I Nordnorge har de en festival, der slår sprækker i jerntæppet

»Det her er verdens vigtigste festival«. 

Storladenheden var til at tage og føle på i den sidste af åbningstalerne for den 19. udgave af Barents Spektakel i den nordnorske by Kirkenes. Taleren Knut Olav Åmas fra trykkefrihedsorganisationen Fritt Ord havde sigte mod avisoverskrifterne, fornemmede man. I momenter virkede det nærmest, som talte han direkte til mig – altså den udenlandske presse, der var blevet inviteret 400 km nord for polarcirklen til grænsebyen med det indviklede forhold til sin nabo mod øst. 

Det nærmede sig et overstretch, da Åmas ophøjede journalistikken til »historiens first draft«. Mindre kunne vel ikke gøre det på denne dato: 24. februar – et år efter Putin-regimets fuldskala-invasion af Ukraine. De fleste af os, som stod i den bidende polarkulde og ventede på, at åbningsshowet skulle gå i gang, kom lige fra et fakkeloptog med afmarch fra det russiske generalkonsulat. Udover fordømmelserne af krigen var en stor del af demonstrationstalerne belagt med sympati for den russiske befolkning. Ligesom Ukraine er Rusland også okkuperet, lød det flere gange.

Som besatte stod de granvoksne mænd i slips og skreg, så det frådede om munden på dem

I en by, hvor vejskiltene både står på russisk og norsk er det måske ikke underligt, at medfølelsen med regimekritiske russere er omtrent så stor, som med den ukrainske befolkning. Alligevel føltes den samtale, festivalen under temaet »tillid« havde sat sig for at facilitere, som et vovestykke. For giver det ikke en grim smag i munden at tale om samarbejde med russerne, mens krigen stadig raser? 

På Barents Spektakel, der er arrangeret af foreningen Pikene på Broen, blev kunstoplevelser og debatfora hæklet sammen i et spraglet mønster, hvor der hverken var grænser mellem nationer eller kunstarter. Selvom konteksten endte med at overskygge indholdet, var der stærke øjeblikke af kunstnerisk vilje, som løftede værkerne op over deres umiddelbare rolle som ice breaker. 

Hvis Barents Spektakel førhen hovedsageligt har fungeret som et udstillingsvindue for samarbejdspolitikken, var der i år stukket en kæp i hjulet på selve præmissen. Det gjorde ikke desto mindre festivalen endnu mere dagsaktuel. Hvad stiller man op, når jerntæppet bliver trukket mellem de kulturudvekslinger, man er sat i verden for at aktivere?

En linedans på flammer

Var man efter Åmas’ tale stadig sulten efter sensationsdrift, skulle man nok blive mæt af det hæsblæsende åbningsshow, der sandelig tog festivalens navn alvorligt. Det var, ja, ret spektakulært. 

Optrinnet var centreret omkring en stor trækonstruktion. På hver side af skulpturen, der kunne minde om en rekonstrueret middelalderfæstning, var fakler blevet antændt og rettet udad, som var de klar til affyring. To kor entrerede: det ene et sweaterklædt blandet kommunekor og det andet et aldrende herrekor i jakkesæt. Stålsat marcherede sweaterkoret mod sin opstilling på hver side af konstruktionen, mens jakkesættene trådte an på plankerne i ét geled. 

Men synge skulle de ikke. De var kommet for at råbe. 

Hårene rejste sig, da vi blev anråbt af det sektagtige mandskor. Som besatte stod de granvoksne mænd i slips og skreg, så det frådede om munden på dem. Det var som et stramt rytmiseret kanonangreb arrangeret for logebrødre. Det andet kor intensiverede stemningen med messende flersprogede remser, imens to performere stavrede rundt på toppen af trækonstruktionen og roterede et kæmpestort brændende hjul. Hvad var det for et ragnarok, vi var vidne til? Absurd-komisk og okkult på samme tid. 

Netop som man troede, det ikke kunne blive mere nervepirrende, trådte en linedanser ud på en lang slackline spændt ud over dommedagen. Nu begyndte symbolikken for alvor at melde sig. Selv når broerne brænder, må vi gøre en indsats for at krydse grænser. Mandskoret hev megafoner frem og performerne svingede med faklerne for at obstruere linedanseren, og han faldt også en enkelt gang – et gisp gik igennem publikum – men kom gudskelov helskindet over på den anden side. 

Lettere svimmel, åndede jeg lettet op. Festivalen blev skudt af sted med noget af en thriller, som nok vejede til den symboltunge side, men alligevel stod tilbage som en medrivende action-ouverture til nogle intense dage i det historiske knudepunkt mellem øst og vest.

Hvilket våben?

At være venner med Rusland er – hvis vi skal blive i linedansersymbolikken – en svær balancegang. Det blev også klart til åbningsdebatten, som startede med norske Tine Surel Lange og russiske Pavlo Grazhadanskij, der fortalte om deres lydkunstprojekt Two Sides of the River (2022). Under sidste års festival fik værket en anden skæbne, end de havde forestillet sig. 

Efter planen skulle Surel Lange sende lydmateriale på en 10 kilometer gjaldende rejse over grænsen, hvor Grazhadanskij ville besvare kaldet. Lyd kender ikke til grænser, rejser ikke med pas. Og så alligevel. En time inden opførelsen fik Grazhadanskij inddraget sin tilladelse til at performe af myndighederne i Nikel. Risiko for snestorm, lød beskeden, selvom solen skinnede. Invasionen af Ukraine var et par dage gammel, og der var nok nærmere tale om et »politisk stormvejr«, som Astrid Fadnes, presseansvarlig for Pikene på Broen, har udtalt. I den larmende stilhed, fortalte Surel Lange, stod hun og publikum på den norske side og lyttede beslutsomt til den lyd, der aldrig kom.  

Således var banen kridtet op til en paneldebat, der i høj grad kom til at handle om censurens benlås om den russiske modstand. Især to positioner skilte sig ud. På den ene side var der norsk-russiske Aurora Stetskevitvh Møllersen, født i Kirkenes, der introducerede sig selv som en del af den generation, der udelukkende kender grænsebyen i lyset af den samarbejdsvilje, man oplevede efter murens fald. Tætte relationer til russerne var hverdag i hendes opvækst: Man spillede i orkester sammen, lærte hinandens sprog osv. Det er vigtigt, at vi ikke indrammer den enkelte russer i et større fjendebillede, var hendes pointe. Fokus må være på organiseringen af de mange eksilrussere, og give dem et talerør, der kan infiltrere censurapparatet.

På den anden side var der ukrainske Oleksandro Hrybenko fra Donetsk, der forsker i kvindelige journalisters risiko ved at dække krigen. Hun lagde ikke fingrene imellem: En modstand, der kun foregår uden for Rusland, er et opråb, der klinger hult. »Lad os være realistiske«, sagde hun »Rusland bliver aldrig et demokrati, hvis ikke den russiske befolkning er villig til at tage en risiko. Man støtter også regimet ved ikke at sige noget. Et totalt opgør med Putin kan kun være voldeligt, og det kommer til at koste lange fængselsstraffe og dødsfald. Men det er ikke anderledes end den kamp, ukrainerne har kæmpet i årevis.«

Hele 30 eksilrussere var inviteret til at udfolde den kunst, der kunne få dem fængslet i hjemlandet et stenkast herfra

Hvad er russisk skam?

Dagen efter åbningen rungede Hrybenkos skarpe opsang stadig i mit hoved. Var det måske en anelse privilegieblindt at stå på den anden side af grænsen og lade, som om »tillid« skulle være løsningen på noget som helst? 

På min gåtur rundt i byen standsede jeg foran befrielsesmonumentet fra 1944: en skulptur af en bevæbnet soldat fra den Røde Armé. »Til Sovjetsamveldets tapre soldater«, står der på piedestalen. Man ser nok lidt anderledes på venskabet mellem Rusland og Norge i Oslo, end man gør her i Kirkenes, havde en norsk scenekunstskribent fortalt mig. Siden 1954 har man markeret befrielsen ved monumentet – ikke helt uden gnidninger, når man var det eneste Nato-land med grænse til Rusland. I kølvandet på Kirkenes-deklarationen i 1993 fulgte 29 år med »Barentsbegejstring«, hvor det bilaterale samarbejde i den nye storregion ved Barentshavet skabte en helt ny verden af muligheder. 

Ikke alene er Rusland en uafrystelig del af byens kulturelle genetik. Den russiske fiskeindustri beskæftiger fortsat en stor del af byens borgere på det store skibsværft Kimek. Det er blot nogle af grundene til, at en total Ruslands-boykot formodentlig ikke er den gængse holdning i byen. Barents Spektakel var i hvert fald et udtryk for det modsatte: Hele 30 eksilrussere var inviteret til at udfolde den kunst, der kunne få dem fængslet i hjemlandet et stenkast herfra. 

Pavel Borisovs industrielle techno var baseret på samples af ældgamle russiske protestsange. Omvendt spillede den russiske rocklegende Boris Grebenshikov ikke en musik, der lød som om, den var ude på ballade.

Som en del af udstillingsværket To the FSB Officers Who Attended My Events (2023), kunne man læse brevvekslinger om spioner i kunstverdenen og selv skrive et anonymt brev til en FSB-agent.

Confessions of the Streets (2023) var en AR-udstilling, hvor man med sin telefon kunne se protesterende russisk gadekunst på forskellige bygninger i byen. Alt sammen tankevækkende, men uden nævneværdig æstetisk resonans. 

»Russisk skam er, når nogen siger, at det ikke er din skyld, men du ved, at folk støtter krigen«

På festivaludstillingen i byens karismatiske gamle brandstation havde russisk-hollandske Polina Medvedeva til gengæld skabt en installation, der både åbnede sanseapparatet og hægtede sig fast med kritiske modhager. A knock from below heard from the bottom (2022) var interaktivt i den forstand, at den besøgende skulle opleve værket som en slags spøgelsesjæger. Ved indgangen til et spartansk møbleret rum, fik man udleveret et gammelfuturistisk detektoraggregat, der kunne indfange lyd. Med hovedtelefoner på skulle rummet sonderes: et klaustrofobisk magnetfelt af tyngende elektronisk støj. Der var stemmer ved stikkontakterne, fandt man hurtigt ud af, og de blev højere jo tættere man nærmede sig dem. 

Et grundlæggende ubehag meldte sig ved den spionrolle, man pludselig havde indtaget. Til tider var det endog kvalmende at aflytte de forskellige beretninger langs væggen. Et sted blev en stemme nærmest selv til støj, mens den hviskede: »Russisk skam er, når nogen siger, at det ikke er din skyld, men du ved, at folk støtter krigen«. Det var umuligt at fornægte det usmageligt dragende sug, det gav at overhøre stemmerne. Den forbudte, modbydelige nysgerrighed. Medvedevas dobbeltgreb om overvågningsmotivet var en besættende plage, hvor skam og afmagt mødtes i én trykkende migræne.

Afbrudt narkose

På Barents Spektakel var kunsten sidstillet debatten. Programmet var spækket med samtalestartere. Tag bare de utallige paneldebatter, saunaekskursionen til Barentshavet og festivalbaren Nomadic Base, der også fungerede som galleri og natklub. Der skulle mingles, og i det ærinde gjorde festivalen en hæderlig indsats. 

Katten, han ledte efter, var væk, men i stedet fandt han en håndholdt videoprojektor

Men ind imellem gjorde de publikumsinddragende tilsnit kunsten til en flad oplevelse. Teaterforestillingen 80 Degrees var en såkaldt kvartirnik på en privat hjemmeadresse: et koncept fra sovjettiden, hvor mange stykker måtte opføres under radaren. Ikke mere end en håndfuld publikummer sad vi i den mørke stue, da en skuespiller kom ind ad hoveddøren med et tomt kattebur.

Katten, han ledte efter, var væk, men i stedet fandt han en håndholdt videoprojektor. Nidkært afsøgte han hver en krog med videoprojektionen af en gnistrende flamme. Men vi skulle være flere steder på én gang, viste det sig. I en podcast hørte vi om marinegeologen Alena, der var frosset fast på et skib i Arktis. Det forskydende metagreb punkterede fuldstændig den intimitet, der ellers var etableret. Da vi efterfølgende blev gelejdet ovenpå for at skrive et brev til Alena, var al nerve væk og stemningen lettere akavet. 

I værket Zøvnzaun (2022) af den tværnationale perfomancegruppe TBA blev publikumsdeltagelsen indarbejdet med en betydelig større grad af topstyring. Det gjorde underværker. Vi blev modtaget i Sør-Varanger Kultursal af en gusten kittelklædt forskertype, som med et påklistret smil bad os udfylde et besynderligt spørgeskema om vores søvnvaner. Der var noget uldent ved det hele: Hvad var det dog, vi havde stillet op til? Et eksperiment, skulle det vise sig. En hel nattesøvn kan nu klares på kun 40 minutter, forklarede en anden forskerkarakter og satte tonen for værkets kapitalismekritiske postironi med en udtalt stringens bag den falske venlighed. I bedste Matrix-stil skulle en pille forberede os på dykket i kaninhullet.

På Barents Spektakel var Putin-modstanden armeret med tillid, og den ambivalens gjorde festivalen til noget helt særligt

Vi blev ført ind i et stort kuppelformet telt og tildelt en madras og et sæt hovedtelefoner. Før man vidste af det, var man lullet ind i en synæstetisk hypnose. De dulmende farver i kuplens hvælving var som indersiden af et øjenlåg og spredte sin bedøvelse sammen med masserende vibrationer fra madrassen og et ambient lydspor. Men narkosen blev konstant invaderet af sælgerstemmer, der kaprede den euforiserende vægtløshed. Stemmerne var som en tikkende viser, der satte den tidløse tilstand i system, og sådan stillede værket på betagende vis et spejl mellem utopi og dystopi. 

Armeret med tillid

Når en festival bliver introduceret som »verdens vigtigste«, bør en naturlig skepsis melde sig. Selvfølgelig kunne de kunstneriske visioner ikke stå mål med sådan en overdrivelse. Det tætpakkede program – der eksempelvis også talte en stumfilmskoncert og saunaoplæsninger – blev for adspredt i sin rygdækning af hele kulturen. Efter fire festivaldage ud af seks, var jeg i min søgen efter en kunstnerisk profil stadig tomhændet. Det var som en stor indbydende buffet, der ikke var krydret stærkt nok. 

Alligevel var der en nævenyttig vitalitet til stede i den diskussion, festivalen rammesatte. Mens resten af verden har travlt med at lægge så lang afstand til Rusland som muligt, var Barents Spektakel garant for at andet perspektiv. Her tog man opgøret med »russofobien«. Lige nu kan det måske virke som et opgør, der kommer en postgang for tidligt. Men ikke desto mindre er det, som en ruslandsforsker påpegede, tvingende nødvendigt, at vi ikke giver Putin påskud til at fodre narrativet om, at Vesten ikke kan lide russere. På Barents Spektakel var Putin-modstanden armeret med tillid, og den ambivalens gjorde festivalen til noget helt særligt. 

Barents Spektakel foregik 24. februar - 1. marts i Kirkenes, Norge