En dag vil der gro græs hen over hele verden

Han slog hårdt og præcist på det rustne stykke metal, manden i de solide støvler. Foran Oslo Rådhus stod Thorbjørn Christiansen med en stor hammer i hånden og opførte faderen, Henning Christiansens, værk 180 Hammer Blows Against the War Monkeys. En auktionariuslignende stemme i højttalerne talte slagene. Hvert slag genlød sekundet senere, men nu forvrænget, som splintret elektronik inde i en bjerghule engang i fremtiden. De kaffedrikkende cafegæster på torvet fulgte med i denne meget bastante kunst i det meget vindomblæste offentlige rum. De kunne ikke andet. Og den splintrede lyd ville jeg elske at have som min ringetone, tænkte jeg. Selv om den lyd ikke ligefrem signalerer: Jeg kommer med fred…

Da Henning Christiansen opførte værket i Berlin i 1988, gik der et år, og jerntæppet faldt

Da Henning Christiansen opførte værket i Berlin i 1988, gik der et år, og jerntæppet faldt. Kunst kan noget. Kunst vil i hvert fald gerne kunne noget. Under festivaltemaet Freedom is Around the Corner inviterede Ultima (15.-24. september) til en fælles granskelse af vores verden, som igen er blevet ufredelig og ustyrlig. Men Oslo-festivalen insisterede altså at have håbet som ledestjerne. Et eller andet sted ude i horisonten.

Xenakis lige i ansigtet

Men ørerne skulle rulles endnu mere; flippes et par årtusinder tilbage i tiden. 

Da det sidste slag fra 180 Hammer Blows Against the War Monkeys var døet ud, gik vi ind i det imposante Oslo Rådhus til en opførelse af Iannis Xenakis’ værk Oresteia. Orestien er en 2000 år gammel græsk tragedie om hævngerrige guder – selvfølgelig – og vi følger Agamemnon og hans kvikke datter Kassandra, der spørger, hvad hun kan gøre for at lyse faderens mørke op. Historien udspiller sig under den trojanske krig, men drejer sig jo om et faktum til alle tider, at det er menneskets natur at være utilfreds med de besiddelser, man har skrabet sammen. Vi vil have mere. Det er det, der driver os. Og alene måden, den hårdtslående percussion slog mod dialogerne, blæste én omkuld.

Lyset glimtede både giftiggrønt som nagende misundelse og grønt som forårsgræs

Alle ved, at den fransk-græske komponist Xenakis’ kræver en total investering. Og her gik det kæmpe ensemble all in. I det overdådige rum fremstod musikken ultramoderne og ældgammel på samme tid. Hvilket kun blev forstærket af det lys, der aktiverede rådhusets mønstrede vægge, så man fik fornemmelsen af at befinde sig på et blinkende slot. Og lyset glimtede både giftiggrønt som nagende misundelse og grønt som forårsgræs. Der var tung percussion, indestængt falset, hårde messingblæsere og udråb fra et kor med over 30 sangere og masser af børn som performere. Musikken var hård, kantet og fyldt med kortslutninger – brud snarere end sammenbindinger. Men hvilken poesi i det brutale flow! 

In your face er et begreb, man kender fra milleniums engelske teater. Men Oresteia var in your face. Xenakis ville aldrig fortælle, hvad publikum skulle føle. Publikum skulle selv føle. Han hadede idéen om genbrug, også elementer i sin egen musik. Musikken skulle være helt ny. Den skulle kunne slå. Og det gjorde dette værk, der ikke er en opera, men bygger på opera-ideer med et drama, der var politisk. Xenakis troede på, at musik kan få os til at handle. Publikum må gerne ryge ud over kanten, mente han. Så det gjorde vi i Oslo Rådhus, røg ud over en historisk kant.

Det var som at se de første dyr på månen. De kælede med deres vafler, og sød musik opstår jo, når to fugle mødes.

Hvis Pjerrot var en fugl

Hvis Xenakis var grandios, ekstatisk og med et ben plantet i en meget fjern og rodet fortid med krige all over, foregik der noget helt andet øverst oppe i Oslos nye Munch Museum under opførelsen af Simon Løfflers værk Becoming Animal (2022). Og den danske komponists tyste klangverden passede sådan set fint i en sådan White cube-æstetik. Foran publikum sad to performere ved siden af hinanden på en klaverbænk. Hver med en vaffel i munden. Når de bevægede deres munde, kunne de få deres vafler – det var vist lædersåler – til at mødes og lave skrabelyde. De kælede med deres vafler, og sød musik opstår jo, når to fugle mødes. Klip klap sagde det. 

Senere sad tre performer foran publikum. Performeren i midten var omgivet af performere med et dyrehoved på hver side. Dyrene havde en klokke på hver kind. De kunne åbne munden. De havde et stift blik. Det var en sælsom trio, der frembragte sarte nynnelyde. Eller lyden, som når man åbner et smykkeskrin, og en melodi starter. Til sidst sænkede de blikket. Færdig performance. 

En performer klædt ud som måge kom også ind og baskede med vingerne. Igen var det meget sart. Små klokker på mågekostumet afgav lyde. 

Som publikum skulle man sidde bomstille, så ikke stolen knirkede. Jeg tænkte, at Simon Løfflers klangverden arbejder med noget helt basic, enkelt, men også hemmelighedsfuldt, som en hvisken i mørket. Min anden tanke var Edvard Munch. Ethvert af den norske malers billeder er jo en øvelse i ensomhed. Löfflers værk føltes som studier – i dyrs anatomi, i tysthed. Det var som at se de første dyr på månen. I deres hvide fuglekostumer fremstod performerne som ensomme Pjerroter. Hvis Pjerrot altså var en fugl og ikke en menneskelig klovn, der længes efter månen. Becoming Animal fremstod ikke helt flyvefærdigt, mere som en ganerenser blandt Ultima-festivalens mere højlydte værker.

Vi lyttede mere opmærksomt, som man nu gør, når man rejser sammen uden jagende jetlag 

Drifting in space

Langt væk fra trojanske krige var også Maia Urstads lydinstallation FERD (rejse) (2022) i Atelier Nord, en gammel træbygning med et skævt og knirkende gulv, som kun bidrog til den rejse i tid og geografi, som den norske lydkunstner har sat i scene med et værk sat sammen af lyde fra alverdens togvogne, stationer, konduktørstemmer og kupéer. I bunden lå en dronelyd, som bandt de mange annonceringer forbundet med togrejser sammen. Man kunne også høre en konduktør med jysk accent. Stemmen var optaget i Struer, som Urstad besøgte med et værk på Struer Lydbiennale, der var installeret i en gammel sovevogn fra DSB.

Urstad formidlede godt den oplevelse af behagelig isolation og drifting in space, man oplever på rejser i tog, hvor man ikke sjældent sluses ind i et andet univers. Stemmerne lød som talte de til os fra den store tomhed, og Atelier Nord blev en beholder, i hvilken publikum bevægede sig sammen, og lyttede mere opmærksomt, som man nu gør, når man rejser sammen uden jagende jetlag. 

Med sit projekt Organotopia (2022) tog komponisten og organisten Nils Henrik Asheim ligeledes publikum på en langsom færd. I 12 timer skiftedes musikere til at spille på diverse orgler og keyboards, der var stillet op i Paulus Kirke. Hvem time kom en ny sanger på scenen. Musikken i kirken blev også ført ud i Birkelunden Park på den anden side af gaden, og undervejs foregik her også performances. Gesamtkunst med en vis humor. Hør blot programpunktet Fugaens flugt: »Det er på tide å frigjøre fugen fra sine strenge rammer. En rekke fugetemaer fra ulike komponister gjøres om til kurver og frie former.« 

Lyden af orgel pjaskede rundt i kroppen resten af natten

Det var frit og mageløst, ihvertfald de sidste par timer af Organotopia, som jeg oplevede. Orglernes hemmelige verdener og flere århundreder gammel luft slap ud i rummet. Der sker noget, når et værk har været i gang i 10 timer. En oplevelse af evighed… Koncerten endte med et tre kvarter langt afsnit med titlen Wagners fontene med bidder fra operaer af Richard Wagner. Lyden af orgel pjaskede rundt i kroppen resten af natten.

Norsk zen

I installationen Presence/Nærvær (2022) satte Natasha Barrett spot på det, vi normalt har en tendens til at overhøre. Ved fæstningen Akershus havde den britisk-norske lydkunstner placeret højttalere og nyeste udstyr indenfor lydanalyseteknologi, og lydene, vi hørte var opsamlet i og omkring Akershus, men filtreret så klokketårnet lød som klokker fra det ydre rum eller som fremtidsmusik af Delia Derbyshire. De intelligente højttalere reagerede, så de spillede højere, jo flere mennesker der var forsamlet. Ja, der findes fede soniske skatte i gyder og på slotte.   

Ude ved øen Bygdøy en halv times kørsel fra Oslo centrum kunne man opleve Anna&co & Nils Petter Molværs værk Såle (2022). En kvinde iført hjelm, hvid kjole og superhelte-overarme stod og spejdede mod havet. Var hun lige landet på Jorden? Langsomt rejste hun sig og foldede faldskærmen ud og undersøgte den jord, hun var landet på. Hun kæmpede med snorene, der var bundet fast til store sten på stranden. Vi hørte hendes åndedræt og bevægelser i sandet, indtil hun gav op og landede med hovedet i sandet. Et stykke fra hende stod musikeren og komponisten Nils Petter Molvær og frembragte atmosfæriske toner med sin trompet oven på et elektronisk soundscape. 

En kvinde i høje hæle legede med noget tov og kinky plastik, en mand i underbukser var på vej ud af den enorme kamin

I anden del af værket fulgte vi efter syv dansende performere op gennem en skov til lyden af junglelyde. Vi var de fremmede. Vi blev observeret. Danserne var fra gruppen Nordic Black X-press og var alle mørke. Vi endte ved en villa, Villa Grande, som under Anden verdenskrig var hjem for Vidkun Quisling, nazi-sympatisøren, som blev ministerpræsident i Norge under den tyske besættelse. I denne villa sad vi – i tredje del af værket – og kiggede på tre performere, en mand i pels og netstrømper rodede rundt på det bare gulv med nogle fisketallerkener og sølvbestik, der klirrede dekadent, en kvinde i høje hæle legede med noget tov og kinky plastik, en mand i underbukser var på vej ud af den enorme kamin i salen. Alle tre bevægede sig i slowmotion som i en video af kunstneren Bill Viola. Bizart. Noget var sket i denne villa. Vi var vidner til et tragisk setup, et stilleben. For en handling kunne vi selv kreere i hovedet. Til Molværs mørke musik, der vel kan karakteriseres som en slags norsk zen møder buldrende elektroniske beats.  

Zen var også en koncert med komponisten Jan Martin Smørdal, vinderen af Arne Nordheim-prisen. Det er vel ikke forkert at betegne Arne Nordheim som en slags nationalkomponist i Norge, og han er stadig en stor inspirator for yngre komponister. I Smørdahls værk I/O – 5 parts separated by color (2022 sad en performer ved et spejl med påsat mikrofoner på spejlet og på performeren. Når performeren berørte spejlet opstod knasende, gnaskende, piblende lyde – klanglig sensitivitet inspireret af Input/Output, som vi kender fra computernes verden. Supersonisk var det ikke. Småt er godt, ofte, men zen kan også være for fattig på vitaminer. 

Med sin bare fod klaskede han rytmen ned i gulvet eller slog på et iPad-formet metalfad med Apple-logo

Skrig og græs 

Ultima er ikke en showcase for norsk eller nordisk musik, men har en international profil, ligesom det var et internationalt publikum, som faldt i svime over Edvard Munchs evigt moderne billedserie Skriget fra 1893. Og det var også i det eksistentielle mørke, at festivalens to internationale højdepunkter, Iannis Xenakis og Einstürzende Neubauten, kunne mødes. 

Mellem bassisten Alexander Hackes to ben var mindst halvanden meter, og med sin bare fod klaskede han rytmen ned i gulvet eller slog på et iPad-formet metalfad med Apple-logo. I energi matchede Hackes til fulde Thorbjørn Christiansens hammerperformance et par dage forinden. Også Hacke slog iført læderbukser hårdt og præcist på sit stykke metal på spillestedet Centrum Scene. Og fake er de ikke, sangene, som Einstürzende Neubauten turnerer med for tiden.

»How did I die?
Or didn’t I?
Didn’t I die at all?«

Bandets gamle sange illustrerer små og store, indre og ydre dystopier. Og de lever og har det udmærket i en verden, der igen er splittet på geografi, i et øst og et vest. I sangen »Die Befindlichkeit des Landes« sang Blixa Bargeld om sit yndlingsemne melankoli: 

»Mela, Mela, Mela, Mela, Melancholia
Melancholia, mon cher«

Men den sang rummer også linjen »One day grass will also grow over the city«. Og i nummeret »Sonnenallee« blev vi mindet om, at der var engang, hvor man gik rundt og sagde, »Es war einmal im Osten«. Igen, igen – kunne man konkludere – synger Einstürzende Neubauten om en verden, der skriger. Med sine bare fødder og årtiers rockattitude havde Alexander Hacke kontakt med rødderne fra en gammel verden, som var hård og kold, og som måske er blevet kold og hård igen. Melancholia, mon cher… 

På mange måder passede det vesttyske band som fod i hose til Ultimas tema Freedom is Around the Corner. Einstürzende Neubauten lovede ingenting. Nedstyrtet nybyggeri? Det er jo dekonstruktion i en nøddeskal! Men tyskerne såede nogle frø i hovedet, nej i kroppen, på Ultimas festivalgængere. Melankolske frø. Men også en ide om, at der kan ske noget andet, og at det andet måske også er noget godt, hvis man bevæger sig halvanden meter rundt om hjørnet. 
 

Ultima Festival fandt sted 15.-24. september i Oslo.