Eivind Buene. © Lars Skaaning

Det almenmenneskelige i stor europæisk musik

Den norske komponist Eivind Buenes modige og intelligente debut som romanforfatter, »Enmannsorkester«, næres af et tæt forhold til kompositionsmusik.
Af
18. april 2010
  • Annonce

    Seismograf søger ansv. redaktør
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

Den norske komponist Eivind Buene debuterede marts 2010 som skønlitterær forfatter med romanen Enmannsorkester. Bogen er formgennemtænkt og damper af fine betragtninger om – og følelser for – kompositionsmusik. Romanen rummer blandt andet en meget stor hyldest til Alban Bergs Violinkoncert (1935) og er i det hele taget en smuk appetitvækker for den europæisk-klassiske musik.

Det er en befrielse at læse en bog, hvor forfatteren har så megen formfornemmelse for – og ved så meget om – musik

Enmannsorkester tager udgangspunkt i fem karakterer: fire mænd og en kvinde – henholdsvis en dirigent, en universitetsstuderende, en violinist, en førsteamanuensis i fysik og en advokat – og deres meget forskelligartede livsvandringer. Romanens begavede og hyperpotente coda viser, hvorledes disse eksistenser – selvom de indbyrdes ikke kender hinanden – gennem almenmenneskelige oplevelser som bevægelse, taktilitet, erindring, dødslængsel, lyd og fornemmelse-for-form alligevel rent sjæleligt er indbyrdes tæt forbundne.

Fornemmelse for form

Romanens form er klassisk. Små, korte, løsrevne prosastykker beskriver og omkranser på skift de fem karakterer, og man har instinktivt en fornemmelse af, at disse ofte ensomme skæbner før eller siden på den ene eller anden måde som flygtninge krydser hinandens spor. Formen er så brugt, at den kun er god, hvis den udfoldes originalt – men det lykkes for Eivind Buene. I sidste femtedel af romanen fortættes handling og form på en overraskende og virkningsfuld måde.

Eivind Buene: »Enmannsorkester«. © Cappelen Damm
Eivind Buenes »Enmannsorkester« er udgivet på Cappelen Damm i marts. © Cappelen Damm

Faren ved denne fragmenterede form – i stedet for ‘den sammenhængende novelle’ – er, at de enkelte karakterer forbliver overfladiske, da man som læser aldrig i længere stræk ad gangen kommer under huden på den enkelte, men kun bliver præsenteret for øjebliksbilleder. Dette er også Buenes dilemma, men jeg synes i dette tilfælde, at målet helliger midlet – eller ... formen helliger indholdet. De sidste 50 sider legitimerer forfatterens ærinde. Her bliver der på bedste musikalske vis leget med fortætninger, anticiperinger og skinindsatser. Det er intens og vibrerende litteratur uden fremmedaccent i forhold til den dybe musikalske indlevelse. Det er en befrielse at læse en bog, hvor forfatteren har så megen formfornemmelse for – og ved så meget om – musik.

Fortælleform

Noget af det, der gør Enmannsorkester unik, er Buenes brug af fortælleform. Derfor bruger jeg her nogle linjer på dette: Vi har som sagt at gøre med fem karakterer. I starten præsenteres de alle i 3. person ental (han/hun-form), men sidst i bogen – og som en virkningsfuld pointe – ‘avancerer’ fire af fem karakterer til 1. person ental (jegform). Den kvindelige advokat, Anna Dahl, forbliver i tredjeperson. Til gengæld opstår hendes elsker en håndfuld gange glimtvis på de sidste 15 sider som selvstændig person! Hvad er mon meningen med dette? Hvem er denne sjette person? Mit bedste bud er, at forfatteren selv på en eller anden måde har aktier i denne person – og at han på bedste Proust-vis via sproget forsøger at generobre det tabte; i dette tilfælde det sidste møde med ‘Anna Dahl’. Men dette er spekulation, så jeg stopper her.

Bogen anbefales på det varmeste for folk, der holder af skønlitteratur, form, Winterreise og Alban Berg.

Opdateret 3. maj 2020 med ny korrektur, nyt layout og ny rubrik (oprindeligt »Modig og intelligent debutroman om det almenmenneskelige i stor europæisk musik«).