Intet her bliver livestreamet – vær til stede i det grønne

Støjen fra Lilleøre – færgen mellem Aarhus og Samsø – har en sær ro over sig. En monoton, metallisk summen, som vugger én ud af byen og ind i en anden rytme. Samsø vågner langsomt. Regnen ligger som et tyndt slør over markerne. En kok larmer i køkkenet på Samsø Badehotel. Han er fra New York. Han har arbejdet på ElBulli. 

Selv kongeparret har været her – i torsdags til koncert med Poul Krebs på Hotel Brundby

Grøntsagsboderne står som små øer langs vejene, og på skiltene loves både polynesisk massage og vin fra Château Alstrup.

Selv kongeparret har været her – i torsdags til koncert med Poul Krebs på Brundby Hotel, det sagnomspundne rockhotel. Foran hotellet står en hvid kunstig ko med noder på kroppen, som om musikken har sat sig fast i dens hud.

»GRØN MUSIK er en fire-dages manifestation på Samsø af lydkunst og musik, som har et tæt samarbejdsforhold med naturen!« lød invitationen fra festivalens initiativtagere, foreningen Terraform. 

På færgen til Samsø sad jeg med en lysebrun bog i hænderne – Jordborger. En bog om Knud Viktor. Viktor (1924-2013) forlod Danmark og slog sig ned i det sydfranske Luberon. På bjergskråningerne fandt han sin egen lydens jordlod. I den lille hytte voksede gulvet sig til et landskab af spoler, kabler og hjemmelavede mixerpulte. Teknologien var ham ligegyldig; alt var blot redskaber til at høre jorden synge. Han sad i dagevis og lyttede – til vinden, til fårekyllinger, til en enkelt tone. 

Før han drog til Provence, var det på Samsø, at han for første gang lyttede til verdens ånde. Jeg lukker bogen dér, hvor Knud Viktor sænker to mikrofoner ned i en hornuglerede – og siden også et kamera – og ender med 40 timers optagelser af de nataktive franske hornuglers liv. Han tilbringer så meget tid med dem, at de til sidst giver ham et navn i deres fuglesprog.

En tysk bil giver hjulene et ryk, men klangen fra fåreklokken, som han svinger med myndig hånd, overdøver alt

Får i fluxus-slottet

Regnen er stilnet. Det er fredag eftermiddag på gårdspladsen ved Agerupgård. Iført en Groovie Records-T-shirt bevæger billedkunstner og arkivar Thorbjørn Reuter Christiansen sig over det knasende grus; han er kommet til Samsø fra en anden ø, Møn. Festivalgæsterne dukker så småt op. En tysk bil giver hjulene et ryk, men klangen fra fåreklokken, som han svinger med myndig hånd, overdøver alt.

»Sluk mobiltelefonerne. Ingen hunde. Fårene må ikke stresses. Ideelt set taler vi ikke derovre. Vi lytter.« Reuter Christiansen samler os, en flok af mere end almindeligt lydinteresserede, og fører os videre ind i haven. Her rejser der sig et hus af halm. En genopførelse af et af faderens, Henning Christiansens, berømte »halmballeslotte«, der fungerede som koncertsteder for hans værker.

»Henning var ikke interesseret i klassisk musik. I stedet for violiner får.« Instruktionen ligger til grund for Fluxus-værket Sheep Instead of Violins, hvor Spælsau-får indtager rollen som musikere. Halmballeslottet er genskabt af Reuter Christiansen i samarbejde med scenograf Rachel Dagnall. Værket blev første gang præsenteret ved Ars Electronica i 1988.

Det er muligvis den mest immersive oplevelse på hele Samsø

Reuter Christiansen rasler med en spand foder, så det næsten lyder som congas. Fårene bræger og falder ind i en klanglig dialog med optagelser af deres franske artsfæller, som Henning Christiansen engang fangede på bånd, og som nu fylder halmballeslottets rum. Det er muligvis den mest immersive oplevelse på hele Samsø.

Fåreklokken ringer, og processionen fortsætter mod hestestalden, hvor en udstilling med Henning Christiansens originale skitser og dokumentation af tidligere opførelser er blevet installeret.

På et bord ligger forskellige objekter til fri udforskning. En dreng griber en enorm fåreklokke, svinger den og lytter undersøgende til de rungende klange. Ved siden af ligger en pibe – Christiansen bar altid røgen med sig. En voksen mand løfter en legetøjsmuggert og banker på en grøn plastikfrø, mens Thorbjørn Reuter Christiansen bemærker: »Det handler om at finde nye lyde. Opfinde nye instrumenter. Bare spørg Knud Viktor.« Man befinder sig pludselig midt i en stor og legesyg lydfamilie.

Turen afsluttes i Agerupgårds grønne bibliotek/butik med blomstrende tapet og hylder fyldt med vinyler, bøger, T-shirts og plakater. Her kan man både købe et portræt af Henning Christiansen med grønne ører og Uglepladen, resultatet af Knud Viktors tålmodige følgen efter en uglefamilie i tre måneder.

Pludselig forbindes aboriginernes sanglinjer i Vest-Australien med inuitternes rammetrommer i Kalaallit Nunaat

Lyd og klima i samme åndedrag

I et rum i hovedhuset gøres der klar til performancetalk. En kvinde tager skoene af og glider i strømpefødder hen til en stol – i ånd med Christiansens og Viktors tanke om, at man lytter med hele kroppen.

Lydforskeren Ania Mauruschat, der for nylig er flyttet til Samsø efter ophold i både Sydney og Nuuk, præsenterer sit projekt Sounding Crisis om lyd og energi i klimaforandringernes tidsalder. Hun fortæller om sang som bærer af historier, om folk der synger sig gennem landskabet, om Grønland, hvor lyd tillægges helende kræfter, og om klimaet som noget, man kan høre. Pludselig forbindes aboriginernes sanglinjer i Vest-Australien med inuitternes rammetrommer i Kalaallit Nunaat. I hjørnet ligger et par høretelefoner, hvor publikum kan lytte tiil hendes værk The Heartbeat of the Drum.

Dresskoden er enkel: grøn

Duften af urter og lyden af måneskin

Om aftenen inviterer kunstnerduoen Juliane Schreiber og Hannah Giese til fællesspisning ved et langbord i en lade. Urterne er nyhøstede og dufter af sensommer – det grønne sætter tonen. Samtalen flyder. Knud Viktor, Samsøs egen pioner i naturens musik, dukker igen og igen op i snakken. Viktors arkiv er kommet til Danmark og opbevares hos Sound Art Lab i Struer. Er Knud Viktor den næste glemte danske kunstner, der får kultstatus? Manden, der stak en mikrofon ind i et æble for at optage lyden af orm. Også folk fra Art Music Denmark er kommet fra København for at høre, hvad der spirer her på øen – og måske blive en del af det.  

Er Knud Viktor den næste glemte danske kunstner, der får kultstatus?

Jordborgeren med det asketiske sind levede midt i naturen, midt i lyden, hvor kunst og liv blev ét. Hans musik, hans filosofi og hans nærvær fortsætter tydeligvis med at inspirere, og her, blandt lokale og tilrejsende festivalgæster, bliver hans ånd stadig levende. Viktor begyndte som maler – van Goghs discipel – men opdagede snart, at penslen ikke kunne rumme cikadernes rytmer, myrernes march eller stenens tavse åndedrag. Han byttede lærredet ud med båndoptageren og malede i lyd. Det er La Symphonie de Luberon eller bare Luberonsymfonien, et firekanals lydmaleri, komponeret af natugler, insekter og vind, som skal opføres denne weekend i skoven ved Bisgaard Forte.

Senere sidder han på en halmballe i halmslottet, mens faderens optagelser af franske får runger ud over markerne.

Ved langbordet taler nogle begejstret om arrangementet Fuglefløjt og Flagermus. For flagermus er jo smukke sangere, siger de – og med en flagermusdetektor kan man fange deres hemmelige serenader, når mørket falder på. Samme aften, i Knulp, slipper Tobi, Genepi, Iku Sakan og Knex energierne løs til Green Dance. Dresskoden er enkel: grøn.

En forretningsmand fra Berlin – der lever af noget så jordnært som chokolade – anede ikke, at han skulle dele middag med lydfolk i en lade. Fra anlægget pumper amerikansk hiphop. Thorbjørn Reuter Christiansen rejser sig og forsvinder ud i mørket for at betragte fuldmånen; fårene opfører sig anderledes, når den står på himlen i fuldt flor. Senere sidder han på en halmballe i halmslottet, mens faderens optagelser af franske får runger ud over markerne.

Mauruschat valgte Samsø, fordi øen spejler de temaer, hun undersøger: lyd, natur og kunst i forbundne kredsløb

Fra Samsøs stilhed til jordens stemme

Tidligt næste morgen samler folk løg på marken overfor Agerupgård. Vinden tager fat – det gør den altid på Samsø.

I landsbyen Pillemark står en gulvbas, hvor kroppen er bygget af en parabol. Bag vinduerne anes et rum proppet med instrumenter. Her huserer Rustfelt – »a digital music distribution outlet for an expanding roster of artists«.

Inde i et lavloftet bindingsværkshus i Stauns bor lydforskeren Ania Mauruschat, som dagen før delte sit arbejde. En computer på et skrivebord er omringet af forskningsartikler og bøger. Når venner fra New York og Berlin kommer på besøg, må de altid ud i haven og undre sig over, at blommer, æbler og figner vokser side om side.

Mauruschat valgte Samsø, fordi øen spejler de temaer, hun undersøger: lyd, natur og kunst i forbundne kredsløb. Hun værdsætter, at GRØN MUSIK ikke blot er en festival, men en ramme for en lyttepraksis, hvor sanserne skærpes. Og på Samsø findes mange, der forstår den filosofi, Knud Viktor levede efter: Naturen er ikke bare dekoration for menneskeheden. Den synger med.

Samsø har længe været kendt som øen for vedvarende energi – men her findes også en anden form for bæredygtighed: lydens. Selv ejeren af Hotel Brundby kunne måske tænke sig at være med næste gang; hvem har ikke brug for grønne ører?

Pludselig – efter et par dage i selskab med moderne jordborgere med store ører – føles det helt naturligt at stille cyklen og bøje sig ned ved de kartofler, der er tabt ved et vejskel. De ligger der stille i blæsten. Men læner man hovedet ned mod rodfrugterne… måske hvisker de alligevel noget. 

Farvel til øen, der stadig synger

Endnu en gang er det Lilleøre, færgen med det eventyrlige navn, der glider ud af havnen og sætter kurs mod Aarhus. Bagude forsvinder GRØN MUSIKs ekko i sommersolen, mens en musikarkæolog og en musiker sikkert stadig et sted på øen vækker urtidsinstrumenter af hasselnød, musling og hyld til live – en stille påmindelse om, at lyd og natur engang var ét og samme væsen.

Snart samles folk ved gadekæret i Pillemark, hvor Knud Viktors Allo La Terre åbnes: en telefon til jorden, hvor man kan løfte røret og høre planetens åndedrag. Et sidste grønt suk, før stilheden igen tager over. Intet her bliver livestreamet. Man må møde op – være til stede i det grønne.

Intet her bliver livestreamet. Man må møde op – være til stede i det grønne

Den lysebrune bog om jordborgeren fra Samsø når sin slutning. Fastlandet rejser sig i horisonten, mens Lilleøre skærer gennem bølgerne. Man kan læse sig til meget om lytningens kunst, om hvordan lyd binder os til verden, om koncertslotte ude på landet. Men nogle gange må man selv tage af sted. Ud i landskabet. Ud på en ø. For med sine egne grønne ører at høre, at verden stadig ånder.

GRØN MUSIK på Samsø – en festival for lydkunst og musik, 4. – 7. september 2025. Årets udgave var den første og fandt sted på flere steder på Samsø, herunder Agerupgård, Bisgaard og Pillemark. Festivalen blev organiseret af TERRAFORM og præsenterede et fire-dages program med lydkunst og musik i tæt samspil med naturen. Jesper Tangs bog »Jordborger. En bog om Knud Viktor« er udgivet på Multivers (2024).