Spundet ind i stilhed
Annonce
I Århus Kunstakademis gård er en rød el-guitar, der hænger tre meter over jorden i en kæde fra et træ, netop holdt op med at dingle. En mand, som står et par meter ved siden af, slipper sin ende af kæden, og guitaren falder ned. Idet den stopper en meter over jorden, afgiver den en lyd, som kastes ind i muren. Når den er sat i bero, går manden hen og tager fat i kæden og hejser guitaren op i træet igen. Manden er kunstneren og teoretikeren Seth Kim-Cohen. Han er iført arbejdsdragt og vil i otte timer gentage den simple handling som et led i performance-installationen Critique of Instrumental Reason.
Seth Kim-Cohens Critique of Instrumental Reason. Foto Samuel Olandersson. PR foto
Indenfor på Kunstakademiet har en kvinde i lang satinkjole ført publikum ind i, hvad der ligner en hollandsk malers loft. Claudia Molitors multi-media værk Remember Me..., der beskrives som en “opera i et skrivebord”, udspiller sig i og omkring en gråmeleret pult, en replika af et antikt skrivebord, som komponisten arvede fra sin bedstemor. Med en ceremonimesters forsigtige håndbevægelser åbner Molitor skuffer og finder blæk og pen, mens bl.a. billeder af en skrivende hånd projiceres på pulten og på hendes sjal. Tyst gengiver hun historien om Dido og Eurydice, to af operahistoriens mest tragiske skæbner. Molitors opera i miniature-format leger med dimensioner. I den intime setting ligner pulten et overdimensioneret skrin, symbolet på det hemmelige - og eneste - rum, som bedstemoderen ejede. Molitors personlige performance fremhæver miniaturen i det monumentale - det ubemærkede, indestængte, ikke-hørte.
Til tonerne af Purcells arie Dido’s Lament fra højttalerne kommer Molitor hen til hver enkelt af tilhørerne og hvisker en besked i øret (”Don’t ever forget me”, hører jeg bl.a.) og sender os enkeltvis ud af lokalet. “Remember Me” høres stadig inde fra rummet, inden døren lukkes, og vi tager trappen ned.
Claudia Molitors Remember Me... Foto Samuel Olandersson. PR foto
Et audiovisuelt familiealbum og flere stilheder
I must go on, Becketts berømte frase, ruskes op i erindringen ved synet af Seth Kim-Cohen, der atter hejser sin guitar op i træet. I vinduerne bag ham anes studerende, som tilbringer lørdagen i deres værksteder. Gårdperformancen kontekstualiseres også på anden vis. Guitarlyden trænger nemlig også ind i et andet af Kunstakademiets lokaler, hvor der på væggen kører en film, som viser en grædende dreng, der rækker tunge og to børn, der hinker. Alle er tavse. Fra højttalere strømmer en sart knitren, vindlyde, lyden af tapet, der rives af en væg og stemmer i forskellige aldre, som på polsk nævner årstal fra 1970’erne. Stemmerne og billederne afbrydes, når fremviseren kaster korte lysglimt på den sømfyldte væg.
Alle er tavse. Fra højttalere strømmer en sart knitren, vindlyde, lyden af tapet, der rives af en væg og stemmer i forskellige aldre
Installationen Echoic Memory bygger på båndoptagelser, som den polske kunstner Martyna Poznańska har fundet hos familiemedlemmer. Titlen refererer til begrebet “ekkoisk hukommelse” og vores opfattelse af lyd. Med sit “audiovisuelle familiealbum” viser Poznańska, hvordan vores hukommelse bevarer lyd i så kort et tidsrum, at allerede i øjeblikket, vi lytter til en given lyd, mister vi erindringen om den. Takket være de gemte optagelser udgør audio- og videomaterialet et lille udsnit af “ekkoisk hukommelse”, hvis størstedel eksisterer i fraværet, og som vi ikke kan fremkalde med samme lethed, som vi i vores hoveder gennemsøger billeder/begivenheder. Således er 8mm-filmene - fordi de er stumfilm - et supplement til den “ekkoiske hukommelse”.
Sammen med andre kunstnere fra SPORs “Call for Proposals 2013” fortæller Martyna Poznańska om sit arbejde i SpLab/Det Jyske Kunstakademi lørdag eftermiddag, hvor der under navnet Spor af mangfoldighed også er koncerter med komponiststuderende. En pumpende bas fra gadefesten Mejlgade for mangfoldighed spinder sig naturligt ind i (eller er det omvendt?) Simon Roy ChristensensBrabrand Sø for kvartet, der med sine lange pauser af halve minutters varighed illustrerer et festivaltema: Alting influerer i den måde, vi hører det. Flere gange i løbet af eftermiddagen er Christensen også med til at hylde Cage og improviserer sporadiske støjlyde til Kaj Duncan Davids pausebårne mikrofon-oplæsning af passager fra Cages Empty Words.
Pianistiske benspænd i missionshuset
Om aftenen fyldes Granhøj Dans endnu engang af et massivt publikum til koncerten Prepared for Piano? - en opførelse af fire klaverstykker af komponister fra SPORs “Call for Proposals”. Værkerne, som håndteres af den energiske piano-duo Duo Cacio e Pepe, er alle fascinerende livtag med de konventioner og traditioner, som kendetegner dette instrument, som er blevet beskrevet som instrumentet over alle instrumenter.
Først er Manuel Esperilla alene på scenen i Christian Winther Christensens Six Preludes. I stykket, som kaldes et “overdimensioneret ‘piano’-værk”, er flyglets strenge plastret til med tape. Alle de melodiske forløb, fx åbningen af Wohltemperierte Klavier, som pianisten begynder på, ender i en stampen på stedet. Akkurat som de obstruktioner, som koreograf Palle Granhøj normalt udøver i sit dansehus, når han fx tvinger danserne til at danse øvede bevægelser op af en pludselig indsat forhindring, fx en mur, er pianistens manøvrerum indsnævret, og han må finde alternative løsninger for at bryde sin fastlåsthed. Benspændet her er de lange stykker tape, men også en levende obstruktør kommer på bane: komponisten Christian Winther Christensen (der undervejs har siddet med sin computer foran publikum) rejser sig på et tidspunkt for at fjerne ét af plastrene fra flyglets strenge. Men så går Esperilla i gang med en vild motorisk leg med pedalerne. Alle kræfter og forsøg på at finde den rette taktik og attitude synes spildte: det nøddebrune flygel vil ikke “makke ret”. Selv pauserne er svære – her sidder han og nedstirrer nodearkene, der ikke vil ligge fladt ned. Hver gang opdager pianisten frustreret, at han kun er en marionet eller dukke i komponistens vold.
Christian Winther Christensen. Foto Samuel Olandersson. PR foto.
Værkerne, som håndteres af den energiske piano-duo Duo Cacio e Pepe, er alle fascinerende livtag med de konventioner og traditioner, som kendetegner dette instrument
Da en mand i 1948 optog sig selv i færd med at tale i tunger og gemte optagelsen i et parapsykologisk arkiv med påskriften “Never to be played!”, tænkte han nok ikke, at en komponist ville finde på at skabe musik ud af det. I Erik Büngers THE EMPIRE NEVER ENDED får Esperilla selskab af Kristoffer Hyldig, for det kræver to pianister at følge de forunderlige uforståeligheder fra den messende stemme, som Bünger har transskriberet. Koncentrerede omkranser de i unison og oktav den ukendte mands tørre tenor, der haster scattende afsted, og “trioen” holder den gående som én lang vildt spindende solo. I pauser høres reallyde fra den gamle optagelse – en dørs knirken samt mandens åndedræt – som giver opførelsen præg af en trancehypnotisk session, inden stykket efter 12 minutter ender brat med lyden af en mikrofon, som slukker.
Den rå bygning, der engang var missionshus, sættes også i svingninger i spanske Lula Romeros desencuentros. Her indgår pianisternes ekvilibrisme i en højspændt dialog med selve rummet. Titlen betyder “uoverensstemmelser” og “fejlede/skuffende møder”. Fra flyglerne, der er præpareret med elektronik, sendes kaskader af fjerlette melodilinjer, som har reminiscenser af et impressionistisk tonesprog, ud i lokalet.Inden pianisterne visker det sfæriske bort, når de ender i laveste register tilsat en støjmur af brummende elektronik.
En slags benspænd benyttes også i Abel Paúls 00º33'45”N 00º45'33”W, hvor Hyldig på begge sider af flyglet har en grammofon og en lampe, som han selv tænder og slukker for. Når grammofonpladerne sættes i gang, én ad gangen eller samtidigt, er det forvrængede kopier af det, pianisten spiller, som resulterer i et forunderligt på én gang lyrisk og mekanisk udtryk. Hyldig, der også optræder foran kameraet i flere Zentropa-film, inkarnerer “den romantiske pianist”, når nocturnalt lys oplyser hans silhuet under de lyrisk subtile passager. Inden han til sidst afbryder strømmen.
Og sådan ender denne aften i klaverets tegn. En piano-rejse gennem tider, der - via Cage, gennem leg med pianistiske attituder, nye obstruktioner og mere nutidige præpareringer - fører master-instrumentet up to date.
“Dangerous. Never to be played!”
Katastrofens efterklang i kirken
Under den sene lørdagskoncert lægger Vor Frue Kirke rum til uropførelsen af en ny instrumental udgave af Jacob Kirkegaards CHURCH. Værket CHURCH (fra cd’en 4 Rooms, 2006), der bygger på lydoptagelser fra en forladt kirke i eksklusionszonen i Tjernobyl, fortolkes her i samarbejde med ensemblet SCENATET og gæster. De oprindelige lyde, spor af liv, den radioaktive tid, som Kirkegaard optog med højsensitive mikrofoner i kirken i den ukrainske by Pripyat, transformeres om til klarinet, trombone, cello og percussion på en måde, så filtkøllers slag på bækkener og tordenblade indrammer luftmolekyler i bevægelse. Stilheden, som Tjernobyl-ulykken skabte, og som Kirkegaard indfangede via en teknologisk medierings-proces, får gennem denne bearbejdning med konventionelle musikinstrumenter en anden sonisk materialitet. Med musikerne, som spiller blændende, får drone-æstetikken en anden og mere organisk karakter. Ensemblet finder sammen i en langsom fælles puls og fremmaner et subtilt åndende udtryk. Og i denne genskabelse af værket indgår også kirkens resonansrum, dens egne svingninger og knirken.
I kirkebænkene mærkes et før og efter for enden af det halve times meditative og fortættede forløb: Den personlige stilhed i minutterne før koncerten forvandles til en kollektiv erfaring, når de to minutters stilhed, som afslutter værket, tager bo i dem, der befandt sig i denne kirke.
Bag lukkede øjenlåg
Næste formiddag, søndag, er alt det cerebrale visket bort. I køen ved en afskallet bygning ved havnen er der tid til at lytte til skrigende mågeflokke. Indenfor opføres Chrysalis - en lydperformance for én tilhører. En kvinde fører mig op af en vakkelvorn trappe op på første sal, beder mig tage skoene af, hvorefter vi går nogle meter på grus til et lille hus placeret midt i lokalet. Her lukkes jeg inde - alene i mørket siddende på en taburet. I mit lille en-mands “indianer-telt” (jeg mærker blødt stof) lytter jeg: er det ris, sandkorn, perler, der rutsjer ned af siderne som blid regn? Er det haveredskaber, som bagefter kradser i venstre side? Er en skovl ved at dirke taget af lige over mit hoved?
Desorienterede og tavshedsramte personer fra Beckett-dramaer fylder tankerne, og jeg venter, med alle - undtagen én - sanser tændt. Men lytter også til mit åndedræt. Høresansen, husker jeg, er den sidste sans, som forlader det døende menneske
Skurrende metallyde som en cowboystøvles sporer, der kører over jernsveller får pulsen op. Desorienterede og tavshedsramte personer fra Beckett-dramaer fylder tankerne, og jeg venter, med alle - undtagen én - sanser tændt. Men lytter også til mit åndedræt. Høresansen, husker jeg, er den sidste sans, som forlader det døende menneske. Så uhyggelig og dog dragende lyd opleves, når man ikke ved, hvor den kommer fra.
Først bagefter, da lemmen bag mig går op, falder pulsen. Og der står Matthias Schack-Arnott, dansk-australsk percussionist og kunstner, som i samarbejde med et arkitektfirma har skabt dette solo-projekt, som på én gang er instrument og det sted, som publikum oplever lydene i. I 15 minutter har han spillet på husets ydervægge, der er beklædt med felter af granit, aluminium og træ.
Stilhed og nye ører
En udmattet Matthias Schack-Arnott, som i tre dage har gentaget sin performance om og om igen, så gæsterne i “hulen” kunne skabe deres egne musikalske narrativer, illustrerer fint SPOR 2013. Festivalen har foldet sanserne ud og vedvarende budt på nye rum, hvor publikum har lyttet og spundet egne forbindelseslinjer mellem det tyste og det støjende. Som en kvindelig tilhører siger, var festivalens aktiviteter spredt rundt i byen, som perler, man grådigt havde lyst til at rage til sig.Selv nåede jeg desværre ikke Manos Tsangaris stærkt lovpriste TINY and other Music Theatre Miniatures. Også dette værk skulle efter sigende være i en liga for sig.
Manos Tsangaris' TINY and other theatre miniatures. Foto Samuel Olandersson. PR foto
... festivalens aktiviteter spredt rundt i byen, som perler, man grådigt havde lyst til at rage til sig.
En sidste gang søger publikum ly i Granhøj Dans, hvor Kroger Kvartetten står klar med programpunktet A Tradition of Fragments and Miniatures med undertitlen from Beethoven over Nono to Hans Abrahamsen. Juliana Hodkinson, gæstekurator for årets SPOR, har tilrettelagt en mosaik af stykker for strygekvartet, som i deres opklippede fremførelse, smukt sætter temaet om stilhed og kontekst i relief. Efter fire dages intense bevægelser ind og ud af kontekster, føles afslutningskoncerten som en udslusning. Men også som et U-Turn. For vi sendes et par århundreder tilbage i musikhistorien - for at blive mindet om traditionen:
“På en måde går vi ud af festivalen ad den dør, som vi kunne have valgt at træde ind ad”, fortæller en glad Juliana Hodkinson mig bagefter og fortsætter:
“De værker af Nono, Webern, Kurtag m.fl., som vi hører her, har været min indgang til diverse aspekter af musik, stilhed, kontekst og mange subtemaer såsom fragmentet, aforismen, miniaturen. Jeg synes, det ville være for pædagogisk, at sætte den historiske modernisme (og, med Beethoven, det klassisk-romantiske) foran resten af programmet, fordi de færreste komponister og lydkunstnere ser deres praksis som værende i forlængelse af en temmelig asketisk strygekvartet-tradition. Efter at have hørt så mange bud på, hvad lyd i kunstnerisk sammenhæng kan være i dag, kan vi måske genhøre disse værker med nye ører”.
Det gamle missionshus 'Granhøj Dans' er SPOR festivalens hovedvenue. Foto Agnete Seerup. PR foto