Elias Rønnenfelt i Aarhus Bowlinghal lørdag aften på Spot.  © Anton Schmidt

Og sporten kort

Var der en vinder på forårets lydmarathon i Aarhus? Hvem blev diskvalificeret? Her er 6 ting, jeg lærte på Spot Festival 2024.
Af
11. Maj 2024
  • Annonce

    Spor Festival
  • Annonce

    Man skal høre meget

1 To saxofoner er ikke én for meget

Når bare de kan hyggedyste mod hinanden og vise tænder og vræle hysterisk og bide tonerne itu – eller samle dem til sange, man næsten og kun næsten kan synge med på, så man bliver glad i hele kroppen og ikke kun i hovedet. Thorbjørn Øllgaard og Oliver Lauridsen fra Smag På Dig Selv kastede rundt med deres instrumenter, og man kunne vinde »Danmarks mest højreorienterede airfryer«, som bandet har fået fra en kendt politiker og rally-arrangør. 

Den energiske trio fra Christianshavn lukkede første dag på Spot Festival med deres vindskæve Fristads-hymner i parken lige ved siden af Arne Jacobsens rådhus. Og saxofon-liederne, lad os kalde dem, hvad de er, var kantede og hårde som beton, men sprængfyldt med følelse og ung punkenergi fra Balkan og omegn. Især til sidst, da Luna Ersahin fra AySay gæstede scenen med sang og tyrkisk saz. 

Ja da, man må gerne skråle ned i en sax. Og SMPS – de holder selv navnet kort på deres nye album, for det er en sport at huske – har forstået, hvordan man gør det på Spot: spurt efter guldet, spil i et tempo, så du overhaler din egen skygge. Og så er trekløveret faktisk også på vej frem i udlandet. Hurra, what's not to spot.

Spot er et udmattelsesløb. Hvert forår dribler den aarhusianske festival fremtidens musik i mål for nysgerrige talentspejdere, pressen og andre musikere. Ene mand begav jeg mig ud i lydmarathonet. Vi skulle have været to på Seismograf-holdet. Men en badmintonbold ramte min medskribents øje, så han var diskvalificeret i at møde op til Spot. 

Afstressende musik kan virke stressende

2 Ingen sved på panden

På en måde vandt Hvalfugl på Spot. Trioen, som for få år siden spillede for små skarer, havde i år fået tildelt en fyldt Store Sal i Musikhuset. Benovelsen klistrede til Aarhus-trioen, men de kom ikke i nærheden af sved på panden. De nydelige repetitive indie-ballader svævede som fjerbolde i luften. I voldsomt mange minutter føltes det, som om Hvalfugl hverken ville lande eller løfte sig – bare svæve. Afstressende musik kan virke stressende. 

Heldigvis er de fleste Spot-koncerter relativt korte. Det er stadig en branchefestival. Nogle gange hører man kun en halv koncert eller en halv sang.

Bandet Girls in Airports og sanger- og sangskriver Teiturs fælles omfavnelse af gamle færøske folkesange var intens. Pulsen var ikke hård, ingen snappede efter vejret, som dengang GIA havde to saxofonister. Trods to trommeslagere var det aldrig en opvisning i dygtighed, og med sin raspe stemme var Teitur et blødt instrument på lige fod med de andre. Publikum forsøgte at synge færøsk. Sangene blev udfoldet laaangsomt. No stress. Det var lydkunst. Det var roots. 

3 Lad os høre miraklet 

Team klassisk stillede også op. Spot Flux, et initiativ fra Spot og Dansk Komponistforening i samarbejde med Art Music Danmark. Og taiwanesisk-københavnske Li-Ying Wu var både sanselig og spacet i Athelas Sinfoniettas hænder. Dirigent Rei Manukata havde helt styr på dynamikkerne. Fuldfede dronelyde og ekkoer af trashet folk lå over Mathias Vestergård Hansens værk. Men hvad hed værkerne, de spillede? Nul information. Kun korte biografer, som man ikke læser på mobilen i mørket. Konferencieren kunne have gjort noget ud af Bára Gísladóttir, ny vinder af selveste Ernst von Siemens Music Prize. Altså større end Spot.

»Lige nu, i disse år, har I the miracle, men man kan ikke mærke den fortælling fra Dansk Komponistforening«

Mere inkluderende var musikerkollektivet Damkapellet, selv om Pauline Hogstrands »Chants« flagrende indadvendt, meditativt og skønt og først åbnede sig til sidst. Vokalbegavelsen Randi Pontoppidan favnede bedst Spot-publikummet, som jo hele tiden tænker på næste act

Magnus Plejdrup er en god formidler (og Instagrammer) og introducerede Stine Benjaminsen og Louise Alenius’ henholdsvis sanseligt-poetisk-eventyrlige og sanseligt-filmiske musik. Plejdrups Aarhus Kammerorkester spiller måske ikke med samme selvsikkerhed som mere etablerede orkestre, men de unge musikere brænder efter at finde et større publikum til ny musik. De forstår Spot.

»Lige nu, i disse år, har I the miracle, men man kan ikke mærke den fortælling fra Dansk Komponistforening,« lød det fra en erfaren tidligere producent fra DR under en paneldebat om klassisk musik. Ja, måske opdagede den almene lytter ikke, at ny musik i Danmark oplever en guldalder på de klassiske varer, som blev præsenteret på Spot. I år manglede den symfoniske Beinta-hype fra 2016. Komponisten Mette Nielsen har ret i sin pointe under paneldebatten: »Man har en fordel, at man er i live. Døde komponister kan ikke fortælle om deres musik.« Ja, flere levende samtidsmusikkomponister på Spot, Danmarks største arena for den allernyeste musik. Det er win-win. Især hvis de fortæller, hvad de spiller. Og røber, at de måske bruger samme gong som i Tosca. Og gerne med svedperler, så man mærker, de er rigtig levende og vågne ligesom resten af Spot. 

© Mai Staunsager
Århus Sinfonietta i Rytmisk Sal på Spot 2024. © Mai Staunsager

Århus Sinfonietta havde langt mere held med at åbne den noget lukkede klassiske klub. I en mørklagt sal kunne publikum komme helt tæt på musikerne under opførelsen af Thomas Agerfeldt Olesens magiske, smældende, båttende og romantiske skilsmisseværk Trennungsbriefe samt Lil Lacys »The Conch and The Chrysanthemum« fra komponistens storværk You're Somehow Connected (2021) – et kort men intenst lyddigt om drømme og hemmeligheder, som aldrig afsløres, fordi den aldrig skurrende men altid let bølgende musik følger samme logik som naturens mystikere som krysantemum og amaryllis. Både Agerfeldt Olesen og Lacy skabte rum, man – helt bogstaveligt – kunne vade rundt i og gå på opdagelse i. Ikke bare med en orkestral overdådighed, men også visuelt med billeder på en skærm fortalte de os noget om at gennemgå forandringer, nedbrud og leve og gro i en hård tid, men alligevel hige efter at mærke nærvær against all odds. En gruppe unge fyre med kasketter klappede vildt. 

Hvis Antistatic var et land, ville de få 12 points

4 Eksperimenter og ensomme ulve

Spots eksperimenterende hjerte bankede et stykke fra Musikhusets lyse sale. I A-huset i den rå del af Godsbanen lignede Emil Palme en lonesome rider bøjet over sin elguitar og hjemmelavede buer, som i starten klingede af Ry Cooders ensomme guitarballader fyldt med hypnotiserende atmosfære og tung Americana-støv. Men så vendte musikken på en tallerken og antog flere farver, uden at forlade den melankolske palette. Skandinavisk noir. Norsk-danske Emmelouth’s Amoeba med Efterklang-pianisten Christian Balvig og Signe Emmeluth på sax blæste næsten taget af bygningen. Kammermusik spillet af indiejazzere, et sted mellem komposition og fri impro. 

 © Peter von Freiesleben
Emil Palme i A-huset på Godsbanen.  © Peter von Freiesleben
Peter von Freiesleben
Antistatic spillede i A-huset på Godsbanen som en del af Sunship og JazzDanmarks program. © Peter von Freiesleben

Omkring midnat vinkede Antistatic farvel til harmonierne og hej til fri leg med percussive og stakåndede attacks på samtlige instrumenter. Bassisten manglede, men to guitarister og trommepisker klarede jobbet. Steve Reich på økologisk syre. Hvis Antistatic var et land, ville de få 12 points.  

Ude på bowlingbanerne i Aarhus Bowlinghal stod Elias Rønnenfelt i hvidt suit og sang sine sange

Elias Rønnefelt i Aarhus Bowlinghal lørdag aften på Spot.  © Anton Schmidt
Elias Rønnenfelt i Aarhus Bowlinghal lørdag aften på Spot. © Anton Schmidt

5 Et godt år for roserne 

Selv om verden dyrker kollektiver for tiden, var der masser af ensomme ulve på Spot i år. Ude på bowlingbanerne i Aarhus Bowlinghal stod Elias Rønnenfelt i hvidt suit og sang sine sange, som jo ikke er andet end lieder og personlige indramninger af indre rørelser, som alle musikere til alle tider har delt med os. Sangene er skabt under corona, da Rønnenfelt ikke kunne optræde med sit band Iceage. Guitaren rungede, den kørte i samme super-minimale og meget rå spor som amerikanske minimalister som Rhys Chatman. Han svedte også i sine sange! Også Schubert spøgte. Schubert var en ferm singer-songwriter har den norske komponist Eivind Buene vist os, og at Schubert og et messy Rhodes-piano er et helt naturligt match. I det hele taget er genreskellene og hierarkierne i opløsning. Fremtiden tilhører brobyggerne og banebryderne. Alt det ser man på Spot.

Og Elias Rønnenfelt er og bliver en samtidskunstner, som skræller ind til benet, så kun det rå står frem. Han gjorde det så godt på bowlingbanerne, at man med smertesangkollegaen Kurt Vile må konstatere, at det bliver et godt år for roserne. 

Det var det filosofiske og flamboyante tennisikon Andre Agassi, som i en berømt reklame sagde »Image is everything«

6 Image er alt 

Det var det filosofiske og flamboyante tennisikon Andre Agassi, som i en berømt reklame sagde »Image is everything«. Agassi, som engang prøvede at stoppe musikken til en turnering, fordi den stressede ham. Men musik og sport er søskende. Derfor valfarter musikere i alle kalibre og med diverse grader af dygtighed hvert år til Aarhus for at optræde på Spot. Det handler om drømme. Guld, sølv, bronze, Bayreuth, Roskilde, Tiny Desk, La Scala, en villa i nordsjælland. 

Næste år vil de dygtige klassiske musikere gøre som pop-artisterne (undskyld ordet): råbe deres Instagram-navn fra scenen. Og hænge ud klokken 01 i hotelbaren og møde en Barcelona-kvinde, som mangler en cellist til den næste film med den næste Almodovar. Træning, dygtighed er alfa. Attitude er omega. Det gælder om at blive husket. Og nogle gange har man kun tre minutter. 
 

Spot Festival foregik 3.-4. maj i Aarhus