Kvindehad og kussesult

En mand i grøn badekåbe tøffer akavet ind på Takkelloftets mørke scene og giver sig til at onanere op ad flyglet. Han holder sig ualmindeligt hårdt fast til instrumentet, og hans håndbevægelser og stønnen er den eneste lyd, vi hører, for der er ingen musik endnu. Soloakten fungerer nærmest som en slags ouverture og slutter med en finale af ynkelig udløsning i noget sammenkrøllet toiletpapir, der placeres nænsomt under klaverets låg.

Pan er skovens gud, men skoven er hans eget indre fængsel

Selv om manden synes at befinde sig i sin egen verden, er han dog ikke alene. Han er indlogeret på et hotel, hvor en tjener med slagterudtryk og tre hyperseksualiserede servitricer står rank og truende omkring ham. Foran flyglet ligger endnu en hotelgæst i grøn badekåbe og prædiker ud til os fra sin hvide seng med dyb talestemme: »Dette er min sang til dig, du vilde mand, som går dine egne veje. Jeg er Glahn. Kald mig Pan. Kald mig, hvad I vil.«

Sådan begynder Teater SaltoMortales andet værk i trilogien om Manden og Kvinden iscenesat af Line Paulsen og komponeret af Karsten Fundal. Den første del, Koncert for Lou med tekst af Suzanne Brøgger, omhandlede kvinden, og nu står altså vi ansigt til ansigt med Pan, der undersøger mandens substans, desperate lyst og uopfyldte længsel. 

Rå poesi

Librettoen er skrevet af forfatteren Kim Leine i en løs fortolkning af Knut Hamsuns romanklassiker Pan fra 1894. Handlingen er dog flyttet fra Hamsuns norske skovlandskab til det provinsielle Machs Hotel, og hvor hovedpersonen, løjtnant Thomas Glahn, hos Hamsun har et symbiotisk forhold til naturen i romantisk forstand, bliver skoven hos Leine en dyster metafor for mandens destruktive natur: »I skoven kan jeg være alene med mit vanvid, mit had, min vold, mit drukkenskab og min ødelæggelse.« Pan er skovens gud, men skoven er hans eget indre fængsel, og her eksisterer han træt, ensom og bitter. 

»Min pik bliver større, mit selvværd mindre« 

Ligesom i trilogiens første del blandes skuespil, sang og instrumenter på effektiv vis. De to mandlige hotelgæster står som hinandens ekstreme modsætninger og spilles af to skuespillere. Oluf Johannessens kraftfulde, selvhævdende Glahn hader alt ved kvinder og det kvindelige, men kan alligevel ikke lade være med at forføre dem. I hans skygge står Joen Højerslevs omklamrende, evigt onanerende Vermand, som forguder kvinder og kvindekroppen, men kun har rørt ved sin mors ammende bryst. Begge er desperate og grænseoverskridende, på hver deres måde. 

Kim Leines tekst er rå, poetisk og imponerende musikalsk, så selv når musikken ikke altid klinger med sang og instrumenter, leverer skuespillerne deres monologer som virtuose arier. Omkring dem står foromtalte hotelpersonale bestående af en tenor, en sopran, en pianist og en cellist, der som et slags græsk tragediekor kommenterer på handlingen og underbygger den dramatiske og psykologiske atmosfære. 

»Jeg vil bare gerne gøre opmærksom på, at JEG FINDES!!«

Vellyd og lykkelige mænd

Thomas Glahn er sprogofficer, som efter eget udsagn har set det værste. Dog ikke i det krigshærgede Afghanistan, hvor han var udstationeret, men i »krigen på hjemmefronten« hos Liselotte, »den virkelige rædsel«. Han er nu fraskilt, udbombet, men tilfreds: »Før var mit liv så mørkt. Nu ser det hele meget lysere ud.« 

Her på Machs Hotel kan han endelig få fred og det, han ønsker allermest: en stor saftig kotelet med brun sovs og kartofler. Cille Buchs sensuelle sopranservitrice Edvarda slynger sig omkring ham med fyldig stemme og uimodståelig klang: »Vil mig, vil mig ikke«. Hun er ren vellyd, krop og følelse, hvorimod Glahn taler og analyserer koldt: »Du vil gøre mange mænd lykkelige, og så vil du gøre mænd ulykkelige. Men ikke mig. Det måltid har jeg spist for sidste gang.« Han sætter sig ved bordet og kaster sit ansigt i maden, som i virkeligheden er en stor, fugtig bunke jord. Et øjeblik efter sidder hun ovenpå hans ansigt i hotelsengen og kysser ham så voldeligt, at læbestiften smøres på hans ansigt som et blodigt kødsår. »Et kys. Hvor mærkeligt«, kommenterer han. »Hud, der rører hud. Ikke andet. Lidt fugt«. De kollapser i liderlig udmattelse. 

Mit kongerige for et hul

Usynlige Vermand følger Glahn overalt og ser med misundelse på alt det, han ikke selv kan få. Med skælmsk hævet øjenbryn løfter han sig op fra gulvet bag de elskendes fugtige seng. »Jeg vil bare gerne gøre opmærksom på, at JEG FINDES!!«, skriger han ud i tomrummet og falder dernæst straks til ro. »Så. Hvad er det Vermand begærer?«, fortsætter han med smilende lethed. »Kussen. Så enkelt er det. Hvis jeg ikke snart får kusse, så dør jeg.« Kun afbrudt af dybe cellostrøg og smuk tenormelodik uddyber han sin intense sult og synes at blive mere udmagret og ynkelig for hver en linje. 

Det er den godnathistorie, vi aldrig bad om

»Min pik bliver større, mit selvværd mindre. Mit kongerige for et hul imellem benene. Hudfolder, og lidt slim. Er det værd at miste alt for? Job? Omdømme? Ja!« Publikum fniser akavet og et stort vulvaformet træ rulles ind på scenen, hvidt og dødt.

Edvarda vifter en fugtig trusse foran Glahns stadigt læbestiftsblodige mund. »Kærlighedens kokain,« sprutter han bittert. »Jeg hader kvinder! Det er en lettelse at få det sagt.« Vermand overtager med en lang ode til kvindekroppen om det rene røvhul, den ustoppelige brystsult, fødderne i munden, mundens multifunktionshul, armhulens grotteagtige mørke, den lille søde navle, hudens svedkirtelmark og den varme sprøjteorgasme. Det er den godnathistorie, vi aldrig bad om. Øm, nærværende, ubehagelig. Ligesom da han i absolut stilhed kigger længe og intenst på en kvinde i publikum og hvisker: »Ved du godt, at jeg ved, at du er nøgen under dit tøj? At der gemmer sig en varm og luftig kusse derinde?« Han smiler blidt.

Duft, destruktion, sød musik 

Karsten Fundals effektive partitur bliver aldrig for fremtrædent, og tale og sang bevæger sig organisk sammen i dramaturgisk vellykkede parløb: Glahns køligt misogyne monologer får optimal modstand af Cille Buch stærke og sanselige sopran, og Vermands ængstelige udtryk forlænges af Tobias Ørums rørende skrøbelige tjenertenor. Pianist Charlotte Thaning og cellist Ida Nørby er ligesom Cille Buchs Edvarda med på scenen i servitrice-outfit – røde læber, sorte brudeslør og lange nymfefletninger. Ligesom de to mandlige hotelgæster er kvinderne altså klædt ens på som en slags skræmmende kønsspejling. Det ene øjeblik lokker de med duft, blik og sød musik, det næste serverer de uhygge og destruktion. De er også dem, der driver musikken fremad og bliver på den måde operaens aktive, stærke kræfter. Mændene derimod synes at forblive passive og klynkende, og Glahns misogyne projekt bliver således vendt på vrangen.

Alle karakterer fremstår som arketypiske ekstremer, som enten opløses eller detoneres i deres møder. Det gælder naturligvis også for Vermand og Glahn, som må konfrontere hinanden til sidst, svage og utilregnelige, i forestillingens afsluttende eksplosive udløsning. Ingen står dog tilfredsstillede tilbage. Det skulle så lige være den del af publikum, der ikke har fået deres grænser betydeligt overskredet. Denne skribent drager i hvert fald fra Holmen dybt påvirket efter en flot, relevant og tankevækkende forestilling.