© Gunnar Aagaard Andersen, partitur til »Koncert for 5 violiner«. 

Nej, Linien II's lydeksperimenter er billedkunst!

»Men det er jo musik!« lyder lidt som drengen, der råber i »Kejserens nye klæder«. Michael Fjeldsøes kommentar til Institut for dansk lydarkæologis udgivelse af Linien II's lydværker fra 1948-49 kalder på en replik.
Af
4. november 2022
  • Annonce

    What sounds do – call
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Der er næsten ikke noget mere intetsigende end at skændes om, hvorvidt noget er kunst eller ej. Det skulle måske lige være at skændes om, hvorvidt noget er kunst eller musik, men når jeg indlader mig på det alligevel, er det fordi, jeg mener at genkende et blindt punkt eller en misforståelse, som går igen, når samtalen falder på lydkunst. Det blinde punkt kunne man kalde noget så kedeligt som institutionelt betinget – eller bare en misforståelse omkring samtalens udgangspunkt. Det handler om, hvordan vi ser forskelligt på den såkaldte lydkunst alt afhængig af hvilken æstetisk tradition vi ser fra.

I den tekst jeg har skrevet, der ledsager udgivelsen med Linien II’s værker, ser jeg på værkerne fra et billedkunstnerisk udgangspunkt, mens Michael Fjeldsøe i sin kommentar ser på dem fra et musikalsk. Det er det samme vi kigger på, og nu kan vi så skændes om, hvad det er vi ser. Eller rettere: hvad vi hører.

Allerførst er det jo skønt at Michael Fjeldsøe har engageret sig i udgivelsen og taget sig tid til at skrive om den. Langt hen ad vejen lytter vi også ens på sagerne, ligesom han også gentager en stor del af de analyser, jeg fremlægger i min tekst til udgivelsen. Men i sin udlægning af min tekst får Fjeldsøe dog taget mig til indtægt for synspunkter, som jeg ikke helt genkender, og som jeg gerne vil adressere. 

At betragte værkerne som starten på dansk konkretmusik er bestemt ikke min mening

Jeg holder med Richard Winther!

Indledningsvis opstiller Michael Fjeldsøe med udgangspunkt i min tekst tre måder at betragte værkerne på. Den første er den som Richard Winther selv fremfører i et interview fra 1971: »Det er jo ikke musik; det er malere, der laver støjmalerier«. Den næste er, at værkerne er konkretmusik. Fjeldsøe udlægger min tekst sådan at: »Man må forstå, at det er den danske konkrete musik, der har sin start her,« som han skriver. Og endelig at: »En tredje vinkel er at se det som tværæstetiske manifestationer, der er en forløber for Fluxus.«

Altså tre måder at betragte værkerne på: som billedkunst, som musik eller som tværæstetik a la Fluxus.

© Gunnar Aagaard Andersen, partitur til »Koncert for 5 violiner«
Linien II, fra venstre Ib Geertsen, Richard Winther, Bamse Kragh Jacobsen, øverst Niels Macholm. © Vittus Nielsen (Ritzau Scanpix).

At betragte værkerne som starten på dansk konkretmusik er bestemt ikke min mening. Jeg nævner netop sammenfaldet i tid og tilgang mellem Linien II og Pierre Schaeffer som et sammenfald og skriver, at det ikke er det samme, der er på færde hos Schaeffer som hos Linien II. Der er interessante lighedspunkter, men det er to væsensforskellige ting. Den helt afgørende forskel er de forskellige æstetiske og institutionelle traditioner, de to projekter kommer fra og taler ind i. 

Schaeffer adresserer en musiktradition og Linien II en billedkunsttradition. Jeg toner altså rent flag og stiller det på spidsen: Jeg holder med Richard Winther! Det er hele grundlaget for min tekst, at jeg tager Winther på ordet og betragter alle Linien II’s værker som billedkunst. Billedkunst i lyd. Jeg trækker senere i min tekst en sammenligning op til Fluxus og Henning Christiansens værker, men at det skulle resultere i en helt tredje måde at betragte værkerne på, er jeg heller ikke enig i.

Op imod disse tre muligheder opstiller Fjeldsøe en fjerde og, må man forstå, rigtigere måde at betragte Linien II’s værker: »I alle tre tilfælde sker der en afgrænsning over for begrebet musik – men det er jo musik!«

© Den originale lakplade fra 1948, som nu findes i SMK's lydarkiv.
© Den originale lakplade fra 1948, som nu findes i SMK's lydarkiv.

Hvis vi, for at forenkle det lidt, samler de tre første muligheder i Richard Winthers udgangspunkt, så når vi til en spidsformulering af uenigheden: Jeg betragter (med Winther i hånden) værkerne som billedkunst, og Michael Fjeldsøe betragter dem som musik.

Brød og kunst

I sin kommentar lægger Fjeldsøe vægt på, at Bamse Kragh-Jakobsen var pianist, og at det med titlen Bruitistisk koncert er tydeligt at Linien II adresserer en musiktradition. Med hvad man må kalde et stråmandsargument skriver Fjeldsøe: »Men det er jo ikke rigtigt, at musik- og kunstmiljøerne var adskilt så skarpt.« 

Jeg er helt enig i, at de to miljøer ikke var skarpt adskilt. Jeg gør i min tekst en hel del ud af at værkerne spiller på en masse musikalske referencer. Både i titlerne og instrumenteringen osv. Jeg gør også i min tekst et nummer ud af at understrege, at der er masser af musik rundt om Linien II. Livemusik til ferniseringer, grammofoner gemt i kakkelovne i udstillinger og at både Bamse Kragh-Jacobsen og Richard Winther kan spille klaver – også at Kragh-Jacobsen er professionel pianist. Det gør dog ikke, at der ikke er nogen forskel på kunst og musik.

Et rugbrød af Bjørn Nørgaard er fx lige blevet solgt på auktion til fire gange sin vurdering

Tillad mig en polemisk sammenligning: Man kan godt både være kunstner og musiker ligesom man f.eks. kan være kunstner og bager. Mange kunstnere har bijobs! Det betyder dog ikke at alle ens kunstværker så også samtidig må være brød. Det kunne da være interessant at gøre øvelsen at forestille sig og afprøve en sådan kunstners værker (nok bedst gjort kun i tanken) som brød. Det ville bestemt være rimeligt og hvem ved, måske også en givtig analysemetode. Men dog en tankeøvelse, som må stå for egen regning.

Hvis vi bliver i »kunstner og bager«-analogien, kunne man så forestille sig et kunstværk, der var bagt af mel, salt og vand udstillet på et museum? Ja, selvfølgelig. Et rugbrød af Bjørn Nørgaard er fx lige blevet solgt på auktion til fire gange sin vurdering. Der kunne man jo som Michael Fjeldsøe hævde: »men det er jo brød!« og man ville have ret. Men ville man så ikke overse noget centralt? Det vil jeg mene. Nemlig alt det, der ligger i den handling at introducere et brød i en kunstkontekst, den udfordring af skulpturbegrebet, den provokation det medfører osv. At det netop er et brød som skulptur. En skulptur, som netop skaber sin betydning ved den spænding, der opstår ved at introducere et brød i en kunstsituation, i en kunstsamtale.

Det er derfor jeg i artiklen om Linien II’s lydværker har undersøgt hvordan værkerne hænger sammen med både kunstnernes øvrige kunstneriske produktion og hvad der er på færde ved at introducere lydværkerne i den kunstsituation – to udstillinger på Den Frie i 1948 og 1949 – og i den billedkunstsamtale, som kunstnerne selv (Richard Winther ihvertfald) eksplicit siger, at de adresserer. 

En kreativ musikalsk handling 

Man kan aktivt vælge, at betragte noget som musik. Vælge at høre hvad som helst som musik – som en slags readymade. Det en velkendt position både indenfor musik og billedkunst. En art æstetisk ophøjelse og en viljeshandling. André Breton beskrev Duchamps readymades som: »manufactured objects promoted to the dignity of objects of art through the choice of the artist.« Som en troshandling, en transsubstitution måske ligefrem, der gør vand til vin, brød til kød, her kunst til musik.

Men det er også en magtudøvelse. Man fornemmer i Breton-citatet en måske lidt urovækkende stor tillid til den udråbende kunstner som autoritet. Selve valget, der ophøjer det ordinære objekt til status af kunst, er en art talehandling og en tydelig magtdemonstration. En nærmest territorial annektering, der bringer et nyt område under æstetisk kontrol og proklamerer det for indtaget. 

Eller måske mere venligt sagt: en kreativ handling. I det her tilfælde en kreativ musikalsk handling af Michael Fjeldsøe, der vælger at skænker værkerne den værdighed (også) at være musik

Den formulering rammer hovedet på sømmet i vores forskellige syn på sagen

Det er dog en handling, der i mine øjne er lige så reduktiv, som den er udvidende, da den ved at musikgøre værkerne løber den risiko at misforstå dem, måske endda bevidst, fordi de så omplaceres til en anden – parallel, ganske givet – æstetisk sammenhæng, tradition og samtale end den værkerne selv forstår sig som en del af. (Dermed selvfølgelig heller ikke sagt, at det er lukkede samtaler, som ikke også lytter til og stjæler fra hinanden. Det er der masser af eksempler på.)

»Det er jo en urinal!«

For mig at se er Linien II's værker netop så interessante fordi de blev til i regi af en billedkunstnerisk undersøgelse, og jeg mener, at man ved at betragte dem som musik gør dem en bjørnetjeneste. En tjeneste, der er reduktiv og konservativ i sin modstand mod at betragte dem som noget, der netop er formet med en bevidsthed om at være noget andet end musik. 

På den måde fremstår Fjeldsøe i sin kommentar nærmere som et af medlemmer af censurkomitén fra Society of Independent Artists, der i 1917 afviste at antage Duchamps senere så berømte readymade Fountain til deres udstilling. »Det er jo en urinal!« forestiller man sig, der kunne være blevet sagt. 

Det er bemærkelsesværdigt, at Michael Fjeldsøe ikke rigtig fører noget argument andet end »men det er jo musik!« og derpå udtrykker sit eget behov: »Jeg har intet behov for, at lydkunst skal indhegnes som sin egen kunstform og udgrænses fra musik.« Den formulering rammer hovedet på sømmet i vores forskellige syn på sagen. Jeg er enig i at lydkunst ikke skal udgrænses. Men fra min synsvinkel skal den her omtalte lydkunst ikke udgrænses fra billedkunsten – men bør netop høres som noget andet end musik.