Det må godt gå lidt galt

Scenen på Takkelloftet, Operaens lille scene, er fyldt med bolde i alle størrelser og farver. Nogle hænger ned fra loftet, de fleste ligger hulter til bulter mellem store bure og de mange medvirkende. Fire skuespillere stavrer hvileløst rundt, de har fået besked af chefen på at rydde op. Det lykkes selvfølgelig ikke. De må kæmpe med sig selv, med alle andre og med forsynet, men væk kommer boldene aldrig.

Sådan er handlingen kort fortalt i det lille, absurde teater, som udgør et af lagene i Pelle Gudmundsen-Holmgreens non-opera Sol går op, sol går ned. Det er et værk, der har været årtier undervejs, og alligevel er det ganske aktuelt. Vi ser nemlig for tiden en ny interesse for operagenren. Wundergrund-festivalen i november præsenterede både Simon Steen-Andersens anti-opera Buenos Aires og Steingrimur Rohloffs kammeropera Babel. Begge var de bud på, hvordan genren kan tage sig ud i en nutidig sammenhæng, og flere unge komponister bejler efter sigende med egne bud på en opdatering af den tyngede operatradition – seneste eksempel er Frederick Bayani Mabalots fyldige Stabat Mater, der havde urpremiere under den netop overståede Pulsar-festival.

Nyoperaen – eller måske snarere ikke-operaen – har en goodwill omkring sig herhjemme, som måske også er en modvægt til det eroderende værkbegreb

Der er altså en udvikling i gang, som stadig er tilstrækkelig ung til, at ethvert bidrag anses for en slags pionerarbejde. Nyoperaen – eller måske snarere ikke-operaen – har en goodwill omkring sig herhjemme, som måske også er en modvægt til det eroderende værkbegreb. Hvis noget har værkkarakter, er det en storproduktion som operaen. Det er dog en svær balancegang, for man må tilsyneladende hele tiden gøre opmærksom på, at man ikke er en traditionel opera, men ønsker et brud med dens stivnede form.

Her indfinder risikoen for rent negativ opbyggelighed sig. At man reducerer sig selv til et vrængende anti, rettet mod et unuanceret traditionsbegreb. Man ender let i den beske, karikerede satire. Det er heldigvis en balancegang, som Holmgreen har kendt gennem hele sin karriere, og derfor ender den musikalske side af Sol går op, sol går ned i en vellykket dialektik, der både siger ja og nej.

Jeg er til gengæld mere skeptisk over for det visuelle udtryks evne til at balancere konceptuelt.

Ikke helt lykkeligt samarbejde
Det er den unge instruktør Eva-Maria Melbye, der står bag opsætningen. Hun instruerede også Rohloffs Babel, men denne gang er videokunstneriske indslag ikke en del af udtrykket. Der er til gengæld mange andre lag i spil, og det er netop kendetegnet og udfordringen for Sol går op, sol går ned.

Allerede ved første møde med Holmgreen meddelte Melbye, at hun ikke var interesseret i hans udførlige noteapparat, men ville sætte sit eget præg på forestillingen. Det accepterede komponisten, men han har sidenhen givet udtryk for, at han ikke er tilfreds med resultatet.1

Det er nu ingen nyhed, at Holmgreen kan indtage et selvkritisk standpunkt. Hans æstetik baserer sig trods alt på det dialektiske paradoks, der som et pendul kan svinge frem og tilbage mellem et samtidigt ja og nej. Holmgreen er vidt og bredt kendt som en Rasmus Modsat, der frasiger sig rubricering og derfor vægrer sig ved kategorier som konkretisme, serialisme og ny enkelhed, men dog står med et ben i hver lejr ved at komponere med de såkaldt fundne ‘ting’, tone-/rytmegitre og asketisk mådehold.

Han er en inkarneret fortaler for det absurdes evne til at skabe et katastrofens rum, hvor vante forestillinger nulstilles og noget nyt blomstrer frem af ruinerne. Et konstruktivt sammenbrud. Når de er bedst, fungerer hans heterogene, men stramt styrede kompositioner netop som disse blomstringer, der får enhver homogenitet til at fremstå forløjet.

Det er altså dristigt at forene Holmgreens egensindighed og operainstitutionens fordring om at arbejde sammen om et fælles udtryk. At det ikke er endt helt lykkeligt, er næsten en pointe i sig selv.

Lag på lag
Sol går op, sol går ned består af to akter, der tilsammen varer en times tid. Titlen er hentet fra Prædikerens Bog og skal indføre en cyklisk tematik i værket, hvor tekst, musik og handling gentages, men en udvikling finder også sted, og forskellige intensiteter bliver opbygget og nedbrudt.

Mange lag gør krav på tilskuerens opmærksomhed: skuespillet, der er skåret over den absurde komedies læst og foregår i nutiden. Prædikerens Bog, der synges af koret og den gamle kong Salomo. Højsangen, der synges af den unge kong Salomo og kærlighedsobjektet Sulamith. To akrobater, der svinger sig rundt mellem bure og reb. Og ikke mindst ensemblet med de heterogene stemmer, der ledes af Jakob Hultberg: strygekvintet, basuntrio, klarinet, elguitar, elbas, slagtøj. Der er nok at holde styr på.

Takket være Ars Novas indspilning kender vi allerede en del af musikken på forhånd, nemlig korværket Igen (2006) med de tre satser gammeltestamentlig lyrik fra Prædikerens Bog. Det er de satser, der sætter sig igennem som tema i Holmgreens non-opera. Dels ved deres hyppige genkomst, dels ved en effektiv melodik, som i særlig grad kommer til udtryk i midtersatsen. Den svinger som et pendul trinvist gennem en molterts og messer, at »alting har en tid«.

Det er altså dristigt at forene Holmgreens egensindighed og operainstitutionens fordring om at arbejde sammen om et fælles udtryk. At det ikke er endt helt lykkeligt, er næsten en pointe i sig selv

Som solistisk udbygning af koret spiller Sten Byriel den gamle kong Salomo, der med sin salte bas istemmer den pessimistiske tekst. »Alt er tomhed, endeløs tomhed,« bræger han resigneret fra sit bur på scenen. Derfra kan han se sig selv som ung i skikkelse af tenoren Andreas Landin, der synger de anderledes virile linjer fra Højsangen sammen med sopranen Aileen Bramhall Itani. Forskellen på de to dimensioner er ikke bare indre tidslig, det synes også at være et møde mellem operatraditionen og Holmgreen. Landin og Itani gør flittigt brug af den karakteristiske, karikerede vibrato, som koret og Byriel er klinisk renset for. Operatraditionen og Højsangens harmoni holdes ud i strakt arm af den selverklærede pessimist Holmgreen.

Når koret ikke synger, er det de forskellige instrumentale og vokale soli, der præger lydbilledet. Begyndelsen af første akt er eksempelvis dybe, udstrakte toner i basunerne, som ligner en hilsen til Rhinguldet. Basunerne begynder dog at vakle og glider over i et halvkomisk glissando. Goddag og farvel, Wagner. Også elbassen prøver at finde sin stemme, hvilket lyder som et ganske karikeret solospor fra en funkoptagelse i 70’erne. Disse egensindigheder er overalt i ensemblet, der dog også rent undtagelsesvist finder sammen på udvalgte steder, og disse momenter åbner naturligvis for fortolkning.

Stringens og vaklen
Det kan dog være vanskeligt at koncentrere sig om den musikalske idé. Den absurde komedie, som digteren Ursula Andkjær Olsen har skrevet teksten til, stjæler megen opmærksomhed. Skuespillerne Lado Hadzic, Ida Cæcilie Rasmussen, Hadi Ka-Koush og Lars Knutzon bærer ikke blot mikrofon, men er også klædt i besynderlige dragter. Hadzic eksempelvis i bamsekostume gennem begge akter. Helt i forlængelse af den absurde tradition, men også som distancering fra operatraditionen. Og så naturligvis som led i den tematiserede overflod, der også opleves gennem de utallige bolde på scenen. More is more.

Det visuelle udtryk er ret ... kitschet. Lavkomik, cirkus, fjer og farver. Det er svært ikke at se det som ét stort anførselstegn, et negativt opbyggeligt anti rettet mod operatraditionen. Hvis non-operaen skal vurderes ud fra sin evne til at balancere mellem ren afstandtagen og konstruktiv oprigtighed, tipper det visuelle udtryk mod førstnævnte.

Musikalsk lykkes balancegangen bedre. Her forekommer de elementer, der udgør det samlede udtryk, at have en berettigelse i sig selv som andet end spejlingsfigurer for den grumme tradition. Uden at de derfor giver afkald på evnen til at håne og vrænge på næsen.

Men det er selvfølgelig en skrøbelig linedans. Man tager sig selv i ikke helt at kunne beslutte sig for, om balancen mellem positiv og negativ – mellem ja og nej – opretholdes, og dette er vel egentlig det holmgreenske både-og, der sætter sig igennem som både form og indhold. Det vidner om en konceptuel stringens, som det visuelle udtryk ikke helt lever op til, uden at dette egentlig forplumrer det samlede udtryk. Der må faktisk godt være en vis skurren. Det må godt gå lidt galt. Hellere end gerne.

• 1Hør fx interviewet i programmet Taktløs på P2 den 22. februar.