Operaens mørke finder hjem i Savonlinna

Superidylliske Savonlinna ligger dybt inde i Finland – fire timer i bus fra Helsinki eller en kort flyvetur på tre kvarter. En postkortskøn by midt i noget af landets smukkeste natur, hvor søer, øer og skove flyder ind og ud af hinanden i det uendelige. På en lille ø rejser der sig et råt, men velbevaret middelalderborgslot, perfekt i størrelsen til at rumme en scene og mere end 2000 publikumspladser midt i slotsgården. Netop derfor opstod idéen om en operafestival her i 1912 – en af verdens ældste af sin slags.

I Danmark handler vores nationalopera om fire fjollede unge, der sorgløst sniger sig til Maskarade. I Finland har de en anden vinkel på tilværelsen

Opera kan være så meget – affekteret, ekstremt medrivende, snobbet, følelsesfremkaldende, drønkedeligt eller ganske enkelt for meget. Netop den spændvidde gør den til den mest fascinerende – og dyreste – af alle musikkens kunstarter. Spørgsmålet er derfor, om det tilfører noget særligt, at en opsætning finder sted i billedskønne og historisk autentiske rammer, eller om borgen blot fungerer som dekorativ staffage og leverer feel-good-effekt til et eksklusivt publikum, der kan nyde hvidvinen lidt ekstra i pausen på et ægte middelalderslot. 

To operaopsætninger denne sommer til festivalen i Savonlinna gav et godt svar på dette. Især den finske nationalopera Viimeiset Kiusaukset eller The Last Temptations fra 1975. 

I Danmark handler vores nationalopera om fire fjollede unge, der sorgløst sniger sig til Maskarade. I Finland har de en anden vinkel på tilværelsen, og De sidste Fristelser handler om en sortseende præst, der ligger på sit yderste og tænker tilbage på de frygtelige ting, han har forårsaget sine omgivelser – og er i tvivl om han vil få syndsforladelse ved himlens port. Medrivende og kompetent sat i musik af Joonas Kokkonen. Det er en eksistentiel og åndelig krisestemning, og operaen har et bemærkelsesværdigt fravær af al form for jordisk kærlighed: Ikke skyggen af drama mellem folk som ikke kan få hinanden, eller som vil gå i døden for den elskede. Operaen er mørk og meget åndelig i sin karakter – den handler om skyld, skam og om at finde forsoning eller indre fred. Og finnerne elsker den. 

Det er herligt mørkt: skyld på skyld

Lægprædikanten Paavo Ruotsalainen ligger på dødslejet, mens minderne flyder mellem virkelighed og hallucination. Han genoplever konflikterne med sin afdøde hustru Riitta, sorgen over sønnen Juhanas død og sin egen ubønhørlige trang til at følge kaldet – trods hån fra præsteskabet og den omgivende verden. Var livsværket umagen værd? Og vil han til sidst finde fred på den hellige ø – himlens port, evigheden?

Stemningen er destilleret i et replikskifte sidst i første akt: Da naboerne meddeler Paavo og Riitta, at deres søn er fundet død – ovenikøbet dræbt af deres egen hånd – undrer de sig over, at Riitta ikke reagerer. »Jeg har allerede grædt i tre år,« svarer hun. Paavo bryder ud i sang om, hvordan Gud hele livet har pisket ham med en jernsvøbe – og at han fortjente det.

Joonas Kokkonen brugte 16 år på at skrive operaen, og man ser dramatisk inspiration fra Alban Berg (Wozzeck/Lulu), og musikalsk er det nærmeste, vi kender, Richard Strauss eller tjekkiske Janáček, uden dog at The Last Temptations indeholder samme harmoniske kompleksitet. Kokkonens tone er både ukompliceret, iørefaldende og original, selvom han gentager nogle harmoniske og melodiske progressioner en tand for meget. Men det er alt sammen en del af det stemningsskabende – og mørke – element i operaen. En salmehymne er central igennem værket. To kvinder synger den for Paavo i begyndelsen for at lulle ham til ro, den optræder igen midtvejs og ikke mindst til sidst, hvor den døende hovedperson synger sin mol-doriske salme, og de omkringstående karakterer stemmer i. Orkestret følger op, og det er denne hymne, man som tilskuer går ud med i baghovedet, når man tæt sammen med tusinder andre, vandrer over den lille bro, væk fra den smukke slotsborg. 

Lys som medspiller 

Det opløftende ved Mikko Koukis opsætning er især brug af lyset som symbolbærende kraft og den stærke personinstruktion. Et stort diodeoplyst kors hænger vandret og med fronten nedad på scenen fra begyndelsen, som langsomt sænkes længere ned mod hovedpersonerne, jo mere pressede de bliver. Efter pausen mellem operaens to eneste akter er korset helt nede på scenen, hvor hovedpersonerne så kan gå oven på det. Glimrende scenisk effekt – når nu forholdet til det kristelige kors spiller en så stor rolle i handlingen. Paavos selvpåførte åg ser vi helt konkret, da han i begyndelsen kun er iført en tynd skjorte, men langsomt iføres stadig mere tøj – først en vest, så en tung trøje, frakke etc. Han er presset, inde- som ude fra. 

Borgens jættestore åbning fungerer som selve himlens port, hvorfra Paavo til sidst går mod frelse og indre ro

En kæmpemæssig, rå stenmur danner bagvæggen og fungerer perfekt som lærred for lys, der skaber forskellige farvetemperaturer, små vinkler og irregulære skygger. Her kommer middelalderborgens kulisse virkelig til sin ret: Når scenen er badet i kølige blå nuancer, får handlingen en drømmeagtig karakter, og hovedpersonerne træder frem som skygger eller visioner. Blåt lyser Paavos tilbageblik op – et liv mellem virkelighed og erindring – og signalerer overgangen mellem liv og død. Farvens kulde, indadvendthed og transcendens spejler hans åndelige tilstand og giver publikum en næsten meditativ adgang til hans indre kamp.

Varme, jordnære farvetoner står sig endda bedre med den rå klippevæg, og de bruges når fællesskabet eller folket er i fokus, som da Paavo møder Riitta til en danseaften (og de andre håner ham og advarer Riitta om at indlede sig med den mærkelige og ildevarslende mand). De jordnære farver peger på mennesker og hverdag i kontrast til de blå visionsscener. 

Men den sanselige røde farve står sig allerbedst i borgscenerummet – her understreges passion, vrede, lidenskab (for troen!) og måske menneskeligt begær. Som da Paavo vil tage sønnens rygsæk og familiens sidste mad for at gå ud for at prædike (han har jo ikke venlighed som egenskab), eller når Riitta kaster en økse gennem rummet mod Paavo. Den måde det røde lys brydes på klippevæggen kunne ingen scenograf have skabt, og den rå, næsten kødelige symbolik er meget kraftfuld. 

Hans bas har en sjælden fylde og en kraft, man sjældent hører på danske scener

Blåt lyser igen i den arketypiske dødsscene, hvor Paavo omgives af de andres sørgmodige og åndfulde nærvær. Billedet minder om helgeners sidste timer eller Kristi lidelse og hæver hans skæbne til næsten martyragtig status. Gentagne referencer til »Himlens port« og kald som »Kom til øen!« fra den afdøde Riitta og sønnen Juhana understreger overgangen til evigheden. Borgens jættestore åbning fungerer som selve himlens port, hvorfra Paavo til sidst går mod frelse og indre ro.

Stemmer mod klippevæggen 

I slotsrummet opstår en særlig akustik: Sangernes stemmer kastes rundt mellem klippevæggene, forstærkes og sendes klart tilbage til publikum. Balancen mellem orkester og sangere er næsten bedre end i et traditionelt operahus, og det finske sprog står tydeligt frem – ledsaget af engelske overtekster. Især Mika Kares som Paavo imponerer. Hans bas har en sjælden fylde og en kraft, man sjældent hører på danske scener. Han alene er værd at rejse efter.

Sten, stemmer og symbolik smelter sammen til åndfuld operakunst

Festivalorkestret under Ville Matvejeff spiller med præcision og uden den bedrevidende gestik, man kan møde hos Wagner. Musikken kommenterer ikke handlingen, men understøtter den loyalt. Til gengæld fungerer lysdesignet som en slags indre stemme: det angiver, om vi befinder os i erindring, vision eller konkret virkelighed, og giver værket en ekstra dimension. Her folder Kokkonens opera sig optimalt ud – i et rum, hvor sten, stemmer og symbolik smelter sammen til åndfuld operakunst.

Det samme kan ikke siges om gæstespillet fra Perelada i Spanien, som aftenen forinden opførte deres noget beskårne udgave af Purcells The Fairy Queen. Værket er en såkaldt semiopera, som oprindeligt bestod af Shakespeares skuespil En Skærsommernats Drøm, og imellem den talte dialog har Purcell komponeret musikdramatik, der kun til dels forholdt sig til Shakespeares berømte skuespil.

Instruktøren Joan Anton Rechi havde i Savonlinna for det første pillet al skuespillet ud, og den tilbageblevne musikdramatik blev dermed en noget rodet og knap så meningsfuld omgang. Men at holdet bag opsætningen stort set ikke forholdt sig til det rum, de stod i eller udnyttede de muligheder, de storslåede kulisser kunne give, var nok en endnu større fejl. 

Den særegne musik og de eksistentielle temaer åbner et stemningsfuldt vindue til en kultur, der ellers kan være vanskelig at få øje på

Opera i postkortbyen – et møde med finsk folkesjæl

Finnerne er næppe mere religiøse end andre nordboere, men The Last Temptations rammer alligevel noget særligt i den finske folkesjæl: Paavos indre kamp, de mørke sider af tilværelsen og længslen efter forsoning og overvindelse. Den særegne musik og de eksistentielle temaer åbner et stemningsfuldt vindue til en kultur, der ellers kan være vanskelig at få øje på. I samspil med den rå natur omkring den idylliske by Savonlinna og den middelalderlige borg, der næsten er skabt til opera, bliver festivalen et sjældent vellykket møde mellem sted, historie og kunst.

Opera kan så meget  – men kun når instruktør og ensemble tager rummet alvorligt, opstår den kunst, der rækker tilbage i historien og giver os et glimt af et andet lands kultur og sjæl. Hvidvinen i slotsgården kan man så tage som en bonus.

Savonlinna Opera Festival, Savonlinna, Finland, 4. juli – 2. august