Himlens brændende blik

Der er en tætpakket, løssluppen stemning i den summende eftermiddagssol på vej ud til det gamle B&W-skibsværft på Refshaleøen, hvor Copenhagen Contemporary nu holder til. Juni føles varmere end normalt. Inde i svejsehallens store, mørke indre løber en lang, tynd kø mod et højt stillads. Luften er tæt som en tropisk lufthavn. Det føles, som om vi er sent på den, for musikken kan allerede høres fra hallens indgang.

Forestillingen har faktisk været i gang i fire timer allerede. Den befinder sig nemlig i et musikalsk loop, der starter forfra hver time. Som en fabrikslinje slanger køen sig op ad trapperne til stilladsets høje krone. Folk virker spændte på at opleve den for længst udsolgte strandopera Sun & Sea (2019), skabt af tre litauere: komponist Lina Lapelytė, instruktør Rugilė Barzdžiukaitė og dramatiker Vaiva Grainytė.

Det er kunstnernes andet samarbejde, efter de skabte den prisvindende operaperformance Have a Good Day i 2013 for ti kassemedarbejdere, supermarkedslyde og klaver. Også Sun & Sea har vundet stor opmærksomhed, siden den i 2019 modtog den prestigefyldte hovedpris »Den Gyldne Løve« ved den internationale kunstbiennale i Venedig. Forestillingen er nu på verdensturné og er inviteret til København af Copenhagen Contemporary i samarbejde med CPH Stage og Travers (29. maj til 1. juni).

Sand og klister

Vi guides rundt på toppen af stilladset langs den ene række af stole, der indrammer scenen ovenfra i et enkelt, sort kvadrat. I umiddelbar øjenhøjde blæser seks store, sorte spotlys ned på en skarpt oplyst artificiel strand med 24 varme, halvnøgne kroppe i alle aldre, udstrakt på en tæt mosaik af håndklæder. Det ligner egentlig en helt almindelig sommerdag, men det hele synes viklet ind i usynlig plastik. Alt er i pastel, let og luftigt som lyserødt guf med en syrlig, syntetisk smag.

Distancen føles stor. Det er lidt som at kigge ned på en cremefarvet myretue med de bittesmå feriegæster, der ligger og scroller, krammer, læser og leger inden for stilladsets tynde, sorte boks. Scenekantens usynlige fjerde væg har lukket sig og i stedet bevæget sig op til en usynlig femte himmelvæg over scenen. Mærker de vores tilstedeværelse? Ved de, vi er ankommet? Deres tid og bevidstheder synes langt fra vores.

Den på ydersiden nonchalante, skødesløse strandstemning står i stærk kontrast til feriegæsternes mere eller mindre direkte ytringer om klimakatastrofen

Musikken bevæger sig som en klistret masse dernede. Alle synger a cappella i et slags dovent finalekor med et vippende musikalsk motiv, der går igen og igen i monotone, tranceagtige cirkler. Det første, jeg bemærker ved lydfladen, er, at vokalen er forstærket og filtreret gennem mikrofoner og højttalere. Operagenrens akustiske identitet udfordres dermed, og korets vokal lyder heller ikke synderligt operatisk. Musikken bliver desuden forstyrret af andre trivielle lyde og bevægelser. En hund går rundt med sin ejer. En kvinde spiser kikærtesalat. Børn bygger sandslotte og skriger. Smartphones er på lyd. Der er latter, sludren, pludren.

Teksten lyder bizart og evigt gentagende. Vi har alle fået tildelt en libretto, der afslører – efter noget tids søgen – at vi er cirka tre fjerdedele inde i forestillingen. Den er struktureret som en lang række sange med nogle besynderlige titler som »3D Sisters’ Song«, »Young Man from the Volcano Couple«, »Sunscreen Bossa Nova« og »Song of Exhaustion, Workoholic’s Song«.

Efterhånden som forestillingen skrider frem, begynder man hurtigt at lære ikke at bekymre sig om at følge den narrativ, der flyder tilstandsløst rundt blandt en række tilfældige tanker, personlige fortællinger, afsløringer og drømme. Det bliver også tydeligt, at den på ydersiden nonchalante, skødesløse strandstemning står i stærk kontrast til feriegæsternes mere eller mindre direkte ytringer om klimakatastrofen på den klode, deres varme rygge befinder sig på.

På vej mod Broadway

Med »Volcano Story« kommenterer koret et vulkanudbrud, måske den islandske vulkan Eyjafjallajökull, hvis store askesky i 2010 lammede den europæiske flytrafik: »People have been planning all year long their ten days off. Which they only take once every year. Now sitting all sweaty in the airport waiting room – golden hot sand exists only in the brochure.«

Fra kormassen bryder en ung mand ud i ekstatisk sang. Det er »Young Man from the Volcano Couple«, og vi skal lige finde ham i mængden som en anden Holger, for der er intet fokuserende lys. Han ligger i en anden mands arme og beskriver, hvordan vulkanen fangede ham i lufthavnen og bragte ham til sin nye kæreste. Denne korte, intense fortælling bliver operaens eneste lille kærlighedshistorie. Operavokalen er også til forhandling her, ikke kun gennem mikrofonens filtrering, men i mandens klang og frasering, som har en tydeligt mere poppet musicallyd. Det giver også musikken et mere kommercialiseret udtryk, der når sit højdepunkt hen imod slutningen, når han belter kraftfulde fraser i et højt register – »We are together! We are together!« – mens han slænger sig i beruset lykke og kysser sin kæreste blidt.

Broadwaystemningen dukker senere op igen i »Wealthy Mommy’s Song« – en slags materialistisk klagesang om privilegerede ferieudfordringer. Sangen har tydelige melodiske ligheder med Andrew Lloyd Webbers »Don’t Cry for Me Argentina«, hvor Evita her er en kvinde i bordeaux badedragt, der scroller på sin iPhone og læser Vogue, mens hun beskriver familiens luksusferie til Australien: »We explored the coral forests. We climbed through their branches. It certainly tired us, such density! What a relief that the Great Barrier Reef has a restaurant and hotel!« Hendes velhavende mand følger kort tid efter fuld af apati med en dyb basstemme, der er ved at smelte væk i en svale af arbejdsrelateret udmattelse.

En kort videotrailer for »Sun & Sea«, der blev uropført i Venedig i 2019. © Lapelytė, Barzdžiukaitė og Grainytė

Mere direkte ytringer om klimakatastrofe kommer blandt andet fra de to tvillinger – eller »3D Sisters« ifølge librettoen – med ens franske fletninger, batikmønster og denimshots. De deler et badelagen og maler i mandala-malebøger, når de ellers ikke kaster med frisbee eller leger uskyldige klappelege. Deres sødmefyldte duet er enkel og melankolsk og beskriver livets og klodens forgængelighed i dystre billeder: »I cried so much when I learned that corals will be gone. And together with the Great Barrier Reef the fish would go extinct … I cried so much when I understood that I am mortal, that my body will one day get old and wither.« De leverer også en syret strategi til klimaspørgsmålet med elementer af uhyggelig, dystopisk science fiction-realisme: »My mother left a 3D printer turned on. And the machine began to print me out … With a single press of a button, I will remake this world again: 3D corals never fade away! 3D animals never lose their home!«

I »Sunscreen Bossa Nova« blander elektroniske lydflader sig med sangernes forstærkede stemmer. En vibrerende keyboardsynth spiller vuggende, elektroniske latinrytmer sammen med lyde fra børnenes larmende leg. En ældre dame rækker ud efter solcremen: »Will you cover my back with it, please?« synger hun til sin døsige mand med skinnende brun vom. Kvindens dybe, hæse kvindestemme fortsætter tørt: »What does it say? Let’s read it …«, og hun giver sig i kast med at synge anvendelsen på alle fire sprog: »Protection for hypersensitive skin ... Schutz für überempfindliche Haut … Защита сверхчувствительной кожи … Protezione per la pelle ipersensibile …« Publikum fniser forvirret.

Den fjerne trussel

Sireneagtige lyde i treklange overtager bossaen, og koret intonerer sig ind i et flerstemmigt »Vacationers Chorus«. Det er homofont og nydelsesfuldt, og en næsten ubehageligt smuk sanselighed vælder frem i tekst om jordens algefyldte have: »Botanical gardens are flourishing in the sea – the water blooms.« En kvinde i stråhat synger uimodståeligt svævende diskant: »Our bodies are covered with a slippery green fleece. Our swimsuits are filling up with algae.« Stemmer, musik og tekst flyder meditativt og ubevidst i ring, evigt forbrugende, og man kan næsten ikke lade være med at slumre helt væk i musikkens minimalistiske, modale melodier. Hele forestillingen igennem bevæger koret sig ind og ud af de solistiske indslag, og vi iagttager fortællinger om det individuelle og det kollektive, det intime og det offentlige.

Den lyse sopran i »Siren’s Aria« synger smukt og skrøbeligt om sin eksmand, der druknede i Sydøstasien. Teksten splintrer musikkens fraser med kyniske udsagn, der breder sig ud til at handle om hele menneskehedens svaghed: »This mammal with limited lung power … He wants to conquer and control what is not his to own …« Et ensemble af sopranstemmer smyger sig omkring hendes i et flot flerstemmigt fortissimo, der dirrer i kroppen: »Acidy waves, ivory form, airplanes in the sky, ships sailing in the sea.« Komponisten, Lina Lapelytė, har muligvis hentet inspiration fra de gamle litauiske sutartinės – en slags polyfon, repetitiv, overtonerig sangform, traditionelt sunget af kvinder.

Stemmer, musik og tekst flyder meditativt og ubevidst i ring, evigt forbrugende, og man kan næsten ikke lade være med at slumre helt væk

I »Dream« synger mændene også i kor om surrealistiske drømme om hjernetumorer og rawfood. En bippende midi-vals vokser under dem til et langt og intenst instrumentalt interludium, der lyder som et orgel, der er ved at vende på vrangen i tunge hedeslagshallucinationer. Øredøvende, dissonerende klange sluges af vores øregange og vibrerende stole. En voksende trussel i lydform.

Vi bliver gennet ud, inden vi når et helt loop. Der er ingen fremkaldelser, ingen applaus. Bare den evigt gentagende musik og tekst om hverdagen, om kedsomhed, om angst, om det trivielle, om ingenting. Lette, overfladiske historier om en tung, træt klode, hvor himlene sortnes, koralerne bleges, havet tyknes og naturen forsvinder. Og langt oppe slipper publikum endelig det tilfældige, fjerne gudeblik på den levende kollage af små kroppe og Jorden, den store moderkrop under dem. Uden mulighed for identifikation, blot passiv iagttagen. Spørgsmålet er, om vi tør tage stilling til klimaspørgsmålet, eller om vi også snart sløser os hen i samme ubevidsthed, ud til den varme junidag.