• Lil Lacy: »You are somehow connected«. © Martin Dam Kristensen
    31/8/2021

    Smukt vågner Agnes

    Lil Lacy: »You are somehow connected«

    I August Strindbergs symbolmættede drama Et Drømmespil fra 1902 forlader gudedatteren Agnes sit himmelske hjem og tager bolig blandt menneskene. Da hun ved stykkets slutning vender tilbage, opsummerer hun sine jordiske lidelser således: »At være til; at mærke mit syn svækket af et øje, min hørelse sløvet af et øre, og min tanke, min luftige, lyse tanke fanget i fedtfletningers labyrinter.«

    Disse fedtfletninger væver sig ligeledes ud og ind af komponisten Lil Lacys Strindberg-fortolkning, mens det luftige, det lyse repræsenteres af lette overtoner. I Lacys multimedieundersøgelse fremstår mennesker forbundet på tværs af udstrakte geografier og generationer. Det understøttes af et komplekst landskab af klassisk og elektronisk musik, lys, billeder, skrevne og talte ord. 

    Som hos Strindberg er det gudernes verden, der har rod i det konkrete. Lacy starter med noget så jordnært som lyden af en gulerod, der skrælles og gnaskes, mens tandsættets kværnende rytmer runger gennem kraniet. Herefter glider vi over i drømmen. Agnes synker videre, langt, langt ned til menneskene, mens tonerne fra et akkordeon, spillet kyndigt af solisten Bjarke Mogensen, bliver til lyden af en lunge i konstant bevægelse, et organ der langsomt udvider sig, trækker sig sammen og holder os fast i livet, mens vi sover videre. Strygerne understreger denne skubbende, trækkende bevægelse. 

    En række stemmer – tilhørende en sydafrikansk kunstner, forfatteren Suzanne Brøgger og andre – fylder salen. Nok er det »synd for menneskene« (jf. Strindberg), men hos Lacy er figurerne fulde af håb og drømme for fremtiden. Som mennesker ejer vi ikke guddommeligt overblik; vort syn er netop »svækket af et øje«, af den fysiske verden vi er kastet ned i. Samtidig er der skønhed at finde i »fedtfletningernes labyrinter«, i måden vi er bundet sammen på.

    You are somehow connected slutter ligesom Et Drømmespil med en gigantisk krysantemum, der springer ud, mens Agnes vågner. Smukt, brusende og voldsomt. Andre steder i opsætningen svæver citater fra Strindbergs tekst over musikerne. Denne direkte forankring i den oprindelige dialog virker dog unødvendig. Lacys stykke kan sagtens stå selv.


     

  • Bona Fide på Spot Festival. © Kim Mathaii Leland
    22/9/2021

    Noget om triste heste

    Hele Aarhus lyder som Lowly, sagde én efter Århus Sinfonietta og goth-folkbandet Bona Fides koncertprojekt Dawn til Spot Festival. Tja. Sofia Luna kunne have sunget »the end of love« i hver frase, og når hun sang om heste, lød de også som meget sadcore dyr. Yngel-musikeren Emil Palmes guitar var både hypnotisk og huggede gravrøverdybt overfor en meget blid harpe. Et fredfyldt kloster fra det 11. århundrede dukkede frem på nethinden. I andre passager var det som at sidde ved et moderne lejrbål – sammen med en hel sinfonietta og dirigent, der forsynede fuldfed ambience med de spartanske folkesange.  

    Ennio Morricone har lært musikere fra alle genrer noget om suspense og (udskydelse af) forløsning, at skabe cinematiske eventyr med small is beautiful-midler. Dér på prærien flimrede daggryet: Når vi forventede lys, blev Americanaen endnu mørkere. Når vi forventede mere tidlig country, kom der strygere. Når omkvædet skulle komme ridende ind i sangen, kom det slet ikke. Den gode, den mest Lowly-triste og den goth-folkede fandt hinanden i en fin halv times film. En hel times grusomhed ville også have været for meget af det gode.  

     

  • © Reinhard Wilting
    19/9/2021

    Skulle have sendt min dobbeltgænger

    Frederiksberg Festspil: »Dobbeltgænger 1« + »Centalog«

    Ideen fejlede ingenting: lige at komme ud og høre et par nye strygekvartetter. Det havde været så længe siden! Selveste Danish String Quartet med nyt fra næsten lige så selveste Bent Sørensen. Og et megaværk fra altid alt for uberømmede Niels Rønsholdt. Det burde ikke kunne gå galt.

    Men hvad havde dog den fabelagtige Sørensen rodet sig ud i? Efter tre kvarters opvisning med Schuberts sprudlende, glødende, men trods alt ubønhørligt lange Kvartet i G-dur satte DSQ gang i Sørensens Doppelgänger. Som altså viste sig at være det sidste, man orkede i øjeblikket: en halv times remix af Schuberts værk! I nye klæder, natürlich, men forvandlingerne havde karakter af fikse idéer, der gjorde Sørensen mere menneskelig, end jeg huskede ham fra pragtværket Second Symphony.

    Hvad der virkede elegant i symfonien – idéer, der cirklede spøgelsesagtigt rundt i orkestret – blev forsøgt genanvendt fra start i kvartetten. En simpel durakkord blev sendt på mikrotonal omgang mellem musikerne, så det til sidst mindede om forvrængninger i et spejlkabinet. Manøvren havde øvelsespræg, koketteri var indtrykket.

    Derpå fulgte buer, der faldt ned på strengene som en hård opbremsning. Tyve minutter senere var figuren tilbage, men nu vendt om til accelerationer. Et forsøg på at fremvise sammenhæng i et værk, der ellers virkede unødigt rodet og sprang fra koncept til koncept? Lidt glidninger på strengene; dæmpning for at skabe en sprød cembaloklang; en lang, sfærisk passage; tilbagevenden til Schubert og tonika. Den gode Sørensen var blevet sin egen dobbeltgænger i processen, halsende efter forlægget. Jeg tillod mig et frederiksbergsk »åh!«.

    Iført nye forventninger troppede jeg op til Rønsholdts 100-satsede Centalog to dage senere. Milde skaber, dette var endnu værre! Bag heltemodige Taïga Quartet tikkede et antikt vægur ufortrødent i samfulde 75 minutter. En fornemmelse af eksamenslæsning hang over os. Nøgternt præsenterede Rønsholdt selv de kommende satser hvert tiende minut: »10 left, 11 left, 12 left« eller »40 right, 41 right« og, koket, »13 left, missing item, 15 left«. Handlede det om læseretningen i noden, om strøgets bevægelse? Klart stod det aldrig, men tænk, om man blev hørt i lektien senere.

    Fra Taïga lød febrilske fragmenter med aleatoriske linjer og abrupt dynamik; store følelser var spærret inde. Det forekom fortænkt, uvedkommende. Og med uvanlig distance mellem koncept og toner: Kun to gange undervejs spillede de kliniske opremsninger en smule med i musikken, da musikerne udbrød et bestemt »left!« her, et »right!« der. Hvor var Rønsholdts velkendte performative overskud? Mystisk. Fra væggen lød det blot: Tik-tak, tik-tak.

     

     

     

  • Piero Manzoni: »Merda d'artista«. © HEART
    14/9/2021

    Pretty Shitty 

    Yavor Petkov (Beyond the Genius Art Project): »Ode til dåsen«

    Merda d’artista fortjener et lydværk, tænkte Ensemble MidtVests fagottist Yavor Petkov, der hver dag går forbi kult-dåsen på HEART-museet. Ode til dåsen, som han opførte med to bulgarske musikere fra Beyond the Genius Art Project (!?), illustrerede Piero Manzonis åbenbaring – fra løs ide til hård/eksklusiv materie – i fire satser: Søgen, På badeværelset, Drømmen, På fabrikken. Et tema behandlede bogstaverne SCHEISSE. Meget 1:1, musicalduftende, balkan-fyrisk, dramatiserende med Petkov som drømmende Manzoni i en sofa foran scenen. Musikken understøttede en stemning af, at noget stort var på vej, voila: Guldkonfetti i en lind strøm ramte den arme dåse.

    Ja, at lave værker omkring så forseglede, så kanoniserede værker er svært. Strøm på fagotten skulle ligne fabriksstøj (dåseværket blev ikke skabt på en lækker strand). Pretty illustrationer. Trygt. Hvorfor ikke opføre det i en corona-ruineret tøjhal? Manzoni lavede institutionskritik – den unge italiener, der i 1960 pludselig landede i Hernings industrikvarter, var på udebane. Petkov stadfæstede blot institutionen ved at præsentere sin inspiration (en anden mands levn) inden for noget så hyper institutionelt som en pæn koncertsal på et kunstmuseum. Det her var ikke nøgent, men pakket ind i institution og musikere i sort tøj på en scene (til sidst overrakte Petkov en dåse med et håndskrevet partitur til museets kurator – kunst handler om udødelighed. Stående ovationer i øvrigt). Meget paradoksal oplevelse at være på WC med Manzoni.

  • Jacob Anderskov: »Spirit of the Hive«
    11/9/2021

    Små dyrs sanseverdener

    Jacob Anderskov: »Spirit of the Hive«

    Pianist, komponist og dirigent Jacob Anderskovs Spirit of the Hive er et album, hvor en bevidsthed om tankerne bag virkelig højner værket – et jazzalbum om ikke bare sværmdyrs sanseverdener, men også os menneskers plads i disse.

    Med denne viden i baghovedet er det umådeligt interessant at høre, hvordan Anderskov, flankeret af seks klarinet- og fløjtenister, to kontrabassister, en cellist og en trommeslager, kan få fugle til at fløjte og svæve. Hvordan han fremkalder bisværmen, der beruset summer frem og tilbage. Hvordan flagermusenes højfrekvente ekkolokation gengives i en form, der rent faktisk er hørbar for vores begrænsede sanseapparat. Insekternes ofte oversete, men ikke desto mindre hektiske eksistens. Dvælende, fokuserede scener afløses af travle, kaotiske, næsten free jazzede passager.

    Men mens jeg elsker konceptet, så er jeg ikke helt lige så begejstret for den resulterende musik. Trods mange strålende øjeblikke, i særdeleshed i numrene Bees og Bats, savnes flere interessante udviklinger. Selv ved koncentrerede lytninger skyller meget af musikken over mig uden at gøre større indtryk. Og mens dette måske yder inspirationskilden retfærdighed, så er resultatet en følelse af, at Anderskovs kompositioner ikke helt lever op til egne ambitioner.