En vild dæmonbaby

»Opera is insistently, even narcissistically, self-reflexive.«

Sådan skriver forsker, kritiker og performer Nick Till i sit manifest »I don’t mind if something’s operatic, just as long it’s not opera«. Till beskriver den operatiske selvbevidsthed som symptom på en næsten neurotisk ængstelighed omkring operaens eksistensberettigelse som genre. Samtidig gør han opmærksom på, hvordan en sådan selvbevidsthed ikke nødvendigvis rummer selvkritik. Musik burde komponeres med en hammer, sagde Adorno, ligesom Nietzsche filosoferede med en hammer. 

Enter Simon Steen-Andersen og Don Juans Inferno: »Operahelvede tur-retur i én akt«! 

Med sin nye dæmonbaby hamrer Steen-Andersen operagenren fuldstændigt i smadder og skaber en på alle måder radikal og grænsebrydende operakritisk opera. Det er vidunderligt. 

Let’s call a rapist a rapist

Alle noder og ord i Don Juans Inferno er klippet sammen fra 30 mere eller mindre kendte operaer fra det 17. til 20. århundrede. Arier synges på originalsprog, og tysk, russisk, fransk og italiensk vikler sig sammen i et væk. Faktisk er der meget lidt originalt komponeret, men musikken bearbejdes, splintres og samples på nye måder. 

Fem musikere fra det belgiske vanvidsensemble Ictus deler scene med seks operasolister og et lille operakor af lutter basstemmer. Det Kongelige Kapel spiller overdækket som stemmer fra en fjern fortid, og dirigent Bassem Samir Akiki forbinder dem til nutiden. Værket medierer mellem liveperformance og videokunst og mellem instrumenter, stemmer og elektronik. Forestillingsteknisk går det til ekstremerne. 

Helt konkret følger vi Don Juans tur gennem helvede fra det øjeblik, han møder sin undergang i finalen af Mozarts populære opera, Don Giovanni. Han opsluges af helvedes flammer efter at have forført over tusind kvinder, dræbt kommandanten og misbrugt hans datter. En rigtig skørtejæger? Man kunne også bare kalde ham det, han er: »Let’s call a rapist a rapist«. Med fede bogstaver står ordene skrevet på en bunke papirer i helvedes kammer. 

Det lyder ekstremt ondt

Efter Don Juans fald til underverdenen bevæger værket sig ned ad mindst to narrative spor. Først og fremmest følger vi Mozarts karakter Don Giovanni og hans møde med talrige mørke eller dæmoniske figurerer fra det klassiske operarepertoire: Charon, Iago, Don José, Turandot, Marguerite, Den Flyvende Hollænder og mange flere. Desuden følger vi operasangeren, der har slået hovedet i faldet gennem scenen, og er fanget bevidstløst i et surrealistisk mareridt. Begge narrativer væver sig konstant ind i hinanden, og hovedpersonen forbliver patetisk og passiv i sin helt egen helvedesopera. Den forvirrede baryton med lange, mørke lokker og turkis satinkostume synges af Jason Momoa – hov, jeg mener Cody Quattlebaum – som en velcastet og velklingende Don Juan.

Hell’s Got Talent

Hele værket igennem hives Don Juan rundt af underverdenens utilregnelige dæmon, Polystofeles. En ægte showman, orkesterdirigent, tryllekunstner, aftenens vært, dommer og drømmer. Baryton Damien Pass er perfekt i rollen som den karismatiske djævel i smoking med intens scenisk nærvær, hæsblæsende komisk timing og charmerende galskab. Også hans stemme er forførende, særligt i de fuldkommen magiske scener, hvor han svæver vægtløst over scenegulvet med melankolske arier fra Anton Rubinsteins Le Démon. En enkel ambient elguitar akkompagnerer. Smukt.

Det er operatalent på syre, og dirigenten har magten

Færgemanden Charon sejler Don Juan og Polystofeles til helvedes centrum over et dødsgallop af infernalsk kraftigt messingblæs og senere til senromantisk kromatiske teksturer, der bevæger sig længere og længere og længere ned… Imens tager Simon Steen-Andersen sit kamera bag og under scenen fra teatrets lange gange til de våde, boblende afløb. Til tider manipuleres billederne til visuelle malerier, som når operahusets majestætiske trapper danner en M.C. Escher-agtig uendelighedsspiral som et blodigt sår. Senere synger grædende plastikbabyer et dæmonkor fra Goethes Faust, hvor unge Marguerite har slået sit barn ihjel. Ved destinationen brager et helvedesorkester med kulsorte metallyde af »infernalsk volapyk af Hector Berlioz« og hamrende dobbeltpedal. Det lyder ekstremt ondt.

Forestillingslederens stemme kalder til sceneskift, og en partyversion af toccataen fra Monteverdis L'Orfeo gjalder over højttalerne. Et trippende stjernelogo i primærfarver pulserer på bagtæppets filmlærred. Hell’s Got Talent! Polystofeles’ talentshow afbryder gang på gang handlingsflowet og udstiller flere lømler undervejs. En nervøs og bukseløs Macbeth forsøger sig med »Macbetto tremor non vedrai« (du vil ikke se Macbeth skælve) fra Verdis Macbeth. Den brutale morder Barnaba fra Ponchiellis La Gioconda udsættes selv for vandafstraffelse. Tenorhittet »Nessun Dorma« fra Puccinis Turandot synges aldrig så dæmonisk grotesk som nu med det høje klimaks brugt til at torturere en panisk Guantanamo-fange. Det er operatalent på syre, og dirigenten har magten. 

Det er en modig forestilling af overdreven idérigdom

Kink og korporlig afstraffelse

Operaen bevæger sig ned til den berlinske undergrund og en intenst pulserende reggaeton-udgave af »Habanera« fra Bizets Carmen. Carmens morder, Don José, underholder festen. Aldrig har teatrets røde veloursæder vibreret så dybt. I dem sidder vi allesammen, helvedes forpinte sjæle, og kigger op på digterne Dante og Vergil på øverste balkon.

Erotikken i Don Juans underverden er mørk og fetichistisk. Tabu, magt, vold og objektificering undersøges med kink, bondage, lak og læder. En kasse med lædermasker falder fra loftet og harnisklædte musikere pisker sig selv. Når Don Juan forsøger at erobre flere kvinder, går det mildest talt galt. Han afbrydes konstant af vanvidsmusik, udfordres for meget af en elektro-akustisk koloratursopran og ydmyges offentligt af lakklædte furier til sin egen version af Zerlinas arie: »Batti, batti, o bel Masetto  si, si, si, si…«  (Slå mig, slå mig, åh skønne Masetto – ja, ja, ja, ja…) Han har vitterligt intet lært. 

Æder operaen indefra

Simon Steen-Andersen har ikke ladet sig begrænse. I Don Juans Inferno ædes operagenren op indefra midt i nationalteaterets tunge og opulente vægge. Hierarkiske magtstrukturer udfordres, usagte fortællinger bevidstgøres og alt vendes på vrangen. Man bliver næsten ør i hovedet af værkets mæthed. Det er komplekst og kaotisk, men alligevel sært præcist.

Både koncept, re-komposition og iscenesættelse er skabt af en kunstner, der viser, hvor interdisciplinært og multimedieret opera kan gøres i det 21. århundrede. Det er en modig forestilling af overdreven idérigdom. En grotesk og dybt underholdende operamasse på speed. Kom af sted!

Simon Steen-Andersen, »Don Juans inferno«, Det Kongelige Teater, spiller til 9. maj.