interview

Lydbilleder fra baggården

I aften opføres Backyard Picture #2 – en opera, der foregår i en baggård i St. Kannikestræde. Værket er skabt af kuratoren Anna Berit Asp Christensen og komponisten Bent Sørensen. Det er deres andet eksperiment i rækken af baggårdsoperaer fra og om baggårde i København. Seismograf har talt med de to kunstnere for at finde ud af, hvordan en baggård kan være det mest oplagte sted for en opera.
Af
14. Oktober 2011
Interview med Anna Berit Asp Christensen og Bent Sørensen

Backyard Pictures tager udgangspunkt i musikaliteten og historierne, der findes på bagsiden af byens huse, hvor skraldespande, underbukser på tørresnorrene, skæve eksistenser og glemte historier fra fortiden blandes med nutidens fantasier om naboernes privatliv i de andres mørke eller oplyste vinduer på den anden side af gården. Anna Berit Asp Christensen og Bent Sørensen gennemfører sammen med det anerkendte ensemble for kunst og musik, SCENATET, de næste to år en række kunstneriske eksperimenter, som skal munde ud i en større og ”endelig” Backyard Opera, der i 2013 med en lang række baggårdserfaringer i baggagen, vil tage på turné til baggårde i hele verden. Uden tilskuerrækker eller fasttømret scene er baggården en scenografisk og musikalsk udfordring, der sætter klare rammer for værket og samtidig tilfører det en høj grad af uforudsigelighed: ”Vi kan jo ikke vide, om der er en, der vil kaste et TV ud af vinduet, mens værket spiller,” som Asp Christensen siger. 

Arbejder med kunst i virkeligheden 
Der er stor forskel på arbejdet i en koncert- eller teatersal, hvor scenografien opbygges fra bunden og på arbejdet med baggårdens indretning, som er ofte er flere hundrede år gammel: ”Her er vi nødt til at rette os ind efter scenografien, hvordan gården ser ud og ikke omvendt. Vi kan ikke bare sige: Kan du lige rykke det der træ et par meter? Og så har baggården jo sin egen historie og stemning, som hele værkets idé stammer fra og som er grundlaget for historien. Vi kommer ikke og presser et kunstværk ned over en location. Det er omvendt”, forklarer Asp Christensen. 

Sørensen afbryder og uddyber: ”Det giver både nogle akustiske problemer og fordele. Hvor kan musikerne høre hinanden? Hvordan lyder det? Vi kan faktisk ikke komme ret langt, før vi står et sted, hvor vi kan prøve musikken af. Det hele starter med scenografien. Vi ser stedet og får så nogle idéer. Det er det fantastiske ved baggården. Det er der, folk vender deres privathed ind imod. Man kan høre en der græder, nogen, der elsker, nogen, der spiller klaver. Alle de elementer er vores tema.”

Publikum får ikke samme oplevelse
”Da vi lavede Backyard Pictures #1 i en baggård på Rådmandsgade på Nørrebro, gik en mand der skændtes med en i sin mobiltelefon forbi, og der kunne man tydeligt mærke, at publikum var i tvivl om, hvorvidt vi havde arrangeret det, eller om det var noget, der skete i virkeligheden. Der er en masse reallyde i baggården, som vi ikke kan filtrere fra, og som fungerer som en form for ubekendt, og det er meget interessant for os. Det er spændende, hvordan værket på den måde træder ud og ind af virkeligheden,” siger Asp Christensen.

Mens koncertsalen er designet til, at alle ører får et lige stort stykke af den musikalske kransekage, lover baggården ikke på samme måde en entydig oplevelse for alle: ”Man skal kunne stå i baggården og opleve det hele, men samtidig er der masser af detaljer. Vi oplever det samme sted, men ser det fra forskellige vinkler. Her ved vi, at ikke alle har den samme oplevelse. Hvis vi sidder i en koncertsal, så ved vi, at det hele er linet op til, at alle så vidt muligt skal have den samme oplevelse. Idealet er, at alle skal have den helt samme oplevelse. Men i baggårdsoperaen er det omvendt; ingen vil få den samme oplevelse. Det er et levende rum, hvor vi ikke kan forudsige alting. Hverken om folk oplever det samme, eller hvad de oplever,” fortæller Sørensen.

Sætte lup over lyden
Én af de oplevelser, som publikum dog kan være sikre på at få med hjem er oplevelsen af de baggårdslyde, som vi ikke registrerer til daglig, forklarer Sørensen: ”Musikken er med til at karakterisere personerne, men den er også med til at forstørre en lyd op, som vi normalt ikke lægger mærke til. Det handler meget om lyd. Teksterne, der bliver talt, musikken, der bliver spillet.” 

Asp Christensen nikker: ”Ja, det er lidt som at sætte en lup over lyden ved at arbejde med de lyde, der allerede findes. Vi forstørrer lydene op, som vi ikke registrerer til daglig. Ligesom kunstnere, der laver soundwalks, hvor man går rundt med bind for øjnene. Så opdager man pludselig, hvordan ens ører bliver en form for visuel sans, fordi man selv er nødt til at transformere lydene til billeder.”

Men det er ikke kun lydoplevelsen, der er vigtig. Det er vigtigt at tænke det hele samlet, fordi publikum skal kunne se og mærke baggården som et sted, der minder dem om deres eget liv, påpeger Asp Christensen: ”Baggården rummer nogle meget generelle menneskelige temaer om ensomhed og om at være en del af et fællesskab og alligevel føle sig alene.”

En pulje af idéer
Backyard Pictures er som en række forstudier til den endelige opera i 2013 en måde at ”workshoppe sig frem”, som Sørensen kalder det, og på den måde få konkrete erfaringer med, hvad der virker og ikke virker mellem skraldecontainere og bagtrapper: ”Vi opbygger et reservoir af ting. Vi havde en forførelsesscene, vi var meget glade for i det første baggårdsbillede. Men der er også nogle konceptuelle ting, som vi tager med. I Rådmandsgade brugte vi nogle stemmer fra de mænd, der sad i baggården hver dag. Vi fik dem til at læse en tekst af Thomas Espedal, som vi så lod fare rundt i højttalerne. Vi skal ikke bruge de samme optagelser igen, men selve idéen med at optage kan bruges igen. Så denne gang prøver vi at sende en popsang rundt i vinduerne,” fortæller han og fortsætter: ”Her får man lov til at være lige ved at brække halsen for at sætte en tøjsnor op. Det gør man ikke, når man skriver værker til store orkestre eller er professor på konservatoriet. Det er det, der er sjovt.” 

Som Asp Christensen tilføjer er det vigtigt for den kunstneriske proces helt fysisk at have fingrene i værket, for det er sådan det bliver skabt: ”Vi ville ikke kunne få andre til at udføre de her tests for os.”

Den endelige produktion er organisk
Når den endelige produktion ligger klar til verdensturné fra baggård til baggård, er det ikke ensbetydende med, at de uforudsigelige elementer forsvinder. For selvom hver gård rummer universelle menneskelige temaer som ensomhed, har hver gård sin helt egen historie, forklarer Asp Christensen: ”Det kan være, der er en musikalsk reference, der ikke fungerer i Portugal. Så må vi researche os til, hvordan kan vi lave en anden musikalsk reference, der fungerer. Når vi har lavet værket i dets endelige form, så bliver det en levende organisme, for vi vil aldrig kunne finde den samme baggård to steder.”

Sørensen er enig: ”Når vi har samlet alle eksperimenterne til et værk, så skal vi have en eller anden form for partitur eller tekst, så det kan opføres alle steder. Men selvfølgelig forandrer det sig efter stedet. Men nogle af de ting, vi allerede har fortalt om i andre baggårde, går igen. Det handler jo netop om, de basale følelser alle mennesker kan have, når de står og ser ud af vinduet i baggårdene: Man kan drømme om den lækre mand i vinduet, eller man kan få lyst til at hoppe ud,” forklarer han.

Ikke et farvel til institutionelle rammer
Det er oplagt at konspirere om, hvorvidt en sådan en flytning fra koncertsalen til baggården er en form for opgør med den institutionelle ramme. Men det er ikke tilfældet. Den kunstneriske duo ser ikke baggårdsturnéen som et opgør med den traditionelle koncertsal.

”Det er ikke noget opgør med koncertsalen som sådan. Der er så meget musik, der er så ufatteligt magisk og smukt, at det også er en befrielse at sidde i en god koncertsal og lytte og koncentrere sig om musikken. Det synes jeg ikke, man skal være bange for. Det er ikke dårligt for kunsten. Det vigtigste er, at vi bliver klar over, at der findes alternativer. At man gør det klart for sig selv, hvornår rummet tager magten fra kunsten, og hvornår traditioner bliver drænende for institutionerne,” forklarer Asp Christensen, og Sørensen stemmer i: ”Hvis en koncert er kedelig, så er det jo ofte, fordi musikken er kedelig. Det er ikke altid koncertsalens skyld. Det her er jo ikke kun, fordi vi vil spille i en baggård. Det skal stadig være fantastisk - lige meget hvad. Jeg skriver musik ved siden af, som også skal være fantastisk, selvom det er til en koncertsal. Baggården er bare en anden måde at lege sig frem på. Vi kan ikke leve med, at det bliver dårligt. Man skal jo passe på med at sætte noget ud i en spændende fabrikshal, bare fordi det i virkeligheden er røvkedeligt. Hvis vi skulle lave noget i sådan en hal, så skulle det jo være selve fabrikshallen, der var grunden til at lave noget der. Det betyder ikke mindre blod, sved og tårer at lave noget udenfor en koncertsal, det bare en anden indgangsvinkel”.