Luberonbjergenes hemmelige verden

Hvordan føles det at være en flagermus? Det spørgsmål er omdrejningspunktet for artiklen »What Is It Like to Be a Bat?« fra 1974 af den amerikanske filosof Thomas Nagel.

Nagels artikel er skrevet som et led i en daværende filosofisk debat om, hvorvidt bevidsthed kan beskrives i objektive termer. Spørgsmålet om, hvordan det føles at være en flagermus, var Nagels argument for, at dette var umuligt. Ifølge ham kan man umuligt adskille, hvordan det føles at være en flagermus – med de unikke kropslige vilkår, en flagermus har for at eksistere i verden – fra, hvordan dens bevidsthed er skruet sammen.

Selvom vi kan prøve at forestille os, hvordan det føles at være en flagermus, vil vi aldrig kunne opleve det

Selvom vi kan prøve at forestille os, hvordan det føles at være en flagermus, vil vi aldrig kunne opleve det. Vores krop kan ikke gøre sig disse erfaringer.

Det forhindrede dog ikke den danske kunstner Knud Viktor (1924-2013) i at prøve at simulere sådanne erfaringer og give os et indblik i deres dybt anderledes vilkår.

Viktor var besat af at bringe mennesket tættere på naturen, og han brugte lyd, fotografi og video til at give os et indblik i den verden, der omgiver os. Viktors liv og værker er netop nu omdrejningspunkt for en udstilling på Museet for Samtidskunst, Bjerget synger – lydmaler Knud Viktor og hans verden, som jeg har besøgt.

Lydmaleren Knud Viktor
Knud Viktor blev født i 1924 på Samsø og studerede i perioden 1951-58 på Det Kongelige Danske Kunstakademi som kunstmaler. I 1961 flyttede han med sin kone og barn til Provence i Sydfrankrig. De bosatte sig på sydsiden af Luberonbjergene. Hans mål var at male det lys, som området var kendt for, men snart blev han fascineret af lydene i området. Cikaderne var overalt og blev en konstant påmindelse om alt det liv, der fandtes i bjergene.

Hvor minimalismen til dels søgte at distancere sig fra musikkens menneskelige ophav, tager Viktor skridtet videre og fjerner den menneskelige kilde helt

Viktor eksperimenterede i begyndelsen af sit ophold både med fotografi og video, men efter selv at have lavet lydsiden til sine to kortfilm Les Bulles og Aquarelle, begge fra 1969, kastede han sig over lyd som sit primære medium. Han insisterede dog på, at han ikke lavede musik, men snarere brugte lyd til at skabe billeder, hvorfor han også kaldte en serie af sine værker for ‘lydbilleder’. Han producerede i alt ti lydbilleder – Image I-X – og en serie andre lydværker.

Viktor fandt hurtigt ud af, at traditionelt optageudstyr ikke kunne indfange de lyde, han søgte, så han kastede sig over selv at bygge mikrofoner og mixere til at indsamle bjergenes lyde. Med hans hovedværk, Image VI fra 1976, også kendt som Luberonsymfonien, begynder han at gå over til at optage og mixe for fire kanaler.

Knud Viktor, ca. 1970. Fotograf ukendt.

Inden mit besøg på museet har jeg lyttet til hans plade Ambiances fra 1972, for nyligt genudgivet af Institut for Dansk Lydarkæologi. Værket er en bearbejdning af forskellige fuglekald, der er loopet, fordrejet og mixet til at danne et lydunivers, hvor vi genkender lydene, men langsomt oplever dem blive forandret.

Værket trækker nogle tråde ind i musique contrete-traditionen, hvor man optager og bearbejder ‘den virkelige verden’, men jeg hører også nogle idéer fra amerikansk minimalisme. Både kompositorisk, idet man via de langsomme skift i værket næsten ikke bemærker de forandringer, der sker, og konceptuelt. For hvor minimalismen til dels søgte at distancere sig fra musikkens menneskelige ophav, tager Viktor skridtet videre og fjerner den menneskelige kilde helt. Og siger samtidig, at det ikke er musik.

En vandring i Luberonbjergene
Øjne. Blikke. Lyde. Omrids. Der er mange indtryk, så snart jeg træder indenfor på udstillingen i Roskilde. På væggene hænger sort-hvide fotografier af diverse insekter, nogle af dem afbildet i closeups, andre på afstand, men alle tættere på insekterne, end jeg er vant til.

Er det sådan, det lyder, når regnen slår mod et træ?

På et af fotografierne vrimler en gruppe nyklækkede knælere rundt på en træstub, alle sammen tydeligt aftegnet mod baggrunden. På et andet får jeg øjenkontakt med en af disse knælere, og blikket holder mig fast: »Hvem er du?« synes knæleren næsten nysgerrigt at spørge. Knud Viktor formår med få billeder at få mig til virkelig at se på knælerne. Han iscenesætter via sine billeder nogle møder med disse væsener, som jeg ikke har oplevet før.

Men jeg ser ikke kun, jeg lytter også. For fra rummets fire hjørner spiller højttalerne Luberonsymfonien. Modsat Viktors tidligere værker begynder han med dette værk at bearbejde lydene mindre. Det, vi hører, er dermed lyde, der har fandtes på Luberonbjergene.

Knud Viktor boede i en årrække ved foden af Luberonbjergene. © Knud Viktor

Man kan også genkende det meste: cikaderne, fuglene, insekterne. Men der er også lyde, som synes fremmede. Mest af alt lyder det som trommer eller noget, der har en dyb, træagtig klang. Er det sådan, det lyder, når regnen slår mod et træ? Klinger hele træet så som en tromme, bare langt væk fra vores soniske bevidsthed? Er det sådan, det lyder for spætten, der hamrer i træet i jagten på en larve? Eller er det mig, der lige nu hører fra larvens synspunkt?

Er det mig, der lige nu hører fra larvens synspunkt?

Og så er der vandet. Hver gang der er vand, udfordres mine ører, for jeg kan ikke lade være med at lytte til det og forstå de sekvenser som musik. De stigende lyde, akkompagnementet i de dybere klange af et-eller-andet, der runger. Selvom Viktor insisterede på, at dette ikke er musik, havde han et øre for at komponere.

At se som et insekt
Op ad det centrale rum med lydene og fotografierne ligger to mindre rum, der også er en del af udstillingen. Jeg går ind i det første af dem, der er mørklagt fuldstændigt, for her vises Viktors videoinstallation Voiles d'Araignées fra 1988. Værket er for fire-kanalers video, med en skærm placeret på hver væg. Man går altså fra at være omgivet af lyd og stillestående billeder til at blive omgivet af tavse billeder i bevægelse.

Jeg sætter mig på en pude, der ligger i midten, og vælger to skærme at fokusere på. På den ene blafrer spindelvæv i vinden, på den anden er det, som om jeg ser lys gennem et tyndt stykke papir med huller i. Lyset bliver fragmenteret, som hvis man så med flere øjne på én gang, og jeg overvejer et kort sekund, om det mon er sådan, en edderkop ser verden fra sit spind.

Hvad end Viktor søger at vise, vil det altid være fra et menneskeligt udgangspunkt

Samtidig husker jeg mig selv på, at edderkoppen i sit spind ikke ser, men fornemmer. Den fornemmer vibrationerne i spindet, dens sansning er taktil og ikke visuel. At tænke det som et insekt, der ser på en bestemt måde, tager udgangspunkt i, hvordan jeg oplever verden.

Det samme gælder jo også, når jeg spekulerer over, hvorvidt det er larven eller spætten, der hører træet lyde som en tromme. Jeg vil altid se med mine egne øjne og lytte med mine egne ører, og hvad end Viktor søger at vise, vil det altid være fra et menneskeligt udgangspunkt. Han kan ikke få mig til at opleve livet som en ikkemenneskelig beboer på Luberonbjergene.

Hvordan siger man Knud på ugle?
Men det er heller ikke Viktors mål. I udstillingens sidste rum, der har dokumentarisk karakter, udstilles nogle af Viktors mikrofoner og skitser og også en lyttestol, der mest ligner en åben sarkofag, hvor man kan sætte sig og blive isoleret fra resten af verden, så man kan lytte i fred.

I stolen hører jeg et interview med Knud Viktor lavet af P2 til programmet Lyt til Nyt i 1993. For tredje gang på udstillingen føler jeg mig helt omringet; denne gang er det dog ikke af Viktors værker, men af hans stemme.

Man skal ikke lade sig snyde af deres store øjne og nattesyn, ugler behersker lyde på et højt niveau

Viktor var besat af bjergmassivets dyreliv, og han observerede det over mange år, så han til sidst kunne forudse, hvor uglerne byggede rede, og praktisk taget placere mikrofoner i rederne, før de blev bygget. Det gav ham mulighed for at lytte intenst til uglerne – så intenst, at det gik op for ham, at uglemoren havde opfundet en lyd, der blev brugt specifikt, når han nærmede sig deres rede. De taler altså sammen på samme måde, som vi gør, idet nye ting fik tildelt deres egen lyd.

Eller de taler ikke, tale er en menneskelig aktivitet. Men samtidig er deres lyde ikke bare lyde, men sprog. Et ikkemenneskeligt sprog, men stadig et sprog. Jeg er ikke nærmere at vide, hvordan det føles at være en ugle, men jeg ved nu, at det er meget anderledes, end jeg ellers forestillede mig. Man skal ikke lade sig snyde af deres store øjne og nattesyn, ugler behersker lyde på et højt niveau.

En dværghornugle har taget plads i Knud Viktors hånd. © Knud Viktor

En knæler bliver et subjekt, en bi bliver perkussionist, en ugle kan tale, vandet bliver musikalsk

Da jeg går ud af det dokumentariske rum, fanger særligt ét fotografi mit øje. Det forestiller tre gartnere, der er klatret op i et træ for at beskære det. Fotoet er taget nedefra, og gartnernes silhuetter smelter sammen med træets, så hvis man ikke vidste bedre, kunne de lige så godt være knælere, der klatrede rundt.

Dette lader til at være essensen i Viktors kunst, nemlig at vise det velkendte på andre måder. En knæler bliver et subjekt, en bi bliver perkussionist, en ugle kan tale, vandet bliver musikalsk, og menneskerne træder i baggrunden. Vi kan ikke vide, hvordan det føles at være de ikkemenneskelige beboere på Luberonbjergene. Men vi ved, at det må føles som noget, og at dette noget er helt anderledes, end vi ellers ville forestille os.

Øjne, der lytter
Knud Viktor havde øje og øre for at bringe folk tæt på Luberonbjergene og deres mange beboere, lyde, syn og indtryk. Og Museet for Samtidskunst formår at bringe os tæt på Knud Viktor. De lod mig låne hans øjne og ører i den tid, jeg var på museet, og selvom jeg afleverede dem igen, da jeg forlod udstillingen, så var det med et lidt anderledes blik.

Det var, som om mit blik var blevet skærpet mere end mine ører

Ikke at jeg ved et trylleslag nu ønskede at nærme mig ethvert insekt eller fornemmede kaninerne grave rundt på min tur tilbage over Gråbrødre Kirkegård med retning mod Roskilde Station. Jeg var bare en smule mere opmærksom på verden omkring mig og de lyde, hørte som uhørte, der nødvendigvis måtte omgive mig.

Det var, som om mit blik var blevet skærpet mere end mine ører. Måske dette også var hele pointen. For der er lyde, vi umuligt kan høre med vores egne ører, men når man ved, de findes, kan man begynde at søge efter dem, og i dette tilfælde begynder jagten på lyde paradoksalt nok med øjnene. For de viser, hvor jeg skal dreje mine ører hen, hvis jeg vil høre nye lyde i mine kendte omgivelser.

I forbindelse med udstillingen har Institut for Dansk Lydarkæologi udgivet Knud Viktors hidtil uudgivne radioværk ‘Les Éphémères’ (1977).

‘Bjerget synger’ kan besøges på Museet for Samtidskunst i Roskilde til og med 28. april.