Kaija Saariaho var stjerne i en hel galakse for tre årtier siden. Verden svømmede i navne fra de tusind søers land. Alle talte om »det finske mirakel« og ville høre de unge finners fantastiske musik. 

Men hvem får Sonnings Musikpris i dag? Den unge skønhed fra Helsingfors har i den grad overlevet tidens tand: Det finske mirakel er i dag synonymt med Kaija Saariaho, Magnus Lindberg, Esa-Pekka Salonen og ikke så mange andre. 

Kaija Saariaho flyttede tidligt til Paris og var længe forbundet med det legendariske IRCAM. Instituttet blev skabt af selveste Pierre Boulez, ligger lige ved siden af Centre Pompidou og er fuld af unge komponister med flair for computere og deslige.

»Allerede i renæssancen gik alt ud på love og regler. Og det serielle var bare seneste skud på den udvikling«

Hun har lige siden haft adresse i både Paris og Helsinki. Franskmændene ser hende sommetider som en fransk komponist. Men dét er vel en overdrivelse …

»Jeg flyttede til Paris for musikkens skyld. Hele kulturen var så levende dernede,« siger hun.

Og det er den stadig?

»Både ja og nej. Sådan en by flytter sig jo hele tiden. Men den er i virkeligheden ikke så vigtig for mig mere. For jo ældre man bliver, desto mere vokser man ind i sig selv. Jeg har travlt nok med mine egne aktiviteter og finder ikke den daglige kontakt med kollegerne helt så afgørende længere.«

Kaija Saariaho interesserer sig stadig for samspillet mellem gammeldags instrumenter og computer. Og jo, hun har stadig kontakt til IRCAM. 

»Men teknikken har forandret sig meget de seneste år,« siger hun. 

»En helt almindelig computer kan jo alt muligt i dag. Så jeg sidder som regel bare hjemme og arbejder. Utrolig mange arbejdsgange er dramatisk anderledes og uendelig meget enklere end for bare et par årtier siden.«

Metropolitan Opera satte i sæsonen 2016/17 Saariahos »L’amour de loin« op. © Metropolitan Opera

Kaija Saariaho var også meget optaget af den såkaldte serialisme for et par årtier siden. Hendes musik rimede på tal og formler og alternativ omgang med lyd – som da hun ad elektronisk vej fik en lille piccolofløjte til at lyde som en kæmpe kontrabas. Den kunne endda virke lige så indforstået som alle andres musik dengang. 

Hendes toner i dag lyder lidt anderledes. Selv om hendes skitser stadig er fulde af gådefulde grafer, og hendes partiturer af teknisk grej, så ejer de en umiddelbar skønhed. Man hører stemningsfulde melodier i den allermest traditionelle forstand. 

Lærte du egentlig noget af serialismen?

»Selvfølgelig gjorde jeg dét. Begrænsning er vigtig for os komponister. Vi begynder på konservatoriet med øvelser i Palestrinas stil – for allerede i renæssancen gik alt ud på love og regler. Og det serielle var bare seneste skud på den udvikling.

Problemet var så det klingende resultat: at musikken kom langt væk fra lytteren. Ingen af os kunne høre de strukturer, vi selv havde skrevet. 

Men de fleste af os er så småt tilbage i det tilgængelige igen. Så jo: Jeg tror, den serielle epoke var vigtig på alle planer. Det var noget, vi skulle igennem.«

»Jeg synes da, jeg bliver spillet hele tiden. Men den nye musik som helhed kunne godt have flere muligheder«

Kaija Saariaho giver af og til klasser for unge komponister, men underviser ikke fast. Hendes vigtigste kontakter rent kunstnerisk er de udøvende – altså de sangere og musikere, der arbejder med hendes værker.

Bliver du spillet nok?

»Jeg synes da, jeg bliver spillet hele tiden. Men den nye musik som helhed kunne godt have flere muligheder.«

Kaija Saariaho giver selv operaen L’amour de loin som eksempel: Hun komponerede den til Salzburgs legendariske festspil i 2000. Fik den sat op i Bern allerede året efter. Kunne bagefter opleve den i både Darmstadt og Helsinki og Bergen. Og høstede senest stor succes med den på English National Opera forrige år.

»Men det har ikke skærpet operahusenes interesse for mine andre værker i genren. Egentlig lidt mærkeligt!«

Søren Schauser er kulturjournalist og musikkritiker ved Berlingske.

Opdateret 20. februar 2021 med ny korrektur og nyt layout.