album, foruden at han har spillet begge koncerter ved en række koncerter. Så Jakob Kullberg befinder sig hjemmevant i Kaija Saariahos musik, både når han spiller den og taler om den:

»Der er et stort rum i Kaija Saariahos musik. Notes on Light begynder på en usædvanlig måde. Som solist spiller du ofte kraftigt og udadvendt, til tider i en kamp med orkestret, men sådan er det ikke her. Første sats i Notes on Light har titlen Translucent, secret (gennemsigtigt, hemmeligt). Som solist er du en del af en flimrende lydskulptur, som du går ud og ind af, hvilket er typisk for Saariahos musik. Det er aldrig simpelt. Ofte går du fra at spille den ledende melodi til at være en del af den musikalske baggrund. Klangen fluktuerer konstant.«

Slutningen af Notes on Light hedder Heart of Light (Lysets hjerte) og her løftes vi nænsomt ind i en anden verden rig på forunderlige overtoneskyer. Og ved slutningen har Saariaho noteret et citat knyttet til en kærlighedsfortælling i T.S. Elliots store digtsamling Waste Land (Ødemarken):

... jeg kunne ikke

tale, og mine øjne svigtede, jeg var hverken

Levende eller død, og jeg vidste ingenting,

Ser ind i lysets hjerte, stilheden.

Art-talk på Ebeltoft Glasmuseum. © Mats Iversen Vangen
Art-talk på Ebeltoft Glasmuseum. © Mats Iversen Vangen  

I sin søgen mod en anden lysende virkelighed er det, som om Saariahos musik i Notes on Light transcenderer sig selv, det er kort sagt ikke musik for fastholdere. Det gælder også for musikerne, der i sjælden grad har mulighed for at være medskabere af koncerten, hvilket Jakob Kullberg opfatter som en særlig menneskelighed, som er knyttet til Kaija Saariahos musik.

»Ved koncerten i Dråby Kirke, der måske var 10. gang jeg spillede netop denne koncert, var det vidunderligt at opleve at være et slag efter dirigenten, og så erfare at det også er godt. Det lød ganske vist objektivt set forkert, men jeg er ikke sikker på, at det i virkeligheden er forkert. For der er en form for fleksibilitet i forvandlingen fra en klang til en anden, hvor man godt kan være lidt forsinket i skiftet eller måske spille en anden tone, end der er noteret. Der er noget uforudsigeligt over Kaijas musik, der gør, at du ikke skal forsøge at kontrollere verden, for det er per definition umuligt at vide, hvordan den kommer til at klinge i sidste ende.« 

Kaija Saariaho lytter intenst til Jakob Kullbergs overvejelser og bemærker så, at partituret naturligvis må være udgangspunkter, for »først skal du lære at spille musikken. Men der er rum for alle til at forme den.« Kaija Saariahos musik er på mange måder et mulighedernes land. Et imaginært rum hvor vi lyttere – og musikerne der spiller – kan finde os selv. Måske endda lidt ligesom Kaija Saariaho fandt sig selv i den finske natur som barn og siden i Debussys musik fra hendes andet fædreland: Frankrig. Begge dele er nu en integreret del af Saariahos personlighed, og den musik, hun komponerer. Som årene er gået, er selv Danmark – fra Dråby til København – blevet en del af Kaija Saariahos identitet.

Kaija Saariaho. © PR
Kaija Saariaho. © PR


»Lige fra min barndom beundrede jeg Debussy og Ravels musik og især Debussys. Da jeg begyndte at drømme om at besøge Paris, var det for at komme tæt på Debussys kultur. Jeg føler stadig en stor affinitet til Debussy for hans måde at skabe musikalsk form… Når jeg som ung i Finland rejste sydpå, kom jeg til Københavns Hovedbanegård, og så tænkte jeg, at her begynder Europa. Jeg kunne dufte det i luften. Men når jeg nu kommer fra Frankrig til de nordiske lande, føler jeg, at jeg kommer lidt hjem. Ting ændrer sig i løbet af livet, og nu ser jeg mange ligheder mellem de nordiske lande.«

 

 

 

 

 


 

Omtalt i artiklen