Hvorfor er samtidsmusikken i bundløs krise? Mange grunde: Komponister vil kun underholde, bureaukratisering af feltet når stadig nye højder, musikerne er for kloge og selvoptagede, økonomiske og andre produktionsstrukturer virker konformiserende på værkskabelsen, offentligheden har glemt os (- desuden findes der ikke længere nogen offentlighed).

Hvorfor er operaen død som genre? Den er for dyr, for indsovset i administration og turistindustri, komponisterne er for konservative, for høflige og for godt betalte, sangerne synger for dårligt og for svagt, dirigenterne er for sure, publikum er for dumme. Vi føler, at vi lever i en epoke præget af the End of the Grand Narratives og hvad skal man så med opera? 

Ikke desto mindre: Den 7. marts 2010 fik Oslo og Norden et nyt operahus, Den Norske Opra, beliggende i Oslo gate i Gamlebyen. Fra denne nye institutions toiletvindue kan man se ud på den nybyggede og mere omtalte Den Norske Opera og Ballet, men det ser Den Norske Opra ikke. Den Norske Opra ser kun mod himlen og mod evigheden. I en tid med intens institutionel kritik og dekonstruktion af samtidsmusikken og samtidsmusikkens produktionsstruktur bygges her en NY INSTITUTION (i stedet for at klynke over skrøbeligheden hos de gamle). Det er en affirmativ, konstruktiv og monumentale handling. Will Ich meine Oper.

Den uforglemmelige åbningsforestilling var verdenspremieren på Orfeus. Og som alle andre værker, der opføres på denne scene er ophavsmanden operadirektøren selv. Valget af tematisk udgangspunkt knytter sig til en række andre nøglemomenter i operaens historie som Claudio Monteverdis Orfeo fra 1607, der fremstår som selve det kunstneriske bevis på, at en ny og væsentlig kunstgenre var skabt.

Orfeus' elskede, Eurydike, bliver bidt af en slange og dør. Ved musikkens magiske kraft stiger Orfeus ned i dødsriget og med sin uimodståelige sang overtaler han Hades til at give ham hans elskede tilbage. Kun én betingelse skal Orpheus opfylde: På deres vandring op til jorden, må han ikke se Eurydike i øjnene. I dette idédrama repræsenterer Eurydike genren "opera". Orfeus er samtidsmusikken. Orfeus er ude af stand til at standse sit lidenskabelige begær, og hans blik rammer Eurydike. Efter et øjeblik af lidenskabelig forening, mister de hinanden for evigt, og Orpheus trækker sig tilbage i asocial askese. Men har Orpheus og Eurydike nået at undfange et barn? Det vil sige: en potentielt ny samtidsmusik-dramatisk kategori, "opra"?

Den Norske Opra er et komplet operahus som i løbet af den første treårs periode vil producere masser af nykomponerede opra’er, alle banebrydende og af højeste kunstneriske kvalitet. Den Norske Opra er en naturlig parallel til Richard Wagners berømte Bayreuth-operahus, som blev skabt udelukkende for at opføre Wagners operaer. I vores tid og i vores kulturelle klima findes der desværre ikke længere ambitiøse musikmæcener som Wagners rige beundrer kong Ludwig II af Bayern. Samtidsmusikken har fået en helt anden og mere marginal position i samfundet og Den Norske Opra er således et fattigmands-Bayreuth, beliggende i en billig lejlighed i Oslos drabant med fast ensemble og personale på i alt én person. Produktionerne drives på nul-budget. Der er ingen midler, og egentlig ingen lyst, til musikalske og sceniske prøver. Det handler mere om at hælde på.  

Den norske Opra holder til i operachefens egen stue (jagt på lokale) og soveværelset fungerer som bagscene, værksted og garderobe. Operachefen er selv diktatorisk administrerede direktør, komponist, performer, instruktør, scenograf og producent, men kan ved lejlighed også indgå i forskellige samarbejder, hvis det føles kunstnerisk nødvendigt og forsvarligt. Lejligheden fungerer som operahus og scene med alle operahusets traditionelle funktioner intakte, såsom marketingsafdeling, restaurant, programredaktion, fagforening, webpublicering etc., hvor hele institutionens struktur er en del af det kunstneriske projekt. Opra’erne, som er produceret, er meget forskellige i format, fra sceniske helaftens-produktioner og gæstespil ("Den norske Opra på turné"), til konceptuelle skitser, musikalske performances, seminarer og opra’er hinsides tid og rum.

Sådan taler Den Norske Opra:

EN EKSTREM NEDSKALERING AF OPERA-FORMATET ER DEN ENESTE MULIGHED FOR DE MUSIKDRAMATISKE GENRER FOR AT TRÆKKE VEJRET, TÆNKE SIG LIDT OM, OG IGEN FREMSTÅ SOM EUROPAS VIGTIGSTE KUNSTNERISKE GENRE SOM DEN VAR PÅ WAGNERS TID! DEN NORSKE OPRA VIL UNDERSØGE MULIGHEDERNE FOR RADIKALE OG UFORUDSIGELIGE NYTÆNKNINGER AF OPERAGENREN VED AT FORHOLDE SIG EKSPERIMENTELT TIL HELE OPERAENS PRODUKTIONSAPPERAT! DEN ENESTE REDNING ER AT FORSTÆRKE DET HOLISTISKE KOMPOSITORISKE PERSPEKTIV I OPERA VED AT OMGÅES DEN TRADITIONELLE OPDELING I FORSKELLIGE FAGGRUPPER SOM KOMPONIST, UDØVER, INSTRUKTØR OG PRODUCER! INGEN UVEDKOMMENDE ADMINISTRATOR SKAL KUNNE VURDERE VÆRKERNES KOMMERCIELLE POTENTIALE! INGEN KREATIV INSTRUKTØR SKAL KOMME MED FORSTYRRENDE INDSPIL! INGEN SKRØBELIG SANGER SKAL KUNNE KLAGE OVER ONDT I HALSEN OG UFLATTERENDE KOSTUMER!!! INGEN FRA PUBLIKUM MÅ VÆRE UKONCENTREREDE ELLER SKEPTISKE! DEN NORSKE OPRA DESIGNER SELV SIT PUBLIKUM! VI INVITERER KUN FOLK ,DER ER GRUNDIGT ÆSTETISK EFTERPRØVET OG GODKENDT, ELLER VI VÆLGER HELT AT UDELUKKE PUBLIKUM FRA FORESTILLINGEN! DEN NORSKE OPRA ER DYBEST SET EN UNDERSØGELSE AF KUNSTNERISK FRIHED, OG ER AFSONDRET FRA RESTEN AF MUSIKVERDENEN I ET ASOCIALT UTOPISK RUM!!! SÅDAN SKABES EN MULTIMEDIAL KUNSTART MED MUSIK SOM MOTOR, SOM BÅDE RESPEKTERER OPERAENS TRADITION FOR PATOS, SVULSTIGHED OG STORHEDSVANVID, MEN SOM OGSÅ AFSPEJLER SAMTIDSMUSIKKENS KONCEPTUALISME OG KRITIKVIRKSOMHED!! VED AT ETABLERE EN "MINDRE" OPERAFORM BLIVER OPERAEN MERE FLEKSIBEL, MERE SAMFUNDSMÆSSIG RELEVANT OG MERE MODTAGELIG FOR INDFLYDELSE FRA NYERE TEATERPRAKSIS OG MODERNE BILLEDKUNST!!! HVOR MUSIKDRAMATIK TRADITIONELT HAR VÆRET ET OMRÅDE HVOR SAMARBEJDE HAR RÅDET OG HVOR EN SLAGS SVAG DEMOKRATISK BLANDING AF IDÉER ER NORMEN, GØR INDAVLETS OG MUTATIONENS GENERATIVE PRINCIP SIG GÆLDENDE FOR DEN NORSKE OPRA!!!!!

Dette er sket:

Den Norske Opra åbnede 2010 med forestillingen Orfeus, Den Norske Opras skabelsesberetning. (Duet fra Act 1: Orfeus og Apollo)

Kort tid senere så Johannes 'Åbenbaring dagens lys. En brutal, men sand og systematisk skildring af vor nære fremtid. 1. akt: Filosoffen Alexander Kojève holder sine berømte Hegel-forelæsninger i 1933-39, hvor han proklamerer "historiens død." Hans elever bliver alle fremtrædende og berømte postmodernister, som udbreder denne forbandede sygdom rundt i hele det forbandede vesten, så alt bare er/bliver helvede og lort og konservatisme og snavs og pis og lort overalt. I 1992 gentager den politiske filosof Francis Fukuyama alt det lort og pis i forbindelse med USA’s hegemoni i verden. Han synger: ”What we may be witnessing is the end of history as such: that is, the end point of mankind's ideological evolution and the universalization of Western liberal democracy as the final form of human government.” (Fukuyamas arie). Han gifter sig med Babylons skøge. Og Guy Debord får ret i alt, hvad han skrev om spektakelsamfundet (babylonske skøge arie). Alle ser TV hele tiden (mediernes kritik), er dekadente (sex scene), og samtidsmusikken er i krise (krise). Scenografien i første akt består af "kapitalismens solbeskinnede væg" som er placeret lige i fjæset på publikum: En gul overflade med mange miniature-scenekasser, hvor abstrakte og symbolske handlinger finder sted, rør hvor lyd eller flydende substanser kommer ud, flip-overs med præsentationer af avanceret filosofi, knivskarp satire over vor tids triste mediesituation og de syngende hoveder af Babylon og Fukuyamas skøger. 2. akt er et opgør med alt dette (Act 2, scene 15), mens 3. akt repræsenterer nyt håb. Slutningen af 2. akt hvor Fukuyama og Babylons hore får sin retmæssige dom, Menneskeheden synger "Oh my God!" og (3. akt) det kommunistiske spøgelses arie.

Penelope, en opra om troskab, blev lavet til en bryllupsceremoni hvor opradirektøren blev bedt om at holde en tale. Værket forløber på følgende måde: Efter at have råbt "Underholdning! Underholdning!" smører aktøren sig ind i en brun suppe (havregrød med kakao), som han har skjult nede i sine underbukser. Efter lidt skrig og skrål og griseri gemmer han sig under scenen (akt 2), hvorfra der holdes et kortfattet foredrag med lydeksempler om den fascinerende matematiske setteori-struktur som ligger til grund for Xenakis' klaverperle Herma.

Faust, or the Decline of Western Music er et eksempel på en opra, der er designet til koncertmediet og til pianist Mark Knoop. Værket er et studie i "forandring" set i lyset af den faustiske stræben efter stadig mere, mere! Denne transcendentale klaversonate bekræfter nok engang, at den vestlige civilisation står for fald, og at det eneste der kan redde os nu er bedre formtænkning i samtidsmusikken (hvilket igen vil føre til en nyopdagelse af kommunismen). Example of Analysis of Form

I april 2011 havde Den Norske Opra premiere på nok et musikdramatisk mesterværk: Den elegante Utopia baseret på Thomas Mores klassiske tekst fra 1516 om øsamfundet Utopia, en proto-kommunistisk stat uden pengesystem og ejendomsret, hvilket har ført til øget lykke og glæde for beboerne. Øens radikale politiske system bliver beskrevet for Thomas More (som selv er en karakter i bogen) af den rejsende Rafael, og More indtager en noget skeptisk holdning: "Der er ingen vittighed i, at forsøge at komme igennem med nye ideer i politik. Man må arbejde mere indirekte. Det man ikke kan gøre rigtigt, må man gøre så lidt galt som muligt." Det er her Den Norske Opra bliver så fandens provokeret. Helvedes kyniske taktiker! Det er den slags tolerant-pragmatisk-kosmetisk-politisk-SocialistiskVenstrefløjs-agtige praksis, som i deres administration af den kapitalistiske og imperialistiske status quo, er ved at køre hele planeten ned i afløbet, hvis du spørger os. Jamen ærlig talt! Hvad? Er det bare Den Norske Opra, der mener dette? Nej! Der vil komme en ny strømning. Bare vent. Den nye og krystalliserede utopiske tanke vil blive født på ny. Et nyt menneskeligt bevidsthedsplan vil vokse frem på de apokalyptiske sletter. For at give en passende repræsentation af hele problemstillingen, der er tilpasset opra-mediet, foregår handlingen af første akt af "Utopia" på et rent odontologisk plan, andet akt på et lige så rent fænomenologisk og neuro-biologisk niveau, mens tredje akt vil være en grundig, kritisk gennemgang af mere eller mindre fejlede utopier fra Thomas More, via Charles Fouriers fornøjelsesfantasier om "hav af limonade", til en komplet nylæsning af den franske revolutions historie, og til den velkendte "utopiske implosion" i den private sfære (arbejde/kunst), repræsenteret ved den depressive Onkel Vanya (Utopia, 3. akt, scene 5: Onkel Vanya er i kognitiv terapi). Sidste akt blev aldrig helt færdig, men planen var at den skulle præsentere et helt nyt utopisk verdensudkast og en nyt stolt vej for musikdramatik.