Kærlighedens flygtige tale 

»The thing that makes love precious for all of us, not just for fairy-tale creatures and mythical opera heroes, is that my love is just as meaningful and just as exalted and just as doomed.« (David Lang i The New York Times, 2012)

Amerikanske David Lang havde lige vundet en Pulitzerpris for sit oratorium The Little Match Girl Passion, da han blev bestilt til at skrive et værk til Anonymous 4, en kvindekvartet kendt for deres fortolkninger af middelalderpolyfoni. Det førte til værket Love Fail, der i sin sammenblanding af middelalder og moderne minimalisme reflekterer over kærlighedens ekstase og undergang.

Vi er ikke vant til operaer som denne

Love Fail blev oprindeligt skrevet til koncertbrug, men kan også iscenesættes som opera, hvilket SAGA Vokalensemble med operasangere Lykke Appelon Ilkjær, Angelica Asp, Freja Eva Lockenwitz og Nanna Varmer Ipsen netop har bevist sammen med instruktør Selma Mongelard og videokunstner Magnus Pind, først på Den Fynske Opera og sidenhen på Nørrebros Literaturhaus, hvor jeg oplevede værket.

Vi er ikke vant til operaer som denne. Love Fail er for det første slet ikke et narrativt værk, og ligesom oratoriet The Little Match Girl Passion er den blot komponeret til uakkompagnerede stemmer og lidt simpel percussion. David Lang har selv skrevet størstedelen af librettoen baseret på forskellige middelalderdigtninger af myten om Tristan og Isolde, men skærer teksterne helt ind til benet og fjerner enhver form for historik, der placerer værket i en middelalderverden. De to karakterer kaldes eksempelvis »he« og »she«, og de ydre omstændigheder, der normalt driver handlingen i myten, bliver i stedet til en indre og abstrakt fortælling. Lang inddrager desuden digte og mikronoveller af Lydia Davis, der ligesom myten undersøger kærlighed og respekt mellem to mennesker på en mere moderne måde, hvor det mytiske bliver til hverdag. Love Fail strækker sig over en lille time og består af 15 korte sektioner, der er uafhængige af tid og sted. Det giver en oplevelse af de konstant skiftende følelser og stemninger, man kan opleve i kærlighedsrelationer. Vi bliver aldrig rigtigt klogere på værkets to karakterer, men mærker alligevel alt med dem.

De »er« ikke længere

Værket åbner med »He was and she was«, hvor parret introduceres og stilles overfor hinanden i en simplificering af Gottfried von Strassburgs middelalderdigtning. Scenens følelsesmæssige kompleksitet lever i kontrasten mellem beskrivelsen af personernes hyperskønne træk – »she was so charming / she was so lovely / he was an admirable man / he was a successful man / etc.« – og musikkens intenst sørgende karakter. Den dystre musik omkring »he was« er næsten grædende med klistrede dissonanser, skumle ekkoer og perkussiv hvisken, hvorimod »she was« bringer mere varme og lyrisk mildhed med sig. 

»Was« er det centrale ord her, og det emmer af fortrydelse og tab. Lang får os til at meditere over det faktum, at de »var«, og ikke længere »er«.

Teksten lader sangerne agere fortællere, for de synger ikke »I« og »you«, men derimod »she« og »he« og kan på den måde opretholde en følelsesmæssig distance til karakterne. De fire sangere er køligt oplyst og står i oversize herretøj med blege ansigter og sort makeup, der gør deres øjne dybe og udhulede som spøgelser. På bagtæppet lyser varme intime flashbacks af en glad vindrikkende kvinde, der, ligesom ordene, virker som en fantasifuld selvoverbevisning om en lykkeligere tid. Der ligger dog konstant noget under overfladen. Vi kan høre og føle det, men vi får aldrig at vide, hvad det er.

Ordene er så sanselige, at de næsten kan smages, og jeg drømmer om at se dem oplyst på bagvæggen

Ligesom den hypnotiske vokalmusik hos hans populære komponistkollega Caroline Shaw er Langs a cappella-værker komponeret med rene og åbne klange, der normalt kalder på en næsten klinisk homogen lyd. SAGA Vokalensemble går lidt imod denne praksis og giver i stedet plads til sangernes individuelle, operatiske stemmeprofiler, hvilket føles enormt stærkt og ærligt. Vi oplever en forening af fire kvinder fuld af følelse og krop, og de står sammen side om side som et søsterfællesskab.

En larmende skralde slukker for førstesatsens illusion, og Nanna Ipsens varme altstemme messer en tom middelaldermelodi i det mørke rum: »Three years after it started – it ended«. Vi ved ikke, hvad der er sket, og får det heller aldrig at vide. Resten af sangerne bryder ind til »dureth«, der baserer sig på Thomas Malorys fortælling fra Morte d’Arthur (1485) om ridderen Sir Dinadan. Han har valgt kærligheden fra, for dens glæde er nemlig for kort og efterfølgende smerte for lang. Melodien synges unisont og heroisk med tung rytmisk kant, før stemmerne splittes i en clusterakkord, der får hele rummet til at dirre.

Ordene kan næsten smages

Ligesom førstesatsen er »A Different Man« en romantisk mindeberetning af næsten naiv karakter og synges blidt og sødmefuldt af mezzosopran Freja Lockenwitz. En glitrende xylofon indrammer satsens brusende, natlige kvalitet, mens Lydia Davis’ lyrik afslører en mere skyggefuld og barsk side: »At night he was a different man … A man with dark eyes who kept his distance from her, who took offense, who was not reasonable.« Beskrivelsen af manden bliver efterhånden blødgjort i falsk uskyldighed og glaseret charme: »In the morning, he was a rosy king, gleaming … coming out into the sunlight with a wide embrace in his royal red plaid robe.« Ordene er så sanselige, at de næsten kan smages, og jeg drømmer om at se dem oplyst på bagvæggen.

Stoflagenet laver rynker, der ligner skyggerne på en kvindes hals

Værkets centrale sats »The wood and the vine« tager udgangspunkt i David Langs fascination af en særlig detalje fra digteren Marie de Frances Chevrefoil (c. 1155-70), hvor Tristan i al hemmelighed efterlader en hasselpind til Isolde i skoven. Hun finder den og ved præcis, hvor hun kan finde ham. I fortællingen beskrives Isolde som et gedeblad (chevrefoil), der vikler sig omkring hasselpinden. De to planter er så sammenflettede, at de begge vil dø, hvis de skilles ad. Denne kærlighedssymbolisme, der forudgriber mytens tragiske slutning, kan naturligvis enten fortolkes smukt, rent og uskyldigt eller destruktivt, afhængigt og klaustrofobisk. Satsen rummer også begge poler. Sopranen Lykke Appelon Ilkjær agerer fortæller, der smyger sig smukt som gedebladet omkring korets statiske stamme af melankolske frasegentagelser: »the wood and the vine, the wood and the vine«. Efterhånden gror stemmerne så meget ind i hinanden, at musikken bliver mere dissonant og låst og kulminerer med ordene »I cannot live without you« i et næsten vulgært fortissimo, der på voldelig og manipulerende vis understreger parrets desperate afhængighedsspiral. 

Visuelt er scenen en lidt blandet oplevelse. De fire sangere tager pludseligt skinnende havfrueparykker af og på, og det er ikke helt tydeligt hvorfor. Måske forsøger de at vise kunstigheden i at lave sig selv om for den andens skyld, men det virker lidt tænkt og tager fokus fra værket. Bag dem har Magnus Pind til gengæld filmet nogle magiske closeup-billeder af en efterladt seng, hvor stoflagenet laver rynker, der ligner skyggerne på en kvindes hals. Filmen har en kølighed og en varme på en gang.

Forbudte emner og en kop evig sorg

Lydia Davis’ fortolkning af et skænderi i »Right and Wrong« er både komisk og kringlet. Den beskriver nemlig, hvordan dét at have ret ikke altid er rigtigt, hvis det i nogle tilfælde er forkert at have ret. To sangere står ansigt til ansigt og svarer hinanden i en spøjs form for call-and-respons. Altens dybe perkussive enstavelsesryk afbryder og introducerer sopranens bølgende fraser, der stiger i intensitet og bliver mere og mere ivrig og højstemt. I filmen ligger en søvnløs kvinde, som heller ikke kan falde til ro. Ironien drypper fortsat i Lydia Davis’ »Forbidden Subjects« om alle de emner, et par undgår at tale om: familiemedlemmer, arbejdstimer, vejret, mad, universiteter, temperaturer, musik, hvad han tjener, hvad hun tjener, hvad hun bruger af penge, osv. Den lange, hverdagsagtige smøre er fuldstændigt overdynget med ord, der bevæger sig i cirklende gregorianske melodier.

I Gottfried von Strassburgs digtning drikker Tristan og Isolde ikke en elskovsdrik, men en kop evig sorg. Denne detalje er grundlaget for koralen »you will love me«, der blander smukke, spændingsfyldte klange med isnende pauser: »It is not wine … it is our lasting sorrow … and we drink it … we drink it …«. Selvom kærligheden er uløseligt forbundet med sorg, stopper tørsten alligevel aldrig. Samme melankolske tonesprog er tydelig i »as love grows stronger« af samme middelalderdigter, men en ritualistisk stortromme giver den et mørkere, stærkere udtryk. Undervejs tager kvinderne deres store herreskjorter af og står tilbage i ens nude toppe konfronterende og ærlige med direkte front mod os. Imens en kvinde fjerner sin makeup på storskærmen, giver sangerne sig til at male deres nøgne arme sorte. Helt fri er de ikke endnu. 

Teksten rummer ingen karakterer, men ligesom musikken blot øjeblikke af følelser og de tunge pauser imellem dem

Værkets næste afdeling igangsættes af alten med et noget utraditionelt blæseinstrument: en konkylie. Dette vandvarsel rummer Tristanmytens maritime atmosfære og har samtidigt noget feminint over sig med sin sart lyserøde farve og bløde, spiralformede indre. Herefter begynder de tre sangere omkring hende at stønne tungt i rytme, ind og ud, samtidig med at de prøver at få det sorte af armene. Det virker fysisk klamt for dem, og de kan ikke få det af. Altens varme stemme stiger pludselig frem helt stille som en linje i mørket. Melodilinjerne er tomme, indadvendte og distancerede på trods af Lydia Davis’ intense følelsessegmenter: »an outburst of anger near the road … a cry of anger on the steep bank of dirt … a weeping among the bushes.« Teksten rummer ingen karakterer, men ligesom musikken blot øjeblikke af følelser og de tunge pauser imellem dem.

»I live in pain« baserer sig på et digt af Comtessa Beatritz de Dia, som var en såkaldt trobartiz, en kvindelig trubadur. Den er værkets mest musikalsk komplekse og følelsesmæssigt ekspressive sats med sin sitrende rå tekst om en, der lige er blevet forladt. Under en filmmontage af alle de tidligere situationer forsøger sangerne i en smertefuld kærlighedsbesættelse at få skjorterne på igen, men de er bundet sammen og forvandles langsomt til en monstrøs skulptur af stof. Ensemblet viser både stor stemmemæssig kraft og en varieret palette af svære emotionelle udtryk fra voldsom lidelse og desperation til afkoblethed og mani. 

De finder sig selv igen i den overjordisk smukke sats »Head, Heart«, der udstråler visdom, ro og empati med Lydia Davis’ rørende ord om det glemsomme hjerte, der trøstes af hovedet: »Heart weeps. Head tries to help heart. Head tells heart how it is, again.« Musikken skrider jævnt frem i usynlige punkter som et konstant bankende hjerteslag, selv i satsens mange tomme takter, der får mig til at tænke på Claude Debussys beskrivelse af, hvordan »musikken ikke er i noderne, men i den stilhed, der er imellem«. Pauserne i »Head, Heart« er Love Fails musikalske højdepunkt. De rummer alt: reflektion, afstand, frihed, ro. Imellem dem synger ensemblet Davis’ ord i nærværende toner af bløde parallelle treklange, der stiger højere og højere til vejrs.

Næste scene tager udgangspunkt i en dyster episode fra Tristanfortællingen, der kun finder sted i Thomas af Britanniens middelalderdigtning og beskriver Isoldes tanker under hendes sidste rejse på havet. Hun skal genforenes med den sårede Tristan, for at de kan dø sammen, sådan som det er blevet lovet dem. Undervejs bliver hendes skib dog ramt af stormvejr, og hun lammes ved tanken om at dø uden ham, men trøstes så kort efter ved tanken om, at hvis hun drukner, så vil Tristan også drukne. Musikalsk bliver teksten båret af Angelica Asps strømmende solosopran, hvis melodik bølger op og ned som havets vand. Der er noget stærkt over at høre hendes operatiske stemme i ellers komplet stilhed.

Intens nærhed

Værkets sidste sats, »mild, light«, baserer sig på Isoldes klimatiske »Liebestod« fra Wagners store musikdrama, hvor heltinden hallucinerer og dør med Tristans lig i sin arme. Musikken er naturligvis langt fra Wagners og minder om en tung begravelsesmarch med ensemblets langsomme kølleslag på xylofon, bækken og stortromme. Sangen begynder som en unison hymne, men udvides efterhånden til drømmende, flerstemmigt kor – »drowned, engulfed, unconscious, so sweet…« – og som et åbent spørgsmål ender Love Fail spændingsfyldt og uafsluttet på kvinten. Rummet føles lammet og tomt.

Love Fail undersøger kompleksiteterne i menneskelige relationer med intens nærhed. Værkets stærkeste element er, at det er skrevet udelukkende til kvindestemmer og udforsker kvindens oplevelse på en kompleks, dyb og menneskelig måde. Det er bestemt ikke det perspektiv, vi er vant til at opleve i opera. Med simple sceniske virkemidler fokuserer SAGA Vokalensemble på de klingende stemmer og forløser dette vanvittigt krævende værk smukt og med stor ekspressivitet. Det er imponerende og beundringsværdigt.

»Love Fail« spillede på Den Fynske Opera 5.-6. maj samt 10.-11. maj på Litteraturhaus i København. Kommende forestillinger er bl.a. Hesselbjerg Musikfestival 21. juli, Den Sydfynske Operafestival 14. august samt gymnasieforestillinger.