Athelas Sinfonietta. © PR

Fløjter, fugle og franskmænd

Athelas Sinfonietta og chefdirigent Pierre-André Valade har dækket op til et veritabelt luksusportræt med et udsøgt udvalg af Saariahos kammermusik, hvor fløjten og fuglene er blandt hovedingredienserne.
Af
28. april 2011
Fokus: Kaija Saariaho
  • Annonce

    Concerto Copenhagen

KONCERT 3. MAJ & 4. MAJ

Tirsdag den 3. maj kl. 20
Kulturværftet, Allégade 2, Helsingør

Onsdag den 4. maj kl. 20
Det Kongelige Bibliotek, Diamanten, Dronningesalen, Søren Kierkegaards Plads 1, København

Medvirkende
Athelas Sinfonietta Copenhagen, Pierre-André Valade, dirigent, Camilla Hoitenga, fløjte, Signe Asmussen, sopran, Kaija Saariaho, klangregi

Program
Laconisme de l’aile (1982) for fløjte og elektronik
Die Aussicht (1996) for sopran, fløjte, guitar, violin og cello
Miranda’s Lament (1997) for sopran, klarinet, harpe, bratsch og kontrabas
Terrestre (2003) for fløjte, harpe, percussion, violin og cello
Je sens un deuxième coeur (2003) for bratsch, cello og piano
1. Je dévoile ma peau
2. Ouvre-moi, vite!
3. Dans le rêve, elle l’attendait
4. Il faut que j’entre
5. Je sens un deuxième coeur qui bat tout près du mien
Solar (1993) for sinfonietta og elektronik

Billetter 75-110 kr.
Reservation: www.billetlugen.dk/musik/14239/

Den sprøde og individualistiske sinfoniettabesætning er til lejligheden udvidet med den amerikanske fløjtenist og Saariaho-ekspert Camilla Hoitenga og den danske sopran Signe Asmussen. I Diamanten sidder aftenens hovedperson Kaija Saariaho selv med som klangregissør.

Fløjtesoloen Laconisme de l’aile starter med det talte ord, da solisten reciterer en tekst af den franske digter Saint-John Perse fra samlingen Oiseaux – ‘Fugle’, og netop ideen om fugleflugten har været til inspiration for Saariaho, som bruger den flyvende fugls forhold til jorden som et billede på livets mysterier og menneskets vilkår.

I Laconisme de l’aile løftes fløjten langsomt til munden under den indledende recitation af digtet, så musikken i en glidende bevægelse overtager ordene. Værket er skrevet, da Saariaho var flyttet til Paris og begyndte at bruge computere i komposition.

Durtonearten, der dominerer begyndelsen og slutningen, er sjælden i Saariahos værker

Friedrich Hölderlins digt Die Aussicht ligger til grund for aftenens næste Saariaho-værk. Stykket er skrevet til en Hölderlin-festival i Italien – en drømmeagtig, myg og melodisk miniature. Durtonearten, der dominerer begyndelsen og slutningen, er sjælden i Saariahos værker. Teksten er fra Hölderlins sene periode, hvor digteren led stærkt under sin skizofreni.

Miranda’s Lament er fra samlingen The Tempest Songbook, der bygger på William Shakespeares skuespil Stormen, hvor Miranda er en hovedperson. Stykket er skrevet til Saariahos gamle lærer Paavo Heininens 60-års. I partituret instrueres solisten således: »Den generelle syngestil bør, når det er muligt, være nærmere ‘naturlig sang’ end den typisk vestligt trænede sang med dens velunderstøttede stemme.«

Terrestre er en bearbejdning af anden sats af fløjtekoncerten Aile du songe. Titlen betyder ‘jordisk’, og ligesom i Laconisme de l’aile er det Saint-John Perses digte om fuglens forhold til den menneskelige jord, der er i centrum. Værkets første del hedder »Oiseau dansant« – dansende fugl – og er en henvisning fra Perse til et gammelt folkeeventyr om en yndefuld fugl, der smitter en hel landsby med sin danseglæde og lærer folket at danse. Saariaho havde aftenens solist Camilla Hoitenga og hendes udstråling som fløjtenist i tankerne, da hun skrev denne del.

I Terrestres anden halvdel, »L’oiseau, un satellite infime«, kommer inspirationen fra en beskrivelse hos Perse af fuglen som en lille jordisk satellit: »Med sin dobbelte troskab mod både luft og jord viser fuglen sig for os som det, den er,« skriver Perse: »en lille satellit i kredsløb om vores planet.«

Kaija Saariahos »Terrestre« opført i Canada i 2013. © Soundstreams

Trioen Je sens un deuxième coeur (Jeg mærker et andet hjerte) er en udløber af operaen Adriana Mater om en kvinde, der under en krig bliver udsat for voldtægt og bliver gravid. De fem satser tager alle udgangspunkt i operaens handling, men i forvandlet form, således at titlerne nu udgør metaforer for rent musikalske idéer. I første sats (Jeg afslører min krop), f.eks., er det musikalske materiale orkestreret således, at det afslører den individuelle karakter ved de tre instrumenter og deres indbyrdes relation.

I anden og fjerde del er det voldelige element omsat i to studier af instrumental energi, mens tredje del er et farvestudie, hvor de tre identiteter smelter sammen til ét komplekst klangobjekt. Sidste del bringer stykket tilbage til udgangspunktet for operaen: To hjerter, der banker i en gravid kvindes krop, og deres konstant skiftende rytmiske polyfoni har inspireret denne sats.

Solar er baseret på en evigt tilstedeværende harmonisk struktur, der udstråler et spejlbillede omkring sig og til stadighed tvinger harmonikken tilbage i dens oprindelige form, som fulgte den tyngdeloven. Stykkets titel afspejler denne idé. ‘Solar’-harmonikken er kontrasteret af et helt andet harmonisk princip, der er baseret på polaritet. Det musikalske materiale er med vilje begrænset; den samme idé kommer igen, orkestreret på forskellige måder og i forskellige tempi. Mod stykkets slutning samles de musikalske elementer – registre, harmoni, rytme, tempo, orkestrering – i hurtigt skiftende ekstremer.

Opdateret 25. februar 2021 med ny korrektur og nyt layout.

Fokusartikler