© Kasper Krupsdahl

»Jeg skal bare lige ind og høre en halv sang«

Er Spot i Aarhus en af de vigtigste festivaler for ny musik i Danmark? Hvad sker der egentlig, når upcoming kunstnere og branchefolk mødes i en mørk hule og lover hinanden guld og grønne skove?
Af
13. Maj 2022
  • Annonce

    MINU
  • Annonce

    Concerto Copenhagen

Skjorterne sidder stadig flot på de unge kroppe, kasketterne vipper i takt lidt over middag til én af de allerførste koncerter på årets Spot. På spillestedet Radar fortæller CXCX Chu Chu om sine rødder i Beijing, inden hun synger en af sine nye sange på engelsk og mandarin. Når hun taler, er accenten vist jysk. Programmet siger, hun lige er hjemvendt fra Canada, og »hun er kommet for at overtage den danske musikscene med storm!« 

Udråbstegnene følger de hårde beats på Spot Festival, PR-teksterne gør sig lækre, og musikerne banker deres Instagram-navne ind i vores hoveder. CXCX Chu Chu staver lige, hvad der kommer efter snabel a'et. 

Ved de ikke, at Rolling Stone-skribenten David Fricke sidder på en plasticstol uden for salen?

»Jeg skal bare lige ind høre en halv sang,« siger en mand omkring de 50 med hvide jeans, hvid cowboyjakke og matchende halvlangt hår til vagten ved Klubscenen i Musikhuset Aarhus.

»Jeg skal også bare lige høre en halv sang,« siger jeg. Vi klemmer os ind i det proppede lokale og hører også halvdelen af den næste sang, to halve sange hver, nikker, inden vi begge er videre. Det er præmisserne på Spot, som startede som en branchefest og stadigvæk er et udstillingsvindue for ny dansk musik, selvom den har åbnet sig op og er blevet en rigtig festival med koncerter rundt omkring i byen. Musikerne ved det godt. Folk – ihvertfald dem med visitkort – er hele tiden videre. På 35 minutter, som den sædvanlige koncert varer, skal de levere karrierens måske vigtigste hook. 

Nausia, som ifølge flere gav en af Spot Festivals bedste koncerter. © Martin Baltser Rasmussen
Nausia, som ifølge flere gav en af Spot Festivals bedste koncerter. © Martin Baltser Rasmussen

Sandheden om spirituel jazz skal man høre fra folk i tyverne, der spæder den op med krautrocket energi

Vampyrhule

»Det er som at stå i en mørk vampyrhule,« siger danske eee gee aka Emma Grankvist mellem sangene fra sit nye anmelderroste album. Klokken er 13.34, og solen skinner i Aarhus. I mørket står en mand i jakkesæt og solbriller og lytter intenst. På Spot ved man aldrig, hvad man skal have, og hvad man får på de over 150 koncerter fordelt på fredag og lørdag (6. og 7. maj). Intimitet og diversitet er garanteret. Skuespilleren Resa Saffa Park fra den norske serie Skam er her som musiker. De fleste følger et meget løst program. Ung-Skab, Pind eller Faber, diskuterer veninderne, og ved blot dette: »I morgen har jeg tømmermænd fra i dag.« En siger, hun skal til producercamp på det nedlagte Amtssygehuset.

Fabräk behøver man ikke sige to gange. Dem med »Daarligt« og »Voldsom«. 

Er de fra Island? Canada? Nej, trioen Emmadop er fra Aarhus, men har fået lov at spille deres energiske synthpop på en scene for udenlandske bands: »Jeg håber, der har været nogle mennesker, der tager os videre på vores rejse,« fortæller bandet efter koncerten. Den honduransk/danske kunstner Julie Maria Hernandez Pavon Friis, som er opvokset i Aarhus, er allerede nået langt: I januar blev hendes sang »Jealous« brugt som afsluttende track til Hermès FW 2022 Mens runway show i Paris. 

Hvor er branchen?

Den aarhusianske koncertforening Sunship og JazzDanmark præsenterer fem koncerter, bl.a. den unge kvintet Nausia med to saxofonister i front. Sandheden om spirituel jazz skal man høre fra folk i tyverne, der spæder den op med krautrocket energi, mens scenen gynger. Det sidste trut leveres, og nogle siger, at Nausias koncert er den bedste på Spot. 

»Hvor er branchen?«, spørger Nausia på Instagram.

Ved de ikke, at Rolling Stone-skribenten David Fricke (som alle artikler om Spot nævner, fordi han i årevis har givet sit besyv med om nye danske bands) nok har lyttet med? Han sidder ihvertfald på en plasticstol uden for salen. Fricke, som i 2003 kaldte Under Byen for »probably the best band in the world.« Eller sidder Fricke og venter på næste koncert, Olga Wittes balinesisk-inspirerede orgeljazz? Bliver Fricke hængende til Baujillauds postpunkede impro med nerveflænsende sax?

© Line Svindt/Promus
Branchedelen af Spot Festival hedder Spot+ og rummer debatter om aktuelle emner som musik og NFT og om fremtiden for koncerter. © Line Svindt/Promus

Franz Schubert ville ikke være en outsider i denne tristesse og ville nok også vandre med Mattias Kolstrup

Branchen løber også rundt i salene på Hotel Radisson Blu og står til rådighed: ‘Meet the music biz’ og inviterer til debatter med titler som ‘Koncerter er overvurderede’, sådan kan din musik komme med i et videospil, seneste nyt om NFT og vidensdeling om strategier og resultater… Branchen blunder aldrig, branchen har et lysvågent øre for dansk talent. Arrangementet ‘Creative Denmark & Music Export’ er dog aflyst.  

Hvor er opstandelsen?

På Aarhus’ hovedbibliotek Dokk1 reklamerer DR Klub Klassisk for et foredrag om Gustav Mahlers Opstandelsessymfoni, resultatet af den store østrigers vision om menneskets evige liv. Er Spot andet end døgnfluer? Hvor er den musik, som kan vække rigtig leben, ravage, intimiderende ballade – ikke bare under en showcase på 35 minutter, men også hos kommende generationer? 

Lyden af fremtiden er svær at spå om. Men showcases er vel til for at give et fingerpeg om, hvem og hvilken type musik, der har en chance for at redde os ud af de flade ørers suppedas. Måske tilhører fremtiden The Shitboys, som er kommet til Spot med færøsk queer-punk? I Ridehuset står forsangeren i Kollaps med skulderpuder, der når helt op over ørerne. »Open your eyes, let me see them,« synger hun. Inde i Musikhusets Kammersal synger én om »Krudt i kanon / brev fra kommunen«. Det er en ballade, ihvertfald sat helt ned i tempo. Forsangeren taler om »bitterhed, tilført en smule had.« 

Seismograf skriver jo meget gerne om døgnfluer, bare de stikker ordentligt, samtidslækkert

Franz Schubert ville ikke være en outsider i denne tristesse og ville nok også vandre med Mattias Kolstrup (ex-Dúné), som kun akkompagneret af Gustaf Ljunggren på sort flygel faktisk lyder lidt af lieder. Faktisk meget lieder. Naked-koncerterne er altid populære; det flyder med spændte nerver, når sangerne står på den store scene i helt nedbarberede udgaver. 

80’er-synth og døgnfluer 
Apropos døgnfluer: Nærværende magasin skriver jo meget gerne om døgnfluer, bare de stikker ordentligt, samtidslækkert, ikke mainstreamdovent. Hvad har Spot til os? Og er det sandt, at Spot kan gøre en ung nordjyde til stjerne overnight? Hvad gør man, så talentspejderne ikke smutter inden omkvædet? Var det hele lettere, dengang Chopin og Satie var upcoming?

»At få succes i den her branche handler meget om PR-mæssig timing,« siger Christian Vuust, saxofonist og underviser på Det Jyske Musikkonservatorium. Han har lige hørt endnu et band i Musikhusparken: »Det var måske lidt flosset, de var ikke helt færdige, havde slet ikke øvet nok, men det havde charme og woman power.« 

Vuust, som har undervist flere af dem, som optræder på Spot, fremhæver Ungdomskulturhusets scene, som giver plads til vækstlaget: »Jeg kan godt lide, at Spot er et overflødighedshorn, en lykkepose. Der er selvfølgelig også skæverter. Men hvis du sætter dig lidt ind i det, kan du opleve nogle fantastiske ting. De unge og grønne vokser helt vildt. At få et band på Spot er jo benzin til deres motivation og udvikling. For 10 år siden havde man måske ikke så mange værktøjer til at udnytte sådan en mulighed. Med de sociale medier er de unge blevet dygtigere til at fortælle historien selv og nå ud.«

Vi enes om, at 80’er-synthesizeren går igen, der er synth all over, men bassen og trommerne spiller mere synkoperet end dengang. Og nu er teksterne sms-korte. »De unge musikere blander alt, hvad blandes kan,« mener Vuust og fremhæver Andreas Odbjerg som en af tidens store.   

Fire minutter senere spotter vi Odbjergs hvide hår i fuld galop på Musikhusets gang. Hvad skal han mon høre?

Julie Pavon. © Malthe Roland
Den honduransk-danske kunstner Julie Maria Hernandez Pavon Friis under sin udendørs koncert på Spot. © Malthe Roland

Fisk og stereoeffekt

På Plantecafeen ved Godsbanen deltager bratschisten og komponisten Pauline Hogstrand fra det københavnske Crush String Collective i en reception med tyske bookere. Bortset fra et enkelt medlem kommer hele ensemblet fra den klassiske verden:

»Det er den bagage, vi har. Men vi er begyndt at udvikle vores eget sprog. Vi skriver ikke noder, men arbejder med konceptbaserede kompositioner og improvisationer. Et koncept eller en leg kan fx være ‘Fiskestimen’, hvor musikerne følger hinanden som en stime og reagerer hurtigt på hinanden. Vi arbejder også med stereoeffekt, hvor lyden kommer fra venstre og højre og skaber en flanger-effekt. Alt er baseret på øvelser,« siger Hogstrand. 

Operarejsen kan noget, når folk på Spot får lyst til at tage den næste autocamper til Bayreuth

Crush String Collective har selv en koncert, men vil også prøve at nå ned på spillestedet Turkis [tidligere Atlas] for at høre den dansk-kurdiske duo Luna Ersahin & Rezwan Taha, samt Les Filles de Illighadads hypnotiserende ørkenrock. De finder det naturligt at være på Spot, fordi de også vil nå folk, der ikke lytter til »improviseret stryger-nichemusik«. De vil gerne spille på flere undergrundsscener og kan lide at arbejde med kunstnere fra den ikke-klassiske verden:

»Når vi spiller selv, har vi vores egen fortælling,« siger Hogstrand. »Men da vi optrådte med forfatteren Kaspar Colling Nielsen, gav hans ord og historier nye teksturer til vores musik. På listen står også billedkunstnere og dansere. En fortælling kan lette adgangen til mere eksperimentelle genrer.«

Når de improviserer sammen, prøver de ikke at tænke i ‘god’ eller ‘dårlig’ lyd, men en ny lyd. »Kan man udvikle en sound, så den får sin egen lille verden? I starten snakkede vi ikke om, hvad der skete under improvisationerne og var totalt forvirrede. I dag prøver vi at sætte ord på, så vi kan udvikle en form, der for eksempel gentager sig, måske i A-B-A.« 

Hvad er der galt med Brahms og Carl Nielsen?

»Det er bare et andet mindset, en anden følelse at spille noget, som er skrevet og skal udfoldes på en særlig måde for at lykkes,« siger Maria Jagd, ensemblets eneste rytmiske musiker. »Det kan være en kæmpe thrill. Men det er det også at ramme hinanden i øjeblikket. Når vi går fra scenen, har jeg svært ved at sætte ord på, hvad der skete. Man er nødt til at være så meget til stede.«

»Klassiske musikere arbejder meget projektbaseret,« fortsætter Pauline Hogstrand, »Man øver, fordi man har en koncert og er tidsmæssigt effektive. Men når man improviserer, har man ingenting. Som orkestermusiker skal man ofte spille til audition; det er ikke så personligt som i den rytmiske verden. Vi bruger meget tid sammen. Man skal kunne interagere med hinanden og føle sig tryg. Faktisk er vi et jazzband.«

»Spot har ikke berøringsangst. De kan sagtens lukke det ind, som i nogles øjne er avantgarde«

»Man skal bare banke på døren«

Oppe i Musikhuset opdeles kunsten i adskilte rum: Rytmisk, Symfonisk, Kammersal. Giver det overhovedet mening i en rodet verden, hvor alle spiller free?

Den klassiske komponist Line Tjørnhøj har et stramt program: »Jeg skal høre Jeuru, som er en ung rapper. I går hørte jeg [Mira] Siegel og Crush String Collective. Søs er mit highlight,« siger hun på vej ind i for at høre den elektroniske komponist Søs Gunver Ryberg med Aarhus Symfoniorkester.

»Festivalen er frisk, det kan man mærke på de æstetiske parametre, der bliver favnet. Det er en meget rig festival. Der er sådan en glæde hos artisterne. De skaber en god stemning. Lige nu tænker jeg, at det er en af de vigtigste festivaler for ny musik, vi har i Danmark. Det er ikke kun den der gammeldags tænkning med så er man upcoming, så er man ung, og så er man kommerciel. Der er jo også folkemusik hvert år, og mange af de kontemporære, klassiske musikere er jo meget favnende æstetisk. Altså vi er kommet ud over stepperne,« siger Line Tjørnhøj, der ikke vil ud med, hvilken 'stor ting', der bliver annonceret om hende og Søs Gunver Ryberg få dage senere. Men der – under branchebegivenheden Spot – sidder vi altså i samme sal som begge danske danske kandidater til Nordisk Råds Musikpris!

Savner du ikke flere skæve eksperimenter på Spot?

»Lad mig sige det sådan: Spot har ikke berøringsangst. De kan sagtens lukke det ind, som i nogles øjne er avantgarde. Man skal bare banke på døren og sige, at man gerne vil være med.«

Uinspirerende finder hun derimod klassiske festivaler, der bevidstløst præsenterer en strygekvartet, som det er set hundrede gange før. 

»Du kan få én sætning: Spot Festival er fuld af god musik, som jeg ikke vidste, jeg kunne lide«

Next stop Bayreuth?

Imens er komponisten Allan Gravgaard Madsen stødt til. Det var med hans og Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøðs værk Beinta om en færøsk femme fatale, at Aarhus Symfoniorkester, altså et helt symfoniorkester!, i 2016 for første gang deltog på Spot. En satsning, var det. En mand i 20’erne genkender Gravgaard og fremstammer: »Jeg kan virkelig godt lide det, du laver.« TV-serien Operarejsen kan noget, når folk på Spot får lyst til at tage den næste autocamper til Bayreuth.

Spot betyder vel, i al sin enkelhed, at få ‘en spot’, en plads på en scene. En musikscene, der bevæger sig, hele tiden. Alt er som bekendt Eine große Reise, som de siger i talentprogrammerne i fjernsynet. Også her på Spot, hvor døgnfluer og morgendagens stars møder talentspejdere med Ray Bans i mørke vampyrhuler, der måske – måske ikke – høre sangen færdig. 

Allan Gravgaard Madsen, to-tre sætninger om dine oplevelser på årets Spot?

»Du kan få én sætning: Spot Festival er fuld af god musik, som jeg ikke vidste, jeg kunne lide.«
 

Spot Festival 6.-7. maj, Aarhus.
I anledning af Music City Aarhus 2022 bringer Seismograf en serie artikler om musik og lydkunst i Aarhus.