Fordi blade falder

I en bunker under Københavns Universitets Center for Sundhed og Samfund – det gamle kommunehospital – kunne man under Copenhagen Opera Festival overvære en af tidens mest ambitiøse forestillinger. I et samarbejde mellem bandet Efterklang, komponisten Karsten Fundal, digteren Ursula Andkjær Olsen og instruktøren Christian Lollike udspillede sig en musikalsk fortælling om en postapokalyptisk underverden med fuldt udtræk.

Alle datoer (26. juli – 8. august) var hurtigt udsolgt, og der var kun plads til et halvt hundrede antal festivalgængere ad gangen i de kringlede passager under jorden. Det var sådan set en skam, for helt ærlig, det var en genial scene. Og den blev brugt godt.

Ned i dybet
Der var først og fremmest mørkt. Man gik ind i hinanden, undskyld og så videre hen langs gangene, lyden af utrygge skridt og duften af tøris. Rundt i cirkler mellem selvbevidst dystre installationer, fra de sorte omrids af heliumfyldte tivoliballoner til et vandret roterende cykelhjul i loftet, hvor spøgelseskæder cirklede rundt fra egerne. Fornemmelser af pludselig forladthed og denne tikken fra hjulet. Tik, tik, tik.

Fornemmelser af pludselig forladthed og denne tikken fra hjulet. Tik, tik, tik

Vi samledes i en sparet, hvidmonokrom bar. Ondskabens Hotel. Nybrygget kaffe, sørgmodige toner fra skjulte højttalere, en seriøst creepy melankoli. Alle tres publikummere stod vi der, hvad skulle der ske? En metaldør gik op ind til en lang gang fyldt med skrig. Noget tog over, jeg gik frygtløst ind som den første. Havde det ikke været så pokkers mørkt, kunne man have set min heltedåd.

Helt ned til et oplyst rum, en koncertsal holdt i nuancer af gul hernede i bunkeren. Og en scene fyldt med sortklædte, smilende lig. Grå i ansigtet og med sølvglitrende læber, sexede afdøde med fedtet bollehår: Efterklang med congas, elektronik og elbas, to marimbaer, harmonium, akkordeon, strygere og et rend af operasangere. Morten Grove Frandsen som transvestitklædt kontratenor, Nicolai Elsberg (Spillemændene) som manisk bas, Katinka Fogh Vindelev (We Like We) og Lisbeth Balslev som isnende sopraner. Et ret imponerende lineup, der spændte fra Wagner-berømtheden Balslev til Roskilde-aktuelle Vindelev.

Mellem hawaiiskjorte og stiv krave
Stemningen var altså sat. Vel en af de mest velsatte, du kan opdrive. Måske havestolene, vi sad i, var det eneste, der stak lidt ud. Men de underbyggede egentlig denne surreelle underverden, ligesom det første af de fem numre, der blev opført i det gule rum, »Cities of Glass«. Et skælmsk møde mellem Efterklangs popunivers, minimalisme og Hawaii-fest. De her inciterende gentagelser, mens sangerne står og salsaer fra venstre til højre, en velkomst til de dødes maskerade.

Det skælmske var så afgjort Leaves-forestillingens force. Der var øjeblikke, hvor alvorlige og romantiske arier greb ud efter lytterens krave og ville slæbe ham med i en handling, der skulle udpensle underverdenens lidelser og symbolske længsel efter de livgivende blade fra normalverdenens træer. I sådanne lidt genretrælse øjeblikke – som kunne trække ud – havde man til gengæld lejlighed til at værdsætte instrumentalister som Bjarke Mogensen på akkordeon eller de virtuose sangere. Eller kigge rundt på den brogede samling gæster, der var som børn igen, opslugt af nuets intensiteter og det uudforskede rums overraskelser.

Vi fik altså fem numre i det gule rum. En blandet pose bolsjer – fra new age til march på stedet. Sangerne bevægede sig ud og ind mellem sal og gang, skiftede mellem forcerede solostykker og happy-go-lucky-fællessang. Harmonisk set et sted mellem moderne atonalitet med markerede, udskrevne glissandi til at ryste posen og repetitive motiver med tydelig adresse til den amerikanske minimalisme. To traditioner, der gennem tiden har kæmpet seje kampe mod hinanden, men her blev forenet af Efterklang og Karsten Fundal, der i fællesskab har udarbejdet kompositionerne. De har deres øjeblikke, hvor de klæder hinanden.

Øjeblikke af død
Det var dog ikke de enkelte kompositioner, der i sig selv gjorde Leaves til et af årets højdepunkter. Det var derimod tableauerne, som fandt sted efter koncerten i havestolene. For musikken stoppede til sidst, med et ret vellykket upbeatnummer om lemminger – hvordan vi blindt følger flokmentaliteten ... hvorefter de brave få rejste sig fra bageste række og tøvende bevægede sig ud på gangen, og vi andre fulgte selvfølgelig efter.

En af percussionisterne sad foroverbøjet i et lille rum på fire-fem kvadratmeter og rumsterede ved fem vandmeloner, der havde kontaktmikrofoner på sig

I de mange rum rundtomkring, som stadig henlå i dunkel belysning, udfoldede diverse scener sig. Lydene og soundscapet vandrede på tværs. En af percussionisterne sad foroverbøjet i et lille rum på fire-fem kvadratmeter og rumsterede ved fem vandmeloner, der havde kontaktmikrofoner på sig. I et andet svingede en lampe frem og tilbage over udskårne stykker af samme vandmeloner. Værsgo, og vi tog et stykke, mens en mand – måske harmoniumspilleren fra før? – spillede orgelmusik på et Casio-keyboard.

Et poetisk ladet tableau var scenen, hvor Efterklang-forsangeren Casper Clausen stod afklædt med en blodig kniv i hånden i ét rum og kiggede over gangen og ind i et andet, hvor Katinka Fogh Vindelev sad indsmurt i blod på en affældig madras. De sang til hinanden, en længsel mellem morder og offer, en forsoning?

Så meget og så lidt mere
Længere væk, i en eller anden retning, stod Nicolai Elsberg og råbte ned i en balje vand. Aaaaaarg... blop, blop, blop, blop. Eller Lisbeth Balslev afsides med en økse i hånden, i gang med at hugge brænde, »LOOK AT ME!« sang hun lige op i dit ansigt, insisterende tæt på. Man stoppede op, stirrede hende i øjnene, hun veg ikke bort, denne 70-årige stjerne fra festspillene i Bayreuth. Hun blev stående så nær, den ekstraordinære stemme og helt almindeligt lugtende ånde.

Der var også Morten Grove Frandsen, som sang og sang sine lyse partier, mens han kastede guldkonfetti på en vindblæser. Jeg har det stadig i håret. Og en af cellisterne, der lå på ryggen og buldrede med hvide malingposer hængende ned fra loftet. Det bedste var måske en strygetrio i et halvstort rum fyldt med boblende kar af en art sæbevand eller milkshake, som lugtede sødt og farligt i mødet med tørisen. Skiftevis slukket og boblende, mens trioen spillede yndefuldt på den der Titanic-synker-imens-måde.

Måske jeg glemmer et par stykker, måske jeg ikke fandt dem alle. Vi samledes på gangen, et harmonium kom kørende og spillede nogle velkendte harmonier fra et tidligere nummer. Så ind i en ny koncertsal, bænke op mod væggene, flere spidsfindige blandinger af Weltschmerz og værtshus. Symbolik med mudder og blade, kravlen på gulvet. Ud på gangen igen, flere numre, skarpt blålys og generel omtågethed. For meget. Nok nu. Og så slut, ud og op fra bunkeren. Hvad skulle man sige?

Så man glemmer musikken
Jeg oplevede noget lidt tilsvarende i Berlin for et par år siden. Det var teatergruppen Theater Anu, der havde indtaget en park, vel på størrelse med en halv Kongens Have. Her udspillede forskellige scenarier sig ligesom i bunkeren, dog uden musik. En fødsel i et enormt og utroligt spindelvæv, et stort anlagt skyggeteater, en floromvunden søvn midt i intetheden og flere andre øjeblikkelige skæbner. Det gjorde et uudsletteligt indtryk, og jeg har ventet på den dag, hvor noget lignende blev serveret for mig herhjemme. Så forvænt kan man jo blive.

Dette uudtalte ønske har holdet bag Leaves realiseret. Det er et enormt arbejde, der er blevet forløst. Selvfølgelig med de udfordringer, man møder, når man vælger operaen som genre – traditionerne og den kollektive arbejdsform. Men indtrykket var absolut ubedaget, forestillingens idé øjenåbnende. At man så kan spore lidt mindre kompromisløshed i det musikalske udtryk, lidt mindre overvældelse, det er for så vidt ikke det væsentligste at hæfte sig ved. Det kan vi snakke om, hvis der lander en udgivelse en dag. Og flere gennemlytninger kan jo gøre selv den mest dumstædige koncertgænger klogere.

Indtil da vil vi, der var sammen dernede i bunkeren, huske lugtene, mørket, det gennemførte. Flygtige øjeblikke af vanvid og alvor. Og så vil vi måske længes, ligesom de døde længes efter livet, sådan vil vi måske længes efter endnu mere af denne slags.