I August Strindbergs symbolmættede drama Et Drømmespil fra 1902 forlader gudedatteren Agnes sit himmelske hjem og tager bolig blandt menneskene. Da hun ved stykkets slutning vender tilbage, opsummerer hun sine jordiske lidelser således: »At være til; at mærke mit syn svækket af et øje, min hørelse sløvet af et øre, og min tanke, min luftige, lyse tanke fanget i fedtfletningers labyrinter.«
Disse fedtfletninger væver sig ligeledes ud og ind af komponisten Lil Lacys Strindberg-fortolkning, mens det luftige, det lyse repræsenteres af lette overtoner. I Lacys multimedieundersøgelse fremstår mennesker forbundet på tværs af udstrakte geografier og generationer. Det understøttes af et komplekst landskab af klassisk og elektronisk musik, lys, billeder, skrevne og talte ord.
Som hos Strindberg er det gudernes verden, der har rod i det konkrete. Lacy starter med noget så jordnært som lyden af en gulerod, der skrælles og gnaskes, mens tandsættets kværnende rytmer runger gennem kraniet. Herefter glider vi over i drømmen. Agnes synker videre, langt, langt ned til menneskene, mens tonerne fra et akkordeon, spillet kyndigt af solisten Bjarke Mogensen, bliver til lyden af en lunge i konstant bevægelse, et organ der langsomt udvider sig, trækker sig sammen og holder os fast i livet, mens vi sover videre. Strygerne understreger denne skubbende, trækkende bevægelse.
En række stemmer – tilhørende en sydafrikansk kunstner, forfatteren Suzanne Brøgger og andre – fylder salen. Nok er det »synd for menneskene« (jf. Strindberg), men hos Lacy er figurerne fulde af håb og drømme for fremtiden. Som mennesker ejer vi ikke guddommeligt overblik; vort syn er netop »svækket af et øje«, af den fysiske verden vi er kastet ned i. Samtidig er der skønhed at finde i »fedtfletningernes labyrinter«, i måden vi er bundet sammen på.
You are somehow connected slutter ligesom Et Drømmespil med en gigantisk krysantemum, der springer ud, mens Agnes vågner. Smukt, brusende og voldsomt. Andre steder i opsætningen svæver citater fra Strindbergs tekst over musikerne. Denne direkte forankring i den oprindelige dialog virker dog unødvendig. Lacys stykke kan sagtens stå selv.
»Musik for os er en måde at skabe en forbindelse og et fællesskab til andre mennesker.«
Selvom Schæfer indtil videre kun har udgivet tre singler, har bandet allerede markeret sig på den danske musikscene. Duoen og venneparret, Anna Skov (vokal) og Emil Mors (keyboards), skriver samfundsaktuelle, underfundige og humoristiske sange, der peger fingre af både omverdenen og dem selv.
»Denne smerte er ikke kun din,« messer et kor, der står i en cirkel om den fødende kvinde. »Denne smerte er ikke kun din,« lyder det, som et omsluttende ekko, fra resten af koret, som har placeret sig langs festsalens vægge, og dermed danner en cirkel om publikum og indskriver os i det kvindelige fertilitetsarbejde.
Elegier over jorden bygger på Sofie Isager Ahls gendigtning af myten om Persefone, datter af landbrugets gudinde og dronning af dødsriget. Den græske myte er af den slags, der forklarer vinterens goldhed med Persefones bortgang til dødsriget, men i denne nyfortolkning vender hun tilbage til jorden for at føde. Vi følger hendes fødselsarbejde gennem ni måneder, mens medlemmer af koret arbejder i markerne og kæmper for de afgrøder, der er under pres af det aktuelle klimakollaps. Her er naturens regeneration ikke en sag for de højere magter, men en kamp, der starter i kroppen og i mulden – ganske som den fødende kvindes.
Den økofeministisk forbundethed mellem kvindekrop og natur har været et hot topic igennem flere år nu, og jeg er i tvivl om, hvad Elegier over jorden føjer til. Det er jeg primært, fordi den hårde akustik i Glyptotekets festsal i samspil med Marie Topps koreografi, der jævnligt lader sangerne stå med ryggen til dele af publikum, gør det svært at høre Ahls ord.
Når Elegier over jorden fungerer bedst, er det i dialogen og timingen mellem koret, sopran og komponist Katinka Fogh Vindelev i rollen som den fødende Persefone og det minimale orkester, bestående af to violiner og en cello. Når stemmerne fra Sankt Annæs Pigekor smyger sig op af celloens mørke klang, og når urkvinden Persefones klagesang får lov at stå stille i rummet et øjeblik, før koret tager fat igen, har forestillingen fat i noget. Alligevel sætter oplevelsen sig ikke i kroppen, og fødselens smertefulde kamp bliver – trods korets insisterende messen – aldrig rigtig min.
Forestillingen spiller 5., 7. og 8. marts
»For mig er musik... Jeg var lige ved at sige alt, men det er alligevel en overdrivelse. Jeg er et følsomt menneske, og derfor påvirker al kunst – men især musik – mig på forskellige måder. Musik har både en terapeutisk og en kunstnerisk betydning for mig. Musikken påvirker mit humør og giver mig energi. Den kan også sætte mig i en bestemt tilstand, hvor jeg ser tingene anderledes og reflekterer på en anden måde, end jeg ellers ville have gjort. Jeg har altid høretelefoner i, når jeg er alene, jeg sover til musik, jeg arbejder til musik. Det første, jeg gjorde som ny rådmand, var at sætte min svigerfars gamle B&O-anlæg op på rådmandskontoret. Det spiller hver dag, og jeg lukker meget sjældent døren.«
Jesper Kjeldsen er rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus og medlem af byrådet for Socialdemokratiet. Han er uddannet fra Kaospiloterne og har en baggrund som iværksætter, blandt andet med virksomheden Postevand. Før sin politiske karriere har han arbejdet kreativt med kultur og musik – han har udgivet musik, været DJ og undervist som danselærer. Jesper Kjeldsen har gennem en længere periode boet og arbejdet i Grønland, hvilket har præget hans syn på fællesskab, kultur, klima og samfund.
