Lydgalleriet i Bergen vil udbrede kunsten

Jeg er taget til Bergen. Her ligger Lydgalleriet, der måske noget uopfindsomt hedder det, det er. Måske er der en pointe i det selvrefererende navn – der findes i hvert fald ganske få konkurrenter. Ikke engang Oslo eller København kan mønstre et lydgalleri, og det første i Danmark åbnede for bare et år siden i Jyderup. I Bergen har Lydgalleriet imponerende 13 år på bagen.

Mirakuløst nok skinner solen fra en skyfri himmel over ‘verdens mest regnfulde by’, da jeg bevæger mig ned til Østre Skostredet 3, hvor Lydgalleriet har ligget siden 2008. Jeg skal snakke med kunstnerisk leder Julie Lillelien Porter om to bøger, der bliver udgivet samme aften: Lydgalleriets egenpublicerede Håndbok for lydarbeid i visningsrom, der udkommer i fysisk form, og Lydgalleriet Retrospektiv 2005-2015, der udkommer som e-bog.

Opgøret med the white cube
I galleriet er de i fuld gang med at gøre klar til aftenens boglancering, der også byder på en række små koncerter. Forsiden til Håndbok for lydarbeid i visningsrom er blevet projiceret op på væggen, og Julie Lillelien Porter begynder straks at tale om bogen, da jeg sætter mig i sofaen over for hende og rækker ud efter en gul kaffekande, der står blandt resterne af morgenmaden på bordet.

Bogen er skrevet af Lydgalleriets forhenværende leder, Jørgen Larsson, der selv er pianist og lydkunstner. I 2007, da Larsson fik dirigentstokken, havde Lydgalleriet endnu ikke en fast bopæl. Lydgalleriet var fra 2005 til 2008 en nomadeorganisation, der arrangerede forskellige udstillinger, koncerter og interventioner rundtomkring i byen. Mange af udstillingerne foregik i huset i Østre Skostredet, som dengang var i en helt anden forfatning end i dag.

»Bygningen her er gammel,« fortæller Porter. »Før den blev istandsat i 2012, var det et bundråddent hus i flere etager med en masse små rum. Rummenes forskellige størrelser og kvalitet tilførte værkerne komplekse kontekster i form af akustik, æstetik, associationer og omgivelser. For eksempel havde et af rummene et vældig lavt tag. Her var akustikken og rumklangen – og dermed også stemningen – varm og intim.«

I 2008 lykkedes det holdet bag Lydgalleriet at lande en fast lejekontrakt på bygningen, og et mere fokuseret arbejde med at udstille lyd i de små rum kunne indfinde sig.

»Det var her, Jørgen udviklede sine kompetencer i at udstille lyd. Tilgangen var at benytte sig af det, der var, og ikke tage udgangspunkt i tankegangen om, at man nødvendigvis skal have et white cube-rum for at kunne lave gode lydkunstudstillinger.«

Meget langt fra lydstudiet
Siden MoMA, Museum of Modern Art, åbnede på Manhattan i 1929 med Alfred H. Barr, jr., som direktør, har idealet om det neutrale udstillingsrum præget kunstverdenen. Men Jørgen Larsson mener, at vi i stedet skal vænne os til at tænke med rummet og forstå det som et grundvilkår, der har en aktiv indvirkning på det værk, vi oplever. Det er den rumorienterede præmis, som gør arbejdet som lydgallerist både udfordrende og spændende, mener Julie Lillelien Porter.

»Det sker ofte, at der kommer en kunstner med et superfedt lydværk, som er lavet i et professionelt studie, men som lyder skrækkeligt på højttalerne her på grund af akustikken. Så må det tilpasses rummet og bearbejdes på nyt. Det er en meget typisk udfordring, man møder som lydgallerist,« fortæller hun.

»Der findes ikke nogen decideret brugsanvisning for, hvordan man laver en god lydudstilling, fordi det afhænger så meget af, hvilken lyd man udstiller i hvilket rum. Men det er jo også det, der gør lydmediet så interessant, og netop derfor er bogen ikke en opskriftsbog.«

Håndbok for lydarbeid i visningsrom er et kursus på skrift i at lave god lyd – også i rum, der ikke umiddelbart taler for det. Den indeholder tips og tricks til alle facetter af lydudstillingsarbejdet: fra større beslutninger som, hvilke højttalere man kan bruge, og hvordan man kan placere dem, til mindre, men alligevel væsentlige detaljer såsom information om ledningstyper og brugen af tape.

Men bogen handler ud over de tekniske foranstaltninger også om at lære at lytte fokuseret, hvilket kommer til udtryk i diverse lytteøvelser, som Larsson har lagt ind som supplement til de forskellige afsnit. Han opfordrer konstant til at eksperimentere og bryde med tommelfingerreglerne, hvis det værk, man vil udstille, inviterer til det. Er man i tvivl om, hvor man skal placere højttalerne, så handler det basalt set om at »lytte, flytte og lytte igen. Og igen«.

Et publikum bliver til
»Jeg tror, at Lydgalleriet har haft meget at sige for, hvordan et publikum er blevet til,« svarer Julie Lillelien Porter, da jeg spørger hende, hvad Lydgalleriet har betydet for lydkunstmiljøet i Bergen. Dengang Lydgalleriet blev grundlagt, var miljøet fragmenteret, og selvom interessen for lydkunst var præsent, var der behov for en kranspulsåre til at føre det pumpende blod et sted hen.

Mange lokale kunstnere, heriblandt Signe Lidén, John Hegre og Maia Urstad, er blevet eksponeret igennem Lydgalleriet, men også mere internationalt etablerede navne som Brandon LaBelle har været på plakaten. I 2008 faciliterede Lydgalleriet en soloudstilling med LaBelle, “Script for a Rehearsal”, hvor man blandt andet kunne opleve værket Radio Memory i et af de rådne rum på loftet. 26 højttalere var stillet op i tre geledder som et tamburkorps og udsendte lyden af lilletrommeslag som en fortolkning af den franske situationist Guy Debords bog om Skuespilsamfundet.

Den første publikumssucces blev udstillingen “Sleppet” året forinden, kan man læse i Lydgalleriet Retrospektiv 2005-2015. Hører vi lyden selv, eller hører vi betydningen af lyden, spurgte Jørgen Larsson som kurator i udstillingsfolderen, et velkendt spørgsmål i lydkunstens verden.

Udstillingen præsenterede værker af field recordings-orienterede kunstnere som amerikanske Steve Roden og engelske Chris Watson samt norske navne som Bjarne Kvinnsland og Jana Winderen. Sidstnævnte udstillede værket +4Celsius for seks højttalere, komponeret af hydrofonoptagelser af vandets vej fra isbræen Folgefonna og ud i Nordsøen. En undervandsdrone, der på den digitale dokumentation af udstillingen tager sig ud som en smukt rungende og afbalanceret hvid støj, der behændigt smyger sig igennem forskellige frekvensområder og møder knitren og dryppen på vejen.

Med “Sleppet” cementerede Lydgalleriet sig som et sted, der var åbent for andre end den hårde kerne af lydnørder, og gradvist bredte lydkunsten i Bergen sig ud til et større publikum. For lydkunst har faktisk en bred appel, mener Julie Lillelien Porter.

»Jeg oplever, at folk kan komme ind uden det faglige apparat og opleve en udstilling på en meget enkel måde,« fortæller hun. »Lydkunst er et enkelt format at forholde sig til for de fleste, fordi alle er vant til at bruge ørerne eller har et forhold til lyd, som de måske ikke er bevidste om, men som er dybt integreret i det at opleve noget. Ofte kommer folk bare ind fra gaden og synes, det har været en fed oplevelse.«

Flygtig bæredygtighed
Da galleriet i 2012 genåbnede efter en omfattende renovering, var det samtidig indledningen på et nyt kapitel i stedets historie. »Jeg ser i høj grad Lydgalleriets eksistens som et før og efter 2012,« fortæller Porter. »Husets mange små rum blev erstattet med ét primært udstillingsrum, større scenerum og kontorer. Rummet, som bliver brugt til udstillingsrum nu, er blevet et flerbrugsrum – ikke kun til udstilling af kunst. Akustikken er blevet koldere, mere metallisk.«

Noget af det første, Lydgalleriet dannede ramme om efter renoveringen, var konferencen “Ephemeral Sustainability”, som Porter fremhæver som et af de mest interessante projekter, hun har været med til på stedet. Det var et omfattende arrangement med et hav af forelæsninger, paneldebatter, koncerter og et udstillingsprogram med folk fra nær og fjern.

»Konferencen centrerede sig om spørgsmålet om, hvordan man kan præsentere, dokumentere og arkivere lydkunst, og hvordan man kan tale om den. Der gik det op for mig, at det er et felt, som har utrolig mange forskellige aktører, der arbejder med lyd som medium på forskellige måder.«

For Julie Lillelien Porter er det vigtigt, at Lydgalleriet skaber en ramme for den offentlige samtale om lydkunst. Stedet skal både være for dem, der søger en sanselig oplevelse, og dem, der også kommer for at få en faglig udfordring.

Nogle af bidragene fra konferencen er gentrykt i Lydgalleriet Retrospektiv 2005-2015, blandt andre Daniella Cascellas tekst “Boxes” og Salomé Voegelins “Talking about/possible impossible objects/the inaudible”.

»Daniela Cascella og Salomé Voegelin var inviteret for at holde oplæg under temaet writing sound,« fortæller Porter. »De udfordrer begge to musikhistorikeres traditionelle måde at skrive om lydkunstgenren på, hvor formen ofte er sprogligt rigid, lidet lyttende og objektorienteret.«

Lydkunsten er ikke færdig med at overraske
Begrebet lydkunst klinger nok ikke så avantgardistisk i ørerne, som det måske gjorde, dengang Lydgalleriet blev grundlagt. Selve bygningens forvandling i 2012 fremstår som et meget godt billede på lydkunstens overgang fra undergrundsfænomen til en mere mainstream kunstform.

Men det betyder ikke, at lydkunsten er færdig med at overraske. Julie Lillelien Porter peger afslutningsvis på Lydgalleriets nylige Sue Tompkins-udstilling, hvor man i stedet for lyde fandt tekster, der arbejder med for eksempel tempo og rytmer.

»Det er den første stille udstilling, vi nogensinde har haft, tror jeg. Tompkins repræsenterer et indre ekko af lyd, stemme og maskineri. Lyd er både et fysisk og et mentalt fænomen, og hendes udstilling introducerede på en ret elegant måde spørgsmål om, hvorvidt og hvordan man kan præsentere lydmediets flygtighed.«