Delia fra det ydre rum

To syntetiske sinusklange slår ud på et audiometer. Den kolde kaffe, der før var varm, loopes i psykiske båndsløjfer til lyden af manipuleret hvid støj, der er ældre end min mor. Mit hjem er ikke længere mit hjem, men en planet i en fjern galakse, der langsomt drejer om sig selv og er ude af kontrol. Tiden er på én gang flydende og paradoksal. 

Sådan er det at lytte til Delia Derbyshires musik. Da hun indspillede den, blev den ikke engang opfattet som musik. Når horder af britiske børn lå gemt bag sofaerne ved synet af den tidsrejsende doktor i kultserien Doctor Who, på flugt fra de dødsensfarlige Daleks, var det til interplanetariske toner fra BBC’s Radiophonic Workshop, som Derbyshire var en del af. 

At børnene gemte sig bag sofaerne, skyldtes ikke kun de fremmede væsener

Populærkulturen husker Derbyshire som kvinden bag det klassiske tema til Ron Grainers Doctor Who. Et tema, der samtidig skrev historie. Sætter man sig for at gense de første sæsoner af Doctor Who, er det muligvis svært at forstå, hvor radikalt et brud med fortiden, serien var, da den blev sendt for fem dekader siden. Endnu sværere er det at forstå, at lydsiden til serien var så anderledes end nogen anden lydside, man havde hørt før. At børnene gemte sig bag sofaerne, skyldtes ikke kun de fremmede væsener, som William Hartnells første doktor kæmpede mod, men også en lydside, der var så fremmedgørende, at følgevirkningen fik en fremmedgørende karakter.

Man troede simpelthen, at folk blev vanvittige, hvis de lyttede for meget til de oscillerende toner fra en lydgenerator og den manipulerede hvide støj. 

Den fremmede
Det har sikkert glædet de menige lydmagere. Mission accomplished, har de sikkert tænkt. Under researchen til denne artikel kom Derbyshire mere og mere til at fremstå som en fremmed, der var sendt herned fra rummet. Jo tættere, jeg kom på kvinden, jo hårdere blev det at tro på, at hun som barn af krigens rædsler og kvinde i en mandsdomineret efterkrigstid kunne fremhæve poesien i støjen og det æstetiske i fremmedgørelsen.

At en ung, engelsk kvinde skulle blive moderen til moderne, eksperimenterende, elektronisk musik, er én ting. Men hendes udgivelser føles oftest, som om hendes musik forsøger at sende et signal, kun få kan opfange. Som i Skrumpen fra det ydre rum af den danske kultforfatter Gunnar Willes børnebøger og tv-programmer. Et cigarrygende rumvæsen, der kommer til jorden med en militant indstilling om, at alt skal laves om til farver og striber. Et mantra, der ender med at tage trussellignende former og volder mere skade end gavn. 

Luftalarmer, sprænghoveder og bomber var lige så intuitive, som fuglekvidder og trafiklarm

Så langt går Delia Derbyshire trods alt ikke. Men hendes største drøm var at arbejde med lyden, fordi hun helt intuitivt havde en anden indgangsvinkel til den end de fleste andre. Hendes ‘farver og striber’ var snarere ‘lyd og tal’. For Derbyshire var matematiker, og hendes indgangsvinkel til musikken var hendes talent for at udregne komplicerede regnestykker. En passion, hun implementerede i sin musik, der primært blev frembragt på båndspoler og nedskrevet som formler og ligninger frem for som partitur.

Fra begyndelsen søgte hun et frirum, hvor hun kunne få lov til at arbejde med lyd og tal, hvilket skulle vise sig at være en enorm udfordring i en tid, hvor branchen var endnu mere mandsdomineret, end den er nu. Derbyshire kunne få lov til at agere kaffedame hos Decca Records i slutningen af 1950’erne, hvilket hun nægtede. Og det var kun ren og skær stædighed, at hun endte på BBC i 1960, hvor hun fandt sin plads i den berømte workshop. 

Born, bred and blitzed

Derbyshires mest bemærkelsesværdige evne var evnen til at oversætte sine abstrakte lydfornemmelser til konkret musik. I et sjældent interview fortæller hun om en tidlig oplevelse af lyd, som hun selv mener, kan spores tilbage til hendes tidlige barndom i Coventry, England. En by, der blev sønderbombet under anden verdenskrig. »Born, bred and blitzed«, som hun siger i dokumentaren The Delian Mode fra 2009.

Lyden af krigens rædsler har været anderledes for et lille barn, hvor lyden af luftalarmer, sprænghoveder og bomber var lige så intuitive, som fuglekvidder og trafiklarm er det i dag. Måske er det netop denne barnlige indgangsvinkel til fremmede, elektroniske lyde, som gjorde, at Derbyshire kunne realisere klangene.

I den radiofoniske workshop var det fantasien, der drev værket. Man kunne forestille sig, at lydene var frembragt på banebrydende teknologi, men det var langt fra tilfældet. Den radiofoniske workshop var primært skabt af ren og skær nødvendighed tilbage i 1958, da BBC’s radiodramaer blev mere og mere ambitiøse. Det skabte en efterspørgsel efter en ny type baggrundslyd, der ikke rigtig var musik eller lyd, men noget midt imellem. Daphne Oram, en anden kvindelig klangpioner, så sit snit til at få etableret en workshop for lydeksperimenter. Stik mod alle odds fik Oram et rum stillet til rådighed, og resten er historie.

Meget sigende var Derbyshires favoritinstrument en gammeldags stållampeskærm

Men Oram og workshoppen blev modarbejdet fra begyndelsen. I britiske musik- og kulturkredse herskede der en stor angst for elektronisk musik, da de mere konservative huskomponister troede, at deres job ville blive overtaget af robotmusikere og nymodens teknologi. Derfor måtte workshoppens ansatte heller ikke kalde sig ‘komponister’, kun ‘assistenter’. Det var også en af årsagerne til, at teknologien i workshoppens tidlige dage var mildest talt gammeldags. Ud over spolebåndene, som var assistenternes primære værktøj, var de fleste elektroniske lydkilder tættere på noget fra folkeskolens fysiklokale end et topmoderne lydstudie. Assistenterne inkorporerede derfor en del teknikker fra europæisk avantgarde, feltoptagelser og musique concrète, hvilket betød at assistenterne var nogle af de første til at bruge samples i en kommerciel sammenhæng.

Lampeskærm og båndspole

Delia Derbyshires signaturinstrument var ikke båndspolen eller sinusgeneratoren. Det var heller ikke klaveret og kontrabassen, som ellers var de instrumenter, hun havde med sig fra sin klassiske baggrund. Meget sigende var Derbyshires favoritinstrument en gammeldags stållampeskærm, som hun slog på, for derefter at optage skærmens klang i manipulerede båndsløjfer. Lyden af lampeskærmen dukker op i forskellige sammenhænge gennem hele hendes musikalske output. 

For Derbyshire var arbejdet i workshoppen en leg, og det vigtigste for hende var den enorme frihed, som produktionsarbejdet gav hende. For selvom det arbejde, som assistenterne udførte i workshoppen, altid var bestillingsarbejde, var der ingen grænser for fantasien, når først hun gik i gang med arbejdet. I et ikonisk klip, hvor Derbyshire viser rundt i workshoppen, demonstrerer hun – med en næsten barnlig entusiasme – hvordan hun skaber et stykke musik ud fra arbejdet med båndspoler. En teknik, der kræver både matematisk overskud og håndværksmæssig snilde, da man både skal regne ud, hvor båndspolen skal klippes op for at få et nøjagtigt loop, for derefter at klistre spolen sammen igen og skabe gentagelsen. 

Der var beretninger om alt fra uudgivet Doctor Who-musik til det allerførste technonummer nogensinde

Glemt, husket, glemt igen

Men hvem var så kvinden, der faldt ned på jorden? Hun er jo lidt af et enigma! Derbyshire forsvandt i en årrække, da teknologien indhentede hendes drømme og blev aldrig helt ajour med nutidens synthesizere. Den barnlige intuition – hendes største drivkraft – forsvandt simpelthen, idet processen blev mere strømlinet. Samtidig gjorde BBC’s politik om at lade workshoppens assistenter gå ikke-krediterede, at offentligheden slet ikke vidste, hvem Derbyshire var. Derfor er samtidige kilder om Derbyshire sparsomme, hvilket er med til at gøre hende mere mystisk, selvom mystikken med tiden er forsvundet. Dette skyldes både den enormt nørdede gruppe af Whovians, der følger med, når man er associeret med Doctor Who, men også den enorme gruppe af elektroniknørder, der aldrig glemmer en filtreret bøvs.

Men det er nok især hendes alt for tidlige død i 2001, efter et hårdt liv ved flaskens magt, der kastede et mytologisk skær over hendes virke. Ikke på grund af døden, men nærmere på grund af de 267 spolebånd med uudgivet materiale, man fandt i hendes hjem. Et skatkammer af banebrydende pionerarbejde, som ingen anede fandtes. Historien om de forsvundne bånd gik verden rundt og blev lynhurtigt katalysator for en lang række mere eller mindre fantastiske beretninger om, hvad de mystiske båndspoler indeholdt.

Der var beretninger om alt fra uudgivet Doctor Who-musik til det allerførste technonummer nogensinde – 20 år før revolutionen i Detroit. Alle rygterne var mere eller mindre usande, da meget af materialet senere har vist sig at være tilgængeligt i andre former. Mange af båndspolerne indeholdt enten alternative versioner eller andre miks af Derbyshires allerede udgivne værker, selvom der også var meget ukendt materiale at finde. Det har dog været svært at afgøre, da planen om at digitalisere materialet endnu ikke er fuldbragt. Det har gjort, at båndene har fået et legendarisk rygte og nu nærmest fremstår som pagtens ark eller den hellige gral. 

Pink Floyd og hvid støj

Derfor er det måske mere relevant at kigge lidt på, hvad Delia Derbyshire rent faktisk har udgivet, og holde det op mod myterne om kvinden uden tid. For selvom hendes diskografi er sporadisk og flimrende, så er den stadig vægtig nok at tage fat på. Den mest oplagte klassiker er temaet til Doctor Who: en banebrydende legemliggørelse af Ron Grainers musik – eftersigende bare en seddel med noter, såsom »hvislende vind« og »hvid støj« – som fik komponisten selv til at spørge Derbyshire, om hun ville krediteres som medkomponist.

Lytter man til temaet, som det lød i introen til det første afsnit, An Unearthy Child, er det påfaldende, at ingen af lydene er frembragt på synthesizer, selvom mange af de elektroniske toner lyder som noget, der kunne have været lavet 10 år senere. Den karakteristiske basgang, der senere inspirerede alt fra Pink Floyd til Orbital, er frembragt ved at anslå basstrengene på et klaver, for derefter at sænke og hæve hastigheden, så lydens tonalitet skiftes. Hovedmelodien er frembragt på en manipuleret tonegenerator, og de hvislende baggrundslyde er hvid støj, der er loopet i forskellige tempi. 

For at realisere et miks, blev Derbyshire og en kollega nødt til at udføre en liveoptræden med fire båndoptagere for at kunne indspille værket i sin helhed. Et sådant værk ville normalt tage flere dage at forberede, men varer kun halvandet minut i sin fulde version. Til gengæld lyder temaet lige så friskt som dengang.

Ooo-ooo-ooo-ooo

En anden klassiker er den dæmoniske »Ziwzih Ziwzih OO-OO-OO«, et sjældent værk med vokal: En messende, baglæns talende stemme, reciterer dadaistisk nonsenspoesi hen over et harsk, loopende tema og en rungende, elektronisk stortromme, der kunne være soundtracket til den dag, computerne endelig overtager verdensherredømmet. Sangen var skrevet til en sci-fi-produktion, hvor en flok robotter lovpriser en energiomformer. Det er nemt at forestille sig, når man hører den maskinelle stemme og det marcherende tema, og samtidig fremstår kompositionen som en af de allerførste technopopsange. Ti år før »Autobahn«. 

Mest ikonisk er nok »The Delian Mode«, fem minutters ufortyndet Delia Derbyshire, hvilket komponisten sikkert selv vidste, da hun skulle give værket en titel. Desmond Briscoe, chef for den radiofoniske workshop, fremhævede værket som en af workshoppens største bedrifter. Værket, der agerede baggrundsmusik til stjernekigger-programmet The Stars at Night, er en sensationel rejse ind i sugende, elektroniske klange. Langsomt omskiftelige sinustoner mødes af dybe, rungende gong-lyde – sikkert spillet på førnævnte lampeskærm – og står som det bedste eksempel på Derbyshires talent for manipulation af reallyd.

»The Delian Mode« er ikke blot et vellykket stykke lyd, men en direkte gateway til ambientmusikken. Lidt over et årti før Brian Eno formulerede ambientmusikkens raison d'être og udgav Music for Airports.  

Wikidelia

Trods de legendariske, uudgivne bånd, er der masser af materiale at gå i gang med som ny lytter. Ud over de mange opsamlingsplader med musik fra The BBC Radiophonic Workshop var Derbyshire også med i ensemblet White Noise. Et kortlivet band, som hun dannede med kollegaen Bill Hodgson og den yngre David Vorhaus. Sammen udgav de An Electric Storm, som blander elektronisk støj med tidssvarende psykedelisk popmusik. Et syret og inspirerende værk, værdig en artikel for sig. Samtidig kan Derbyshires soundtrack til filmen Circle of Light fremhæves, da det er hendes længste, kontinuerlige værk, der er udgivet. Circle of Light kan betragtes som en videreførelse af æstetikken fra »The Delian Mode«.

Hjemmesiden Wikidelia (en Wiki, der kun omhandler information og lydklip af Derbyshires musik) rummer flere timers underholdning. Ellers kan man besøge universitetet i Manchester og få adgang til de legendariske bånd. Måske får universitetet snart styr på rettighederne, så de kan udgive de mange timers originalmusik af kvinden fra det ydre rum, så vi endelig kan finde ud af, hvilken planet, hun kom fra.