Hvad er en deskOpera?

Remember Me... er bogstaveligt talt en opera, som foregår inden i et skrivebord. Ideen opstod i en periode, hvor der skete to ting samtidig. For det første arbejdede mange komponistkolleger på det tidspunkt på operaer, og det slog mig, hvor underligt det var i det 21. århundrede. Og for det andet arvede jeg et skrivebord fra min bedstemor. Da jeg åbnede det og undersøgte det første gang, gik det op for mig, at det indvendige af dette bord var det eneste fysiske rum, som hun virkelig havde kunnet kaldt sit eget. Og så bestemte jeg mig for at skabe et værk med udgangspunkt i tanken om et helt liv, en hel, vidunderlig historie, der udfoldede sig inden for rammerne af et uventet lille rum. Et værk, som konstruerer en utopi, et eksempel på, hvad en operaopførelse kan være, hvis der er fokus på færre vokalstemmer. Denne skrivebordsOpera rummer en alternativ slutning på historierne om Dido og Eurydike fra den græske mytologi. Begge kvinder er dødtrætte af deres roller: Dido længes konstant efter Æneas, som farer land og rige rundt på eventyr, og Eurydike er fanget i underverdenen som en slags ”næsten”-muse for Orfeus, mens han skriver sine ”smukke, smukke” kærlighedssange. De udklækker en plan…

At bruge et skrivebord som scene for en opera må indebære nogle helt andre behov og krav.

Ja, klart. Jeg ønskede stadig, at det skulle være en magisk og usædvanlig oplevelse at se stykket, ligesom man ville forvente det med en operaproduktion i stor skala. Men når man arbejder med en scene, som er 70 x 90 cm, må man gribe det helt anderledes an.

Hvilke udfordringer er der, og hvad håber du at opnå med dette set-up?

Jeg har egentlig ikke tænkt på det som udfordringer, for jeg klemmer ikke en opera ned i et skrivebord, jeg undersøger snarere pladsen i et skrivebord for opera-muligheder. Når man kun har meget lidt plads, betyder det også, at man har mulighed for at trække publikum med ind i sin verden på en meget mere intim måde.

Så hvilken slags oplevelse vil du gerne give publikum?

Jeg tager dem med ud på en intim, fordybende miniature-rejse mod en indbildt utopi, hvor Dido og Eurydike, to mennesker, hvis liv er bestemt af andre, med deres stemmer forsøger at blive hørt på deres egne vilkår, fri for kulturelle forventninger og sociale restriktioner. 

Normalt forbindes opera med et tungt maskineri af scenefunktioner, en masse mennesker bag kulisserne og på scenen, et stort operahus, høje omkostninger etc.

Er dit værk en kommentar til dette eller måske en protest?

Det er mere en refleksion. I en tid, hvor ”stor” og ”mere” ofte betragtes som bedre og mere spændende, er der selvfølgelig en tendens til at give dette modvægt og fokusere på det mindre, det forsømte, det mindre hørbare og synlige. Der er mange vidunderlige eksempler på kunstnere, som søger denne skrøbelighed i det lille format. Men frodigheden og den rene auditive og visuelle kæmpemæssighed i store operaproduktioner er også fascinerende, og heldigvis er der i den nutidige kunst plads til begge dele. 

Men selv til en lille operaproduktion som denne er der masser af mennesker bag scenen! Sonic-a [http://sonic-a.co.uk/2012/] som har bestilt den med hjælp fra fonden PRSF, Cryptic [http://www.cryptic.org.uk/] som producerer den, og de tre vidunderlige mennesker, jeg har samarbejdet med. Rejsen mod det færdige stykke har været et ægte samarbejde mellem Dan Ayling (dramaturg), James Johnson (designer), Jack McConchie (projektleder) og mig. 

Hvorfor er det interessant for dig at arbejde inden for operakonceptet? Og har du behov for at ’omskrive’ kunstarten? 

Jeg sigter ikke efter at omdanne operaen som kunstart, men snarere efter at finde en måde, min egen helt særlige måde, at beskæftige mig med operaen som en kunstart på. Og impulsen til dette stammer fra en fascination af operaens tilsyneladende ”latterlighed”, som Adriana Cavarero så smukt sammenfatter det:

"Der er ingen tvivl. Set fra et vist synspunkt er opera det latterliges og kitschens triumf…. Men set fra et andet synspunkt er opera noget helt andet. Den udnytter det latterlige for at forankre det vokale budskabs alvor i et smils lethed. Faktisk er opera i bund og grund den menneskelige stemmes sublime evne til at erobre ordenes betydning sammen med repræsentationens synlige verden. I denne betydning er det afgørende ikke den synsvinkel, som opera betragtes ud fra, men snarere den ”hørevinkel”, hvorfra man har tilgang til operaen. Hvis man skal røre operaens hjerte og se ud over det latterlige, er det nødvendigt for kroppens øje og intellektets øje at underkaste sig ørets suverænitet.” (Adriana Cavarero, For More Than One Voice: Toward a Philosophy of Vocal Expression, 2005, Stanford University Press, p.121)

Opera er således altid en afspejling af samfundets selvopfattelse på ethvert givent tidspunkt, i enhver given socio-politisk eller –kulturel situation. Og sommetider bliver operaen en potentielt samfundsnedbrydende kommentar til denne selvopfattelse. 

Oplever du som komponist og som festivalleder, at der er tendenser blandt yngre komponister, som går i retning af en øget interesse for opera? 

Det ser faktisk ud, som om det at skrive et stykke for symfoniorkester og/eller opera stadig af visse komponister betragtes som ”det, man skal gøre”, ”måden at blive til noget på”. Det er delvist fordi den periode indenfor musik, som hyppigst opføres og derfor er mest fremtrædende i folks bevidsthed, består af en forfærdelig masse orkestrale værker og operaer. Men det afhænger naturligvis af, hvor du kommer fra som ung komponist, og hvilken musikalsk tradition du betragter dig selv som rundet af. Det jeg finder særligt interessant, er det voksende antal komponister, som ser deres kunstneriske praksis som en størrelse, der kan hente informationer fra og udforske andre kunstarter. Det gør det musikalske landskab af i dag så vidunderligt varieret og gør det muligt både at opleve en massiv overdådig operaproduktion og en kringlet, detaljeret ’deskOpera’.