kritik

Et knusende socialt maskineri

Jesper Lützhøft og Lars Klits opera er rystende i sin skildring af en lille bys syge, sociale strukturer. Den overlæssede musik fungerer som en moderne måde at skildre gruen på.
Af
21. Maj 2012

Librettisten Jesper Lützhøft og komponisten Lars Klit har sat sig for at lave en opera, der appellerer til sit publikum. Med titlen Angelo – en opera signalerer de, at det foregår ved genrebevidst at benytte greb, man traditionelt forbinder med en opera: Dramatisk musik, flot scenografi og en medrivende historie.

Angelo er en kammeropera, men stort anlagt. Der medvirker 9 sangere og en sinfonietta på 14 musikere. Spillestedet Pakhus 11 er omdannet til en flot operascene. Orkestret sidder under loftet på en stor repos bagest på scenen. Sangerne agerer både foran den, under den og oppe på den.

En social tragedie
Angelo er baseret på Gabriel Garcia Marquez' roman Historien om et forudsigeligt mord.

Handlingen er enkel: I en lille by vil en fattig familie gifte datteren Lucia bort til den rige Domenico for at nyde godt af hans penge. Da Domenico opdager, at Lucia ikke er jomfru, leverer han hende tilbage. Lucias bror Jesus finder ud af, at hun har haft et forhold til den unge mand Angelo, og slår ham ihjel.

Omkring denne historie er viklet et net af bihistorier om byens indbyggere. Angelo drikker sig i hegnet ved bryllupsfesten, halvt i kådhed og halvt i sorg over, at Lucia bliver gift med en anden. Caféejeren Mercedes lufter ublufærdigt sine fantasier om at forføre brudgommen og er i det hele taget promiskuøs, mens Lucias affære med Angelo holder hendes familie nede i det økonomiske søle. Domenico blærer sig smagløst med sine penge, og byens indbyggere kommer med sarkastiske bemærkninger om ham samtidig med, at de ser frem til at lukrere på hans rigdom.

Foto: Joachim Knudsen

Sådan får man indblik i det lille bysamfunds betændte sociale struktur. Drukkultur, liderlighed, seksuel undertrykkelse og økonomisk hykleri. Denne struktur har den egentlige hovedrolle. Selv om Jesus og Angelo får lidt mere plads end resten af personerne, er det hele byens historie, man får fortalt.

Der er ingen skurk. Selv den morderiske Jesus har forsonende træk, alle prøver at afværge mordet. Men det er dømt til at mislykkes, for indbyggerne sidder hjælpeløst fast i nogle normer, der uundgåeligt må få tragiske konsekvenser. Det er et forudsigeligt mord.

Gennemført musikdramatik
Lars Klits musik veksler imellem atonal ekspressionisme og jazzet dansemusik. Angelo synger om sine kærlighedsfrustrationer til et kækt svingende akkompagnement. Og da Domenico åbner dansegulvet, folder orkestret sig ud i smægtende salonmusik. Ligesom bihistorierne skildrer dansene miljøet og de sociale konventioner. De er veloplagt komponerede og giver en god afveksling fra den øvrige musik.

Det store ensemble funkler af klangfarver. Lars Klit har koblet hver af personerne sammen med et bestemt instrument eller gruppe af instrumenter. Uanset om man lægger mærke til det eller ej, får det musikken til at hænge sammen med dramaet på scenen. Musikken afspejler på traditionel vis handlinger og følelser fx med truende trommeslag på de dramatiske steder og spagfærdig instrumentation, når nogen er triste og tænksomme. Musikken foregår på dramaets præmisser, så det er gennemført musikdramatik.

Det er massivt, men giver mening
Der bliver brugt meget slagtøj, og for det meste er hele ensemblet aktivt. Dette giver Angelo et massivt præg. Mens jeg så den, var jeg frustreret over, at musikken ikke var roligere, når personerne åbnede sig. Selv Angelos og Lucias dybsindige arier i første akt kører i højt gear. Måske ville det tragiske mord have virket stærkere, hvis musikken havde givet plads til, at man kunne komme tættere ind på de involverede personer.

På den anden side giver den hårdtpumpede musik indtryk af det knusende sociale maskineri, der ubønhørligt driver den afsluttende tragedie frem. Jeg ved ikke, om det er gjort med vilje, men det giver mening, at personerne bliver holdt nede til fordel for et indtryk af det betændte fællesskab. Når Angelo stikkes ned, er det rystende, fordi det føles som et resultat af fællesskabet og musikkens trykbølge.

Angelos død. Foto: Joachim Knudsen

Velykket og ikke spor umoderne
Lützhøft og Klit har sagt, at de er ligeglade med, om deres opera er moderne. Det kan de også roligt være, for Angelo er en vellykket opera. Librettoen er vittig og tæt struktureret. Musikken er overdådig og arbejder virkningsfuldt sammen med teksten: Der sker meget i musikken, fordi der sker meget i teksten. 

Det er et moderne træk, at musikken virker stærkt ved at kvase personerne i stedet for at leve op til klassiske krav om at være overskuelig og gennemsigtig. Så Angelo er ikke spor umoderne.